Læsetid: 5 min.

En påstået panseksuel superhelt

Helten i ’Deadpool’ er efter eget udsagn til det meste, også til enhjørninger, men i den nye Hollywood-film ser man ham kun dyrke sex med sin kvindelige kæreste. Måske er han blandt de panseksuelle, der kun har heteroseksuelle oplevelser?
20. februar 2016

Der findes næppe en mere selvtilfredse film end Deadpool. At dømme efter den hørm af selvgladhed, der gennemsyrer det nye eventyr fra filmselskabet Marvel, skulle man tro, at det var det første film, der tillod sig at have en uforskammet helt. Men på en anden måde har den gjort sig fortjent til at kunne være tilfreds med sig selv. Det gør den ved at udvide spektret for superheltes seksuelle identitet en smule.

I tegneserien, som filmen er baseret på, er Deadpool pansexual – han skelner ikke mellem køn eller kønsidentitet i sit valg af partnere. Udtrykket »biseksuel« ville være for smalt til Deadpool, der har flirtet med Thor, gjort kur til Spiderman og ikke ville gå af vejen for at indlade med f.eks. en enhjørning. Et pendul svinger kun i to retninger – i seksuel forstand er han mere som en roterende kugle. I populærkulturen er det næsten uden fortilfælde, så man skal ikke dømme de Deadpool-fans, der har afkrævet en af de tegneseriens skabere, Fabian Nicieza, en mere præcis definition:

»Jeg har været forfulgt af spørgsmål om Deadpools seksualitet i årevis,« tweeter han:

»Det er lidt trættende. Han har både intet og alle køn. Han er din og alle andres.«

Nicieza har kaldt ham for indbegrebet af det inklusive og insisterer på, at »han kan være bøsse det ene øjeblik, heteroseksuel det næste osv. Alt er tilladt.«

Vilkårlig libido

Inden filmens premiere er der blevet talt meget om, hvor trofast skildringen af dette aspekt ved figuren er. Filmens instruktør, Tim Miller, har sagt, at han »bliver pansexuel«:

»Det vil jeg citeres for. Pansexuelle Deadpool.«

Ryan Reynolds, der spiller Deadpool, tweetede sidste år, at filmen ville blive forbudt for børn på grund af scener med »hård, mesterligt oplyst fransk enhjørningesex«.

Sandheden er dog både mindre opsigtsvækkende og mere interessant. Den eneste gang, der er intimitet mellem medlemmer af forskellige arter i filmen, er i den animerede slutsekvens, hvor Deadpool gnider en enhjørnings horn, indtil den ejakulerer regnbuer. Den gængse definition på panseksualitet omfatter ikke socialt uacceptable begærsmanifestationer som nekrofili eller pædofili. Men domstolene har endnu ikke afgjort, om tegneseriesex med mytologiske væsner er bestialsk. I alle andre henseender lever Deadpool i ord, men ikke i gerning op til panseksualitetens kriterier. Hans libido er vilkårlig: Alle voksne kan blive genstand for hans begær. Men ville måske hjælpe, hvis man også så ham dyrke sex med andre end sin kæreste Vanessa (Morena Baccarin).

Det er rigtigt, at deres narrestreger ikke ligefrem er konventionelle – under Halloween bærer han plastikvampyrtænder for at servicere hende oralt og giver Vanessa lov til at udforske sin krop på et punkt, hvor andre ville trække grænsen. Fra det øjeblik, hvor Deadpool beder os om at spekulere over, hvis nosser han var nødt til at kæle for at få sin egen film – svaret er Wolverines, som vi får at vide »har et flot sæt glatte forbrydere dernede« – er hans replikker fyldt med homoerotiske referencer. Han beder en mandlig bartender om et blowjob, men det viser sig at være navnet på en cocktail, hvor fløde er den dominerende ingrediens. Han kalder en mandlig taxachauffør for »vildt lækker« og lander med skridtet først på enmodstanders ansigt med det ukonventionelle krigsråb: »I teposen!«

Han spekulerer over forholdene mellem andre superhelte – »jeg er temmelig sikker på, at Robin elsker Batman« – og svarer på spørgsmålet om, hvorvidt han har en knap til at tænde og slukke, at den »sidder ved prostataen«.

