På arbejde under palmerne i Thailand

Det er en udbredt moderne klage over, at vi alle er blevet lænket til en skærm alle vores vågne timer. Men for nogle har skærmen betydet en helt ny frihed
Johnny F.D. vasker sin AeroPress under halvtaget i Punspaces køkken. Indenfor sidder 20-30 unge mennesker og arbejder på deres computere.

Johnny F.D. vasker sin AeroPress under halvtaget i Punspaces køkken. Indenfor sidder 20-30 unge mennesker og arbejder på deres computere.

Ida Munch
13. februar 2016

Der er en forventningsfuld summen i den lille helsecafé i Nimmanhaemin-kvarteret. Cafeen er fyldt til bristepunktet med unge vesterlændinge. Nogle har ikke nået at få en stol.

De fleste ser ud til at være et sted i 20’erne. De er iført det traditionelle backpacker-outfit: shorts med store lommer og løsthængende T-shirts. Men forsamlingen består ikke af rygsækrejsende på sabbatår. De er derimod såkaldte digital nomads. En større og større gruppe af unge, som udskifter 8 til 16-livet med muligheden for at arbejde fra eksotiske steder i udlandet med lave leveomkostninger.

Manden, alle er mødt op for at se, stiller sig op på den improviserede scene til store klapsalver.

Johnny F.D. er en amerikaner med rødder i Taiwan. Han er en slags berømthed blandt det stigende antal digitale nomader i Chiang Mai og har tusindvis af lyttere til sin podcast Travel Like a Boss. Lytter, som drømmer om at leve hans liv og udskifte et gråt kontor med palmer og evig sommer.

Hver fredag mødes en stor gruppe af de digitale nomader på cafeen for at netværke og dele succeshistorier.

I dag skal Johnny F.D. fortælle, hvorfor alle andre digitale nomader bør have en podcast. »Da jeg startede, havde jeg ingen idé om, hvordan man gør,« fortæller han.

»Men i dag vurderer jeg, at podcasten bidrager med omkring 5.000 dollar til min indkomst hver eneste måned,« siger Johnny, der efterhånden har lavet flere end 90 episoder af programmet, hvor han interviewer andre, der ligesom han selv rejser, mens de arbejder.

De digitale nomader suger budskabet til sig. Med en podcast får man mere trafik på sin personlige blog og dermed endnu flere potentielle kunder i onlinebiksen. Det giver god mening, synes deres nikkende tilkendegivelser at sige.

Stabilt wi-fi er vigtigere end et kontor

Det er svært at sige, lige præcis hvornår bevægelsen af digitale nomader opstod. En grundsten blev dog lagt i 2008, da den amerikanske forfatter Tim Ferriss udgav bestselleren The 4-Hour Workweek.

Præmissen for bogen er, at vi alle har muligheden for at vende ryggen til karriereræs og umenneskeligt mange timer på et kontor. I stedet kan man som onlineentreprenør flytte til udlandet. Få pengene til at række længere, arbejde mindre. Deraf de fire timer fra bogens titel. Hvorvidt nogen entreprenører virkelig kun lægger fire timer om ugen i deres forretning, sår de fleste i miljøet dog tvivl om.

Hvor bogen og grundideen blev modtaget med en del skepsis omkring udgivelsen, får den dog i dag fornyet momentum, i takt med at onlineportaler som Uber, TaskRabbit, Upwork og Fiverr har vundet indpas. De er lige så stille er ved at transformere arbejdsmarkedet til den såkaldte gig-economy.

En undersøgelse fra det amerikanske softwarefirma Intuit anslår, at 40 procent af den amerikanske arbejdsstyrke vil være ansat på freelancebasis i 2020. Undersøgelsen konkluderer, at virksomheder øger effektivitet og fleksibilitet med løst ansatte, mens »freelancerne til gengæld får mere at skulle have sagt, i forhold til hvornår og hvor meget de arbejder, hvilket giver dem en bedre balance mellem liv og arbejde«.

Den udvikling kombineret med, at de fleste jobs i dag kan udføres hvor som helst, så længe der er stabilt internet, har muliggjort den nye livsstil som digital nomade i Sydøstasien.

