Læsetid: 14 min.

»At turde at fortælle om sin smerte – og så slippe den«

For 15 år siden oplevede den grønlandske by Ilulissat en bølge af selvmord blandt unge. Byen besluttede sig for ikke at lade dødsfaldene passere i tavshed. I Grønland har en stigende åbenhed brudt de tabuer, der længe har omgærdet de mange selvmord. I dag mener flere, at den øgede åbenhed vil føre til et fald i antallet af selvmord
Kun lige akkurat overgår menneskene slædehundene i antal i Ilulissat. Om sommeren er stemningen afslappet og imødekommende, men når lyset forsvinder og vintermørket sætter ind, ændrer stemningen sig

Kun lige akkurat overgår menneskene slædehundene i antal i Ilulissat. Om sommeren er stemningen afslappet og imødekommende, men når lyset forsvinder og vintermørket sætter ind, ændrer stemningen sig

Lasse Bak Mejlvang

16. januar 2016

Astrid Olsen plejede at mærke et jag af ængstelse, før hun trak gardinerne fra på en lørdag eller søndag morgen. Hun gruede for endnu en gang at se flagene uden for sit vindue på halvt.

De unge døde ofte i weekenderne, forklarer den 57-årige psykoterapeut om en bølge af ungdomsselvmord, der rystede Ilulissat, Grønlands tredjestørste by, i starten af 00’erne. På ét år oplevede byen på 4.500 indbyggere otte selvmord blandt børn og unge.

»Det var ligesom et kæmpe, tungt tæppe, der lå over hele byen,« siger Astrid Olsen, som i over et årti har spillet en central rolle i den selvmordsforebyggende indsats i Ilulissat.

Hun ser tilbage på en tid, hvor mange i byen følte sig sårede og forvirrede, mens børn ned til de tidlige teenageår tog deres eget liv. Grønland har længe haft en af verdens højeste selvmordsrater, særligt blandt unge, og sidste år viste et studie fra Statens Institut for Folkesundhed, at grønlandske børn helt ned til 10 år begår selvmord.

Bølger af selvmord er ikke et ukendt fænomen i grønlandske byer og bygder, men fortsat vanskeligt at forklare og forebygge.

I Ilulissat var man ikke desto mindre fast besluttede på at gøre et forsøg.

»Det tunge tæppe, der var lagt over byen, det skulle væk. Og gerne løftes fra mange vinkler,« siger Astrid Olsen.

Med sin beliggenhed i Nordgrønland godt 250 km nord for polarcirklen er Ilulissat på mange måder et sted med ekstremer: korte somre med midnatssol, og lange vintre med sparsomt dagslys.

Om sommeren er byen præget af tilrejsende turister, som kommer her for at vandre i fjeldet langs den UNESCO-beskyttede Ilulissat Isfjord, berømt scene for nogle af de mest dramatiske globale klimaforandringer, forbi Kællingekløften, hvor sagnet fortæller, at ældre medlemmer af en nærliggende boplads kastede sig ud for at lette samfundet for deres byrde under krisetider.

Der er en afslappet og imødekommende stemning over byen, hvor lokale hilser og smiler til både hinanden og turisterne, børn leger frit mellem de farverige huse, og slædehundene, som kun lige akkurat overgås i antal af menneskelige indbyggere, hyler i den klare luft.

Men de fleste turister forsvinder med lyset ved slutningen af sommersæsonen, før snestormene og mørket sætter ind.

I sit arbejde med byens unge mennesker beder Astrid Olsen dem stole på, at livet ligner naturen, og at lysere tider altid følger de mørke.

I 2003 tog Olsen en nyoprettet stilling som kontaktperson på den største af to folkeskoler i byen, Atuarfik Mathias Storch, som med 650 elever var den eneste, der også havde de ældste klassetrin.

Det år havde byen endnu en gang oplevet en høj forekomst af selvmord på tværs af aldersgrupper, men kort tid efter Olsen tiltrådte sin nye stilling, faldt selvmordsraten blandt børn og unge betydeligt, til ét selvmord i 2004, og tre i 2005 – og ingen var under 20 år gamle.

Problemet er dog stadig meget aktuelt i dag – Ilulissat havde fire selvmord i 2014, mens tallet for hele Grønland var 44 – men der er tydelige successer at spore. I Ilulissat så man ikke et eneste selvmord i 2013.