Særlige fornøjelser

Hvad angår tilsyneladende heteroseksuelle mænds optagethed af andre mænds kroppe, overgås Deadpool kun af holdet bag Jackass. Men hvor seriøs er han så med det? Filmen sender ham ikke i armene på eller i seng med andre mænd, så det forbliver uopklaret. I løbet af en film, der varer 107 minutter, er der kun plads til et mandekys, og det er, da Deadpool placerer et møs på kinden af en mand, som han lige har truet med at voldtage.

Hvis filmen skal stå til troende, så er han tilsyneladende en pansexuel, der aldrig har haft en ikke-heteroseksuel oplevelse – for nu at bruge det berømte citat fra Suedes forsanger, Brett Anderson. Eller måske er han ligesom Robbie Williams, der spiller på den frække, risikable side af homoseksualiteten uden at gå hele vejen:

»Jeg er 49 procent homoseksuel og nogle gange helt op til 50 procent,« sagde Williams i 2013, »men det antyder, at jeg nyder en bestemt form for fornøjelser, hvilket jeg ikke gør.«

Handlinger taler højere end ord, og der er intet i filmen, der beviser, at Deadpool ville være mere villig end Williams til at sætte kropslig handling bag de frække ord og prøve denne særlige form for fornøjelse. Tilbageholdenhed med at vise heltens panseksualitet frem bør dog ikke overskygge de små øjeblikke af vovemod, de subtile landvindinger, der har overlevet overgangen fra tegneserie til film. I et medium, som er kendetegnet ved det mandlige blik, er det implicit radikalt med et dvælende nærbillede af en mands stramme røv – især hvis indstillingen ikke giver heteroseksuelle mandlige seere den nemme undskyldning, at de blot kopierer en kvindes synsvinkel, men derimod inviterer alle, mænd som kvinder, til simpelthen at nyde synet.

Kompromisløs gnaver

Senere i Deadpool opstår der en lignende undergravning af den mandlige identifikation i et af filmens Verfremdungs-øjeblikke, hvor helten henvender sig til publikum, der er blevet slæbt med til denne superheltefilm af deres kærester.

Endnu en gang bliver antagelsen om, at publikum er en heteroseksuel mand, udfordret og vendt på hovedet. (Prøv at sammenligne det med en ny film som The Big Short, hvor halvnøgne kvinder bliver brugt til at gøre komplicerede emner tilgængelige for et publikum, som instruktøren i vid udstrækning har forestillet sig som mandligt og heteroseksuelt).

Et individ uden klart definerede seksuelle parametre er farligt og ustabilt i samfundets øjne, fordi vedkommende ikke så nemt kan omsættes til penge. Når man sætter kryds i feltet »bøsse« eller »hetero«, »enlig« eller »gift« har man samtidig kategoriseret sig selv som kunde. Vægelsindede forbrugere tæller næsten ikke som forbrugere på grund af den mangel på økonomisk konsekvens, de repræsenterer. De kan lide cornflakes, ekstrem sport og fantasyromaner i denne uge, men i næste uge kan de lide røræg, frimærkesamlinger og bondage. Der er ingen grund til at spilde bonusordninger på dem.

Kun én figur i filmhistorien har levet den panseksuelle drøm ud uden at gå på kompromis: Snurre Snup. Ingen andre har lige så målbevidst fulgt alle deres luner. Ingen anden filmhelt har bevæget sig på kryds og tværs ad kønnene, indtil opdelingerne blev helt overflødige, og få andre har set så godt ud med læbestift. Han var klædt i kvindetøj mere end 40 gange mellem 1939 og 1996, og han var aldrig for genert til at plante et saftig kys på Yosemite Sams eller Elmer Fjots læber. Så Snurre Snup brød mure ned, inden Deadpool fik sine første LEGO-klodser. Den nye film gør et ret stort nummer ud af sin uhæmmede helt, men hvis man er vokset op med Snurre Snups panseksuelle eventyr, kan det nemt risikere at komme til at ligne en tur ad mindernes boulevard.

Oversat af Mads Frese

© The Guardian og Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu