Læsetid: 9 min.

Sande utopister er kritikere – ikke profeter

Hvordan ville det ideelle samfund være indrettet, og hvilken utopidyrkelse skal vi stile efter? Terry Eagleton ser på forestillede fremtider og konkluderer, at vores aktuelle system er styret af drømmere, som kalder sig selv realister
Thomas More i sin have i Brugge. Samtidigt træsnit af Ambrosius Holbein fra Mores bog ’Utopia’. Polfoto
27. februar 2016

Trods 500 år på bagen er Thomas Mores berømte Utopia stadig et af de mest radikale skrifter, vi kender.

Der er således næppe andre eksempler i Englands historie på Lord Chancellors, der har fordømt den private ejendomsret, agiteret for indførelse af en form for kommunisme og beskrevet den herskende sociale orden som »de riges sammensværgelse«.

Sådanne rige mænd, erklærer More i bogen, er »grådige, skrupelløse og værdiløse«. Der findes et stort antal adelsmænd, beklager More sig, der som droner snylter på andres arbejdskraft. Fæstebønder bliver sat ud, så »en umættelig grovæder og forbandet plage for sit fædreland« kan konsolidere sine jorder. Monarker, hævder han, ville ved deres indsættelse gøre klogt i at sværge aldrig at samle mere end 1.000 pund guld i deres skatkiste. Kan hænde, at dette er grunden til, at Utopia, så vidt vides, aldrig har været godnatlæsning i Buckingham Palace.

I stedet for at tilbede metaller som guld og sølv skulle vi, foreslår More, hellere bruge dem fornuftigt til at fremstille nyttige ting som f.eks. køkkentøj. Krig er primitiv aggression, der kun sømmer sig for dyr, og alle stående hære burde nedlægges. Arbejdstiden bør nedsættes betydeligt, men arbejdere bør til gengæld bruge en del af deres fritid på at deltage i oplysende foredrag inden daggry. Det sidste er næppe et overenskomstkrav, nutidens fagforeninger vil gå i konflikt for.

Faktisk har More adskillige andre forslag, som næppe heller ville vække lykke hos Jeremy Corbyn, det britiske arbejderpartis formand. For More er det således ikke en plet på hans utopisamfund, at det også rummer slaver. På visse højtidsdage skal hustruer falde ned for deres mænds fødder og bekende, hvis de har sjusket med udførelse af noget af deres husarbejde. Utroskab skal straffes med den strengeste form for slaveri.

Vi skal her huske på, at stik modsat den frisindede eksistentialist, som More skildres som i Robert Bolts teaterstykke A Man for All Seasons, udviste den historiske hofembedsmand More ikke skygge af samvittighedsnag ved at lade kættere tortere og henrette.

Ved valget af ægtefælle bør mænd have lov til at se deres potentielle tilkommende hustruer nøgne, for hvem vil købe en vare ubeset? Feminister bør her bemærke, at kvinder har ret til at nyde samme privilegium. Bordeller skal afskaffes og ølstuer ligeledes. Der skal ikke være nogen advokater til (et uselvisk forslag, da More selv var advokat), og der skal indføres nultolerance over for mennesker, der spilder andres og deres egen tid.

To grundlæggende utopier

Mores bog, der i visse henseender bedst kan læses som et tidligt science fiction-værk, blev ophav til en helt ny litterær genre. En nærmere fordybelse i utopisk litteratur viser klart, at der grundlæggende kun findes to slags utopier:

Den første handler om karnevaleske samfund, hvis indbyggere i stedet for at arbejde, hengiver sig til at drikke, feste og kopulere fra morgen til aften. I disse 1700-tals-fantasier springer mænd og kvinder, berøvet al kropsbehåring, nøgne rundt i fontæner, mens den progressivt sindede forfatter ser på. Om hans nydelse ved dette er af ren idealpolitisk-teoretisk natur forbliver dog uklart.

Den anden omfatter de mere barske utopier, i hvis idealsamfund alting er indrettet lugtfrit, antiseptisk, ulideligt strømlinet og fornuftigt. I disse omhyggeligt udtænkte lande er de indfødte tilbøjelige til at udbrede sig i timevis om deres sanitære installationers fortræffeligheder eller om sindrigheden ved deres valgsystem. Daniel Defoes Robinson Crusoe er i en vis forstand en øvelse i denne disciplin, eftersom Crusoe, strandet på en øde ø, er evigt sysselsat med alskens gøremål. Geskæftigt fremstiller han keramik, hugger brænde og indhegner sin grund, som om han stadig befandt sig i sin gamle herredskommune. Det er betryggende at se ham i stand til at praktiskere så megen engelsk rationalitet under så eksotisk ukendte omstændigheder.

Bevaring eller forandring

Mores fantasi er en særegen ujævn blanding af begge visioner, den rationelle og den libidinøse. På den ene side er hans idealsamfund et såre højtideligt og temmelig puritansk sted, der givet vil kunne appellere til vore dages mest frelste vegetarer. På den anden side er dette samfunds indbyggere geniale, tilbagelænede og velbehageligt utilbøjelige til at udrette ret meget arbejde.

Sådanne alternative universer skal i realiteten opfattes som en slags prisme, hvorigennem vi kan betragte vores eget samfund. I den forstand har de fleste da også karakteristisk nok været produkter af venstrefløjstænkning. Et af de mest bemærkelsesværdige af sådanne værker i britisk litteratur er den marxistiske William Morris’ News from nowhere, der samtidig er en af meget få utopiske visioner, der gør detaljeret rede for, hvordan den politiske forvandling faktisk kom i stand. Lige så karakteritisk har det antiutopiske højre altid stået klar til at skyde visioner ned med fuldt så megen ildhu, som den konservative tabloid Daily Mail i dag bekæmper den nye Labour-leder. Ordet ’utopi’ betyder ’stedet, der ikke er’ – af græsk ou (’ikke’) og topos (’sted’), men det står ikke klart, om stedet godt kunne eksistere, men bare tilfældigvis ikke gør det (endnu), eller om dets eksistens er naturnødvendigt umulig.

Swifts Gullivers Rejser er en sådan højreorienteret polemik. Konservative gemytter som Swift, der betragter mennesker som svage og fordærvede, frygter, at intet andet end kaos og forvirring kan komme ud af progressive samfundsomstyrteres grandiose planer for nyindretning. Hvis mænd og kvinder opfordres til at at fatte urealistiske håb, vil de ikke formå at nedkalde andet over deres hovedet end stor fortræd og desillusion. Gulliver selv endte med at blive drevet ud i galskab, forført af et umuligt ideal. I denne satire over håbløse drømmerier viser fremmede væsner fra fjerne lande sig desuden at være lige så deprimerende som os selv. De indfødte i Lilliput er smålige, ondskabsfulde, stridbare og sekteriske. Da helten endelig støder på en race af ædelsindede skabninger, viser de sig at være heste.

Marx var ikke utopist

Men at skildre fremtiden i nutidens sprog kan oftes vise sig at være et forræderi i mod den. En virkelig radikal utopi ville overskride de kategorier, vi for øjeblikket har ved hånden. Al tale om fremtiden viser på en eller anden måde tilbage de bindinger, vi har til vores nutid. Dette er en af grundene til, at Karl Marx, der begyndte sin karriere ved at gå ind i andre middelklasse-utopisteres kamp, siden standhaftigt afslog fra at engagere sig i fremtidssnak. Det mest revolutionerende, man kunne foretage sig, var i hans øjne at beskrive de betingelser, hvorunder en anden slags fremtid kunne blive mulig. At beskrive præcis, hvordan den skulle se ud, ville være det samme som at ville programsætte friheden. Hvis Marx var en profet, var det ikke, fordi han søgte at forudse fremtiden. Profeter – i al fald de gammeltestamentlige af dem – er ikke clairvoyante. Snarere end at stirre ind i fremtiden, advarer de dig om, at medmindre du fodrer de sultne og byder migranter velkommen, så får vi slet ikke nogen fremtid, eller vi må i al fald påregne, at den bliver dybt ubehagelig. I dag er de virkelige sandsigere dem, der hyres af de store selskaber til at gennemlyse systemets indvolde og forsikre deres herrer og mester, at deres profitter er betrygget for yderligere 30 år. Vi lever i en verden, der søger at udvide sin suverænitet over selv det, som endnu ikke eksisterer.

Radikale progressive bliver således sat under beskydning fra modsatte retninger. Afviser de f.eks. at debattere, hvilken slags kulturpolitik der vil kunne blomstre under socialismen, bliver de set som useriøse. Udleverer de derimod en tyk bunke dokumenter, der beskriver planerne, bliver de beskyldt for at være totalitært styrende. Måske er det umuligt at trække en skillelinje mellem at være for meget agnostiker om fremtiden og være for alt for sikker på den.

