Brevkassen: Hvor bliver de kvindelige musikere af?

Kvinde, 25

På mit kontor har mine kolleger og jeg fået en ny tradition med, at vi hver dag efter frokost sætter en sang på fællesanlægget.

Vi er gået i gang med Rolling Stone Magazines liste over verdens 50 bedste sange, som vi tager fra bunden.

Vi er nået gennem de første mange numre – og de fleste har været gode – men det undrer mig, at der endnu ikke har været nogle sange med kvindelige sangere. Hvad er det for noget? Hvorfor er musik primært spillet og sunget af mænd?

Svar I:

Forholdet mellem kvinder og mænd er fortsat et ladet område, hvor man skal træde varsomt, og man skal da ikke lige her forsøge sig med ’sjove’ Karl Smart-bemærkninger som f.eks. at mænd synger bedre end kvinder.

De synger af princip og i praksis lige godt, men som enhver læser af Information ved, har kvinder lige siden stenalderen været undertrykt af mænd, hvilket bunder i, at de var fysisk overlegne. Dengang slog manden kvinden oven i hovedet med en knortekæp og trak af sted med hende, hvis han ville have hende. Det ved vi fra diverse tegneserier.

Siden har misforholdet antaget mange andre former og har også afspejlet sig i musikken, hvor de fleste instrumentalister er mænd. Til gengæld er der mange store kvindelige vokalister fra Billie Holiday over Janis Joplin og videre frem, hvor det var kvinderne, der funklede, mens mændene stod i den grå baggrund. Det vil forhåbentligt vise sig jo længere op mod toppen, I kommer på magasinets hitliste, og hvem har for resten udarbejdet den?

– Kristen Bjørnkjær

Svar II:

Av, midt i den kollegiale hygge kommer de satans ulige kønsstrukturer og spolerer det hele. »Morrison, Dylan og Elvis/synger always on my mind,« som Poul Krebs synger. Forklaringen på, at jeres playliste er sådan en pølsefest, skal findes på flere niveauer. Musikhistorisk har kvinder ofte fået en kønsstereotyp rolle som sangerinder.

Rolling Stone Magazine er jo heller ikke er en uvildig institution, men et magasin med udspring i 1960’ernes modkultur, som nok favoriserer rocken som maskulint domæne. Musikjournalisterne bag listen er overvejende mænd, som måske ubevidst er tilbøjelige til at vælge musikere, de identitetsmæssigt kan spejle sig i. Endelig kunne man tænke lidt over,

hvad den trang til at lave endegyldige og altudtømmende lister overhovedet handler om. Det slår mig som fallisk at ville rangordne noget nedefra og op, så vi sammen kan bekræfte hinanden i vores smagskonsensus. At vedtage, at »Like A Rolling Stone« er verdens bedste sang bidrager jo ikke ligefrem med noget nyt. Jeg synes, det er mere frugtbart at se musikhistorien som en labyrint, man kan fortabe sig i.

– Anna Ullman