At dræbe sig selv

Lasse Bak Mejlvang

Bare 10 år tidligere var dødsfaldene blevet mødt af en nervøs tavshed. En tavshed, Atsrid Olsen arbejdede på at bryde.

»Der er jo et mål med, at vi har stemmen med os, når vi kommer til verden. Det er den, vi skal bruge, når vi er glade, og når vi har noget at skulle sige.«

Astrid Olsen lukker ofte øjnene, når hun taler, og holder flere sekunders pause, som om hun grundigt overvejer sine ord.

Det gør en forskel, siger hun, at vi taler om selvmord – men også hvordan vi taler om det.

Som et led i det forebyggende arbejde har man landet over udskiftet brugen af det grønlandske ord for selvmord fra ’imminorneq’, at tage livet af sig – til ’imminut toqunneq’, at dræbe sig selv. En begrebsændring som Atsrid Olsen er enig i og har taget til sig.

»Det udtryk er meget mere tydeligt i sin betydning,« siger hun, »uden om det er der en usynlig holdning om, at vi ikke accepterer selvmord.«

Den form for utvetydig terminologi er nødvendig for at formidle et klart budskab om konsekvenserne af at gøre en ende på sit eget liv. Især over for unge, som selv har oplevet selvmord i familie eller omgangskreds og kan ende med at se det som en løsning på problemer, et fænomen, hvor selvmord får en smittende effekt, der blandt forskere betegnes suicidal transmission. I undersøgelser af de ældste folkeskoleelevers trivsel i Grønland har Statens Institut for Folkesundhed fundet, at 27 pct. af de 15- til 18-årige, der kender nogle, som er døde ved selvmord, selv har forsøgt at tage livet af sig.

Tavshedens pris

I dag arbejder Astrid Olsen i studenterrådgivningen ved Ilulissats videregående uddannelser i et moderne etplanshus, der egentlig var bygget til beboelse. Stuen er hjemligt indrettet med grønlandsk kunsthåndværk på de hvide og grønne vægge og et lille hjørne med lænestole og sofabord, hvor hun ville kunne tilbringe sine pauser med håndarbejde, hvis ikke hendes dage i rådgivningscenteret var tætpakkede med aftaler. Håndværk virker terapeutisk for hende, siger hun.

Vinduerne indrammer udsigten over en bakkeskråning, overstrøet med grålige slædehunde, der tilbringer sommeren med at vente på sne til deres slæder. Her så Astrid Olsen for nylig en flok sorte ravne kredse om en af hundene, som forsøgte at beskytte hele sit kuld af nyfødte hvalpe, uden øjne eller koordinationsevne, mens ravnene hakkede efter dem fra alle sider.

Teenagerne kunne høre nyheden om et selvmord fra deres venner til fodboldtræning; fra forældre, eller fra klasselæreren, når en elev ikke dukkede op til undervisning om morgenen

Lasse Bak Mejlvang

»Jeg kan ikke have sådan noget,« siger hun og vifter afvisende med armene. Hun jog fuglene væk og bragte tre livløse hvalpe indenfor, hvor det lykkedes hende at genoplive de to.

Naturens uforudsigelighed kan være en del af forklaringen på, hvorfor død og selvmord længe har været svære emner at tale om i Grønland, siger hun.

De voldsomme vilkår har skabt en kultur, hvor især mænd og drenge, der traditionelt har risikeret livet for at skaffe fisk og vildt til familien, kun modvilligt taler om deres følelser, forklarer hun, »Naturens barskhed har ramt os mange gange. Vi skal jo overleve det her barske.«

Men det overlevelsesinstinkt, der skubber pinsomme følelser i baggrunden, har sin pris.

»Der er mange smerter i de forskellige hjem. Folk har ondt i sjælen, fordi de ikke har fået fortalt eller ikke er kommet af med deres spørgsmål om, hvorfor deres kære begår selvmord,« siger Astrid Olsen.

»Jeg synes, det er smukt at turde at fortælle om sin smerte – og så slippe den. Det er det, der giver mig energi til at kunne snakke med så mange klienter.«

Umulige følelser

Sommeren var på tilbagetog, da Anton Hegelund i 2000 flyttede med sin familie fra Sydgrønland til Ilulissat og begyndte i den lokale skole. Det var en hård flytning for den 14-årige.