Chiang Mai i det nordlige Thailand bliver fremhævet som den uofficielle hovedstad for bevægelsen, og Facebook-gruppen for de digitale nomader i byen har i skrivende stund over 8.000 medlemmer.

Det er tydeligt, når man går rundt i Chiang Mai, at der foregår noget usædvanligt. Særligt bydelen Nimmanhaemin, hvor de fleste nomader slår sig ned, er fyldt med cafeer med latte-art og shabby chic-indretning. Overalt ser man europæere og amerikanere sidde med deres MacBooks, mens de arbejder på hjemmesider eller andre projekter.

Sagde farvel til det hele på tre måneder

Aske Ertmann er en af de digitale nomader. For et halvt års tid siden sagde han farvel til en lovende karriere som webudvikler på bureauet MOC i København. Her havde han blandt andet stået bag hjemmesider for Miljø- og Fødevareministeriet og Venstre. I stedet kastede han sig ud i den ukendte, men mærkeligt dragende livsstil.

»Jeg havde arbejdet det samme sted i en del år og havde egentlig ikke lyst til at sige farvel til alle de ting, men samtidig ville jeg også gerne prøve noget andet. Og lige så stille blev muligheden for at kombinere rejse og arbejde mere og mere relevant for mig,« siger Aske Ertmann, der gik direkte fra gymnasiet til arbejdsmarkedet og ikke havde haft mulighed for at tage et sabbatår som mange af sine jævnaldrende.

Han havde første gang læst om livsstilen på Twitter. Lige så stille gik han i gang med at researche på de digitale nomader på forskellige blogs og fora, og da først beslutningen var truffet, var han klar til at forlade Danmark tre måneder senere.

»Det var nok den sværeste beslutning at sige jobbet op. Ikke fordi det var grænseoverskridende, men fordi jeg ikke havde lyst til det. Jeg havde været det samme sted i seks år, var blevet partner og syntes godt om at gå på arbejde. At tage skridtet fra det til noget ukendt, det var svært. Men samtidig var det også for at få nye udfordringer,« forklarer han.

Aske Ertmann aftalte med sit gamle job, at de kunne trække på ham én dag om ugen, hvis de fik brug for det, og derefter var det farvel og tak. Turen har indtil videre bragt den 25-årige webudvikler til Tyskland, Schweiz, Spanien, Vietnam og Cambodia. Og nu altså Chiang Mai i Thailand.

Ved siden af rejseriet lægger han de fleste af sine kræfter i et open source-IT-projekt ved navn Neos, som han har været med til at udvikle fra bunden. Det er hans passion. Når bankbogen ser en anelse slunken ud, supplerer han med freelanceopgaver som webudvikler.

»Det er lidt af en luksus at kunne gøre det her næsten fuld tid,« fortæller han.

Askes plan er dog lige så stille at begynde at tage flere lønnede opgaver, som turen skrider frem. Selvom han har en opsparing, skal han sikre sig, at rejsen kan fortsætte så lang tid som muligt.

Fra dykkerbums til nomadehøvding

Jeg møder igen Johnny F.D. ved det populære kontorfællesskab PunSpace i et grønt område i udkanten af Nimmanhaemin. Hans navn er efterhånden blevet synonymt med digital nomadelivsstil. Det har amerikanske erhvervsmedier og hele blogosfæren også opdaget. Historien om, hvordan Johnny F.D. gik fra dykkerbums på kanten af bankerot til onlineentreprenør med en passiv indkomst på mere end 60.000 kroner om måneden, er nærmest en moderne udgave af den amerikanske drøm.

Træt af karriereræs tog Johnny til Thailand for at blive dykkerinstruktør, træne muay thai og »leve det gode liv på en sten«, som han selv formulerer det. Livsstilen holdt dog kun et par år, og så var han bare en fattig amerikaner uden en karriere i et fremmed land. Han endte med at skrive en e-bog om sine oplevelser. Pseudonymet F.D. kom fra hans levevej som Fighter Divemaster – hans borgerlige efternavn er Tejen. Det blev startskuddet på hans liv som onlineentreprenør, hvor han i dag tjener størstedelen af sin indkomst på en form for ehandel ved navn dropshipping, affiliate marketing og onlinekurser.

