Læsetid 7 min.

’Det burde bekymre hele fodboldverdenen’

På fredag skal de delegerede i FIFA vælge ny præsident for den korruptionsplagede organisation. Favoritten er en kongefætter fra Bahrain, der forfølges af anklager om medvirken til tortur
Unge mænd i Bahrain spiller fodbold i tusmørket. Den bahrainske kandidat til præsidentembedet i FIFA, Sheikh Salman, møder kritik fra flere sider.

Hasan Jamali

20. februar 2016

Af Martin Østergaard-Nielsen

For knap 16 år siden, på en stegende varm sommerdag i juli, så den arabiske verden en ny fodboldstjerne fødes, da den lille ørkenstat Bahrain spillede kvartfinale mod Uzbekistan ved de asiatiske mesterskaber i Jordan.

Bahrain indledte kampen med den 22-årige sygeplejeruddannede A’ala Hubail i front, og han benyttede lejligheden til at lave to kasser, redde en bold på stregen og sætte det afgørende mål ind i den afsluttende straffesparkskonkurrence.

Den præstation gjorde ham til stjerne i hans hjemland overnight, og da han efterfølgende også scorede to gange i semifinalen mod Japan og kunne rejse hjem med turneringens topscorerpris i bagagen, stod det klart, at Den Arabiske Halvø havde fået et nyt fodboldidol.

Efterfølgende har Hubail haft en succesfuld klub- og landsholdskarriere, der blandt andet har set ham bemægtige sig andenpladsen på listen over de mest scorende på Bahrains landsholds nogensinde med 21 scoringer, men i begyndelsen af 2011, da hans land var hjemsøgt af voldsomme protester mod den regerende kongefamilie, traf han en beslutning, der skulle bringe ham i offentlighedens – og ikke mindst myndighedernes søgelys – af helt andre årsager.

Ledsaget af sin bror besluttede A’ala Hubail nemlig i februar måned sammen med flere hundrede andre af landets atleter at deltage i en protestmarch til oprørets epicenter, den såkaldte Perleplads i hovedstaden, Manama.

Er par uger efter marchen blev Hubail indkaldt til et interview på Bahrains stats-tv, hvor studieværten gik aggressivt til ham og for åben skærm anklagede ham for at være en forræder. Og den følgende dag blev han og hans bror arrestret under træningen hos deres klub Al Alhi, arresteret og smidt i fængsel.

Her blev de ifølge velorienterede kilder kronraget og lænket i håndjern, fik bind for øjnene og blev tæsket med gummislanger og udsat andre former for tortur.

Samme skæbne overgik i øvrigt omkring 150 af landets øvrige atleter, dommere og trænere fra så forskellige sportsgrene som bordtennis, håndbold og bodybuilding, men A’ala Hubail var så langt den mest berømte. Derfor er han blevet ansigtet på de beskyldninger, der bliver ved med at forfølge den mand, der måske om en uge kan kalde sig FIFA’s nye præsident, nemlig Sheikh Salman al-Khalifa.

Medvirken til tortur

Sheikh Salman er medlem af den regerende kongefamilie i Bahrain (han er fætter til kongen, Hamad Ibn Asa al-Khalifa, red.), og da protesterne mod styret i Manama brød ud, var han formand for det nationale fodboldforbund.

I denne egenskab blev han indsat som formand for en komité, der fik til opgave at identificere de sportsfolk, der havde støttet demokratibevægelsen på Perlepladsen. Dette gjorde han og komiteens øvrige medlemmer ved at granske fotografier og tv-optagelser fra demonstrationerne. Og herefter overgav de sportsfolkenes navne til myndighederne, der så kunne gå i aktion og fængsle de formastelige.

Sådan lyder i hvert fald de anklager, som adskillige kilder har rettet mod Sheikh Salman. Og menneskerettighedsorganisationer har reageret med forfærdelse på muligheden for, at fodboldpolitikeren fra den lille stat mellem Saudi-Arabien og Qatar om få dage kan blive valgt til verdensfodboldens mest magtfulde post.

»Hvis et medlem af Bahrains kongelige familie har de reneste hænder, FIFA kan finde, så råder verdensfodboldorganisationen over den mindste og mest uetiske gruppe af arvtagere i hele sportsverdenen,« har en talsmand fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch således udtalt.

Og fra organisationen Americans for Democracy and Human Rights in Bahrain, der overvåger menneskerettighedskrænkelserne i landet, er tonen endnu skarpere:

»Sheikh Salman var medskyldig i at tilskynde og assistere de forbrydelser mod menneskeheden, som blev begået mod fodboldlandsholdsspillere fra Bahrain og andre af landets atleter og trænere,« har organisationens talskvinde Kate Kizer sagt.

»Der er solide beviser for, at han deltog i de forbrydelser, som førte til tortur af demonstranterne i 2011. Så det burde bekymre hele fodboldverdenen, at han er kandidat til præsidentposten (i FIFA, red.).«

Selv afviser den aspirerende FIFA-præsident alle anklager. Det er sket i en slags glidende benægtelse, hvor han først afviste, at der overhovedet var blevet nedsat en komité, der skulle udpege demonstrerende sportsfolk; så – nå ja – erkendte han, at der faktisk var blevet etableret sådan en komité, men dens medlemmer var i hvert fald aldrig mødtes, og til sidst erkendte han, at – all right – de var vist mødtes en enkelt gang, men de havde i hvert fald aldrig videregivet oplysninger til landets sikkerhedsmyndigheder.

I erkendelse af at disse benægtelser ikke har fået anklagerne til at forstumme, har Sheikh Salman på det seneste taget det skridt, som mange miskrediterede despoter og velhavere har taget før ham – nemlig at gå til advokaterne, nærmere betegnet det London-baserede advokatfirma Schillings.

Dette firma har under mottoet Defending reputation, demanding privacy tidligere arbejdet for et andet medlem af Bahrains kongefamilie, der havde fået sit omdømme plettet af beskyldninger om tortur, og nu har Sheikh Salman altså hyret de utvivlsomt hundedyre advokater fra London til at komme efter de journalister i primært den engelsksprogede presse, der formaster sig til at skrive grimme ting om ham.

Sideløbende hermed har kongefætteren fra Bahrain også lige skullet føre en valgkamp for at blive den næste præsident for FIFA, men om den ved vi meget lidt, for den er blevet ført efter den afgående FIFA-præsident Sepp Blatters lærebog, hvilket vil sige, at den har været lagt an på korridorsamtaler i dunkel belysning, uformelle stemmeaftaler og drøftelser i diskrete baglokaler.

Offentligheden har ikke fået noget som helst indblik i de tuskhandler, som Sheikh Salman i de seneste måneder har fløjet verden rundt og indgået med fodboldsportens regionale magthavere i sit forsøg på at samle et flertal af de 209 stemmeberettigede fodboldformænd bag sit kandidatur.

Magtens yndlingskandidat

Men man kan konstatere, at hans indsats har virket, for lederne af både det asiatiske og det afrikanske fodboldforbund har meddelt, at de støtter ham, hvilket har løftet ham helt op i toppen af favoritfeltet.

Og hvis han virkelig vinder valget på næste fredag og bliver FIFA’s nye præsident, så giver identiteten på hans støtter også en god indikation af, hvad for en topfigur han i praksis vil blive. For de, der støtter Sheikh Salman, er de veletablerede magthavere i de regionale fodboldforbund – altså dem, der har allermest at tabe i form af både magt, indflydelse og cool cash – hvis der skulle komme en ægte fornyer på præsidentposten i FIFA.

At de nu samler sig bag kandidaten fra Bahrain, turde være et sikkert tegn på, at Sheikh Salman er en præsidentkandidat, der vil foretage sig lige nøjagtigt nul og niks for at rydde op i den korruptionsbefængte og skandaleplagede organisation, hvis det skulle lykkes ham at komme helt til tops.

Sheikh Salman er det etablerede magthierarkis yndlingskandidat.

Og det er der en grund til.

Den eneste, der reelt ser ud til at kunne true ham, er den schweizisk-italienske advokat Gianni Infantino, der har været generalsekretær i det europæiske fodboldforbund UEFA siden 2009.

Infantinos præsidentkandidatur har fået UEFA’s officielle opbakning, og han vil også modtage en stemme fra den danske delegerede, DBU’s formand Jesper Møller, når præsidentvalget bliver afholdt i Hallenstadion i Zürich.

Det vil dog være forkert at påstå, at den kronragede fodboldadministrator fra Brig i den sydlige del af Schweiz ligefrem er en kandidat, der får hjerteflapperne til at klapre ekstra hurtigt hos dem, som ønsker ægte fornyelse i verdensfodboldorganisationen.

Ganske vist er der ikke nogen, der påstår, at Infantino har udleveret sit hjemlands sportsfolk til fængsling og tortur, men den store oprydder fremtræder han heller ikke som. Infantino er først og fremmest en glat og behændig aktør, der har ført en velsmurt kampagne, hvis centrale arrangement var lanceringen af hans såkaldte manifest for nogle uger siden. Her havde han booket en konferencesuite på Wembley Stadium, hvor han omgivet af sine celebrity-venner i fodboldverdenen – folk som José Mourinho, Luís Figo, Roberto Carlos og Fabio Capello – lovede at ville indføre mere åbenhed og demokrati i FIFA, hvis han skulle blive valgt til præsident.

Syg kultur

Man kan dog ikke lade være med at nære mistro til de pæne ord, når man betænker, at Infantino konsekvent har nægtet at tage afstand fra de to mænd, der mere end nogen andre personificerer hovedproblemet med korruptionen i fodboldverdenen, nemlig Michel Platini og Sepp Blatter.

Om Platini, der i mange år har fungeret som Infantinos fodboldpolitiske mentor og nærmeste overordnede, vil den schweizisk-italienske præsidentkandidat ikke lade så meget som ét kritisk ord falde, til trods for at den tidligere franske storspiller er blevet idømt otte års udelukkelse fra fodboldverdenen af FIFA’s etiske komité.

Og i forhold til Blatter, der efter alt at dømme har været helt central i organiseringen af den korruption, der tilsyneladende har gennemsyret organisationen i årtier, vil han højst svinge sig op til at sige, at han måske skulle være trådt tilbage lidt tidligere.

Det er jo ikke ligefrem en flammende fornyer, der taler her.

Alligevel er Infantino det bedste bud på en præsidentkandidat, der både har chancen for at vinde valget – og som efterfølgende vil gennemføre et vist mål reformer i den belejrede fodboldorganisation.

Det er svært at gennemskue, præcis hvor mange stemmer hver enkelt kandidat har samlet bag sig. Men eftersom det asiatiske og det afrikanske fodboldforbund som bekendt støtter Sheikh Salman, mens europæerne og sydamerikanerne har samlet sig bag Infantino, så kan afgørelsen meget vel komme til at ligge hos de delegerede fra CONCACAF – det nord- og mellemamerikanske og caribiske fodboldforbund, og, ja, lige netop det forbund, hvis tre seneste præsidenter er blevet sigtet i korruptionsskandalen.

Det virker på forhånd svært at tro på, at de delegerede fra et fodboldforbund med en så syg kultur vil beslutte sig for at støtte en præsidentkandidat som Infantino, der dog i det mindste gør ansatser til at ville reformere FIFA. Men man har dog lov at håbe.

På fredag vil vi se, om fodboldpolitikerne i FIFA er parat til at tage det første skridt til at lægge deres mørke fortid bag sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu