Læsetid: 4 min.

Intet glemt, intet tilgivet

Det er ikke Ungeren, der blevet væk. Det er mig, der er blevet en sur voksenbaby
Det er ikke Ungeren, der blevet væk. Det er mig, der er blevet en sur voksenbaby

iBureauet/Rasmus Fly Filbert

6. februar 2016

Ungeren er væk, tilbage er kun sten og grus / Der er ikke mer’ tilbage af vor’ Ungdomshus / Jeg løber, jeg løber i en sky af gas / SMS’er siger det er slut med 69  – Guddommelig Galskab

Det er lørdag aften. Jeg sidder i bus 5A. Destination: Ungdomshuset Dortheavej 61. Jeg skal til Børnemagt-koncert, hvor bl.a. Guddommelig Galskab, Dårligt Selskab og Lors Dokaiev skal spille. I invitationen fra Ungdomshuset står der: »Ingen voxenfascisme, ingen dankort, ingen vold, ingen narko og ingen idioter!«

Jeg har lagt en neutral makeup og taget sort tøj på. Det skandinaviske standardlook: Kedeligt. Klassisk. Normalt. Voksent. Alt andet end det, jeg var i 90’erne. Karseklippet. Heftig makeup. Og tøj, der signalerede, at jeg tilhørte den yderste venstrefløj med dens politiske slogans.

Bussen er proppet. Det er 5A altid. Det er multikultibussen, hvor du ser og hører alskens nationaliteter og sprog. 5A er måske det mest uhomogene sted i Danmark. Jeg overhører tre fyre i 20’erne tale om røg, druk, og mad. Den ene har åbenbart lagt sin livsstil om. Droppet hash og alkohol og overvejer nu, om han skal blive veganer. »Respekt,« siger en af de andre gutter til ham, mens han tager en tår af sin håndbajer.

Ingen tvivl om, at også de, er på vej ud til Ungdomshuset. Der er intet ved deres udseende eller sprog, der afslører dem. Men der er en ånd. Et fællesskab, der emmer af forliste drømme, men også drømme om det gode liv. Det slår mig, at vi er en slags romantikere. Tro det eller ej.

Jeg drømmer om et kolonihavehus. Også i mine drømme. Jeg var faldet i søvn i min datters seng. Jeg er omgivet af bamser, og natlampen lyser svagt. Jeg ligger alene i den. Jeg drømmer at jeg er ude og kigge på et kolonihavehus, der ligger tæt ved vandet. Haven er ikke specielt velholdt. Heller ikke huset. Kolonihaven er et stykke Danmarkshistorie. Et åndeligt kollektiv med lukkede døre.

Det er hundekoldt udenfor. Jeg fryser. Men jeg har altid sagt, at jeg elsker kulde, for så kan man virkelig mærke sin krop. At man er i live. Men den kulde, jeg oplever i mine fødder denne aften, er enerverende. Ude foran Ungdomshuset står en lille flok mennesker og får varmen ved et bål. Da vi træder ind i huset, kigger jeg mig omkring. Der hænger et kæmpe banner oppe ved scene: »Intet glemt, intet tilgivet,« står der. Titlen på et nummer fra det hedengangne københavnske punkband Paragraf 119.

Jeg er den sure voksenbaby

Det første band går på. Det er Lors Dokaiev. Oppe foran scenen har en gruppe af kitty-punks allerede samlet sig i en mosh pit, hvor de vælter ind i hinanden. Forsangeren bærer en maske. Jeg ved simpelthen ikke, hvad han ligner. En sur ko. En glad tyr. En vred ged. En af de unge punks fra mosh-pitten kravler op på scenen og synger med og kaster sig derefter ud til publikum. En scene, der gentager sig mange gange i løbet af aftenen. Og hver gang tænker jeg: »Hvad er det, der driver ham,« mens jeg lader alle mine fordomme ulme i mit indre: Idiot. Opmærksomhedskrævende møgunge. Wannabepunk. Up-and-coming borgerdyr. Tågehorn. Ja, guderne ved, at der ikke bliver levnet megen plads til forståelse og genkendelse.

Hold kæft, mand. Jeg er blevet en sur voksenbaby, som drømmer om et kolonihavehus og tror, jeg har gennemskuet det hele.

Guddommelig Galskab entrerer scenen. De er legendariske. I hvert fald for min generation. De spillede deres første koncert på Jagtvej 69 for 17 år siden. Bandets medlemmer og jeg er jævnaldrende. Kitty-punksene er ellevilde, og mosh pitten går helt amok til den hardcore pisspunk, som bandet spiller. Da ’Ånden fra 69’ bliver smadret ud til forsamlingen, overgiver jeg mig. Bare en lille smule.

»Vi sætter lige tempoet lidt ned. Jeg skal lige have vejret,« siger Sune, bandets forsanger, mellem et af numrene, mens han tager et par slurke af en danskvand. Wow. Han er blevet ældre. Og var på danskvand. Han er som jeg. Jeg som ham. Lige der, var vi så tæt på – og langtfra – ånden.

Det er ikke Ungeren, der er blevet væk, som Sune fra Guddommelig Galskab synger. Det er mig. Som jeg står der i Ungdomshuset, er jeg blevet til en sten. En voxenfacist med dankort, der tjekker Facebook og drikker Fritz-Kola, mens jeg usynligt belærer børnemagten om, at de har solgt ud, og at de jo ikke er rigtige punks. At intet er som i de gode gamle dage. Men, kære børnemagt, bliv ved, det er slut med ånden fra 69, når I lytter til sådan en middelklasserøv som mig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Larsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Claus Kristoffersen
Hans Larsen, Niels Duus Nielsen og Claus Kristoffersen anbefalede denne artikel

Kommentarer