Men der kunne godt være grunde til at stemme på ham

Det konservative vælgerkorps skrumper stille og roligt i disse år. Stadig færre sætter deres kryds ved C. Men en enkelt af partiets politikere er begyndt at rage op. Med enorm debatlyst og et sjældent godt øje for folkelige enkeltsager er Rasmus Jarlov strøget til tops i Det Konservative Folkeparti. En kommende formand, siger nogle – hvis han ikke er for polemisk til det gamle parti
Det konservative vælgerkorps skrumper stille og roligt i disse år. Stadig færre sætter deres kryds ved C. Men en enkelt af partiets politikere er begyndt at rage op. Med enorm debatlyst og et sjældent godt øje for folkelige enkeltsager er Rasmus Jarlov strøget til tops i Det Konservative Folkeparti. En kommende formand, siger nogle – hvis han ikke er for polemisk til det gamle parti
Jacob Ehrbahn
27. februar 2016

Mens det brede Danmark for alvor lærte Rasmus Jarlov at kende, da han i efteråret måtte sige farvel til Vild med dans efter en halvsløj salsa, har politisk interesserede kunne følge den konservative karrierekomet siden 2007.

Hans entre på den politiske scene – som i denne uge kulminerede, da han førte den retoriske kniv i angrebet på miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen – startede på en stille villavej i Københavns Nordvest-kvarter.

Tilfældighederne ville, at Ungdomshuset, som var blevet ryddet i efteråret 2006, skulle genåbne lidt længere oppe ad vejen fra det rækkehus, hvor Rasmus Jarlov boede. Jarlov, som dengang arbejdede i Novo Nordisk, var mildest talt utilfreds og gik stålsat i gang med at klistre plakater op på lygtepæle og lade sedler glide ind ad folks brevsprækker. Inden længe havde han samlet 1.100 underskrifter imod Ungdomshuset.

Konflikten, som TV2 Lorry døbte »Kampen om Grøndalsvænge«, endte som en landsdækkende affære med Jarlov i hovedrollen. Og da han triumferende overrakte daværende overborgmester Ritt Bjerregaard bunken med underskrifter, måtte kommunen bøje sig – de fandt et nyt sted til Ungdomshuset.

De unge demonstrerede, politiet skød med tåregas, og beboerne moddemonstrerede med skilte med tekst som: »Tag hjem til Rungsted, Aalborg og Berlin«.

Jarlov har aldrig helt sluppet sagen, og så sent som 28. januar i år kaldte Jarlov Ungdomshuset for et foretagende, der »nærmer sig en form for terrorisme«.

»Han finder konkrete enkeltsager, som er nemme for folk at forstå, men som samtidig er ladet med symbolsk indhold. Han er aktivistisk,« siger Christian Egander Skov, som har forsket i dansk konservatisme.

Den i dag 38-årige Jarlov har en sælsom drift imod de mest følsomme emner i dansk politik. Derfor er det er måske ikke så overraskende, at det netop var en sag med Jarlov bag mikrofonen, som i denne uge fik ministertaburetten til at dirre under Eva Kjer Hansen.

»Det er ikke åbenlyst, at forhandlingerne ville være endt på den måde, hvis det havde været en anden konservativ politiker, som havde kørt den,« siger Christian Egander Skov.

Ordentlighed

Rasmus Jarlov er ulastelig i sin fremtoning: nybarberet og velfriseret; glatstrøget og fitnesstrænet. Han taler med en tydelig diktion og et roligt blik og bruger ord som »tillægsinitiativer« og »konverterende miljøtiltag«.

»Han er en gammeldags konservativ,« siger lektor i statskundskab på SDU, Søren Hviid Pedersen. »Hvis der er noget, der karakteriserer hans konservatisme, er det ordentlighed.«

Pengene skal passe og »tallene skal være retvisende«, som Jarlov har gentaget igen og igen i denne uge.

»Han forekommer mig at være typen, der står tidligt op om morgen, løber en tur, spiser nogle rugkiks og tager på arbejde,« siger forfatter og tidligere folketingskandidat for Konservative, Mads Holger.

Selvom han og Rasmus Jarlov er lige gamle og begge fra København, kunne de ikke være mere forskellige. »Han er lidt en duplomand, der kommer til festen, drikker en danskvand og går hjem kl. 10. Det vil sige modsætningen af mig og fred være med det,« siger Mads Holger.

Jarlov er også medlem af De Berejstes Klub og har været i 135 lande – det vil sige, han har opholdt sig i landene »mindst 24 sammenhængende timer«, som det hedder i klubbens vedtægter.