Han måtte finde nye venner og vænne sig til en ny by og dialekt, og samtidig var han ikke vant til mørket, der blev mere dominerende for hver ny dag.

Om sommeren fandt man nemt kammerater ude i byen på alle tider af dagen, og de unge tog på fjeld- eller fisketure, men der var ikke meget at lave i de mørke vintermåneder.

»Så kunne man godt mærke, at depressionen var ved at komme,« siger Anton, der i dag er en høj, bredskuldret 29-årig, bosat i Ilulissat.

Det mærkedes i skolen, hvor elever og lærere kæmpede med problemer af en helt anden karakter. Anton husker, hvordan hans nye klassekammerater forsøgte at undgå et bestemt klasseværelse, hvor en elev for nylig havde hængt sig.

I årene der fulgte, døde flere af hans jævnaldrende, og i perioder føltes det, som om selvmord var en konstant faktor på skolen, siger Anton.

Teenagerne kunne høre nyheden om et selvmord fra deres venner til fodboldtræning; fra forældre eller fra klasselæreren, når en elev ikke dukkede op til undervisning om morgenen. Der var en mærkelig, tung stemning i byen, som krøb ind i små hjørner af dagligdagen: Antons fodboldhold begyndte at tabe sine kampe, folk blev mere indadvendte og tavse.

I frikvartererne, hvor eleverne på den lille skole plejede at snakke sammen på tværs af klassetrin, begyndte man at holde sig mere til kun sine klassekammerater, husker Cecilie Reimer, der er et år ældre end Anton.

Hun mindes en akavet fornemmelse, når man i byen mødte de familier, der havde mistet. Hvordan skal man sige hej til dem, spurgte hun sig selv? De plejede jo altid at sige hej, og hvordan går det.

Efter et selvmord på skolen, husker hun at have diskuteret hændelsen med sine veninder, men i det øjeblik læreren trådte ind i klasselokalet, tav de alle.

Enkelte lærere og sportstrænere forsøgte at indlede samtaler om selvmordene, men de unge følte sig ofte ikke tilpas med at dele deres tanker offentligt. Det kunne nærmest føles pinligt, fortæller Cecilie, hvis en lærer spurgte ind til en bestemt elevs velbefindende, som om man blev udpeget.

For Anton virkede det helt umuligt at tale om følelser som sårbarhed, og de, der gjorde, blev ofte mobbet af andre elever, fortæller han.

Han tænker tilbage på en aften, som han tilbragte hos en veninde, da hans mor ringede og bad ham komme hjem. Anton protesterede, det var meningen, han skulle overnatte, men hans mor insisterede og virkede oprevet, hvilket ikke lignede hende. Hun sendte en taxa til at køre ham hjem.

Da han trådte gennem døren derhjemme, så Anton en politimand stå ved siden af hans mor. En af Antons bedste venner var netop blevet fundet død. Han havde hængt sig.

»Så forsvandt verden,« fortæller Anton.

De næste mange måneder følte han sig dårligt nok som menneske, siger han. Hvorfor havde hans ven ikke talt med ham? Alting begyndte at føles ligegyldigt, og han droppede efterhånden sine fritidsaktiviteter og sit arbejde.

Når han hørte en ambulancesirene på en fredag, lørdag, søndag aften, meldte den samme tanke sig – hvem er det denne gang? Han plejede at ringe til sin bedste ven, bare for at være sikker. »Hvordan har du det? Hørte du sirenen? Ja ja, det gjorde jeg også. Jeg håbede, det ikke var dig.«

Anton endte med at overveje den samme beslutning, hans ven havde truffet, for det føltes ikke som noget liv, siger han.

En lærer, der bemærkede hans forandring, gav ham en tid hos skolens nye kontaktperson, Astrid Olsen. Men Anton gik hjem og dukkede ikke op til sin aftale.

Modernisering og isolation

Der er ingen simple forklaringer på Grønlands høje selvmordstal, men flere forskere peger på en sammenhæng med den bratte start på moderniseringsprocessen i 1950’erne, som forvandlede det grønlandske samfund radikalt.

Selvmord forekom meget sjældent i Grønland indtil 1960’erne, hvor antallet begyndte at stige støt, indtil det kulminerede i 1980’erne, og siden fandt sit nuværende, høje leje.

