Læsetid: 5 min.

Mexicanergangsterens kløgtige mandskab

Diego Simeone minder om en mexicansk gangster med høj cigarføring og billigt jakkesæt. Ikke desto mindre er Atletico Madrid under ham holdt op med udelukkende at spille som Spaniens hårde hunde
Engelske reportere har kaldt Diego Simeones mandskab ’the established underdogs’. De bliver aldrig de største, men de er aggressive og farverige.

TONI ALBIR

27. februar 2016

 

Lørdag den 6. februar i år var en stor dag for den spanske fodboldklub, Atlético Madrid. Klubben slog forventeligt Eibar 3-1 på hjemmebanen Estadio Vicente Calderón. Og Fernando Torres, der ikke havde fundet vej til nettet siden september sidste år, scorede sit mål nummer 100 for det bolsjestribede mandskab. I eftermiddag rejser Atletico over floden til arvefjenderne fra Real Madrid, og der venter helt sikkert en hård og intens fight. Lige nu ligger Diego Pablo Simeones mandskab nummer to i La Liga, otte point efter FC Barcelona og ét point foran Real Madrid. Engelske reportere har kaldt dem the established underdogs. De bliver aldrig de største. Men blandt jokerne i anden række, aggressive og farverige, er de klart Europas bedste.

 

Atleticos succes kommer af en uforlignelig holdindsats, en enestående evne til at producere altædende centerforwards og ikke mindst en gudsbenådet cheftræner, som på de kanter kaldes Cholo.

Egentlig er cholo blot betegnelsen for folk med blandet blod, spansk og sydamerikansk. Eller folk, der godt kan lide at være spanske i tøjet og væremåden. Tidligere blev det brugt nedsættende om kreolere. Gradvist er det blevet associeret med castas – de spanske kolonisters hierarkiske raceinddeling af folk i Latin- og Sydamerika – og senest et synonym for pandilleros, den mexicanske gangster med høj cigarføring og billigt jakkesæt.

Kig på Diego Simeone i eftermiddag og døm selv. Personligt føler jeg mig hensat til en B-film fra 80’erne.

Forbandelse

Bortset fra den famøse Champions League-finale i 2014 mod Real Madrid, hvor Sergio Ramos scorede i overtiden, og Los Merengues endte med at vinde deres tiende pokal, har Atletico kun været i én Europa Cup-finale nogensinde, og det er 42 år siden. Luis Aragonés, der siden blev træner for det spanske landshold, scorede det første mål, men et langskud fra Bayern Münchens Hans-Georg Schwarzenbeck gjorde det til 1-1, og tyskerne endte med at vinde 4-0.

Den negative myte, som har klæbet til Atletico lige siden, blev skabt ved den lejlighed. De var i sandhed forbandede. De kunne ikke slå tyskere, lige meget hvad, og de kunne i hvert fald ikke få skovlen under de fæle storebrødre fra Real Madrid.

I 1999 måtte Atletico rykke ned i Spaniens næstbedste række, og da Simeone tog over i 2011, lå holdet millimeter over nedrykningszonen. På det tidspunkt var de lige blevet slået ud af Copa del Rey af en flok semiamatører fra Albacete.

Men i Simeones første sæson vandt Los Indios Europa League og kravlede op på en femteplads i den bedste spanske række. Året efter vandt de den europæiske Super Cup med en sejr over Chelsea og sluttede som nummer tre i La Liga. Nu var de tilbage i Champions League. Løjerne sluttede med en Copa del Rey-sejr over Real Madrid, endda på Estadio Santiago Bernabeu. Det var deres første sejr over Real i 14 år.

I årene efter Fernando Torres’ exit til Liverpool i 2007 havde Atletico svært ved at finde sine ben. Og med salget af Sergio ’Kun’ Agüero i 2011 troede de fleste, at derouten var uigenkaldelig for Los Rojiblancos. Men så kom Radamel Falcao og ikke mindst Diego Simeone. Indstillingen blev ændret. Man holdt op med udelukkende at spille som Spaniens hårde hunde, de frygtede bøller fra Vicente Calderón, men spillede i stedet med taktisk kløgt og i bølger af offensiver, der samtidig var godt garderet af en stramt orkestreret defensiv. Imponerende. For Atletico har aldrig været et godt brand, og de har altid været præget af finansiel ustabilitet. Turister har altid strømmet til Bernabéu, og først derefter til eksotiske, beskidte og folkelige Estadio Calderón. Bernabéu er den plastikkirurgiske version af Colosseum. Calderón er Hjallerup Marked med ekstra siddepladser.

Ceres og Neptun

Der er flot i Madrid. Et af de smukkeste steder er Cibeles Pladsen. Der er masser af trafik, men i hjertet af pladsen står Fuente de la Cibeles, en fontæne navngivet efter den romerske frugtbarhedsgudinde Cibele (også kaldet Ceres). Hun knejser i en stridsvogn trukket af to løver. Her flokkes Real Madrid-tilhængere for at fejre deres triumfer, og billeder af Iker Casillas og Raúl González, der kysser statuen, er nedarvede billeder på Real-kultens nethinde.

Bevæger man sig et kort stykke ned af Paseo del Prado fra Cibeles-fontænen, ramler man ind i Atletico-fans. Rigtig mange af dem i disse tider. De hænger ud ved statuen af Neptun, som jo er havets gud. Diego Simeone er et navn, der klinger højt, frodigt og længe lige nu. De elsker deres Cholo.

De elsker også myter. Cholo er rorgængeren, der pisker skibet frem. Neptuns vand og hav er hans element. Hele vejen til Lissabon. Lige ved siden af deres stadion, Vicente Calderon, løber floden Manzanares. Den munder ud i Tagus, som igen bugter sig hele vejen til Lissabon og Estádio da Luz, hvor finalen mod Real Madrid blev spillet 24. maj 2014.

Dengang kunne de have vundet det hele. Eller næsten. For Real Madrid havde allerede hapset Copa del Rey-pokalen med en sejr over FC Barcelona. Da Atletico vandt udekampen over Chelsea på Stamford Bridge, var det londonernes åbningsmål, der prikkede hul på bylden i Champions League-regi. Nu kunne Simeones drenge endelig spille deres eget spil. Hårdt, pågående, offensivt og som en brænding af folk, der gerne løber solen sort for hinanden. Uimodståeligt, beskidt og elegant på samme tid, måske inkarneret i den kæmpestore angriber Diego Costa, der prikker bolde i nettet fra alle tænkelige vinkler. Og er en bisse, når det stikker ham. Eller når Simeone fortæller ham, at han skal være det.

Costa måtte de afhænde til Chelsea. Sådan går det altid i Atletico. For igennem årene har Atletico haft en enestående evne til at producere stjerner med løbepas til endnu større klubber: Luis Garcia Postigo, Luboslav Penev, Christian Vieri, Jimmy Floyd Hasselbaink, Sergio Agüero, Diego Forlán og Radamel Falcao, den colombianske forward, der i 2013 skiftede til AS Monaco.

»Det kan godt være, vi ikke har de økonomiske midler som andre klubber, men ingen kan matche os, når det gælder ambition og holdånd,« har Diego Simeone stolt udtalt. Og ved samme lejlighed havde han et personligt budskab til sine spilleres familier:

»Jeg vil gerne sige tak til mødrene, som fødte mine mænd. Tak. De har store nosser.«

Han burde være med i en Pusher-film, ham Simeone.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu