Læsetid 3 min.

Terrorens København

Skud, tårer, blomster, betjente, mindeplader og mobile hegn. Dernæst: intet. Alt er som før – det er igen blevet glemsom hverdag
Skud, tårer, blomster, betjente, mindeplader og mobile hegn. Dernæst: intet. Alt er som før – det er igen blevet glemsom hverdag
Rasmus Fly Filbert
20. februar 2016

Mobilen bippede:

»Er du fjong?«

»Jeg er o.k., du er o.k.?«

Det var en sær lille sms-udveksling for godt et år siden. Parafrasen over 1970’ernes poppsykologiske perle kom sig af uvidenhed. Jeg troede, min ven drillede og ville fortælle mig, at jeg var o.k. som person. Næ, han havde hørt om skuddramaet på Krudttønden, nær min bopæl. Jeg havde været på arbejde, forskånet for nyheder. Jeg troede, det blot var fodboldbøller, der var skyld i afspærringen. Men det var mere alvorligt end fulde fodboldfans. Det var frygt, had, kugler og en voldsom død til tre personer på ganske kort tid.

Angrebet på Charlie Hebdo havde påvirket mig meget, og nu var det pludselig endnu tættere på. Det var på vejen til svømmeren. Det var lige over for mit andet hjem i 16 år, Hovedbiblioteket. Det var i mit gamle hood, Nordvest.

Surreelt og sørgeligt at gå forbi de mange, mange blomsterbuketter og tv-reportere, der talte for mig uforståelige sprog. Forstemmende at gå på Hovedbiblioteket og se blomsterhavet ved synagogen, omkranset af politibiler og betjente. Krystalgade var helt stille, totalt formummet.

Der var stadig stille en god måneds tid senere, da mindepladen for Dan Uzan blev sat op. De fine ord skal citeres her: »Ondskab kan alene overvindes ved godhed mellem mennesker. Godhed kræver mod.«

Frygten og forandringer

Pludselig var der også bevæbnede betjente ved de jødiske ældreboliger på Østerbro. Synet af politifolk, der vogtede mennesker, der havde formastet sig til at lade sig føde for 80-90 år siden af en jødisk mor, var ved at få mig til at græde på gaden.

Små to uger senere gjorde en graffiti på Vestegnen med ordlyden »Dræb jøder« mig svimmel og forstemt. Her var ingen tegninger at skyde skylden på, men et had så stærkt og blindt, at mord forekom at være løsningen. Dét var frygteligt, dét gav mig angst og en knugende fornemmelse i maven. Men jeg sagde ingenting og fortsatte, som jeg plejede, bare en smule mere intenst. Lidt mere i live.

Blomster og bevæbnede betjente. Det var den mest synlige forandring i gadebilledet. Men en dag var alle blomsterbuketterne væk. Prosaisk hverdag med fejemaskiner, barnevogne og rollatortrillende gamlinge borteroderede mindet om kugler, der borer sig gennem varmt kød og slukker det i løbet af sekunder.

Der kom et nyt vindue op i Krudttønden, der blev ryddet op, og scenelysene blev tændt igen. En diskret mindeplade for Finn Nørgaard er sat op på kulturhuset. Den er af stål, og der er et hjerte på. Mindepladen sidder lige under et overvågningskamera. Dem er der knap en halv million af i Danmark. Ingen ved det, ingen samlet statistik findes endnu, ingen overordnet myndighed har til opgave at holde øje med dem, der holder øje med os. Måske fik terrorangrebet 14. februar salget af overvågningskameraer til at eksplodere?

Keep calm and carry on

Ni måneder senere: ikke en baby, men Bataclan. Koncertgængere i Paris blev skudt ned i hobetal. Det kunne ses i København bagefter, da den franske ambassade fik politibevogtning, mobile hegn og læssevis af blomsterbuketter.

I dag er betjentene og buketterne væk, men hegnene står der endnu. Hvordan en lav hullet metalplade skulle kunne afværge et skyderi, vides ikke. Måske er det amuletter, der bare ligner hegn?

Det mest forbløffende ved terroren i København, er, at der ikke rigtig er sket noget. Der er ikke kommet pigtrådshegn op omkring hverken synagogen eller Krudttønden. Vagterne er også væk. Ingen metaldetektorer tjekker os, når vi står på busser, metro eller tog, selv om 52 personer blev dræbt af en bombe i Londons tube i 2005 og 191 på en af Madrids banegårde i 2004.

Vi har – trods alt – heller ikke paranoiaoppiskende højttalerudkald på Hovedbanegården ligesom i Stockholms Centralstation, hvor man bliver advaret om at lade fremmede »hjælpe sig med sin bagage«. Hvis ikke man var bange nok i forvejen, så hjælper myndighederne én på vej ved at minde om de utallige potentielle ulykker, der bare venter på at ske.

Min egen lillebitte form for terrorbekæmpelse er at prøve at elske mere. For hvis det var mig, der lå og rystede bag et cafébord i kugleregn, vil jeg gerne have at mine sidste tanker var om kærlighed. Og at mine nære ved, at jeg elsker dem: Jeg elsker jer, lad os være gode mod hinanden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Lennart Kampmann
Lennart Kampmann

Terror kan håndteres kognitivt, fordi den fremstår tilfældig. Den placeres i kategorien "Der er altid en tosse derude" og indregnes som et vilkår. Lidt analogt til jordskælv og tornadoer. Sidstnævnte er naturfænomener der er knyttet mere frekvent til lokationer, og man kan til dels sige det samme om terror.

Bagefter er det naturligt at vende tilbage til dagligdagen. Få kan holde ud at leve i alarmberedskab mere end nogle dage.

Selv oplever jeg at gå forbi et kryds hvor en tragisk trafikulykke kostede et barn livet. Forældrene kommer sig næppe over den tragedie, men krydset er blevet renoveret, højresving gjort forbudt og andre børn cykler nu lystigt forbi uvidende om andres skæbne. Sådan er livet....

med venlig hilsen
Lennart

Brugerbillede for jan henrik wegener
jan henrik wegener

Hvis man kun anlægger et rent statistisk syn (man mindes om talemåden om løgn, forbandet løgn og statistik) er der så mange "sager" der kan opløses i tilsyneladende ingenting. Der er vel trods alt for eksempel et lille mindretl der har været i fysisk nærkontakt med politiet. Dermed kan enjhver diskussion af dette på forhånd afvises? Overvågning? Hvad er det folk himler op for? Krige? De har en næppe målelig effekt på den almindelige dødelighedsstatistik. Og så videre.. Når man tænker over det er ret meget af det medierne beskæftiger sig med noget der direkte angår et forsvindende mindretal. Et andet syn kunne dog være hvad vi som samfund vil acceptere.

Brugerbillede for Bill Atkins

Måske har systemet ikke overreageret fordi der faktisk ikke er tale im terror, men en gal mands værk...

Lige nu forsøger myndighederne at foregive, at der står en organisation bag attentatmanden.