Vil man vide lidt om Leicester, kan man læse den engelske ungdomsklassiker The Secret Diary of Adrian Mole, Aged 13 3/4. Her vader den pubertære og weltschmerzplagede Adrian Mole rundt i gaderne og lider under en erotisk besættelse af sin snobbede klassekammerat Pandora, en kronisk angst for bumser og en voksende foragt for sine udannede og mislykkede forældre.
Og bag hans lidelser anes konturerne af en mistrøstig by med nedslidte skoler, fattigdom og håbløse fremtidsudsigter for en underklasse – personificeret af Adrian Moles far – der uden held forsøger at løfte sig fra working class til lower middle class.
Byen er Leicester. Og den har ikke forandret sig meget, siden de tidlige Thatcher-år, da en enlig mor fra en af byens boligblokke, Sue Townsend, skrev den bog om Adrian Mole, der skulle gøre hende til mangemillionær og sætte Leicester på det litterære landkort.
Leicester er stadig en skodby. Eller for at sige det i antropolog-lingo, så ligger Leicester i den forkerte ende af alle de statistikker, man helst ikke skal havne i bunden af. Byen har de fattigste indbyggere i hele England. Dens beboere er mere syge og dårligere uddannede end gennemsnittet af den engelske befolkning. De har højere arbejdsløshed og en større andel af indvandrere. Og for at det ikke skal være løgn, blev hovedbyen i Leicestershire for nylig også kåret som en af de mindst romantiske byer i det britiske kongerige.
Folk i Leicester har i det hele taget ikke meget at prale af – men de har lige nu én ting, som ingen kan tage fra dem. De har det bedste hold i England. Leicester ligger p.t. nummer ét i Premier League, og hvis de holder den stilling frem til målstregen, vil der være tale om den største sportslige sensation siden Premier Leagus oprettelse – ja, måske i hele efterkrigstiden i engelsk fodbold.
For knap et år siden lå The Foxes allersidst i ligaen og var mere eller mindre dømt ude. Via en flot slutspurt lykkedes det dem dog at undgå nedrykning. Og nu styrer et hold af arbejdsheste og journeymen anført af en træner, hvis navn i England ellers i årevis har været synonymt med nederlag og fadæser, mod guldet i en af verdens hårdeste ligaer.
Angriberen
Den historie har naturligvis fanget den engelske fodboldoffentlighed, der med lige dele fascination og vantro har fulgt rævenes fremmarch. Og meget fokus har især været rettet mod holdets skarpskytte i frontlinjen, Jamie Vardy og den Askepotagtige skæbnefortælling, han bærer rundt på.
Denne spinkle men antritsstærke angriber tilbragte de første fem år af sin karriere med at rode rundt i bittesmå Yorkshire-klubber, der er placeret så langt nede i rækkerne, at de falder uden for det landsdækkende liga ligasystem. Her tjente han mindre småbeløb, mens han i øvrigt måtte ernære sig som fabriksarbejder for at få tingene til at hænge sammen.
Først i 2012 kunne han kvitte arbejdet på fabriksgulvet via en kontrakt med Leicester. Men selv da hans scoringer hjalp klubben til oprykning i 2014, var han ukendt af de fodboldfans. Det er han ikke længere.
I dag ved selv den yngste fodboldknægt på de britiske øer, hvem Jamie Vardy er, for i løbet af tre måneder sidste efterår skrev den snu frontløber sig ind i rekordbøgerne, da han blev den første spiller, der scorede i 11 Premier League-kampe i træk.
Dermed slog han den tidligere Manchester United-angriber Ruud van Nistelrooys rekord med en enkelt kamp og indkasserede samtidig sin første udtagelse til den engelske landsholdstrup.
Det er den slags fortællinger, man laver Hollywood-film om, og forlydender i tabloidaviserne vil vide, at aktører i filmbranchen allerede begyndt at cirkle om rettighederne til historien om den tidligere fabriksarbejder fra Sheffield.
Selv om Vardy har stjålet mange af overskrifterne i de historier, der er fortalt om rævene fra Leicestershire i denne sæson, så har han dog ikke nødvendigvis været holdets vigtigste aktør på grønsværen.
Træneren
Der er i hvert fald mange fodboldkendere, der mener, at han som minimum bør dele den benævnelse med en spiller, der ligger én position forskudt fra ham på banen, nemlig ude på kanten, hvor den fransk-algierske gennembrudsspiller Riyad Mahrez huserer.
Ligesom Vardy har Mahrez måttet slås med en mangel på anerkendelse i de første år af sin karriere. Han kommer fra den næstbedste franske række, hvor han blev betragtet som talentfuld, men nærkampssvag og defensivt udisciplineret. – en spiller med begrænset anvendelse; og Leicester behøvede blot at hoste op med omkring fire millioner kroner for at få provinsklubben Le Havre til at lade ham rejse over kanalen.
I Leicestershire er Mahrez imidlertid trådt i karakter som en af Premier Leagues bedste playmakers. Fra sin position ude på fløjen kreerer han talløse chancer for sine holdkammerater, og ifølge velinformerede kilder i den britiske sportspresse er det i højere grad ham end angrebskollegaen Vardy, som står øverst hos de største engelske klubber, når de til sommer efter alt at dømme går i gang med at ribbe omklædningsrummet i Leicester for dets mest værdifulde aktører.
Før det kommer så vidt, har klubben imidlertid lige et engelsk mesterskab at erobre, og hvis det lykkes, vil det være den ultimative oprejsning for manden på sidelinjen, den italienske træner Claudio Ranieri.
Da den gråhårede fodboldstrateg blev ansat som manager i klubben før denne sæson, var det ikke ligefrem en nyhed, der optændte den britiske fodboldoffentlighed med begejstring.
»Et uinspireret valg,« bemærkede den ellers altid så positive fodbold-vært Gary Lineker. Og andre kommentatorer i pressekorpset følte trang til at minde deres læsere om, hvad den tidligere Chelsea-træner José Mourinho engang har sagt om Ranieri: »Han er snart 70 og har vundet en Super Cup og lidt småtterier.«
Det er nu ikke helt rigtigt. Ranieri er langt fra 70 år gammel, og han har vundet mere end en Super Cup og lidt småtterier i løbet af sin lange karriere, men Mourinhos hånende bemærkning havde resonans, fordi den flugter med den vedtagne opfattelse af Ranieri i den engelske offentlighed som den evige taber:
En mellemgod manager, hvis største kvalitet er hans aldrig svigtende evne til at vende selv de mest oplagte muligheder for succes til nederlag.
Det var et billede, der blev tegnet af manden, da han først i 00’erne trænede for Chelsea, og hvor han trods mange tilløb aldrig fik holdet helt til tops. Og hvad der især bekræftede engelske fodboldfans i deres indtryk af Ranieri som en umulius, er en episode fra 2004, hvor han stod bag en af de mest katastrofale udskiftninger i moderne engelsk fodboldhistorie.
Den fandt sted i Chelseas Champions League semifinale mod Monaco på stadion Stade Louis II i det sydfranske. Chelsea have ved stillingen 1-1 midt i anden halvleg fuldstændig styr på kampen mod et hjemmehold, der havde fået en mand smidt ud, og som virkede demoraliseret og rådvildt. Nu gjaldt det bare for The Blues om at hive det uafgjorte resultat med hjem til London, hvor man så kunne afgøre sagerne i returkampen på Stamford Bridge et par uger senere.
Stik mod sin ellers så konservative natur besluttede Ranieri sig så for at gamble. Han trak den defensive midtbanemand Mario Melchiot ud og erstattede ham med angriberen Jimmy Floyd Hasselbaink i den hensigt at give monegaskerne dødsstødet på egen bane.
Konsekvenserne var forfærdelige.
Chelsea kom i ubalance og blottede sig bagude, Monaco slog kontra og scorede to mål i slutfasen. Exit Champions League og exit Claudio Ranieri, der blev fyret af klubejer Abramovich få uger senere.
Siden har Ranieri haft en hæderlig trænerkarriere på at træne de næst- eller tredjebedste mandskaber rundt omkring i de europæiske ligaer, men hans stjerne har været for støt nedadgående, og han ramte bunden i tiden som landstræner for Grækenland.
Opturen
Her blev han fyret efter en miserabel start på EM-kvalifikationen, der kulminerede med et ydmygende 1-0 nederlag på hjemmebane til Færøerne. Og derefter var der nok mange, der troede, at de havde set det sidste til Claudio Ranieri på den store scene. Genrejsningen
Men slagtersønnen fra Rom-bydelen Testaccio er altså vendt tilbage til Premier League med bravour, og det er de utvivlsomt glade for i Leicistershire, for det er Ranieri, der har installeret den opportunistiske og direkte spillestil, der har ført holdet til tops.
Det er en spillestil, der er lagt an på bolderobringer højt oppe på banen og derefter lynhurtigt fremspil til en afslutning. Og med lynhurtig menes der: lynhurtig.
Ofte går der ganske få sekunder, fra de blåklædte Leicester-spillere har erobret bolden, til der sendes et skud af sted mod modstandernes mål. Og holdets offensive aktører har licens til at afslutte fra stort set ethvert sted på banen, som de anser for opportunt.
Ifølge statistikkerne har Leicester kun boldbesiddelse i omkring 40 procent af kampene –det tredje laveste snit af alle mandskaber og yderst usædvanligt for et tophold. Til bruger Leicester-spillerne færrest afleveringer på at nå frem til en afslutning – ligesom de også er dem, der spiller færrest afleveringer på tværs og bagud i banen.
Det går stærkt, og det går fremad.
Henover hele julen og januar-måned har Fodboldengland ventet på, at Leicester skulle knække nakken på det hårde vinterprogram. Det er ikke sket. Holdet har overlevet den fase i sæsonen, der som regel sorterer mellemvægterne fra de ægte titeludfordrere, og lige nu er de tre point foran nærmeste udfordrer.
De næste par kampe bliver særdeles vigtige for dem. I eftermiddag skal de på besøg hos deres nærmeste rivaler fra Manchester City. Og i næste weekend venter en udekamp mod en anden af guldrivalerne: Arsenal.
Hvis de slipper relativt uskadt gennem de to opgør, har de til gengæld udsigt til en sæsonafslutning med forholdsvis bløde opgør mod hold, der ligger længere nede i rækken. Og så virker vejen banet mod guldet.
Nyoprykkede Nottingham Forests erobring af mesterskabet tilbage i 1978 bliver af mange betragtet som den største sensation i den bedste engelske række siden Anden Verdenskrig. Og i mange år er det blevet sagt, at sådan noget aldrig kunne ske igen. Pengene er blevet for store. De stærke klubber er blevet for stærke. Muligheden for en ægte outsidertriumf er knust under den udvikling, der år for år øger skellet mellem Champions League-aktørerne og resten af rosset.
Men så kom Leicester.