Den marxistiske filosof Walter Benjamin minder os om, at det blandt de gamle jøder i samme grad var forbudt at gøre sig ikoner af, hvad fremtiden ville bringe, som det var forbudt at fremstille gudebilleder af Jahve. De to forbud er nært beslægtede, for i de hebraiske helligskrifter er Jahve fremtidens Gud, hvis retfærdighedens og fordragelighedens rige endnu først skal oprinde. For jødedommen er mennesket skabt i Guds billede, hvorfor det eneste gudebillede desuden er af menneskekød og -blod. For Benjamin er forsøg på at skildre fremtiden en form for fetichisme. I stedet bliver vi drevet baglæns ind i det uudforskede område med vores øjne fast rettede imod fortidens uretfærdigheder og udnyttelse. At vide eller forsøge at afstikke præcis, hvor vi skal hen, er den sikreste måde ikke at nå dertil. Den energie, vi investerer i nedfælde masterplaner for en bedre verden, risikerer at tære på den kraft, vi behøver for at kunne skabe den.

Marx havde ikke nogen interesse i menneskelig perfektion. Der er intet i hans værker, der antyder, at det postkapitalistiske samfund skulle blive magisk befriet for rovdyr, psykopater, nasserøve eller folk, der indleverer deres bagage ved lufthavnens kontroltjek med surrealistisk langsomhed, bedøvende ligeglade med det faktum, at der står 50 folk i kø bag dem. Tanken om, at historien altid bevæger sig fremad og opad, er et påfund, der er fostret af Oplysningstidens middelklasse, ikke af venstrefløjen.

Marx var dog klar over, at der findes to slags blåøjede idealister. Der er dels dem, der som den franske 1800-talstænker Charles Fourier så frem til en fremtid, hvor havene ville blive til forvandlet til limonade, og hvis ideelle sociale enhed bestod af eksakt 1.620 mennesker. Men derudover findes de skøre idealister, der forestiller sig, at fremtiden vil være temmelig meget som nutiden. De, som for alvor har deres hoveder i skyerne, er de stivnakkede pragmatikere, der synes at antage, at vi stadig vil have Mars-barer og Den Internationale Valutafond om 500 år. Vores system styres lige præcis af sådanne drømmere, der kalder sig realister. At forvente at fremtiden bliver anderledes er naturligvis ikke at hævde, at den så også bliver bedre. Den kan udmærket blive en hel del værre. Pointen er, at historien er plastisk nok til at tillade os et vist råderum for at vælge. Næppe havde politiske teoretikere i 1990’erne proklameret, at historien var nået til vejs ende, førend to fly hamrede ind i World Trade Center, og en helt ny historisk fortælling begyndte at udfolde sig. Historien er måske ikke just blevet forbedret ved denne seneste udvikling, men den er bestemt heller ikke stået stille.

Utopia har ikke plads til utopier

Alle sande utopister stræber efter at sætte sig selv fra bestillingen, for det eneste sted, hvor der ikke er brug for den utopiske tanke, er i utopiens land – et land, Oscar Wilde mente, burde være indtegnet på ethvert sandt kort over verden. I utopiens land er der ikke brug for feminister eller for patriarkatet, og sexisme vil kun være dunkle minder om en forpint fortid. Indtil da må kritikere af det nuværende blive ved med at tænke i ikke realiserede alternativer, uanset den hån de herved påkalder sig fra politiske modstandere. De skal afvise den åbenlyse løgn, at den nuværende verden, vi ser omkring os, er den bedste, vi kan skabe. Dårlige former for utopisme projicerer dog blot rene fantasier ind over den aktuelle virkelighed og idyliserer disse som fremtid. Konservative derimod vil helliggøre det bestående ved at fastholde dets forbliven. Den bedste form for utopisk tænkning afviser begge dele. I stedet fastholder den nutiden og fremtiden i et stadigt spændingsforhold ved at pege på de aktive kræfter i nutiden, der kan overksride den.

Som en mand af sin tid tænkte Thomas More ikke i den slags baner. Han delte ikke den moderne opfattelse af historien som fortløbende forandring, og når man ser tilbage på hans skelsættende værk er det fristende at konkludere, at han i visse henseender gjorde ret i netop dette. For et af de meste markante aspekter ved Utopia er dens samtidigsrelevans, herunder specielt dens påpegning af de måder, hvorpå grådige, skrupelløse og værdiløse har sat sig lige så tungt på magten i dag som i 1516.

De riges sammensværgelse har varet usædvanligt længe.

Terry Eagleton er engelsk litteraturteoretiker

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Kurt Nielsen
  • Peter Knap
Trond Meiring, Kurt Nielsen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer