Baggrund
Læsetid: 6 min.

Kapitalismens nye motor kørte også træt

For 15 år siden samlede Goldman Sachs Brasilien, Rusland, Indien og Kina i et akronym, men for nylig lukkede banken sin BRIK-investeringsfond. Tesen var, at de fire økonomier ville buldre derudad. Det gjorde de også i et årti. Men i dag kæmper landene med meget forskellige økonomiske problemer
Moderne Tider
27. februar 2016

Jim O’Neill havde oprindelig tænkt, at akronymet skulle være CRIB. China-Russia-India-Brazil. Det gav mening, fordi landene blev rangordnet efter økonomisk størrelse. Men for et akronym, der skulle definere 00’erne politisk og økonomisk, var det ikke passende, at der ud for ordbogsopslaget ville stå det engelske ord for vugge. Vugge indbyder ikke til store tanker om økonomiske giganter. I stedet faldt valget på BRIK. Det lød næsten som brick, hvilket kan oversættes til byggesten, og det gav mening i forhold til, hvad Jim O’Neill og analytikerkollegerne hos investeringsbanken Goldman Sachs så i de fire lande: byggeklodser for den globale økonomi. 2001-tesen fra Goldman Sachs gik på, at BRIK-landene ud fra fællestræk som befolkningsstørrelse og økonomisk udviklingsniveau ville fordoble deres andel af den globale økonomi inden for et årti: fra 8 til 16 procent. Og derfor skulle de fire lande regnes med i gruppen af store globale økonomiske spillere.

BRIK-begrebet bredte sig ud i virkeligheden fra den akronym-glade finansverden, og det i en grad, så den forrige danske regering talte om en decideret BRIK-vækststrategi (omend et lille årti for sent). Økonomisk har BRIK klaret sig endnu bedre, end Goldman Sachs forudsagde. Da Jim O’Neill i 2011 gjorde status over sin opfindelse, skrev han i The Telegraph, at »alle fire lande havde oversteget hans forventninger«. BNP er firedoblet og landenes eksport er steget med over 500 procent i perioden.

»Når jeg kigger tilbage på de tidligere forudsigelser, syntes de at være ret konservative,« skrev Jim O’Neill i 2011 – nogenlunde samtidig med, at det begyndte at gå sydpå for BRIK. I de efterfølgende fire år stoppede de fire landes accelererende vækst. Kina røg tilbage i etcifret vækst, Rusland og Brasilien til kommatal, mens Indien ligger under gennemsnitsvæksten for det forgangne årti. I november lukkede Goldman Sachs i al stilhed sin BRIK-fond. Siden 2011 havde investeringsfonden mistet 21 procent af sin værdi. Til CNBC fortalte Goldman Sachs, at de stadig anbefalede deres kunder at investere i BRIK-landene, men det var ikke længere en »taktisk og opportunistisk« investering, men derimod en »naturlig del af værdifordelingen«.

»Alle lykkelige familier ligner hinanden; men den ulykkelige familie er altid ulykkelig på sin egen måde,« skrev Tolstoj i første linje i Anna Karenina.

Det er sandt, siger Sergei Guriev, der er russisk økonom ved Sciences Po Universitetet i Paris, hvor han har studeret BRIK og senere BRIKS (Sydafrika kom med i 2011). Både for Tolstojs familie, og for BRIK.

»For femten år siden lignede de hinanden i størrelse og vækstpotentiale, men fundamentalt var de vidt forskellige,« forklarer Sergei Guriev Information.

Kina er størst

Forskellene i de politiske institutioner, økonomisk struktur, størrelse, geografi og befolkning har fået økonomierne til at udvikle sig så forskelligt, at Kina for eksempel i dag er økonomisk større end de tre andre lande til sammen.

»Selvom Kinas økonomi var større end de andre ved udgangspunktet (2001, red., var det ikke i en grad, som vi ser i dag. Det har medført, at Kina er blevet den dominerende faktor både uden for og inden for BRIKS,« siger Sergei Guriev. Kinas dominans er ikke svækket, men landets økonomiske vækst er aftagende. Efter et årti med tocifrede vækstrater drevet af produktion har Kinas økonomi bevæget sig ind i en omstillingsfase mod at blive en serviceøkonomi som de vestlige. Det har yderligere forøget ubalancerne mellem BRIK-landene. Kina var i over et årti klodens største aftager af råvarer (historikeren Vaclav Smil regnede sig frem til, at i perioden 2011-2013 havde Kina brugt lige så meget cement som USA i hele det foregående århundrede). Producenterne til de råvarer var blandt andet Brasilien og Rusland; henholdsvis jern, soja og olie fra Brasilien, og olie, naturgas og kul fra Rusland. I takt med, at Kinas hamstren på råvaremarkederne er stilnet af, er de to lande blevet ramt af faldende priser. Og det er i høj grad de to BRIK-lande, hvis økonomiske vækst lider: Russisk BNP faldt med 3,7 procent i 2015, mens Brasiliens BNP estimeres til at falde med ca. 3 procent.

Ud over en skrumpende økonomi kæmper brasilianerne med inflation på omkring 10 procent, højere renter, faldende privatforbrug og stigende offentligt forbrug – og en dyb mistillid til de valgte politikere.

Ruslands militæroperationer har medført vestlige embargoer, og faldende oliepriser har gjort det svært at betale dem. Ruslands eksport består af over 2/3 olie og naturgas. Da BRIK akronymet fik fat i den bredere finansverden, medførte det en ophedet debat om, hvorvidt Rusland overhovedet skulle grupperes med de tre andre. Under det, der er blevet kaldt ’råvarernes supercyklus’ i 00’erne, red Rusland øverst på råvarebølgen, og landets BNP voksede i gennemsnit med 6,6 procent frem til 2011. Det er slut, og siden er 2011 er Ruslands økonomi ’kun’ vokset med 1,5 procent om året.

BRIK-darling

Indien er derimod den nye BRIK-darling, hvis man spørger Jesper Engedal, der er bestyrer af Sydbanks BRIK-fond og har et godt øje til den indiske premierminister, Narenda Modi: »Han har reformeret økonomien og gjort tilværelsen nemmere for virksomheder,« siger Engedal til Information. »Indien har klart det største potentiale af de her lande. Blandt andet fordi de har en stor ung arbejdsstyrke, som kan udnyttes meget bedre, end det er blevet gjort indtil nu. De faldende råvarepriser, der rammer Brasilien og Rusland, kommer til gengæld Indien til gavn.«

I Jim O’Neills ’Building better' BRIK-rapport fra 2001 argumenterer han for, at Vesten ikke må ignorere BRIK-landenes vækst. Hvis den globale sikkerhed, økonomisk som politisk, skal være stabil, skal de gamle økonomiers samarbejde i fora som G7, G8, IMF, etc. reorganiseres til at inkludere BRIK-landene.

»I sig selv er det bare et akronym – det jeg egentlig prøvede at løse i den rapport, var hele problematikken omkring definitionen af, hvad udviklingsøkonomiers rolle skal være,« forklarede Jim O’Neill i et interview i 2011. Men de vestlige ledere lyttede ikke nok til O’Neill, siger Sergei Guriev: »Forandringen har været utrolig langsom, og vestlige lande kontrollerer fortsat de magtfulde institutioner.«

I stedet har BRIK-landene skabt deres egne institutioner – såsom det årlige BRIKS-topmøde, AIIB, Den Asiatiske Infrastruktur Udviklingsbank, og NDB, The New Development Bank, der skal være modvægt til Verdensbanken. Alligevel er de fortsat med at modarbejde hinanden, når det kommer til handelspolitik.

Sin egen værste fjende

Simon Evenett, økonomiprofessor ved St. Gallen Universitet i Schweiz, har undersøgt de politiske barrierer i form af told og afgifter, de fire BRIK-lande har påført hinanden og resten af verdensmarkedet. Hans konklusion er, at en tredjedel af alle antifrihandelsinitiativer siden finanskrisen i 2008 har ramt varer, der handles mellem BRIK-landene. Med udsigt til faldende eksport har de hver især prøvet at fremme egen eksport med økonomisk politik – hvilket så har ramt de øvrige tre lande.

»Hvis man lægger de omfattende eksportinitiativer til de elendige eksporttal, er det påfaldende. Når du også medtager deres faldende valutaer (som burde være gode for eksporten, red.), er det ved at være tid til, at analytikere revurderer deres forestillinger om BRIK-landenes konkurrenceevne,« skriver Evenett i sin rapport.

Goldman Sachs forudså uenighederne de fire lande imellem, da banken navngav BRIK, også om, hvorvidt de fire lande overhovedet ville være interesseret i at indlemme sig i de vestlige økonomiske fora, eller om de kunne blive enige om et alternativ. På et parameter, der gik fra ’at acceptere’ et medlemskab af G7 til ’næsten med sikkerhed ikke have lyst’, lå de fire lande fra Rusland, Brasilien, Kina og til Indien, i den rækkefølge, i hver sin ende af skalaen.

Mens nekrologen skrives over BRIK-æraen, dukker nye akronymer op. Først et negativt: PIIGS, Portugal, Irland, Italien, Grækenland og Spanien, der er grupperet sammen om pauvre økonomiske udsigter (Pig betyder gris). Og senest det nye BRIK; MINT: Malaysia, Indonesien, Nigeria og Tyrkiet. Mint er slang for et produkt af fineste kvalitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her