På håndværkerskolen i det sydlige Indien er der plantet blomster til minde og tak for de kilometer af tæpper og trøjer, Dagny Kahr strikkede til børnene. Hun stiftede Moder Teresas Strikkeklub på plejehjemmet. En af damerne i klubben fortalte engang, at hun i stedet for at strikke havde løst krydsogtværs i sommerferien.
»Krydsogtværs,« havde Dagny Kahr sagt, »hvordan skal det hjælpe de brune børn?«
Der er langt fra det indremissionske fødehjem i Gundestrup til skolegården i Indien. I Gundestrup blev Dagny og hendes to søskende tidligt vant med arbejde. Familien ejede byens købmandsbutik, og alle hjalp til. Med undtagelse af Dagnys storebror. Han var blind. På 1930’ernes Aars var det derfor ikke et sjældent syn at se Dagny komme cyklende med sin bror på tandemcyklen, når han skulle ud i naturen eller i søndagsskole.
Dagny kom i lære som købmand samtidig med Vagn, som egentlig gerne ville være lærer, men hvis forældre syntes, at købmand var et mere passende erhverv. Der gik i ikke lang tid, før de unge mennesker fik øje på hinanden, og dengang gik det hurtigt, så i 1941 blev de gift, og Vagn og Dagny Kahr flyttede til Stjær uden for Aarhus, hvor de fik egen købmandsforretning og fire børn. Hjemmet i Stjær var kristent, ligesom det meste af byen.
De ikkekirkelige handlede i Brugsen, hvor man kunne købe alkohol, mens de troende gik til Vagn og Dagny, hvor der blev handlet med ’bog’. Det betød, at kontanter sjældent skiftede hænder mere end et par gange om året. Alle køb blev noteret i en lille bog, som kunderne selv tog med hjem. Hverken Vagn eller Dagny var fødte forretningsmænd, så det hændte ofte, at kunder med pengeproblemer fik eftergivet et par sider i deres bog. Det var en del af det at være kristen.
Ligesom bibelskole og store familiefrokoster om søndagen. I hverdagene var det stegt eller paneret flæsk, men om søndagen blev der lavet flæskesteg eller stegt kylling med agurkesalat og citronfromage til dessert. Søndag var den eneste dag, hvor butikken var lukket. Mellem skole og frokost tog drengene sig tid til at finde og tæske nogle hedninge fra nabolaget – nogle dage var det omvendt.
I de 18 år, de havde købmandsforretningen, holdt Vagn og Dagny Kahr ikke ferie. De besøgte engang familien i København, fordi det var i påsken, og de derfor kun skulle holde en enkelt dag fri. Men det var ikke med deres gode vilje. Og flere gange om dagen ringede de hjem til børnene i butikken for at spørge til, om sukkerposen nu var lukket ordentligt og bolsjekrukken stillet over børnehøjde. Arbejdet var hårdt, og det tog på Vagns hjerte, der ikke havde nydt de mange flødekager og cigaretter, lige så meget som Vagn havde.
For sin syge moster og børnene i Indien
De solgte købmandsforretningen og flyttede til Højbjerg, hvor Vagn indskrev sig på aftenskole, så han kunne forfølge drømmen om at blive lærer. Der fulgte seks lange år, hvor Vagn studerede om aftenen og søgte vikarjob om dagen. Vikariaterne holdt fogeden fra døren, mens Dagny sørgede for maden på bordet via et job som husmoderhjælper. Hendes drøm var at blive konditor. Hun bagte altid kager, og de skulle have smagt himmelsk.
Men konditor blev hun aldrig. Hun havde altid travlt med alle andre end sig selv. Hun var en ordentlig dame. Altid i ordentlig mundering, og der skulle være pænt i for- såvel som baghaven. Ordentlighed, flid, generøsitet og nysgerrighed var dyder, hun holdt i hævd – og lærte fra sig. Når børnebørnene kom på besøg, var det ikke noget med film og højtlæsning. Man kunne strikke, hækle eller andet meningsfuldt. Og man strikkede til børnene i Indien. Familien var glad for, at hun ikke hørte om tsunamien, for så havde hun strikket sig selv hudløs.
»Går det til noget,« spurgte Dagny altid, når folk ville sælge hende noget. Det var vigtigt, at det gik til noget. Det gjorde hendes tilværelse.
Vagn døde for tidligt. Det var hjertet. Da Dagny sad ved hans side, nægtede hun at græde. Det var ikke sådan, at han skulle huske hende i himmerige efter de mange lykkelige år, de havde haft sammen. Efter Vagns død flyttede Dagny ud af det store hus i Højbjerg og ind i en lejlighed i Fortegården i Risskov. Når det blev jul, var der julemarked. Dagny lavede nisser på samlebånd, og overskuddet fra salget af dem gik til Indien. Og hun tjente altid dobbelt så meget som alle de andre. Hun betalte for sin syge moster og børnene i Indien. Det var sidstnævnte, der fik gavn af pengene fra hendes nisser. Over 10.000 kr. tjente hun på julemarkedet.
Helbredet skrantede de sidste par år, men det gik hverken ud over strikning eller nisseproduktion. Hun var flere gange inde og ude af hospitalet, og i sidste omgang varede det næsten et halvt år. Familiemedlemmerne sad på skift ved hendes side, mens hun undrede sig over, om Gud dog ikke ville have hende, sådan som han blev ved med at udskyde det.
Til sidst tog han imod hende. På trods af hun overlevede alle sine jævnaldrende, var kirken fyldt til begravelsen.
