Smugling forklædt som trafficking?

EU diskuterer ny menneske-smuglingspolitik, og en ny debat opstår: Er transport af flygtninge og migranter smugling eller trafficking? Begreberne er vigtige, fordi de bruges til at retfærdiggøre vidt forskellige politikker med vidt forskellige konsekvenser for de mennesker, det hele handler om
En flygtning holder to børn i hænderne i den tyrkiske by Didymoteicho tæt på den græske grænse. Europæiske politikere taler mere og mere om traffickere som ansvarlige for tragedierne på Europas grænser, men er det trafficking, når rejsen er selvvalgt?

En flygtning holder to børn i hænderne i den tyrkiske by Didymoteicho tæt på den græske grænse. Europæiske politikere taler mere og mere om traffickere som ansvarlige for tragedierne på Europas grænser, men er det trafficking, når rejsen er selvvalgt?

Lefteris Partsalis
13. februar 2016

NATO vil stoppe trafficking i Det Ægæiske Hav, stod der på forsiden af New York Times torsdag. Overskriften er bare det seneste eksempel på en ny tendens til at omdømme menneskesmuglere til traffickere.

Mange forbinder ordet ’trafficking’ med migrantkvinder tvunget til prostitution. Umiddelbart er der temmelig langt fra den forestilling til syriske krigsflygtninge. Men begge grupper kan også ifølge et nyt udkast fra EU’s ministerråd mere officielt nu samles under begrebet ’traffickingofre’.

Ifølge referatet fra EU’s ministerråd diskuterer rådet i disse dage at sidestille smugling med trafficking. Det er det europæiske netværk Statewatch.org, der har lagt udkastet ud på sin hjemmeside. Ifølge udkastet begrunder EU den foreslåede sidestilling af begreberne med, at »menneskesmugling i stigende grad er blevet en voldelig kriminalitetsform, der involverer alvorlig fysisk og psykisk vold og menneskerettighedskrænkelser«.

I FN’s antismuglingsprotokol står der, at »smugling er illegal transport af en person over en stats grænse med det formål at tjene på det«. Smugling indebærer – i modsætning til trafficking – som sådan ikke udnyttelse, tvang, og krænkelse af menneskerettigheder. Migranten eller flygtningen samtykker til smuglingen.

I FN’s traffickingdefinition er det derimod trafficking, når; »en person har kontrol (uden samtykke) over en anden person med det formål at udnytte personen«. ’Udnyttelse’ og ’samtykke’ er altså to centrale begreber her. Ifølge definitionerne har den smuglede samtykket, hvorimod den traffickerede tvangsmæssigt udnyttes.

Men selv i de tilfælde, hvor flygtninge og migranter udsættes for vold af deres smuglere, så er det stadig ikke trafficking. For ud over definitionsforskellen på samtykke og udnyttelse, så stopper smugling typisk, når personen er smuglet over en landegrænse. Trafficking sker ikke nødvendigvis over landegrænser, men kan foregå inden for samme land. Som Aidan McQade, leder af Anti-Slavery International, skrev i The Guardian i en kritik af sammenblandingen, kan man blive traffickeret fra Coventry til Manchester – fra Aalborg til Odense.

Trafficking foregår typisk også over en længere periode end smugling. Der er en forbindelse mellem trafficker og migrant, efter migranten har krydset en eventuel grænse. Typisk fordi migranten er gældssat og derfor skal arbejde sin gæld af. Trafficking er derfor mere præcist ofte et spørgsmål om længerevarende tvang og urimelig udnyttelse af et menneskes arbejdskraft og ikke kun skjult transport over en eller flere landegrænser.

»Kampen mod kriminelle traffickingnetværk og smuglere er fortsat en prioritet, og EU byder næste skridt i retning af EU’s militære operation i Middelhavet (EUNAVFOR SOPHIA) velkommen,« skriver Ministerrådet i det lækkede udkast.

Hvorfor sidestille de to begreber? Ideen om sammenblanding er til at forstå, så i betragtning af at mange af de mennesker, der officielt identificeres som ofre for trafficking fra såkaldt tredjelande (uden for EU), har fået hjælp af smuglere til selve rejsen ind i EU. I den sammenhæng er der ikke nødvendigvis nogen helt klar opdeling, fordi en migrant kan være smuglet til en traffickingsituation. Men selvom der ikke er nogen klar linje, opstår problemet, når begreberne sammenblandes for at retfærdiggøre en særlig politik.

Skal traffickingbegrebet droppes?

Desuden skaber ’trafficking’-begrebet ofte i sig selv mere forvirring end afklaring. For selv om der findes juridiske definitioner på trafficking, diskuterer den kritiske traffickingforskning: Hvem kan eller bør definere, hvad ’udnyttelse’ er? Hvad med de mange tilfælde, hvor personen ikke oplever sig selv som offer for trafficking? Hvordan tolker vi udnyttelse og samtykke, når personen gav sit samtykke til at blive udnyttet i en periode i håbet om på sigt at få et bedre liv? Hvorfor fokuseres der så meget på trafficking til sexindustrien og kvinders situation og så lidt på den voldsomme og urimelige udnyttelse af arbejdskraft – trafficking – særligt af mænd inden for andre sektorer mange steder i verden, f.eks. fiskeindustrien, landbruget, byggebranchen?

’Trafficking’ er altså i sig selv berygtet for at være et komplekst og empirisk set vanskeligt begreb. Ikke fordi ’trafficking’ ikke finder sted, men fordi så mange fænomener og grupper efterhånden kaldes trafficking og trafficking-ofre, at det ikke kommer som nogen overraskelse for traffickingforskere, at menneske- smuglingen på Middelhavet nu også kaldes trafficking. Alt fra jordbærplukkeri, internetporno til smugling af syrere kaldes i flæng trafficking.

Forskere inden for feltet diskuterer, om vi ikke skal holde op med at bruge begrebet overhovedet, fordi det er et udvandet og vagt begreb. Et ord der ofte kritiseres for at gøre mere skade end gavn for de mennesker, det skulle hjælpe. ’Trafficking’ skaber derimod ofte moralsk panik og påkalder sig krav om militær eller politimæssig handling. ’Trafficking’-kortet bliver notorisk trukket, når andre begreber ikke længere er stærke nok til at påkalde sig opmærksomhed.

De seneste års intense polemik imod fænomenet (særligt i kampagner mod trafficking af kvinder til sexindustrien) har delvis betydning for, at vi nu ser denne sammenblanding optræde. For i dag fremkalder trafficking-ordet stærke billeder af mennesker i lænker, grusomme kriminelle netværk og sexslaveri. Hvem vil ikke gerne udrydde det? Derfor har trafficking en stærk symbolsk betydning, der trækker på et langt større reservoir af voldsomme følelser, end smugling efterhånden gør. For smuglingbegrebet opløses efterhånden også, når både helte (de frivillige) og skurkene er smuglere. Et eksempel på denne nuancering af begrebet ses i debatten om de danskere, der er blevet sigtet for menneskesmugling efter at have transporteret asylansøgere mod den svenske grænse i september 2015. Blandt dem er debattøren Lisbet Zornig og en 41-årig familiefar, der er blevet idømt en bøde på 5.000 kroner for menneskesmugling efter at have forklaret, at han var blevet berørt af tv-billeder af vandrende flygtningebørn på TV 2 og derfor var kørt til Flensborg, hvor han gav fem afghanere et gratis lift til Grenaa uden at vide, at det var ulovligt.

Virkeligheden og forskning i menneskesmugling nuancerer i disse år begrebet ’smugling’. For når smuglerne er de eneste, der tilbyder den, omend farlige, vej til sikkerhed, hvem er de så overhovedet, de virkelige skurke? Trafficking derimod er stadig det værste af det værste – det ultimativt onde.

Hvad vil en sammenblanding betyde i praksis? Skal den hjælp, der typisk tilbydes traffickingofre, så også tilbydes flygtninge? Hvilken forskel vil sammenblandingen betyde for de frivillige, der allerede nu anklages for smugling? Sat på spidsen: Vil de kunne anklages for trafficking? Ministerrådet skriver i udkastet, at man da anerkender, at det er to forskellige former for kriminalitet med forskellige juridiske rammer. Men de, der nu alligevel sammenblander begreberne i flæng, burde vide, at de to ting betyder noget forskelligt for loven, i praksis, for tilgangen til problemet og for den hjælp ofrene tilbydes.