»Der var ikke noget stort community for den slags i Chiang Mai, da jeg ankom. Ingen brugte udtrykket ’digitale nomader’, og vi, der var interesseret i at arbejde online, fandt hinanden gennem tilfældigheder,« fortæller han.

»Men det er blevet meget mere populært at leve som digital nomade. Ikke bare det med at finde et job er blevet lettere, men også alt det udenom som bolig og netværk. Alle, der har lyst til at tage en pause fra deres job i seks måneder til et år, kan komme et sted som Chiang Mai og møde andre ligesindede og potentielt set tjene nok til at kunne skabe sig et liv der.«

En af de ting, som for alvor har gjort livsstilen mulig, er det boom, der er sket i udbredelsen af kontorfællesskaber. Fra at være noget, som kreative typer i København, Berlin og New York har dyrket, er det nu blevet et normalt syn i en del større byer på nomadekredsløbet i Sydøstasien.

Vichaya Sirisanthana grundlagde sammen med sin kone, Euam, Chiang Mais første kontorfællesskab PunSpace for tre år siden. I begyndelsen var de usikre på, om kunderne ville dukke op, men i dag er der fire kontorfællesskaber i byen.

»Vi er begge programmører og ville gerne selv have et sted at arbejde. Der var ikke nogen kontorfællesskaber i Chiang Mai dengang, så vi tænkte, at vi måtte lave et. Efter et år var vores første kontorfællesskab så populært, at vi startede en ny filial,« siger Vichaya Sirisanthana.

Johnny F.D. solbader og arbejder på sin Kindle ved swimmingpoolen

Ida Munch

Han forklarer, at det særligt er de digitale nomader, som er årsagen til, at PunSpace næsten altid har fyldt alle skrivebordspladser ud.

»Langt størstedelen af vores brugere er digitale nomader. Mange af dem er freelancere inden for programmering eller grafisk design, men der er en hel del, der laver online marketing og ehandel.«

Et kontorfællesskab, siger han, er et bedre sted at socialisere end cafeer, hvor man ikke ser de samme mennesker hver dag eller ved, om de er digitale nomader. Med et kontorfællesskab er man sikker på at få menneskelig kontakt og hurtigt, stabilt wi-fi. Det er to af de største bekymringer for folk, som arbejder online.

Vichaya Sirisanthana vurderer, at flere faktorer har været medvirkende til at trække de digitale nomader til Chiang Mai. Men grundlæggende er byen bare meget behagelig at bo i. Den er hverken for lille eller stor, priserne er lave, og vejret er godt året rundt.

»Men sådan noget som Johnnys blog har også været med til at sprede rygtet,« forklarer han.

Flere amerikanske onlinegiganter er også ved at få øjnene op for Chiang Mai og den stigende befolkning af kompetent vestlig arbejdskraft. For kort tid siden var Amazon forbi PunSpace for at fortælle om firmaets nye e-handelsprogram. Freelanceportalen Fiverr og onlinebetalingstjenesten Payoneer har også lige afholdt networking-events i byen.

Vichaya Sirisanthana ser lyst på fremtiden for kontorfællesskaber i Chiang Mai. Han tror, at tendensen kun vil tage til i volumen.

»Vi møder mange, som lige har sagt deres job op og er kommet til Chiang Mai for at blive digitale nomader. De fleste har tidligere været ansat i en virksomhed, men vælger at prøve den her livsstil, fordi de gerne vil rejse og være fri. Som digital nomade behøver du ikke arbejde fem dage om ugen. I stedet kan du følge dit eget program og måske arbejde hårdt to uger og tage to ugers ferie efter. Samtidig kan du rejse og opleve ny kultur. Det tiltaler mange unge,« siger han.

Den bedste beslutning nogensinde

Livsstilen tiltaler bestemt Aske Ertmann. Han siger uden tøven, at det at blive digital nomade muligvis er den bedste beslutning, han nogensinde har truffet. Og han regner med at fortsætte med at rejse verden rundt, mens han arbejder, et godt stykke tid endnu. Kun en af de der store livsomvæltende ting, et parforhold eller et drømmejob eksempelvis, kan sætte en stopper for turen.

»Det fede er, at man er i sin egen chef. At der ikke er nogen kunder eller deadlines, og man kan arbejde, når man har lyst til det. Jeg arbejder dog alligevel som regel 30-35 timer om ugen. Men nu arbejder jeg, når det passer mig. For eksempel kan jeg holde fri og lave ting om dagen, når der er lyst, og arbejde om aftenen i stedet for,« siger han.

»Det er ikke det samme som tidligere, hvor man arbejdede i hverdagene og så glædede sig til weekenden, og det giver en masse frihed. I går var jeg ude og køre mountainbike hele dagen, og så arbejdede jeg om aftenen i stedet for. Den fleksibilitet er rigtig fed. At det ikke bare er 8 til 16,« siger han.

Aske Ertmann erkender dog, at det ikke er en livsstil helt uden stress. Når man kommer til et nyt sted, må man starte forfra og genlære alle de praktiske ting.

»Det tager energi og tid at finde ud af, hvordan tingene hænger sammen, finde et sted at bo, finde et sted at arbejde. Lære de nye skikke og regler at kende. Hvordan man ordner det essentielle som at handle og få vasket tøj. Men gevinsten er stor. Man får meget igen ved at være et nyt sted. Alting er interessant. Du har ikke prøvet det før. Og der er hele tiden noget nyt. Man kommer væk fra sine vaner.«

Lige præcis Chiang Mai kræver dog lidt mindre energi end mange andre steder, forklarer Aske Ertmann. Det lykkedes ham at finde en såkaldt serviced apartment i løbet af en halv dag, da han først ankom til byen. Det er en mellemting mellem et hotelværelse og en møbleret lejlighed.

»Det gør det supernemt at flytte ind i kort tid, så længe du bare er her en måned. Hotelværelser er typisk dyrere, og du får et ringere sted at være,« siger han.

Ifølge den danske webudvikler er det dog særligt de andre nomader, som er trækplasteret ved Chiang Mai.

»Det er virkelig nemt at møde folk her. De fleste nomader bor inden for en kilometers radius, og det gør, at du hele tiden støder ind i folk. Der er rigtig mange, som er åbne over for at møde nye mennesker og danne nye venskaber. Folk her er ikke så lukkede, som danskere typisk er.«

En lovmæssig gråzone

At mange vesterlændinge elsker Thailand, hersker der ikke tvivl om. Men det er ikke altid, at kærligheden er gengældt. For lidt over et år siden brød omkring 20 kampklædte betjente ind og anholdt de fleste nomader på PunSpace. De blev anbragt i salatfade og taget med til immigrationskontoret. Alle nomader blev løsladt efter et par timer og kunne tage tilbage til kontorfællesskabet.

Johnny F.D.’s udlægning af episoden er, at det var en stor misforståelse. Politiet troede, at de digitale nomader arbejdede for PunSpace, hvilket ville være ulovligt. Da ordensmagten fandt ud af, at de i stedet arbejdede på forskellige onlineprojekter, var der ingen problemer.

Den udlægning er dog naiv, mener flere i miljøet. Vesterlændinge, der bor og arbejder i Thailand, er dybest set uønskede af landets militærjunta. Siden juntaen kuppede sig til magten i 2014, har den gjort sig bemærket med flere mærkværdige love og regler. Blandt andet er det ulovligt at læse George Orwells bog 1984 offentligt i dag. Selv om nomader måske bidrager til økonomien er de ikke en del af et ’autentisk Thailand’.

Bloggen Chiang Mai Buddy hævder, at de lokale myndigheder i øjeblikket samler bevismaterialer og opbygger sager mod de mest profilerede digitale nomader i Chiang Mai. Altså folk som Johnny. Når som helst kan myndighederne i princippet indlede retssager og deportere uønskede elementer.

Og det kan være en bombe under de digitale nomader i Chiang Mai. Langt størstedelen af dem opholder sig i Thailand på et turistvisum, som egentlig forbyder alle former for arbejde.

Det betyder også, at de hver tredje måned må lave et såkaldt visa run. En hurtig tur til Laos eller Malaysia, et besøg på den thailandske ambassade, nyt stempel i passet og så tilbage til yderlige tre måneder.

Den slags er blevet mere og mere besværligt de seneste år. Visumreglerne er blevet strammere. Senest er det populære ’multiple entry’-visum blevet afskaffet til fordel for et visum, der på papiret er langt sværere for halvfattige, unge vesterlændinge at få.

Myndigheder forstår ikke digitale nomader

»Dybest set forstår thaimyndighederne ikke miljøet, og deres love stammer fra en tid, hvor der ikke var noget, som hed digitale nomader. De ved ikke helt, hvordan de skal håndtere os, selvom vi dybest set er turister,« siger Johnny F.D.

»Selv om det ikke er lovligt for os at arbejde her, så håndhæver myndighederne ikke loven i øjeblikket, fordi vi tilfører en masse ressourcer til den lokale økonomi. Der er ingen af os, der tager job fra de lokale, så de har ingen grund til at ønske os bort,« siger han.

Et af de steder, som nyder godt af de digitale nomader og deres tilsyneladende uendeligt store caffe latte-budget er cafeen Healthy B., hvor Johnny F.D. og de andre nomader holder deres ugentlige networking-events. Derudover er en subgruppering med særlig interesse i den nye hotte onlinemarkedsføring search engine optimization begyndt at opsøge Healthy B. hver eneste torsdag.

Ida Munch

»Jeg åbnede cafeen for tre måneder siden, og jeg kendte ikke det store til de digitale nomader,« fortæller indehaver Poohwena Sri.

»Men i dag er de det vigtigste segment for vores forretning. Når nye nomader kommer til byen, deltager de i fredagsmødet, og så kommer de senere tilbage og arbejder fra cafeen en hel dag. Tæt på 100 procent af vores nye kunder kommer fra miljøet,« uddyber hun.

Johnny F.D. mener, at den eneste fornuftige løsning for Thailand er at skabe et visum specielt tiltænkt digitale nomader. Ifølge ham bruger de nemlig flere penge i landet end eksempelvis unge backpackere eller pensionister.

»Vi bor i luksuslejligheder og bruger penge på mad og lokalt fremstillede varer, og vi tager ikke job fra thaier. Vi bidrager bestemt til økonomien,« siger han og påpeger, at han i dag ikke er i stand til at hyre lokal arbejdskraft, men i stedet må tage til takke med en virtuel assistent, som sidder på Filippinerne, for at undgå problemer med myndighederne.

»Men det smukke er, at vi bare flytter, hvis det bliver mere besværligt at være her. Jeg elsker maden og kulturen i Thailand, men med et enkelt indlæg på min blog kan jeg bare skrive, ’at nu rykker vi til Bali eller Filippinerne i stedet’, og så vil tusinder følge efter.«

’The new rich’ eller et prekariat?

I The 4-Hour Workweek beskriver Tim Ferriss medlemmerne af den nye bevægelse som the new rich. I stedet for blot at være rige på ressourcen penge har de også masser af fritid. Dermed kan de i modsætning til mange andre velhavere rent faktisk holde fri og nyde deres rigdom.

Siden er der dog kommet en hel del strid omkring det synspunkt. Blandt andet mener professor og arbejdsmarkedsøkonom Guy Standing snarere, at freelancere udgør en ny form for proletariat, som underbyder hinanden på platforme som Uber, Upwork og Fiverr. Det har han skrevet bogen The Precariat om.

»Gruppen tilhører prekariatet, som er kendetegnet ved usikre arbejdsforhold, svingende indtjening og lille chance for at udvikle en karriere eller erhvervsmæssig sikkerhed,« har Guy Standing tidligere sagt til Information.

Og det er heller ikke, fordi digitale nomader med blogs eller onlinebutikker sidder mere sikkert i saddelen end deres freelancekolleger. Bliver de syge eller svigter indtjeningen, så ender regningen hos dem selv. Ikke hos en velfærdsstat eller barmhjertig fagforening. Pensionen må de ligeledes selv lægge til side.

Den danske fremtidsforsker og forfatter Peter Hesseldahl ser bestemt heller ikke fremtidens arbejdsmarked som værende rosenrødt for de små entreprenører.

»De, der plejede at have fast løn og feriefridage, må i fremtiden finde nye jobs som freelancere. Det er fagbevægelsens store middelklasse, der kommer til at rykke ud af de faste stillinger og får status som såkaldte mikroentreprenører. Mange af dem kunne man lige så godt kalde daglejere,« har han tidligere fortalt til Magasinet F5.

Peter Hesseldahl mener, at udviklingen kalder på nytænkning af den danske model.

»Det er en klassisk fagforeningsopgave, men problemet er bare, at dem, man vil organisere, ikke vil indordne sig under fagforeningernes masseindustrielle verdensbillede og det syn på arbejde, der følger med. Fagforeningerne er nødt til at kigge på, hvad jobbegrebet dækker over i dag og i fremtiden, og skabe løsninger, der passer til, hvad der forlanges, for at man kan udføre et job i dag.«

Drop uddannelsen og start en onlinevirksomhed

Skepsis fra akademikere og bureaukrater påvirker dog ingenlunde den efterhånden velvoksne blogosfære for digitale nomader. Her er analysen, at trenden kun vil sprede sig. Et populært råd, man ofte støder på fra amerikanske bloggere, er, at unge derhjemme helt skal droppe at tage en dyr universitetsuddannelse og i stedet komme til Asien og starte en onlinevirksomhed. Det koster en brøkdel, og man tilegner sig redskaber, som rent faktisk kan bruges i erhvervslivet. Hvis man da en dag skulle have lyst til at være andet end selvstændig.

»Da jeg først startede var fordommen, at det ikke er muligt at tjene penge online, og at det var spild tid. Nu tænker folk i USA snarere, at det bestemt er muligt, men mange har en undskyldning for, hvorfor de ikke kan gøre det,« siger Johnny F.D.

Han tror dog, at de dårlige undskyldninger lige så stille vil blive endnu sværere at opretholde.

»I løbet af de næste par år kommer vi til at se endnu flere organiserede events og pakkerejser for digitale nomader. Allerede nu er der firmaer, som tager unge med rundt i verden til forskellige kontorfællesskaber.«

I Danmark ser vi noget lignende, hvor blandt andet firmaet Refuga specialiserer sig i at arrangere såkaldte arbejdsferier i udlandet for entreprenører. En af firmaets næste ture går til den thailandske ø Koh Samui.

Stadig kun 1 procent af verden

Flere og flere fremsynede virksomheder tillader, at ansatte tager deres job med til udlandet, fortæller Johnny F.D. Det giver god mening for begge parter, men kræver en arbejdsgiver med en god portion tillid.

»Det er oplagt at lade sine ansatte rejse, mens de arbejder, for de kan ofte være mindst lige så produktive som derhjemme. Hvis du lader danske ansatte tage til Thailand om vinteren, kan de både være gladere og sundere, og samtidig kan firmaet spare penge, fordi det er meget billigere at bo hernede.«

Og Johnny F.D.’s udsagn er faktisk ikke helt grebet ud af den blå luft. En undersøgelse fra Stanford University viser, at ansatte der arbejder hjemmefra typisk er mellem 13 og 22 procent mere effektive end deres kontorkolleger.

Dermed kan det lyde, som om digitale nomader er på vej til at blive en mainstreamkultur, som de fleste med et forholdsvist digitalt job kan kaste sig over. Johnny F.D. ser dog stadig en naturlig begrænsning.

»Livsstilen er ved at blive mere mainstream. Men vi er stadig bare en brøkdel af verdensbefolkningen. De fleste normale mennesker frygter at miste deres karriere og er bange for at bo i udlandet. Lige meget hvad kommer vi aldrig til at være mere end én procent af verdens befolkning,« siger han.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Herman Hansen

Visa run!!! Glem det. Hver gang jeg læser om alle mulige, som har taget ophold i Thailand tænker jeg, hvordan kan de gøre det lovligt? For det er næsten umulig. Det som nævnes i artiklen, visa run, var en meget benyttet mulighed i gamle dage, men det er ikke længere en mulighed. Den smutvej blev lukket for c.a 2-3 år siden. Og et visa run gladt udelukkende som turist visa. Arbejdstilladelse, forget it - Det er nærmest umulig at få i Thailand. Tidligere var det f.eks. muligt, at få et turist visum som dansker på 3 måneder. I dag kan du få et på højst 2 måneder. Og så skal du forlade landet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ivan Breinholt Leth

Drømmen om at frigøre sig fra det kapitalistiske 8-16 lønarbejdeslaveri og fra lønarbejderens fremmedgørelse fra de samfundsmæssige produktionsmidler er blevet individualiseret. Solidaritet og kollektiv aktion er gammeldags. Spørgsmålet er, hvor mange år der skal gå, før denne nye middelklasse opdager, at de har skabt endnu et illusionsnummer om individuel frigørelse. Skal de ligge på gaden syge, gamle og hjemløse og drømme om velfærdsstaten, før det går op for dem, at de først og fremmest har snydt sig selv?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mikkel  Madsen

Spændende .. Men kan langt fra lade sig gøre med alt arbejde. Kun bestemte typer arbejde.

Når nyhedens interesse ved den eksotiske destination har lagt sig, så kommer alle de andre overvejelser også ind over dagligdagen: Hvad hvis man bliver syg, hvad med ferie, hvad hvis min partner ikke synes Chiang Mai et fedt/ikke kan finde arbejde der, hvordan med pension (langt væk, når man er 20-30 år, men alligevel) osv.

Men god, afbalanceret artikel, der får det meste med...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Christopher Mosses

Jeg flyttede til Chiang Mai for 9 år siden, længe før begrebet digital nomade var velkendt, og startede Manao Software, et dansk software hus der tilbyder outsourcing af software udvikling. Vi er nu oppe på 47 medarbejdere, hvoraf omkring 10-15% er expats, deriblandt danskere. Hos Manao Software arrangeres både business visa og arbejdstilladelse, hvis man ikke synes visa runs, lovmæssige gråzoner, og evindelige cafeer er sagen, samtidigt med at man gerne vil opleve livsstilen i Chiang Mai. Vi søger i øvrigt aktelt en projektleder, så det viser bare at der findes en konkret mulighed lige nu, hvis man vil på eventyr.
Efter 9 år frister det ikke at vende tilbage til Danmark. Det er virkelig så godt at leve og arbejde her, som man forestiller sig. De lave leveomkostninger gør det let at have råd til swimming pool, ø ferier, spise på restaurant tre gange om dagen, og alt det andet, der hører til. Samtidigt er der er stort og venligt expat miljø, hvor danskere må siges at være overrepræsenterede, så man ikke glemmer sit modersprog. Vejr, mad, natur, natteliv, de lokale, alt er i top, hvis man spørger mig. Det er nok derfor Manao Software ikke er den eneste danske virksomhed her... Jeg kender til 4-5 andre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mogens Bjerg

Hej

Lønned i TH er ca 1/3 end i DK, men skatten er mellem 5 - 40% afhængig af din indkomst og fradrag I TH.

Samtidig bliver det mere og mere besværligt at forny Visa og Workpermit hvert år, pga burokrati og udbredt korruption i den offitlige sector i Thaland.

Du skal vide at:

1. Hvis du flytter bopæl til TH bliver du udmeldt af det danske folkeregister efter 180 dage.
Det betyder at du mister stemme-ret, adgang til offentlig ydelse (Incl hopitaler) i DK.
( Det har DF vist glemt ar fortælle deres vælgere;-)

2. Efter 7 år i udlandet kan anses du som flygtning i DK hvis du vender til bage.

3. Afhængig af din alder vil du miste retten til dansk folkepension.
( Det har DF vist også glemt at fortælle deres vælgere ;-)

P.s
Thailand er et penge fikseret samfund, hvor prisen for mange ydelser er afgjort af hvor du kommer fra . Mangee gange skal man betale 5-10 gg mere end en Thai, for den samme ydelse (Jeg tror man kalder det rasisme ;-).

Men ellers er her Okay :-)

anbefalede denne kommentar