Mens grønlandsk fiskeri blev gjort til en moderne industri, beboelse og infrastruktur moderniseret, og udenlandske arbejdere strømmede til, flyttede grønlændere i stort antal til byer – indimellem ufrivilligt, når bygder blev lukket af myndighederne – og hen over 60 år faldt andelen af grønlændere bosat i bygder fra 68 til 15 procent.

Fremmedgørelsen spøgte hos den generation, der så traditionelle hjem, kultur og erhverv forsvinde, og nogle af følgerne blev problemer med stof- og alkoholmisbrug og dårligt mentalt helbred. Hertil kommer så den høje forekomst af seksuelt misbrug i Grønland.

Men mange ting spiller ind på selvmordsproblematikken, heriblandt isolationen, der kan gøre det vanskeligt for folk i små, tætknyttede samfund at søge den hjælp, de har brug for.

Geografien betyder også, at unge ofte må flytte til andre byer eller til Danmark for at uddanne sig, hvilket kan føre til ensomhed for unge, der tidligt må give slip på stærke familiebånd og måske ikke er klar til en sådan udfordring, siger ledende psykolog i Familiecenteret i Ilulissat, Svend Ole Meinild.

Mange ender med at opgive studierne, selv om der er stort behov for uddannede grønlændere, ikke mindst i den sociale sektor.

Grønland fik sin første nationale strategi for selvmordsforebyggelse i 2005, men i lang tid forinden var der en akut mangel på politisk handling, siger Fatuma Ali, der har fungeret som administrerende overlæge på psykiatrisk afdeling på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, og administreret Grønlands kystpsykiatri. Hun har betegnet den politiske reaktion på selvmordene som »larmende tavshed«, men anerkender, at grønlandske politikere siden har lyttet til fagfolk som hun selv, og introduceret mange gode initiativer.

»Jeg tror, den larmende tavshed bundede i uvidenhed, ikke manglende vilje,« siger hun i dag.

Men indtil da måtte grønlænderne opfinde det forebyggende arbejde nedefra.

I 2001 rejste Ali fra Nuuk til Ilulissat, hvor hun deltog i et borgermøde om selvmordene med hundredevis af lokale deltagere – unge, forældre og bedsteforældre med behov for at tale om, hvad der skete i byen, for at græde, og trøste hinanden.

Ali husker den tunge stemning i byen, men også en følelse af handlekraft.

Forskellige initiativer var allerede på plads eller under udarbejdelse. Frivillige kørte en selvmordslinje, og forskellige instanser, som sygehusvæsen, politi og skole indgik i et tæt tværfagligt samarbejde, som mange er enige om, gjorde en forskel i byen, hvor der blev afholdt informationsaftener, og lavet radioprogrammer.

Da den nye stilling som kontaktperson på skolen blev oprettet i 2003, var lærerne først ikke helt sikre på, hvad de skulle stille op med hende, siger Malene Simonsen, som har været lærer i byen de sidste 18 år.

Men snart begyndte elever og forældre at strømme ind på Astrid Olsens kontor i en grad, så skolen ansatte endnu en kontaktperson til at afhjælpe arbejdsbyrden. Det var en lettelse for lærerne, som kunne koncentrere sig om at undervise, når eleverne havde et sted at henvende sig med deres bekymringer.

På skolen fik man udviklet kriseplaner for at tage hånd om efterladte klassekammerater og venner. Af frygt for at selvmordsbølgen skulle gribe yderligere om sig, var der stort fokus på, at børn og unge ikke måtte dyrke ideen om selvmord på egen hånd, siger Olsen, og skolebørn måtte ikke gå til begravelse uden at have deres forældre med.

Mange gange oplevede lærere og kontaktpersoner børn, der i vrede slyngede selvmordstrusler ud, særligt efter perioder med mange selvmord, og netop i de situationer, blev der med det samme taget fat i den pågældende elev for at gøre det klart, at den slags udbrud var alvorlige og ikke hørte til i daglig tale.

Foregangsland

Anton besluttede sig til sidst for at besøge kontaktpersonen og endte med at tilbringe det meste af dagen på hendes kontor. Han anede ikke, han havde så meget i sig, siger han i dag. Der var plads til bare at fortælle, men Astrid Olsen gik også hårdt til ham, netop i forhold til selvmordstankerne. Hun hjalp ham til at forstå, hvad der var sket med hans ven og hvorfor, og ved hans andet besøg på hendes kontor kunne han endelig græde.

»Der var ingen hemmeligheder,« husker Anton, som efter flere besøg hos kontaktpersonen følte sig lettere og efterhånden fik kræfterne og energien tilbage.

I dag siger Anton, at han forstår, hvorfor han ikke havde kendt til sin vens alvorlige situation:

»Problemer var tabu dengang, selv om der var meget druk- og hashmisbrug. En mand skulle være stærk og græd ikke.«

Men i dag ser det helt anderledes ud, forklarer han:

»De sidste år har der været meget åbenhed.«

Rundt om et bord på Grønlands Socialpædagogiske Seminarium nikker en gruppe på fire studerende alle bekræftende til den betragtning.

Cecilie Reimer husker stilheden omkring selvmordene i Ilulissat og mener, at den ældre generation, der oplevede de mange selvmord i 80’erne, har svært ved at tale om det. Men for Grønlands yngre generation er selvmord ikke tabubelagt, siger de studerende.

»Alle har haft noget at gøre med selvmord, alle har nogle pårørende,« siger Avaaraq Lennert, som er flyttet til Ilulissat fra Sisimiut for at studere. Netop derfor er man meget gode til at tale om problemer med venner og veninder i Grønland, i forhold til, hvordan det er i Danmark, mener hun.

Private initiativer har været med til at styrke den offentlige samtale om selvmord, det gælder eksempelvis projektet Inuuneruna Iggoraarsuk – Elsk Livet, der startede som en Facebookside med billeder og livsbekræftende fortællinger og har vundet stor opmærksomhed i Grønland.

Projektets stifter, 25-årige Paninnguaq Heilmann, mener, at åbenheden omkring selvmord har ændret sig radikalt på bare de sidste fem år. Hun havde selv svært ved at tale om det, da hun forsøgte selvmord som teenager, men unge i dag bruger sociale medier til at skrive hudløst ærligt om deres oplevelser, siger hun.

»Min generation er mønsterbrydere. Vi er mere åbne, vi går op i personlig udvikling og følger med i verdenssamfundet.«

Og netop i forhold til åbenhed er Grønland et foregangsland i den arktiske region, hvor andre områder også kæmper med høje selvmordsrater, siger Cecilia Petrine Pedersen, der er ph.d.-studerende og medforfatter til flere undersøgelser om Grønlands ungdom:

»Ved de tværarktiske møder er der skelen til, at man italesætter selvmord anderledes i Grønland.«

Gode forbilleder

I dag er der en byggeplads, hvor Ilulissats store folkeskole plejede at ligge. Bygningen var ramt af skimmelsvamp, og kommunen har revet den ned for at lade give plads til en ny og bedre skole. Imens er de to fuldtidsstillinger som kontaktpersoner på skolen blevet nedlagt til fordel for en deltidsstilling – til manges ærgrelse.

På baggrund af egne erfaringer mener Paninnguaq Heilmann, at forebyggelsesindsatsen i Grønland stadig lader noget tilbage at ønske. Det er for kaotisk og uoverskueligt at søge hjælp, og der er brug for mere tværfagligt samarbejde, siger hun, i en indsats for at råbe politikerne op.

Forskere har dog bemærket, at mens statistikkerne stadig er høje, er det ikke nødvendigvis tegn på, at indsatsen overfor selvmord har fejlet – langsigtede resultater kan tage tid om at manifestere sig.

Og der er fortsat klar optimisme at spore blandt Heilmann og hendes jævnaldrende.

»Vi skal ændre en generations tankegang. Jeg tror, at hvis vi fortsætter med at åbne os, kan vi ændre selvmordsstatistikkerne i løbet af en generation,« siger Paninnguaq Heilmann.

En optimisme, som måske er afgørende for det forebyggende arbejde fremadrettet.

»Det er jo selve kernen, at de mennesker der sidder i de forskellige institutioner har engagement. Det er vigtigt at have gode forbilleder,« siger Astrid Olsen.

Hun forstår bedre end de fleste, hvordan et enkelt menneskes indsats kan gøre en forskel for unge med ondt i livet.

»Det er kernen i, at de fortsætter deres liv: At der er en, der lytter til dem og passer på dem,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Trond Meiring
  • Flemming Berger
  • Majbritt Nielsen
  • Anne Eriksen
David Zennaro, Trond Meiring, Flemming Berger, Majbritt Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu