Analyse
Læsetid: 4 min.

Ulvesaksen

500 år efter Mores ’Utopia’ er det værd at overveje, hvilke forestillinger der er de egentlige utopier
500 år efter Mores ’Utopia’ er det værd at overveje, hvilke forestillinger der er de egentlige utopier

iBureauet/Mia Mottelson

Moderne Tider
6. februar 2016

Utopien synes umiddelbart at være noget af det mest almindelige og mest menneskelige. Hvad kunne være mere oplagt end at drømme sig hen til et sted, som ikke findes? Danne sig en forestilling om verden, sådan som den burde være.

Utopierne har imidlertid et blakket ry nu om dage. Efter det 20. århundredes politiske katastrofer fandt mange det oplagt at skyde skylden på utopierne. Det var de vilde ideer om revolutioner af forskellig politisk observans, som havde været skyld i århundredets mange ulykker.

Derfor synes lektien for mange efter ’utopiernes århundrede’ også at være at vende sig mod realiteten. Man må være realistisk og pragmatisk og ikke lade sig forføre af utopiernes drømmeslør.

Som Slavoj žižek har bemærket, er det dog, som om realismens kritik af utopierne er ved at gå op i limningen. I takt med at klimaforandringerne truer mere og mere i horisonten, og i takt med at de politikere, der prædiker realisme, mådehold og rationalitet, mister befolkningens tillid til, at de kan meget andet end at prædike, er det, som om den virkelige utopi er selve forestillingen om, at vi kan blive ved med at fortsætte ad den såkaldte realismes spor.

Tænkningens låsning

Det er således ikke længere drømmene om det kommende samfund, der er utopiske. Det er derimod forestillingen om, at det forhåndenværende samfund kan bestå. Men samtidig med, at denne indsigt begynder at sætte sig rundtomkring på avisredaktioner og ved kaffebordene, er det også, som om desperationen melder sig.

For det lader ikke til at blive nemmere at spå om, hvad der bliver det kommende samfund. Det værste ved den realistiske verdensorden er netop, at den selv er en dårlig utopi. Vi lever i en slags utopisk postutopisk tidsalder, som netop ved sin stædige tro på konkurrence og markedskræfter som den eneste vej frem hverken levner plads til selvkritik eller genuine opfindelser.

Det er, som om vi har at gøre med noget mere fundamentalt end blot en tilfældig mangel på politisk fantasi. Måske er det selve tænkningen, den er gal med? En ting er nemlig, at når vi forsøger at tænke realistisk, så bliver det blot en dårlig utopi. Men når vi omvendt forsøger at tænke utopisk i dag, bliver det enormt tandløst og dermed næsten endnu værre end det realistiske spor.

Måske er det rent faktisk karakteristisk, at når vore dages politikere skal beskrive det perfekte samfund, bliver det netop noget med »Det Danmark, du kender« og så en gang tryghed og velstand i et tykt lag ud over. Hvis det skal kaldes en utopi, bør vi i dag gå langt uden om utopierne.

Resignation

Ifølge Jacques Lacan er en utopi en forestilling, som på en måde er alt for billig. Utopi i denne forstand ville således ikke være det rigtige ord for det 20. århundredes meget voldsomme projekter, som filosoffen Alain Badiou har beskrevet som en »passion efter det reelle«, dvs. en passion efter at konfrontere nogle helt grundlæggende problemer og antagonismer i samfundet.

Utopien passer meget bedre til vore dages postpolitiske tilstand. Den er forestillingen om, at der kan findes et samfund eller mere generelt en verdensorden, som er helt igennem harmonisk, og hvor vi rent faktisk slet ikke behøver at tænke eller undersøge os selv. En slags tilstand af ren fordragelighed og nydelse; ’Herredet’ i Ringenes Herre, med småtykke og veltilfredse hobitter, møder forbrugerismens ukomplicerede instant gratification.

Utopien er blevet til selvfedme: »Vi er de bedste i verden« (hvilket både danskere og nordmænd og amerikanere og en del andre synes at mene, at de er). I stedet for at tænke et nyt sted opløses alle tankekræfter i en national nutids sorte hul.

Vi er med andre ord fanget. Både realisme og utopisme er i dag en del af det samme kompleks, som vi må overskride for at kunne komme videre. Det er som en ulvesaks: Jo mere vi kæmper imod, jo mere sidder vi fast.

Vi ved godt, at det hele ikke kan fortsætte, som det gør nu, men vi kan alligevel ikke rigtig rykke os ud af stedet. Vi kommer hele tiden op med det samme. Vi tør ikke konfrontere de virkelige problemer.

Måske er den eneste vej ud en slags begavet resignation: Vi må erkende, at vi sidder fast, og at vi måske må ofre et ben eller to for at komme videre. Fra utopien om en helt anden verden til en handling, der blot minimalt ændrer den situation, vi er låst i.

Det fortælles om ulvesakse, at den måde, ulven som regel lykkes med at slippe ud af kniben på, er at bide sine poter af. Hvor destruktivt – og ikke særlig utopisk – det end kan lyde: Det er den bevægelse, vi må foretage.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her