Læsetid: 7 min.

En forskers død i Kairo

Enhver form for folkelig mobilisering udfordrer den retorik, præsident al-Sisis styre i Egypten er baseret på, skrev en italiensk ph.d.-studerende, som var i Kairo for at undersøge uafhængige fagforbund. Det kostede ham sandsynligvis livet
Italienske kvinder deltager i et fakkeltog til minde om forskeren Giulio Regeni, der der forsvandt i Kairo og 10 dage senere blev fundet i en motorvejsgrøft.

Andrea Ronchini

20. februar 2016

På femårsdagen for det, nogle egyptere kalder »25. januar-revolutionen«, var Giulio Regeni inviteret til et middagsselskab i Kairo. Men den 28-årige italiener, der var i Egypten i forbindelse med sin ph.d.-afhandling i mellemøststudier ved universitetet i Cambridge, dukkede aldrig op. Regeni skulle først have mødt en italiensk forskerkollega på en café, men forsvandt et eller andet sted mellem sin lejlighed i Dokki-kvarteret og Tahrir-pladsen. 10 dage senere blev hans lig fundet i en motorvejsgrøft i den nordafrikanske storbys vestlige udkant.

Regenis død er blevet omtalt på forsiden af The New York Times og har rettet den internationale opmærksomhed på menneskerettighedskrænkelserne i Abdel Fattah al-Sisis Egypten. Regeringen i Kairo hævder, at Regeni aldrig har været i myndighedernes varetægt, selv om en række indicier tyder på det. Liget viste for det første tegn på tortur: Regeni blev fundet halvnøgen med brændemærker på kroppen, 31 knoglebrud, mærker efter elektriske stød på testiklerne, mærker efter slag under fødderne og begge ører bidt af. For det andet er det usandsynligt, at han skulle være blevet offer for en tilfældig forbrydelse i betragtning af det store politiopbud i byen, som skulle forhindre demonstrationer i anledning af revolutionsjubilæet. Og endelig var Regeni selv bekymret for, at hans feltarbejde kunne bringe ham i fare. I sin sidste e-mail til den italienske venstrefløjsavis Il Manifesto, som han ønskede at samarbejde med, skrev han:

»Hvis I beslutter at bringe min nye artikel, så gør det under pseudonym, for jeg er bekymret.«

Regimets retorik

Først efter Regenis død bragte avisen artiklen, som er en slags analyserende reportage fra et koordineringsmøde arrangeret af paraplyorganisationen CTUWS, der blev afholdt den 11. december 2015. Regeni var angiveligt den eneste udlænding, der var til stede. Tre italienske kolleger ved American University i Kairo, som Regeni var tilknyttet under sit ophold, har fortalt myndighederne i Italien, at han havde udtrykt bekymring, fordi han var blevet fotograferet af en mand, som straks derefter forlod mødet, skriver La Repubblica.

Men så tog Regeni på juleferie hos sine forældre i Fiumicello, en lille by i det nordøstlige Italien, og vendte først tilbage til Egypten efter nytår.

En del af hans artikel om CTUWS, som spillede en vigtig rolle under opstanden mod Hosni Mubaraks styre i 2011, blev publiceret den 14. januar 2016 under et pseudonym på hjemmesiden nena-news.it, der er specialiseret i nyheder og analyser om Mellemøsten. Hele teksten, som i mellemtiden var blevet en slags bevismateriale, blev siden bragt posthumt i Il Manifesto. Regeni skitserer udviklingen i den egyptiske arbejderbevægelse siden revolutionen i 2011 og navnlig siden militærets magtovertagelse i 2013.

Anledningen til mødet i december var et regeringscirkulære, som pålægger statsforvaltningen at arbejde tæt sammen med det regeringsafhængige fagforbund ETUF for at marginalisere de uafhængige fagforeninger, forklarer Regeni. CTUWS havde derfor indkaldt repræsentanter for forskellige erhverv og landsdele for at diskutere modtræk:

»Regeringens cirkulære udgør endnu et angreb på arbejdstagernes rettigheder og organisationsfriheden, som blev stærkt indskrænket efter militærkuppet den 3. juli 2013, og det har således fungeret som katalysator for den udbredte utilfredshed blandt arbejderne, der indtil nu har haft svært ved at tage form af konkrete initiativer,« skriver Regeni og konkluderer:

»I en autoritær og repressiv kontekst som Egypten under den tidligere general al-Sisis styre udgør den simple kendsgerning, at der opstår folkelige og spontane initiativer, som slår hul i angstens mur, i sig selv et vigtigt pres for forandringer. Når man udfordrer nødretstilstanden og appellerne til stabilitet og ro i samfundet, der retfærdiggøres med henvisning til ’krigen mod terrorisme’, er det i dag ensbetydende med, at man – om end indirekte – sætter hele den retorik, regimet retfærdiggør sin egen eksistens og undertrykkelsen af civilsamfundet med, til diskussion.«

Energipolitiske hensyn

Først hævdede de egyptiske myndigheder, at Regeni var blevet dræbt i et trafikuheld, men det blev hurtigt ændret til en voldshandling, måske islamistisk. Dernæst blev det antydet, at motivet kunne være seksuelt. Egyptens ambassadør i Rom fastholder over for de italienske medier, at Regeni aldrig har været i de egyptiske myndigheders varetægt. Avisen Youm7 har fremsat den tese, at drabet er et led i et komplot mod al-Sisi, og det er nu også blevet den officielle linje. Liget blev fundet, mens en italiensk erhvervsdelegation med deltagelse af Italiens minister for økonomisk udvikling, Federica Guidi, var i Kairo:

»Vi er ikke så naive, at vi dræber en italiener og derefter lader liget dukke op, mens Guidi er på besøg,« udtaler ambassadøren til nyhedsbureauet Agi og henviser til den store samhandel mellem Italien og Egypten.

Det statskontrollerede energiselskab Eni, som siden 1950’erne har haft en afgørende indflydelse på Italiens udenrigspolitiske orientering, har i 2015 indgået en stor aftale om at udvinde naturgas i egyptisk farvand. Derfor er premierminister Matteo Renzi også meget forsigtig med at kommentere sagen. Renzi var den første vestlige leder, der mødte al-Sisi efter kuppet, og han har på Al Jazeera betegnet ham som »den eneste, der kan redde Egypten«. De regeringsvenlige aviser i Italien forsøger sig også derfor med alternative forklaringer: Måske var Regeni spion og blev dræbt af de uafhængige fagforbunds sikkerhedstjeneste, spekulerer La Stampa. Ifølge den egyptiske udenrigsminister, Sameh Shoukry, påstår den italienske regering netop ikke, at Regeni er blevet torteret og dræbt af myndighederne, skriver nyhedsbureauet ANSA. Mange egyptiske udvandrere er hver dag ofre for kriminelle aktiviteter i Italien, påpeger Shoukry:

»Hvis jeg påstod, at disse kriminelle aktiviteter på en eller anden måde havde forbindelse til Italiens regering, ville det være meget svært at opretholde internationale relationer.«

Lang snor

Efter al-Sisi stod bag hærens kup mod landets demokratisk valgte præsident, Mohamed Morsi, og stemplede Det Muslimske Broderskab som en terrororganisation, har han i Vesten opnået status som en garant for stabilitet. Det lave fremmøde ved parlamentsvalget i slutningen i 2015, som skulle give militærstyret en demokratisk aura, er dog et tegn på, at det er meget upopulært:

»Al-Sisi og hans regime får meget lang snor, fordi alle håber, at vi kan få stoppet konflikten i Syrien og lagt låg på nogle af de mange andre konflikter i regionen,« vurderer Helle Lykke Nielsen, lektor i mellemøststudier ved Syddansk Universitet:

»Kontrakten med den egyptiske befolkning gik ud på, at han fik rimelig frie hænder til at slå ned på uro i samfundet, hvis han til gengæld kunne levere økonomiske resultater. Men nu går det netop ikke så godt med økonomien, og det driver hele denne øgede fokus på sikkerhed frem.«

Amnesty International skønner, at i gennemsnit tre egyptere hver dag bliver bortført. I sidste uge annullerede landets højesteret en dom på 15 års fængsel til den politimand, som i 2015 ved en demonstration i anledning af årsdagen for revolutionen skød og dræbte en kvindelig aktivist, Shaimaa al-Sabbagh. Drabet er gennemdokumenteret af øjenvidneberetninger og videooptagelser, men forbuddet mod demonstrationer legitimerer betjentens handling, vurderer domstolen.

Dissidenten Mona Seif advarer på Facebook alle udlændinge imod at besøge Egypten lige nu: »Ikke mens enhver underordnet eller højtstående politimand føler sig berettiget til uden nogen som helst grund at tilbageholde og muligvis torturere enhver, der går på gaden,« skriver Seif og fortsætter: »Vi er blevet så vant til de daglige nyheder om tortur, bortførelser og dødsfald, at vi næsten har accepteret dem som en del af vores identitet, den uundgåelige pris for vores medborgerskab.«

Tragisk og forudsigeligt

Blandt akademikere vækker Regenis død bekymring og forargelse. Mere end 4.500 forskere har underskrevet et åbent brev til den egyptiske regering, hvor de betegner Regenis feltstudier som værende af »afgørende betydning for vores forståelse af det moderne egyptiske samfund«. De amerikanske mellemøstforskeres sammenslutning, MESA, opfordrer sine medlemmer til at udvise »ekstrem forsigtighed«, hvis de overvejer at rejse til Egypten. MESA påpeger, at udenlandske forskere bliver nægtet indrejsetilladelse eller chikaneret af myndighederne, at mange egyptiske forskere og studerende er blevet bortvist fra universiteterne, og at akademikere er blevet idømt dødsstraf:

»Den tiltagende vold mod og undertrykkelse af akademikere og gæsteforskere har nu fået et tragisk forudsigeligt udfald med mordet på Giulio Regeni,« skriver MESA og konkluderer, at der i Egypten er »grund til at være stærkt betænkelig, hvad angår enhvers mulighed for at lave forskning under sikre forhold«.

Et af de mange åbne spørgsmål i sagen er, om Regenis skæbne hænger direkte sammen med hans forskningsinteresser, eller snarere er en tilfældig følge af en række uheldige omstændigheder. En af hans ph.d.-vejledere, Anne Alexander, forsker i relationen mellem udbredelsen af nye medieteknologier og mobiliseringen af politiske forandringer i Mellemøsten. Hun beskæftiger sig altså med, hvordan mobiltelefoner og sociale medier »bidrager til dannelsen af dissidentsfærer og en ny aktivistkultur«. Regenis metode var »deltagende observation«, og han var i kontakt med dissidenter som forfatteren Alaa al-Aswani og CTUWS’s leder Kamal Abbas. De uafhængige fagforbund i Egypten repræsenterer omkring 25 mio. arbejdere og lønmodtagere, mens ETUF repræsenterer omkring 6 mio.

Regeni bevægede sig altså i kredse, hvor der er potentiale til at organisere omfattende protester:

»Det er et superrelevant emne i forbindelse med hele Det Arabiske Forår, men det er også et forskningsområde, som bliver mere og mere følsomt, efterhånden som al-Sisi sætter sig autoritært på magten,« siger Helle Lykke Nielsen og tilføjer:

»Det ser ud til, at regimet lige nu slår ned på stort set alt, hvad der kunne tænkes at organisere og kanalisere kritik.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu