Klumme
Læsetid: 4 min.

En ny romantik

Cirka 45 minutter tog det, fra min kæreste og jeg vågnede med tømmermænd i vores lejlighed på Nørrebro, til vi stod ved den røde indgangsport til Dyrehaven. Jeg tror ikke, jeg har været i Dyrehaven i +10 år, og det føles helt åndssvagt – især fordi der var så rart
Cirka 45 minutter tog det, fra min kæreste og jeg vågnede med tømmermænd i vores lejlighed på Nørrebro, til vi stod ved den røde indgangsport til Dyrehaven. Jeg tror ikke, jeg har været i Dyrehaven i +10 år, og det føles helt åndssvagt – især fordi der var så rart

Rasmus Fly Filbert

Moderne Tider
13. februar 2016

Hver gang jeg skal gå en tur ’ude i naturen’, mærker jeg en modstand i mig selv. Noget med, at verden er blevet et oplevelsesøkonomisk Tivoli, hvor mennesket boltrer sig, som det passer det. Eller også tænker jeg, f.eks. her i Dyrehaven, på den klassehistorie som sådanne steder også er udtryk for. »Dér døde romantikken for mig,« sagde Viktoria, da vi kom op til Eremitageslottet (basically en villa) og kunne se ud over en kæmpe slette med indhegnet kronvildt. Hun har sagt, det er vigtigt, at det ikke var dådyr, og det er helt sikkert rigtigt, men jeg ved ikke hvorfor. Romantikken døde, fordi det blev åbenbart, hvor konstrueret et sted selv det indre af Dyrehaven er.

Det var noget, vi talte meget om: at en stor del af haven f.eks. blev anlagt ved at ekspropriere omkringliggende marker, for at man kunne afholde den specielle parforcejagt, hvor man jager byttet, indtil det selv kollapser af træthed. Hej, Europa. Til gengæld var det vildt smukt, den måde der stod små buketter af skov over på lige så stille det hele, syntes Viktoria.

Jeg kunne bedst lide de søer, der var opstået i det lave græs. Det havde lige regnet. Der var ikke mange mennesker derude, og det gjorde selvfølgelig noget for vores oplevelse, eller måske gjorde det noget for vores lyst til i fremtiden at tage ud, når det regner. Jeg er en stor fan af forfaldsæstetik, og jeg synes, det er smukt, at man på en måde prioriterer træernes ret til den naturlige død. I det hele taget talte vi meget om træer.

Jeg ville hele tiden gerne have, at træerne skulle være en metafor for flygtninge eller diversitet i samfundet, da Viktoria fortalte om, hvordan bøgetræerne i de danske løvskove skyggede for og udkonkurrerede egetræerne. Bøgetræerne er i øvrigt her den hvide, normale krop, hvis nogen skulle være i tvivl. Og don’t even get me startet on nåletræer.

Hver gang jeg begynder at tænke sådan, så tænker jeg på Liv Sejrbro Lidegaards digtsamling Fælleden (2015), hvor der er en meget insisterende omsorg for verden og andre mennesker – ikke fordi de er ligesom os eller symboliserer et eller andet – men bare fordi de er. Som en ny vigtig slags næstekærlighed, der forsøger at være ikkeekskluderende.

Et cigaretskod og et æbleskrog

Naturen er ikke vigtig, fordi vi kan bruge den til noget, men den er et rart sted at være med tømmermænd. Der sker mange ting. På et tidspunkt hørte vi en falk (det var selvfølgelig ikke mig, der vidste, at det var en falk) og talte om, at dyrene og blomsterne syntes at tro, det var forår. Dumme dyr. Dumme skov. Men altså: jeg begyndte også at tænke på, hvor åndssvagt det måske bare er med de der sæsoner. Det virker lidt til at være noget, jeg har en helt klar idé om, men som aldrig rigtigt har eksisteret i Danmark, mens jeg har levet.

Lidt ligesom elge. Det snakkede vi med nogle venner om, lidt senere; at der er noget skørt over den her idé om at beskytte naturens oprindelighed. At man f.eks. aktivt forsøger at forhindre, at bøgetræerne overtager dyrehaven, eller at man fælder en skov, der vokser på den superkonstruerede jyske hede, for at den kan ’blive ved med’ at være hede – eller altså at sætte syv elge ud omkring en mose, fordi vi engang har haft dem.

Noget, der til gengæld ikke er skørt ved skovene, er, at man kan gå ture med folk, man elsker, og snakke om kriser, men også føle en eller anden ekstrem intimitet, som på en måde ikke er bundet op på, at vi laver et eller andet. Ud over at vi går denne her tur, spiser et æble, kigger på tre teenhjorte, der chiller o.k. meget et par meter væk, fordi de er rimelig tamme. Så ryger nogen en cigaret og gemmer skoddet i lommen, fordi vedkommende ikke har lyst til at svine, sådan oprigtigt, og så spiser vi et æble, og vi snakker om, hvorvidt man mon må ligge i telt her, og om det er dårligt at smide sit æbleskrog, eller om det er godt at smide sit æbleskrog, og så er der nogen, der cykler eller løber forbi, og hver gang det sker, virker det, som om alle der træner i par altid bare taler om træning, mens de træner, men det er på en måde også ekstremt cute, indtil man tænker på selvrealiserende adrenalinjunkier, der bliver lamme på grund af vild mountainbiking.

Men det kan man jo heller ikke tænke på konstant, og det, jeg også bare gerne vil sige, er, at Dyrehaven virker som et godt sted at tage hen. Jeg vil gerne derud igen snart med nogle af de mennesker, jeg godt kan lide, fordi de findes, også selv om verden og historien virker blæst. Og hvis der er nogen, der føler, at de ikke har nogen, så halter jeg rundt derude, og jeg vil vildt gerne snakke om, hvor sindssyg naturen er. Det virker som en ny mulig romantik for mig lige nu: en inkluderende næstekærlighed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her