Analyse
Læsetid: 3 min.

Woohoo!

Et lille ord kan udtrykke en hel kulturs civilisatoriske stade
Et lille ord kan udtrykke en hel kulturs civilisatoriske stade

iBureauet/Mia Mottelson

Moderne Tider
23. januar 2016

Der er et mærkeligt, lille udråb, der siger noget karakteristisk om den amerikanske kultur: Et woo eller et woohoo, der lyder lidt som en meget intens, men kort bølge eller toppen af en rutsjebane, lige der, hvor det er begyndt at gå nedad igen.

Det råbes næsten altid på ét eller andet tidspunkt, når en lidt større forsamling er samlet, og det er delvist henvendt til andre, selv om det i første omgang ikke synes at kommunikere noget.

Man kunne mene, at der er tale om dét, lingvistikeren Roman Jakobson kaldte for ’fatisk kommunikation’, dvs. den kommunikation, der egentlig ikke meddeler noget, men snarere sikrer kommunikationsforbindelsen som sådan.

Når man f.eks. siger ’hallo’ i en telefon, er det jo ikke, fordi man dermed fortæller noget, men fordi man vil høre, om den anden er der.

’Woohoo’ er en slags højlydt, kollektivt ’hallo’. Det kan f.eks.råbes på en bar, når man er nogle venner i byen og lige har fået et shot. Det er ikke nok at sige, »nu drikker vi lige dette shot«. Det må også meddeles til verden, at vi er her. ’Woohoo’ betyder: »Hallo – vi er lige herovre – og nu bunder vi det her shot.«

Fedt, at du er her

Men allerede her ser vi, at funktionen ikke alene er fatisk. Der udtrykkes samtidig noget om den, der råber: Ikke alene er vi her, men vi har det også fucking fedt med at være her. Med andre ord er der også en emotiv funktion i udtrykket, som Jakobson ville sige det.

Søger man i internetordbøger efter betydningen af ordet, finder man da også tydeligt denne dimension: ’Woohoo’ bruges til at udtrykke »overstrømmende begejstring eller billigelse«. Der er en form for meddelelse i udtrykket: dels om, hvordan taleren selv har det (begejstring), men endda også mere eller mindre eksplicit om, hvordan taleren har det med den anden (billigelse).

Vi kender det især fra talkshows, når en berømt gæst kommer på besøg og næsten ikke kan komme i gang med at tale, fordi publikum bliver ved med at klappe og huje og woohoo’e. Nogle gange er kærligheden så intens, at samtalen også bliver afbrudt undervejs, og man kan fornemme en blanding af undren og ubehag pludselig dukke op i visse talkshowgæster.

Det, ordbøgerne ikke indfanger, er netop, at denne kærlighed også rummer en underlig form for aggression. Det er, som om der lige under overfladen lurer en lynchstemning, der ved mindste fejltrin kan vende sig mod den elskede.

Hyldesten til høvdingen er samtidig en aggression, som Freud påpegede det i Totem og Tabu. I visse kulturer var den samtidige fejring og ofring af overhovedet netop det, der guddommeliggjorde ham.

Vi kender denne dobbelthed endnu i dag fra den mærkelige hengivelse til Kongehuset, der netop både rummer ophøjelse, (selv når Dronningen fumler med nytårstalen, stiger vores kærlighed til hende), og en ulmende aggression (hvad fanden er det også med den dovenlars af en prinsgemal?!).

Had under overfladen

Den skjulte aggression, der kommer til udtryk i ’woohoo’, blev fornemt demonstreret af Quentin Tarantino i første del af Kill Bill-trilogien.

Her blev et gammelt amerikansk 50er-hit med titlen »Woo hoo« – hvis eneste lyrik er ordet ’woohoo’ – spillet af et japansk kopiband som indledning til den gigantiske voldsscene i det smukke tehus, hvor Kiddo koldblodigt og underligt smagfuldt henretter en hel serie af krigere og (til sidst) én af sine dødsfjender.

Hvilket mere passende anslag kan et voldsorgie have end et passivt-aggressivt underspillet ’woohoo’?

Det er sigende, at ordet ’sex’ ikke alene er blevet bortcensureret i computerspillet The Sims 2, men også erstattet med ordet ’woohoo’. For at kunne blive godkendt til teenagere måtte spillet sikre, at man ikke kunne sige direkte, at »Brandi og Daniel havde sex i boblebade«.

I stedet kan det f.eks. hedde, at »Brandi and Daniel woohoo’ed in the hot tub«. Men er det i virkeligheden ikke langt mere vulgært?

Ikke alene ved vi udmærket godt, hvad ’woohoo’ står for i sammenhængen, men det reduceres ovenikøbet til netop de primitive konnotationer af ’begejstring og (ambivalent) billigelse’, der ligger i ’woohoo’, som om det var det eneste, der var på spil. Seksualitetens nuancer af begær, sanselighed, erotik og udleverethed skæres væk, og i stedet efterlades et plumpt, pornografisk ’jeg hader-elsker-knepper dig!’

Woohoo! Trump for president

Forfatteren Erica Jong sagde engang, at en kultur, der var i stand til at konstruere toiletter på den måde, tyskerne gjorde, også kunne forventes at kaste sig ud i vanvittige projekter som det Tredje Rige. Måske er spørgsmålet i dag, om en kultur, der udtrykker sin seksualitet gennem ’woohoo’ også vil være i stand til at vælge Donald Trump som præsident.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her