»Medlemmerne er folk, som rejser mere eller mindre på egen hånd og uden om de almindelige turistområder. De ligger ikke meget på stranden,« siger klubbens formand Søren Fodgaard.

Ja tak til salg

Og så har Rasmus Jarlov også det, Det Konservative Folkeparti tørster efter: holdninger.

»Mange konservative politikere har en tendens til at blive administratorer. Selvforståelsen siden 60’erne har været, at man er borgerlige stemmer, der arbejder, så man laver kompromisser og er pragmatiske. Der mangler kant,« siger Christian Egander Skov.

Den kant har Rasmus Jarlov.

Hans mærkesager er noget af det tætteste, man kommer på en komplet liste over alt det, som storby-venstresnoede multikulti-tolerante, som f.eks. Alternativet-vælgere, afskyr allermest:

Grænsen skal lukkes: »Selv hvis vi havde verdens bedste integration, ville vi ikke kunne håndtere indvandring af den størrelse og type, vi har. Luk grænsen,« skrev Jarlov på Twitter den 7. februar.

Mindstelønnen skal sænkes: »I mit hoved er det bedre at få et job til 90 kr./time end ikke at få et job til 110 kr./time. Men det er åbenbart bare mig.« Twitter den 11. februar.

Flygtningekonventionen skal skrottes: »Ville jorden gå under? Ville de andre europæiske lande indlede en straffeaktion mod Danmark? Naturligvis ikke.« (Ræson den 14. januar).

I 2014 arrangerede Jarlov en demonstration, hvor 500 kalotklædte folk marcherede gennem Nørrebro i en demonstration imod chikane af jøder – en aktion, mange opfattede som en provokation.

Han har tordnet imod Christiania, som bør »holde op med at sælge stoffer og betale husleje for de bygninger, som de oprindeligt har stjålet«, (Berlingske 2013).

Og han har fået ørerne i ligestillingsmaskinen, da han i et Facebook-opslag i 2014 hævdede, at kvinder helst vil have »en mand, som de kan se lidt op til«, og at karrierekvinder derfor har svært ved at få en mand.

Potpourriet af sager har gjort Jarlov til et regulært hadeobjekt på den københavnske venstrefløj – så meget, at han i 2014 fik både en snebold og – angiveligt – en knytnæve i ansigtet til en demonstration imod salget af DONG, hvor Jarlov i vanlig polemisk stil var mødt op på Christiansborg slotsplads med et skilt med teksten »Ja tak til salg«.

Driftsikker?

Selv om Jarlov i denne uge fik sit poliske gennembrud i en debat om korn og kvælstof, har han aldrig tidligere beskæftiget sig med landbrug.

»I København fylder landbrugspolitik ikke meget – det er mest en byggelegeplads med to køer,« siger leder af De Konservative i København, Jakob Næsager, som har været Jarlovs politiske makker siden sagen om Ungdomshuset.

— Ville du sige, at han er grøn i hjertet?

»Han cykler en del. Hvis det tæller med.«

De neonbukkede begreber i Jarlovs politiske bevidsthed er »Fædreland og frihed«. Det var også overskriften på den kronik om moderne konservatisme, han skrev i Berlingske i 2012.

Fædrelandskærligheden kommer tydeligst til udtryk i hans benhårde retorik i indvandrerdebatten: »Folk der ’vandrer ind’ i Danmark er ’indvandrere’. Sværere er det ikke. Så er jeg ligeglad med, hvilken konventionsstatus de har. De skal bare være færre og mere kvalificerede til at kunne fungere i Danmark.«

Sådan skrev han den 10. februar 2015 på Facebook.

»Han er mere kritisk over for EU end De Konservative gennemsnitligt er, og han er ikke berøringsangst over for Dansk Folkeparti. Han er konservativ i ordets gode gammeldags forstand,« siger Søren Hviid Petersen.

Men Jarlov er ikke DF-light.

»Han står i opposition til den nationalkonservativsme hos Dansk Folkeparti, som knytter an til et socialdemokratisk projekt om at bevare velfærdsstaten,« siger Christian Egander Skov.

Jarlov er bestemt ikke skabssocialdemokrat, men tordner mod bureaukrati: Heldagsskolen er statslig tvang, planloven er for stram, licensen skal halveres, kontanthjælpen skal beskæres, og skatten skal ned – især grundskylden, som ifølge Jarlov » kan sende folk fra hus og hjem«. (Berlingske, 2014).

Forventningerne til ham i Det Konservative Folkeparti er tårnhøje, fortæller tidligere formand Hans Engell.

»Han går med en marskalstav i tornysteret; han er én, som kunne styre mod en partiformandspost på et tidspunkt,« siger han og vurderer, at hvis nuværende formand Søren Pape Poulsen skulle ryge i svinget, ville Jarlov være en seriøs kandidat til at afløse ham.

Tilbage står spørgsmålet: Er han for polemisk? Kan han opnå politiske resultater?

Da han var leder af de konservative på Københavns rådhus, kunne han uden konsekvenser arrangere demonstrationer og skrive polemiske Twitter-tekster – hans parti var alligevel håbløst uden for indflydelse på grund af hovedstadens notoriske røde flertal.

Men nu sidder han i Christiansborgs mindste folketingsgruppe. Han har 10 ordførerposter og syv udvalgsposter. Hverdagen står på praktiske forhandlinger, og den næste tid vil vise, om Jarlov er »100 procent driftsikker«, som Hans Engell udtrykker det. Er han det, ligner han en kommende formand.

Søren Hviid Pedersen krydser fingre for, at Christiansborg-praktikken ikke suger polemikken ud af den konservative aktivist.

»Det er befriende for en midaldrende konservativ som mig, at der stadig er en konservativ, som tør. I stedet for at det hele går op i Frederiksberg-konservatisme og pragmatisme. De Konservative har behov for færre typer som Per Stig Møller, Connie Hedegaard og Bendt Bendtsen, som har kørt partiet i sænk,« siger han.

»Giv mig tre gode grunde til, hvorfor jeg skulle stemme på Det Konservative Folkeparti … Ingen kan svare på det spørgsmål. Jeg kan ikke engang svare.«

— Men man kan godt nævne tre grunde til at stemme på Rasmus Jarlov …?

»Præcis.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Rasmus Jarlov.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Rasmus Jarlov

Rasmus Jarlov

Født 1977

Cand.merc. Ansat i Novo Nordisk fra 2003 til 2010

Københavns borgerrepræsentation 2010-15, hvor han var leder af den konservative gruppe

Valgt til Folketinget i 2015. Før det har han i to omgange fungeret som suppleant

Ejer virksomheden Hamlet Tours, som arrangerer turistture i København. Slogannet er ’The only tours where you see all the major sites in one day’

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Per Meinertsen

Det er da dejligt at konstatere, at Rasmus Jarlov med alderen er blevet mere ansvarsbevidst.
I 2010 var en sag med Lene Espersen, og d. 4. november 2010 stod at læse i Information et telegram med denne indledning:
"Udenrigsminister Lene Espersen (K) må nu indkassere en stor næse fra Folketingets Finansudvalg for sine ufyldestgørende svar til Folketinget i sygehussagen.
Et enigt udvalg står bag en formulering om, at hendes svar er stærkt kritisabelt.
Oppositionen har længe lagt op til kritik af udenrigsministeren i sagen. Og i sidste uge konkluderede formanden for finansudvalget, DF'eren Kristian Thulesen Dahl, efter et maratonsamråd, at Lene Espersen svarede forkert i folketingssalen i maj sidste år om betalingen til private sygehuse - og dermed brød hun ministeransvarlighedsloven. ..."

Dette kommenterede jeg på:
"Der er nu konsensus om, at Lene Espersen har afgivet et løgnagtigt svar i folketinget. Hun har også selv givet en slags indrømmelse og undskyldning af dette forhold.
Men tilbage står bl.a., at Rasmus Jarlov jo tydeligt hørte Lene Espersen afgive et rigtigt svar.
I DR - Debatten d. 30. sept., kunne han med stor overbevisning fortælle: ”Hun har svaret helt præcist på det spørgsmål der blev stillet, og hun har svaret korrekt på det”!
Så hvad er i grunden sandheden? Har Rasmus Jarlov hørt rigtigt, og har Lene Espersen undskyldt noget hun ikke har gjort?
Eller skylder Rasmus Jarlov os også en undskyldning, fordi han helt åbenlyst må have hørt forkert?"

Men pøj pøj fremover. Også jeg synes, at Jarlov og Pape har ageret nødvendigt og korrekt i den nu aktuelle sag.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Så var det jo et setup med det landbrugspakkedrama. Men nok om det - lad bare Jarlow prøve. De konservative kan muligvis - qua deres nyslåede grønne image - undgå at blive helt opædt af DF.

anbefalede denne kommentar