Retfærdiggør trafficking militær magt?

Så sent som i sidste uge blev smugling end ikke længere nævnt, da executive director for Frontex Fabrice Leggeri trak traffickingkortet. Adspurgt af det tyske magasin Spiegel om, hvorvidt den tyrkiske regering gør nok for at forhindre migranter i at komme til Europa, svarede Leggeri: »Nej … At tage sig af to millioner syriske flygtninge er selvfølgelig en byrde for Tyrkiet. Det anerkender jeg … men de tyrkiske myndigheder skal gøre livet vanskeligere for ’the human traffickers«. Med andre ord: Man sætter da pris på, at Tyrkiet tager sig af to millioner syriske flygtninge, men det er kampen mod ’human traffickers’, der skal prioriteres.

I 2015 blev det diskuteret, om smuglerbåde i Libyens havne skulle destrueres med militær magt. En række politikere pegede på trafficking og traffickere som den ultimative grund. Smugling var åbenbart i selv ikke længere nok. Den forestående militære operation i Middelhavet, EUNAVFOR, mod smugling retfærdiggør da også militær intervention med »kampen mod smugling og kriminelle trafficking netværk«. I en artikel på openDemocracy af forskningsplatformen Beyond Trafficking and Slavery pointeres det, at denne sammenblanding af smugling og trafficking gør det muligt for EU’s ledere at diskutere og legitimere brugen af militærmagt, som om det var en moralsk nødvendighed. Hvilken politiker tør sige nej til at bekæmpe noget så ondt som en trafficker?

Den italienske premierminister bidrog yderligere til begrebsforvirringen i forbindelse med den militære operation i Middelhavet: »Human traffickers er dette århundredes slavehandlere og de skal straffes« (underforstået med militær magt). Det fik den engelske professor og slaveriforsker Julia O’Connell Davidson til spidst at pointere, at EU’s ledere historieløst perverterede slaveribegrebet.

For flygtninge fra Syrien er ikke slaver eller trafficking-ofre. Slaver blev tvunget ned i skibe, for at deres arbejdskraft kunne udnyttes. Syriske krigsflygtninge samtykker til at blive smuglet, fordi deres land er i krig. Og som Davidson påpeger, er det ikke ’slavehandlere’ og ’traffickere’, der forhindrer, at disse mennesker kan købe en flybillet til Europa for en tiendedel af, hvad den farlige overfart koster. Det er derimod de regler, der kræver, at flyselskaber ser et gyldigt visum, før de sælger en billet.

Når trafficking og slaveri forplumrer debatten, forbigås hovedårsagerne til døden på havet, nemlig krig og grænsekontrol.

Sine Plambech er antropolog og forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Fiskerne der sejlede danske jøder til Sverige, tog sig ofte godt betalt, for den farlige opgave, 'medmenneskeligheden' der bragte børn, kvinder og mænd til sikkerhed.
Uden sammenligning ellers.

EU bør give mulighed for, at søge asyl i Tyrkiet uden, at krigs flygtninge fra Syrien, skal risikere livet på en farlig rejse over Middelhavet.

Jeg vil nødig spekulere i hvorfor det ikke er tilfældet i dag.

Fra link:
- Når jeg ser på, hvordan nogle borgere opildner til holdninger mod flygtninge, eller hvor nedsættende der tales om jøder, spørger jeg mig selv: Hvor godt forankret er den menneskelige værdighed i folks hoveder!
sagde Josef Schuster, formanden for det Jødiske Centralråd i Tyskland ifølge dpa.
Link: http://politiken.dk/udland/ECE2652936/angela-merkel-vi-maa-aldrig-glemme...

PS. Det politiske Danmark burde elske de såkalte smuglere, det er liberal frihandel styret alene af udbud og efterspørgsel, det plejer da ikke bekymre de danske politikkere, at der ikke betales skat mm.

anbefalede denne kommentar