Læsetid: 3 min.

Terrorens København

Skud, tårer, blomster, betjente, mindeplader og mobile hegn. Dernæst: intet. Alt er som før – det er igen blevet glemsom hverdag
Skud, tårer, blomster, betjente, mindeplader og mobile hegn. Dernæst: intet. Alt er som før – det er igen blevet glemsom hverdag

Rasmus Fly Filbert

20. februar 2016

Mobilen bippede:

»Er du fjong?«

»Jeg er o.k., du er o.k.?«

Det var en sær lille sms-udveksling for godt et år siden. Parafrasen over 1970’ernes poppsykologiske perle kom sig af uvidenhed. Jeg troede, min ven drillede og ville fortælle mig, at jeg var o.k. som person. Næ, han havde hørt om skuddramaet på Krudttønden, nær min bopæl. Jeg havde været på arbejde, forskånet for nyheder. Jeg troede, det blot var fodboldbøller, der var skyld i afspærringen. Men det var mere alvorligt end fulde fodboldfans. Det var frygt, had, kugler og en voldsom død til tre personer på ganske kort tid.

Angrebet på Charlie Hebdo havde påvirket mig meget, og nu var det pludselig endnu tættere på. Det var på vejen til svømmeren. Det var lige over for mit andet hjem i 16 år, Hovedbiblioteket. Det var i mit gamle hood, Nordvest.

Surreelt og sørgeligt at gå forbi de mange, mange blomsterbuketter og tv-reportere, der talte for mig uforståelige sprog. Forstemmende at gå på Hovedbiblioteket og se blomsterhavet ved synagogen, omkranset af politibiler og betjente. Krystalgade var helt stille, totalt formummet.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lennart Kampmann

Terror kan håndteres kognitivt, fordi den fremstår tilfældig. Den placeres i kategorien "Der er altid en tosse derude" og indregnes som et vilkår. Lidt analogt til jordskælv og tornadoer. Sidstnævnte er naturfænomener der er knyttet mere frekvent til lokationer, og man kan til dels sige det samme om terror.

Bagefter er det naturligt at vende tilbage til dagligdagen. Få kan holde ud at leve i alarmberedskab mere end nogle dage.

Selv oplever jeg at gå forbi et kryds hvor en tragisk trafikulykke kostede et barn livet. Forældrene kommer sig næppe over den tragedie, men krydset er blevet renoveret, højresving gjort forbudt og andre børn cykler nu lystigt forbi uvidende om andres skæbne. Sådan er livet....

med venlig hilsen
Lennart

jan henrik wegener

Hvis man kun anlægger et rent statistisk syn (man mindes om talemåden om løgn, forbandet løgn og statistik) er der så mange "sager" der kan opløses i tilsyneladende ingenting. Der er vel trods alt for eksempel et lille mindretl der har været i fysisk nærkontakt med politiet. Dermed kan enjhver diskussion af dette på forhånd afvises? Overvågning? Hvad er det folk himler op for? Krige? De har en næppe målelig effekt på den almindelige dødelighedsstatistik. Og så videre.. Når man tænker over det er ret meget af det medierne beskæftiger sig med noget der direkte angår et forsvindende mindretal. Et andet syn kunne dog være hvad vi som samfund vil acceptere.

Måske har systemet ikke overreageret fordi der faktisk ikke er tale im terror, men en gal mands værk...

Lige nu forsøger myndighederne at foregive, at der står en organisation bag attentatmanden.