Baggrund
Læsetid: 4 min.

Med piben i munden og penslen i hånden

John Frederiksen læste datalogi, men sprang ud som landskabsmaler i Aarhus. Han var en enspænder, der døde omgivet af sine malerier, sommerfugle og piber
John FrederiksenFødt den 2. marts 1952Død den 13. november 2015Opvokset i SønderborgStuderede matematik og datalogiDet Jyske Kunstakademi 1977-1981Udstillinger på Charlottenborg, Den Frie, Kunstindustrimuseet og Nikolaj KirkePrivatfoto

John Frederiksen

Født den 2. marts 1952

Død den 13. november 2015

Opvokset i Sønderborg
Studerede matematik og datalogi

Det Jyske Kunstakademi 1977-1981
Udstillinger på Charlottenborg, Den Frie, Kunstindustrimuseet og Nikolaj Kirke

Privatfoto

Moderne Tider
13. februar 2016

Eftermiddagen var den bedste tid på dagen for John Frederiksen. Når han havde fået fri fra sit arbejde som postbud og havde spist frokost, satte han sig op på cyklen med staffeli, et hjemmelavet lærred og malerkassen bagpå – fyldt med tuber med oliemaling. Så trillede han ud i landskaberne omkring Aarhus, hvor han stillede op og gik i gang med at indfange lyset på sit lærred. Altid med en pibe i mundvigen.

John Enghoff Frederiksen voksede op i Sønderborg med en far, der var postbud, og en mor, der var sygehjælper. Som dreng skilte han sig ud: Når de andre spillede fodbold eller legede røvere og soldater, tog John Frederiksen en snak med antikhandleren i byen eller gik på jagt efter sommerfugle. Ikke mindst hans mor var meget stolt af sin begavede førstefødte, der var dygtig i skolen, blev student og begyndte at læse matematik og datalogi på universitetet i Aarhus. Og det var et slag for hende, da han efter nogle år kom hjem og fortalte, at han var droppet ud af studierne til fordel for Det Jyske Kunstakademi, hvor han var indskrevet fra 1977 til 1981. Årene efter kalder hans lillebror Kim Enghoff for »den gyldne periode«.

John Frederiksen udstillede, fik arbejdslegater og blev en del af kunstnersammenslutningen Mejlen, der delte hans interesse for naturmaleriet, og som i en årrække havde faste udstillinger på Den Frie i København. John Frederiksen var også en dygtig kunsthåndværker, og han lavede blandt andet sine egne møbler af genbrugstræ.

Trods faglig anerkendelse solgte malerierne ikke synderligt, og med årene blev John Frederiksens studiejob som postarbejder den permanente indtægt, der gav ham mulighed for at dyrke maleriet.

John Frederiksen var inspireret af skandinaviske malere som Christen Købke og Karl Isakson, men også af kunstnere som Paul Cézanne og Georgio Morandi, og han var særligt optaget af det skiftende nordiske lys. Hans malerier var stramt opbygget, de var stemningsfyldte, næsten lyriske. Han fandt sine motiver i naturen om vinteren, i det tidlige forår og efteråret. Sommerens skarpe lys og grønne løv brød John Frederiksen sig ikke om, så på denne årstid malede han stilleben: en død sangfugl i god stand, en smuk flaske eller en ørred med glimt i skællene.

Det ene af lejlighedens to værelser fungerede som atelier, og John Frederiksen ville gerne have et støvlag på sine opstillede motiver. Og da hans mor en dag var på besøg og gjorde rent, mens han var ude, blev han rasende. Hendes støvkost havde ødelagt lysets spil i det aktuelle stilleben.

En ener

John Frederiksens hjem var spartansk indrettet, men han samlede på smukke, gamle ting – særligt våben og masker, og han havde mange bøger om antikviteter og kunst. Barndommens interesse for sommerfugle var livsvarig, og han byggede selv de trææsker, han brugte til at montere insekterne på væggen.

John Frederiksen fik aldrig kone og børn. Han havde forskellige kærester i sine yngre år, men mente selv, at et egentligt familieliv var uforeneligt med maleriet. Hans veninde gennem mere end halvdelen af livet, Ann-Dorte Nielsen, lærte ham at kende på Kunstakademiet. Hun kalder ham ’en ener’.

»John havde faste holdninger, og han var meget viljestærk også i sin mening om kunst. Det kunne være svært for folk at tage ind, og han omgikkedes kun få mennesker, som han til gengæld hjalp og respekterede meget,« siger Ann-Dorte Nielsen. De sidste år, John Frederiksen levede, havde han svært ved at finde mening i livet. Han fik en mindre blodprop og malede stadig mindre. Og da han mistede sit arbejde, blev enspænderen ensom og drak mere, end godt var.

»Han kedede sig. Det var hårdt at være vidne til. Vi snakkede om, at han skulle holde op, men han var enormt egensindig,« siger Kim Enghoff, der livet igennem var tæt knyttet til sin storebror.

Det var også ham, der lagde mærke til, at John Frederiksen var hævet i den ene del af ansigtet, og som overtalte ham til at søge læge. Men på det tidspunkt var kræften i både lungerne og halsen så fremskreden, at lægerne kun kunne lindre, ikke helbrede.

John Frederiksen var afklaret i dette sit sidste år hen mod døden, som han ikke var bange for. Og trods modgang i perioder, sagde han flere gange, at han havde haft et rigt liv. Selv om piberygningen bar en del af skylden for sygdommen, bakkede han på sin elskede snadde indtil fire timer, før han døde. Han insisterede på at dø hjemme i lejligheden omgivet af sine malerier, masker, sommerfugle og med sin lillebror ved sin side. Med sig i kisten fik han 15-20 piber og fire pakker rød Orlik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her