Baggrund
Læsetid: 6 min.

Røv og kulør er næppe nok til at holde den gamle dame på benene

Barbie er ikke bare en ikonisk dukke, der netop er blevet lanceret i nye hudfarver og forskellige størrelser. Hun er også et spejlbillede af sin samtid. Det tænkte jeg dog aldrig over, når jeg som barn brugte timevis på at klæde hende af og på sammen med mine veninder. Men måske er tiden ved at løbe fra Barbie
Mest af alt ligner den ’buttede’ Barbie en gennemsnitlig kvinde i størrelse 38, hvis man ser bort fra de lange slanke arme, det glinsende hår og de  store Disney-øjne.

Mest af alt ligner den ’buttede’ Barbie en gennemsnitlig kvinde i størrelse 38, hvis man ser bort fra de lange slanke arme, det glinsende hår og de  store Disney-øjne.

Polfoto

Moderne Tider
6. februar 2016

Jeg var en af dem, der ikke måtte få Barbie-dukker som barn. Min barndom i start-80’erne bar stadig spor af 70’ernes højtravende idealer, og Barbie var symbol på alt det, mine hippieforældre var imod: kapitalismen i dens værste version – dyrt, amerikansk legetøj i lyserød indpakning med store bambiøjne og anoreksitynd talje.

Det var ikke et kropsideal, som min mor kunne stå inde for. Så var det bedre med de to dukker, som jeg fik i stedet – en rødhåret, hjemmesyet Pippiagtig dukke med anatomisk korrekt pigekrop og en Moder Jord-lignende Rudolf Steiner-dukke med sort, viltert hår, som jeg havde fået af mors veninde.

De var helt fine og meget naturlige. Men de var bare ikke Barbie, der kom i en fin, lyserød æske. Smukke Barbie med langt lyst hår, der kørte i pink cabriolet, gik til ridning med Skipper og spiste romantiske middage med Ken.

Jeg fandt dog en smutvej til at lege med Barbie alligevel. Jeg lavede legeaftaler med veninder, som havde en stor Barbiesamling. Astrid havde flere Barbiedukker, cabrioleten og en Barbiehest, og Nadia havde både hestestalden, drømmehuset og frisørsalonen – alle sammen i forskellige nuancer af lyserød og så overdrysset med glimmer, at det kriblede i fingerne bare ved tanken.

Nu med røv

Som barn tænkte jeg at vores Barbielege nok mindede om, hvordan det måtte være at være voksen: Man var smuk, havde skabet fuldt af flotte kjoler, måske endda sin egen hest (med tilhørende lyserød stald), og man kunne blive lige, hvad man havde lyst til – f.eks. stewardesse, frisør eller sangerinde.

Der fandtes dog ingen forfatter-Barbie med computer og læsebriller, som ellers var det arbejde, jeg drømte om som barn efter at have slugt Astrid Lindgrens børnebøger.

Jeg plagede min mor om at få min egen Barbie i flere måneder. Min far syntes egentlig, at jeg burde have en, men min mor holdt fast – jeg havde masser af legetøj, og Barbie var et usundt skønhedsideal.

Måske ville min mor bedre have kunnet lide den nye Barbieserie, som blev lanceret sidst i januar, hvor den langbenede skønhed kommer i syv forskellige hudfarver og tre nye størrelser: ’Høj’, ’petite’ (det er nok mig med mine 158 cm) og – som den mest overraskende – ’curvy’ (det vil sige med kvindelige former, hvilket også er mig).

Ved nærsyn ligner den såkaldt ’buttede’ Barbie dog en gennemsnitlig kvinde i størrelse 38, hvis man ser bort fra de lange slanke arme, dte glinsende hår og store Disneyøjne.

Med den nye serie forsøger Mattel, legetøjsfirmaet, der producerer Barbie, at sende et signal om, at de følger med tiden og repræsenterer et mere varieret skønhedsideal, der ikke udelukkende er hvidt, langbenet og myndeslankt. Eller som senior vice president for Mattel, Evelyn Mazzocco, siger om den nye Barbieserie:

»Vi mener, at vi har et ansvar over for piger og deres forældre for at afspejle et bredere syn på skønhed.«

’Lad være med at spise’

For Barbara Millicent Roberts, som hun rigtigt hedder, er ikke kun en dukke. Hun er et stilikon, der både afspejler tidens skønhedsideal, men også sin samtid generelt. Da den første Barbie kom på gaden i 1959, havde hun hvepsetalje, røde læber og tyk sort eyeliner helt i tråd med tidens mode.

I 70’erne blev håret større og øjenmakeuppen mere dramatisk. Dengang havde Barbie job som stewardesse eller sekretær, og dukken blev ifølge Barbiebiografien Barbie & Ruth fra 2010 skabt for »at vise kvinder, hvad der – på godt og ondt – bliver forventet af dem i samfundet«.

Flere Barbiedukker har dog skabt en del debat igennem tiden – som f.eks. den babysitter-Barbie fra 1963, der kom med en tilhørende slankebog med det effektive råd: »Lad være med at spise.«

Fire år senere kom den første sorte Barbiedukke – Francie Fairchild, der blev introduceret som ’Barbies moderne kusine’. Den blev dog kritiseret for at hylde et hvidt skønhedsideal med sine høje kindben og glatte hår – den eneste fysiske forskel fra den almindelige Barbie var, at Francie var malet i en mørkere farve.

Og selv om hun både findes i en gravid udgave, en bedstemor-Barbie med gråt hår og i 1997 fik veninden Becky, der sidder i kørestol, har Barbies brand ikke forandret sig meget, siden jeg crepede hår på venindernes dukker efter skole for 25 år siden. Barbie er stadig lig med urealistisk lange ben, et permanent smil og en åleslank talje.

Ifølge BBC har forskere fra Finlands University Central Hospital fastslået, at hvis Barbie var en rigtig kvinde, ville hun være så undervægtig, at hun ikke havde menstruation. Derfor er dukken fra starten blevet kritiseret af politikere og feminister for at give piger forskruede kropsidealer og ’pinkificere’ dem – være for kønsstereotyp. Laurie Penny, forfatter og journalist på New Statesman, lægger ikke fingrene i mellem i sin kritik af Barbie:

»Barbie kan ikke rigtig andet end at smile, se køn ud og bøje i taljen – hun kan ikke engang stå på sine egne fødder, som er permanent støbt, så de passer ind i bittesmå stilletter, hvilket betyder, at hun skal stables op eller holdes.«

Flere legetøjsmærker har forsøgt at skabe et alternativ til Barbie.

I 2014 kom den crowdfundede Lammily-dukke, som ligner Barbie, men har realistiske proportioner. Som tilbehør til dukken kan man købe klistermærker med strækmærker, cellulitis og endda en ’party period’-pakke med miniaturehygiejnebind, som en slags pædagogisk hjælp til at tage snakken om menstruation med sin datter.

Barbie vs. Elsa

Kigger man på Barbie i dag, ligner hun stadig sig selv. Men måske er hun ulykkelig inde bag det drømmende, blå blik. I hvert fald befinder dukken sig i en slags eksistentiel krise.

Ifølge Wall Street Journal er salget faldet med 20 procent siden 2012. Og noget kunne tyde på, at Barbie, der sælges i 150 lande verden over, er ved at blive umoderne.

For i en tid, hvor mere fyldige kvinder som Beyoncé og Nicki Minaj (hvis pink plastic-look er inspireret af Barbies) er rollemodeller med slogans om, at piger skal run the world og opføre sig som bosser, virker Barbie underligt gammeldags med sit kønsstereotype tilbehør som f.eks. brudekjole, ridehest og lyserødt drømmehus.

Der er ikke sket særligt meget, siden jeg fik min første og eneste Barbiedukke i gave i 1990 til min mors irritation.

Desuden har Barbie fået en ny konkurrent, der ligner hende til forveksling. Hun har også langt lyst hår, fine prinsessekjoler og bor på et slot. Men Elsafiguren fra Disneys populære Frost-film kan noget, som Barbie har manglet i alle årene. Hun har personlighed og et voldsomt temperament, som gør, at hun kan fryse ting til is. Hun tager med andre ord sagerne i egen hånd.

Mødrene bestemmer

Her er vi måske inde ved kernen af både Barbies identitetskrise og min mors aversion mod den smilende dukke. For mens piger verden over stadig elsker Barbie lige så højt, som jeg gjorde som barn, forholder det sig anderledes med mange af mødrene, som ofte er dem, der køber legetøj til døtrene. Som Evelyn Mazzocco fra Mattel formulerer det i en artikel i Time:

»De kvinder, der blev mødre efter årtusindskiftet, er en lille del af vores kundegruppe. Men vi erkender, at de er fremtiden.«

Derfor er den nye Barbieserie udviklet med hjælp fra fokusgrupper med amerikanske børn og mødre. Ifølge Time var den vigtigste ønske fra mødrene, at Barbie fik en mere naturlig krop. Spørgsmålet er bare, om Mattels nye, mangfoldige Barbieserie er et stærkt nok modtræk til den Frostfeber, som har ramt små piger fra Beijing til Bjerringbro og formentlig kun tager til, når Frost 2 får premiere i 2018.

Hjemme hos os har min datter på tre år ikke nogen Barbie. Det er ikke et aktivt valg, for hun har aldrig ønsket sig en.

Til gengæld havde hun plaget i et halvt år om den Elsa-kjole, som hun fik til jul. Og min mor? Hun har helt andre følelser for Elsa end for Barbie. Da min datter åbnede sin julegave med den lyseblå, pailletbeklædte polyesterdrøm af en kjole, udbrød mormoderen:

»Jeg kan godt forstå, at du er glad for den. Hun er altså en sej pige, hende Elsa!«

Læs også: Barbie anno 2016

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kristian Jensen

Vores piger på 2 1/2 og 4 har alle dukkerne, både Barbier, Elsaer Annaer, Pippier, Tommyer, Kenter og princessekjoler i børnestørrelse, for børn tager ikke skade af at lege og drømme. De har også brandbiler, politibiler, bamser, tog, klodser huse, selvtalende "grimlings". Meget brugt noget nyt. De er lidt for små til Star Wars, men snart får de også det, man er kun barn en gang.

Anders Reinholdt, Flemming Berger og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Om føje år, når alle kvinder så omsider har fået en samba numse er der nogen som mener en Barbie med numse er diskriminerende over for dem som ingen har.

...Så Mattel, gem de originale støbeforme.

Tobias Torfing

Der er ingen mennesker der har form som en Barbie dukke, Herman. Selv med ikke med operationer.