Læsetid: 6 min.

Den blodige fantasi

En psykoreligiøs betragtning om en dødsdyrkelse, der findes overalt; som ikke blot er en reaktion på verdens ondskab; der som en psykisk figur befolker musikken, litteraturen og film. En lidelse, der paradoksalt nok er relativt upåagtet, men meget indflydelsesrig. Og akut truende
Kvindelig marokkansk jihadist arresteres i Spanien. Jihadisten kan langtfra kun forklares religiøst. Tilskyndelsen til uhæmmet vold har rødder, der primært bruger det religiøse som middel.

Kvindelig marokkansk jihadist arresteres i Spanien. Jihadisten kan langtfra kun forklares religiøst. Tilskyndelsen til uhæmmet vold har rødder, der primært bruger det religiøse som middel.

Polfoto

6. februar 2016

Det har altid undret mig, at André Breton i sit Andet Surrealistiske Manifest (1930) kunne skrive, at den enkleste surrealistiske handling ville bestå i at gå ind i folkemængden med en ladt pistol og skyde blindt efter folk.

Han tilføjer ganske vist, at det er noget, man drømmer om, hvis man er træt af massesamfundets fordummelse af mennesker; han bemærker derfor, at hvis man ikke drømmer om det, fortjener man selv at blive ramt af drømmerens kugle.

Det var i øvrigt dette manifest, der ekskommunikerede bl.a. Desnos, Leiris, Masson, Prévert og Queneau, som derefter sluttede sig til Georges Batailles tidsskrift Documents.

I drømmen eller fantasien kunne Breton både dræbe og dø, eftersom han selv ville befinde sig midt i menneskemængden, og det ikke nødvendigvis var ham selv, der skød, blot en surrealist. Breton ville næppe have skrevet noget lignende i dag, medmindre han da skulle have lyst til at betegne vore dages terrorister som surrealister.

Men hans dystre drømmeri er alligevel interessant i sig selv, tror jeg, fordi det udtrykker en fantasi, der sætter sig igennem hos ham med tilstrækkelig styrke til at blive fastholdt i manifestet.

Ideologiens påskud

I en diskussion på Testrup Højskole for et stykke tid siden holdt Karl Ove Knausgård et feteret oplæg om sin Hitlerbog og forklarede, at ideologier kan få mennesker til at dræbe. Jeg indvendte i debatten, at dette ret almindelige synspunkt egentlig er for venligt mod menneskene, og at man burde overveje dets omvendte form:

Hvis man har lyst til at dræbe, vil man opsøge en ideologi, der hilser denne særegne lyst velkommen, idet den giver den en formel begrundelse. I denne udgave er det ikke ideologien, der driver værket, men lysten. En ideologi er så at sige et stykke frossen filosofi; fordi den er stivfrossen, er den let og hurtig at transportere over store afstande, så den breder sig langt mere og hurtigere end en tung, levende og åndende filosofi.

Ideologien er dermed til rådighed, hvis ens lyster skulle få brug for den. Knausgaards synspunkt er næsten apologetisk (man må undskylde dræberne, for de var ofre for en ideologi), mens omvendingen klart nok er mindre hyggelig. Mennesker kan ifølge denne variant nære den dystre ’surrealistiske’ fantasi om at opløse det almindelige distante forhold til andre mennesker og i stedet i en og samme handling dræbe flest muligt og selv dø, så man forenes i samme blodpøl.

Denne blodige fantasi kan styrkes af to omstændigheder. For det første adgangen til en maksimal ideologi, et tankesæt, som deles af rigtig mange mennesker, og som indeholder en eskatologi, dvs. en forestilling eller fortælling om en forestående verdensomvæltning, der skal afgøre menneskehedens skæbne.

For det andet et hemmeligt fællesskab med enkelte udvalgte andre, der deler den samme fantasi, gerne meget intimt forbundne personer.

Fantasien plus disse to styrkende omstændigheder er tilstrækkeligt til at udløse handlingen, så snart våbnene er tilgængelige. Det hemmelige fællesskab bidrager naturligvis til våbnenes fremskaffelse; våbnene bliver hemmelige og fascinerende kultobjekter.

Man oplever da, at man pålægges et ’kald’, en spirituel mission. Således beskrevet ligner denne subjektive indstilling en blanding af en stærk tvangsneurose og en mild paranoisk psykose.

Der er måske tale om en ret udbredt, men alligevel overset psykisk figur, som kunne fortjene en betegnelse, lad mig foreslå: nekrofren.

Den ’nekrofrene’ person kan måske bære på tvangsforestillingen i mange år, mens dens psykotiske aura modnes og næres ideologisk og kommunitært. Pludselig finder dræbertrangen udløsning, stimuleret af et billede, en tekst, en tilfældig oplevelse, der forstås som et signal til aktion.

Religiøse mennesker har særlig let adgang til maksimale ideologier, og inden for de troendes fællesskaber udvikler der sig ofte særlige smågrupper af mystikere, hvis inderlighed eller følelsesmæssige identifikation med ’kaldet’ er stærkere end andres, og som støtter sig til hinanden, når det psykiske pres fra ’kaldet’ tiltager.

Ungdomskulturernes og subkulturernes anarkiske livsstil kan danne baggrund for udviklingen af religiøst eller bare følelsesmæssigt intense nekrofrene enklaver i ethvert trivielt massesamfund.

Massekommunikation af enhver art, og nu de sociale medier, har endvidere altid voldsomt påvirket neurotisk og psykotisk anlagte mennesker; religiøs massekommunikation er derfor givetvis en stærk cocktail, som mange således anlagte mennesker psykisk set ikke kan tåle. Fantasier, som er så pågående som denne, kan blive imaginære monstre, fantasmer, der vanskeligt kan holdes tilbage fra beslutningernes felt i sindet.

En iboende drift

Forbinder vi nu disse psykosociale forhold med en omgivende politisk-økonomisk situation præget af hensynsløs globalkapitalisme, institutions- og dannelsesnedbrydning, social elendighed, en krigslignende kultur med migrationer og aggressive lokalracismer, bliver resultatet alarmerende.

At vokse op i disse omgivelser uden at blive ’surrealist’ i ovennævnte forstand er ikke enhver givet. Et ungt menneskes oplevelse af afmagt over for verdens ondskab kan være særdeles voldsom og føles som en ulidelig psykisk tortur.

Jeg tror egentlig, at enhver fra sig selv kender den opløsningsfantasi, som Breton henviser til, netop som en meningsløs reaktion på det meningsløse, en slags spejling; men det er ikke enhver givet at kende til måder, hvorpå spejlingen lader sig forvandle til f.eks. kunstnerisk eller politisk perspektiveret surrealisme. Disse måder vedrører en almen alfabetisering, der som nævnt er under nedbrydning.

Nekrofrenien kan imidlertid ikke reduceres til en reaktion på verdens strukturelle ondskab. Den er der på forhånd, det er det, der er problemet.

Den er en psykisk figur, der kommer og går i kulturerne, og som nu og her muligvis er i færd med at blive epidemisk. Litteraturen kender den naturligvis, se f.eks. hos Marquis de Sade og for så vidt hele den moderne krimiroman; filmen kender den og handler stort set ikke om andet; musikken kender den, se f.eks. i gotik-, punk- og metalrocken; maleriet kender den, se f.eks. rædselsscenarierne fra Goya til Kvium and beyond. Filosofien?

Heideggers Sein-zum-Tode (væren-over-for-døden); Batailles Indre Erfaring. Det drejer sig om en bestemt fantasi, der, når den dominerer et sind, kan udløse en alvorlig psykisk sygdom med voldsomme sociale følger. En sindssygdom, som paradoksalt nok både er den mindst bemærkede og måske den mest indflydelsesrige i den moderne verdens historie.

Vi er muligvis i dette århundrede vidner til en ny monoteistisk religions fødsel, Jihad. Hvor jødedommen opfandt Loven som guddomspagt med særlige territoriale rettigheder indbygget, kristendommen dertil opfandt Nåden som guddomsgave, og islam supplerende opfandt forestillingen om den sociale Jura og den regulære Krig som former for gudstjeneste, er den nye religion, udsprunget af den forrige, i færd med at gøre den individuelle, personlige blodsudgydelse til et sakramente, forstået som en rituel kamp mod den egne synd og andres vantro.

Jihad appellerer ganske eksplicit i sin kommunikation til nekrofrenien som manifestation af religiøs inderlighed. Resultatet er tilfældig, spredt, global voldsudøvelse og motivløse massemord. Men uden den underliggende nekrofreni ville Jihad ikke kunne hverken eksistere eller operere.

Psykiatrien står naturligvis magtesløs over for en sådan religiøs psyko-ideologisk alliance, der giver anledning til massebevægelser. I international politik har bevægelsen fremkaldt en art konfuse krigserklæringer og en art militær aktivitet fra terrorramte landes regeringer.

Imidlertid kan der næppe føres regulær krig mod en global psykoreligiøs sygdom; deltager man i Jihads blodsudgydelser ved at udgyde krigernes blod, tjener man derimod netop deres blodige gudsdyrkelse, hvilket styrker bevægelsen.

Situationen kan kaldes et doublebind, med Gregory Batesons udtryk. Hver voldssituation er en trussel om mere vold; forsøger man at bekæmpe dens kilder, fremkalder og inspirerer man til mere vold, men forsøger man at holde sig i ro, fremmer man muligheden for mere vold.

Et særlig alvorligt aspekt af problemstillingen er dette, at den psykoreligiøse lidelse kan bæres af en art kollektivt symboliseret bevidsthed, som letter den patologiske byrde for de individuelle bærere af lidelsen – bevægelsen kan så at sige være mere sindssyg, end dens deltagere behøver at være hver for sig.

Man får en potentielt psykotisk masseadfærd, så at sige uden åbenbare psykotikere involveret. Det psykotiske potentiale kan dermed ofte forblive skjult, indtil det pludselig aktualiseres. Det er set før i verdenshistorien.

Hvis jeg har ret i disse betragtninger, har vi hidtil undervurderet dybden af det terroristiske fænomen og problem. Vi har overvurderet menneskesindets globale sundhed, godhed og fornuft. Vi må tilbage til surrealismen og forstå den endnu dybere. Mennesker kan virkelig være sprængfarlige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Carsten Lykke-Kjeldsen
  • Kurt Nielsen
  • Henrik Günther
Niels Duus Nielsen, Carsten Lykke-Kjeldsen, Kurt Nielsen og Henrik Günther anbefalede denne artikel

Kommentarer