Legenden om Redonda

Den caribiske ø Redonda er en mennesketom klippeø, hvis eneste beboere er nogle geder og et stort antal havfugle. Men den har en fascinerende historie knyttet til sig. For den er verdens første mikronation og et litterært kongedømme, som gemmer på en historie om excentriske forfattere og en bizar arvestrid om retten til kronen
13. februar 2016

Historien tager sin begyndelse i 1865, da skibsrederen Matthew Dowdy Shiell fra den nærliggende ø Montserrat sejlede til Redonda og udråbte sig selv til konge. Trods protester blev øen imidlertid kort efter annekteret af det britiske imperium, der så muligheder i fuglenes efterladenskaber og brugte øen som guano-mine frem til Første Verdenskrig. I den periode havde øen sin storhedstid med 120 indbyggere. Siden har den været ubeboet og er i dag fuglereservat.

Da Shiell kronede sig selv, blev Redonda verdens første mikronation. Som mikronation er Redonda først og fremmest en fantasi, skønt knyttet til et bestemt sted. En mikronation som Liberland, der trak overskrifter, da den blev stiftet i 2015, ligger også et specifikt sted, i et ingenmandsland mellem Kroatien og Serbien. Men Liberland forsøger sig som libertariansk eksperiment med reel statsdannelse og forsøg på anerkendelse fra overstatslige enheder som FN. Her er Redonda snarere en slags parodi – om det så er med vilje eller ej – og skyldfri fantasi over 1800-tallets kolonialisme.

Flamboyant litterat

Redonda betyder egentlig rotunde, men man kommer til tænke på redundans. Redundant er den i hvert fald fra et menneskeligt synspunkt, men måske er det netop det dybest set overflødige, der har gjort, at mikronationen har eksisteret i 150 år.

Øen trådte ind på den litterære scene med Shiells søn, Matthew Phipps Shiell, eller M.P. Shiel, som han kaldte sig. På hans 15-års fødselsdag i 1880 abdicerede faren, og sønnen blev udnævnt til Kong Felipe I. Shiel, flyttede til England og blev forfatter i dekadencens 1890’ere. Novellesamlingerne Prince Zaleski (1895) – om en prins, der uden at forlade sit opulente hjem løser bizarre forbrydelser i en mere end mellemstærk opiumsrus – og Shapes in the Fire (1896) er nogle af de mest flamboyante værker fra 1890’ernes i forvejen flamboyante litterære London. Shiel var en ujævn forfatter, der blandede en til tider joycesk omgang med sproget med melodramatiske plots og didaktiske monologer om religion og filosofi. Til gengæld indeholder forfatterskabet også herligt outrerede scener, som når en hovedperson jages af en panter, og han amputerer sin ene arm og smider den som offer til panteren, fremfor at nøjes med at løbe fra den.

Shiel huskes mest for sin postapokalyptiske roman The Purple Cloud (1901). Her slår titlens lilla sky hele menneskeheden undtagen fortælleren ihjel, da han når Nordpolen. Som Palle alene i verden med galopperende eneherskerstorhedsvanvid bygger han sig et palads af guld med tilhørende vinsø, for dernæst at rejse rundt og sætte ild til øde storbyer. Romanen har kultstatus den dag i dag.

Shiel selv var ifølge den engelske journalist Roger Dobson ikke mindre excentrisk end sine romaner. Han dyrkede barfodsbjergbestigning og løb motionsløb midt om natten, til han var langt over 70. De sidste mange år af sit liv brugte han på at skrive et voluminøst værk om Jesus, hvor han søgte at påvise, at Johannes Døberen og Apostlen Paulus var én og samme person. En forkærlighed for lidt for unge piger var et mere ubehageligt træk, som sendte ham i fængsel i en periode, da han forgreb sig på sin steddatter.

Øriget som litterær trumf

Shiel var ifølge alle beretninger megalomant og mytomanisk anlagt. Så det er påfaldende, at han først nævner historien om Redonda så sent som i 1929 i forbindelse med en genudgivelse af tidligere værker. Det gav avisomtale, og det havde den aldrende, ludfattige forfatter brug for på et tidspunkt, hvor han var stort set glemt.

Hans biografist Harold Billings spekulerer i, om historien blev opfundet til lejligheden som et publicitystunt. Svindelnumre var ikke Shiel fremmed i de år. Han og hans ven, digteren John Gawsworth (1912-1970), fremstillede i 1930’erne falske ’originalmanuskripter’ af Shiels tekster, som de solgte til samlere, for at Shiel kunne overleve.

Gawsworth var et litterært vidunderbarn og blev i 1938 det yngste medlem af The Royal Society of Literature nogensinde, men han afblomstrede hurtigt som digter. Ved Shiels død i 1947 arvede Gawsworth kongedømmet som Kong Juan I. Under hans regeringstid blomstrede og forfaldt kongedømmet på en og samme tid takket være Gawsworths alkoholindtag: Der har sjældent været uddelt så mange adelstitler, men der skulle ikke mere end en omgang på pubben til. Gawsworths kongedømme er blevet kaldt ’Almadonda’ efter The Alma Pub i London, hvor Kong Juan tilbragte størstedelen af regeringsperioden. Gawsworth forsøgte endda at sælge titlen via en annonce i The Times. Han døde som 58-årig i 1970 og efterlod et syndigt rod i arvefølgen. Han havde lovet kronen bort til højre og venstre. Ikke kun Juan I bidrog til rodet: Én kandidat fandt via reinkarnation og spiritisme frem til, at vedkommende var den retmæssige arving.

Arvestriden

I dag står striden især mellem tre kandidater.

Den ene, Kong Leo, har arvet efter en pubejer og har juraen på sin side.

Den anden er Kong Michael den Grå, hvis krav på tronen er mere tvivlsomt, men som støttede pubben Wellington Arms i Southampton, da den i 2007 forsøgte at blive redondansk ambassade i et forsøg på at omgå den britiske rygelov. Kravet blev afvist med henvisning til, at Redonda hører under Antigua og Barbuda og ikke kan have egen ambassade.

Endelig er der linjen, der nedstammer fra Gawsworths litterære eksekutor, forlæggeren Jon Wynne-Tyson. Han abdicerede i 1997 til fordel for den spanske forfatter og nobelpriskandidat Javier Marías, Kong Xavier I. Hans juridiske ret er omdiskuteret, men siden han indtog tronen, har Marías startet et forlag, Reino de Redonda (Kongeriget Redonda), der har udgivet flere af Shiels bøger på spansk, og han har indstiftet en litterær pris, der giver en redondansk titel. Under Xaviers styre er den blevet uddelt titler til forfattere som W.G. Sebald, Ian McEwan og Alice Munro.

Poetisk retfærdighed

Der er vel en poetisk retfærdighed i forvirringen, der passer til Shiels larger than life-personlighed og -forfatterskab. Den ene kandidat har fået retten til kongedømmet gennem Gawsworths alkoholisme, mens den anden forsøger at hjælpe en pubejer med at fuske med rygeloven – helt i Gawsworths ånd og som en ironisk omvendelse af kolonialismens materielle udnyttelse via drilleri af kolonimagten.

Men mest poetisk retfærdighed er der i en kandidat, der giver forfattere adelstitler i et muligvis fiktivt kongedømme som en spejling af de eneherskerfantasier, som optræder i Shiels mest kendte roman. Og vi har det stof, som mikronationer er gjort af: utopien, fantasien og en drengebogsdrøm om skyldfri kolonialisme.

Legenden om Redonda lever i bedste velgående. Måske er det netop, fordi øen ikke har nogen praktisk betydning, og fordi arvestriden virker som en godmodig spøg. Det bliver straks vanskeligere, når man som Liberland forsøger sig med en overgang fra utopi til stat. Som Storbritanniens annektering af Redonda viste, er den virkelige verden med dens morads af magtinteresser noget ganske andet end mikronationens utopi.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu