Læsetid: 6 min.

En algerisk forfatter i ideologisk sandstorm

Den algeriske forfatter Kamel Daoud høstede næsten Frankrigs største litteraturpris og kæmpede i årevis så meget for kvinders frihed i algeriske medier, at han er udsat for en fatwa. Nu har han trukket sig fra journalistik efter et mediestormvejr om en kronik, hvor han beskyldte islam for at have et sygt forhold til kvinder
12. marts 2016

Den algeriske forfatter og journalist Kamel Daoud har meddelt, at han trækker sig fra journalistik, og på mange måder kan man ikke fortænke ham i det.

I forvejen var Daoud udsat for en fatwa i Algeriet. Han har netop vundet retssagen mod den imam i Algeriet, som nedkaldte fatwaen, men dødstruslen forbliver. Uden for loven.

I kølvandet på Køln-hændelserne nytårsnat hævdede Daoud så både i New York Times og Le Monde, at »muslimsk arabisk kultur har et sygt forhold til kvinden«. Daoud blev derfor med et indlæg i Le Monde underskrevet af 19 eminente franske forskere anklaget for islamofobi .

Nu har han trukket sig. Han er træt, vil tilbage til litteraturen. Sådan er en måned lang debat i især franske medier endt, og det er på mange måder ekstremt sørgeligt, som det konstateres i Le Monde, hvor debatten opstod.

Hvordan kom det så vidt?

Der findes et begreb inden for filosofi, som stammer fra græsk mytologi og hedder ’mellem Skylla og Charybdis’. Det handler om at navigere mellem to søuhyrer. Man kan næsten ikke slippe gennem strædet mellem og Sicilien, fordi de hersker der. Det er disse to uhyrer, Daoud nu prøver at undgå med tavshed.

Alt går galt

At navigere mellem muslimsk arabisk kultur og et kristent demokratisk verdensbillede synes at have fået denne karakter: Lige meget, hvad man siger, siger man det forkerte.

Endnu en gang begyndte det på den der plads i Køln. Det blev symbol på, hvad ’sandhed’ og ’fakta’ er. Og dernæst på, hvad politisk handlen er eller ikke er.

Det er svært overhovedet at prætendere at være objektiv, når man skal forklare, hvad der skete på den plads, men hermed en skitse: En masse tyske kvinder blev nytårsnat ved indgangen til 2016 overfaldet og seksuelt forulempet af en masse mænd af ’nordafrikansk udseende’. Eller måske ’asylsøgere’. Sådan lød de første meldinger fra medierne.

Forskere vil helt uden tvivl i de kommende år skrive ph.d.’er og holde store konferencer om, hvad der rent faktisk fandt sted på den plads. Kriminologisk set. Retfærdigvis må man sige, at det er sådan ’sandhed’ skabes i Occidenten. I vores verdensdel. Med tonsvis af forskning, da sandhed jo ikke er noget, der er givet af gud, vel?

Så forskning om, hvordan politiet reagerede, hvordan pressen reagerede, hvordan politikere og folk derpå reagerede. Sådan bliver sandhed til. Men også undersøgelser af de sociale medier, og hvilken betydning de kom til at spille for tysk asylmodtagerpolitik. Men også om, hvem de personer, som gjorde det, så egentlig var?

Hvad deres motiver var, bevidste og ubevidste? Var der overhovedet asylmodtagere tilstede, og er det måske helt lige meget for andre niveauer af sandheden? ’Sandheden’ om, hvordan alle mulige mennesker derefter reagerede.

En form for tsunami, ikke kun dér på pladsen, men i en voldsom kollektiv bevægelse.

Men vi ønsker sandhedsvidner. Straks.

Den omvendte Camus

Det er her den algeriske journalist Kamel Daoud kommer ind i billedet. Han er den type, man spørger. Kamel Daoud har i over 20 år kæmpet mod de formørkede sider af islamisk og arabisk kultur. Det har han gjort som algerier bosat i Algeriet.

Han har været chefredaktør for Quotidien d’Oran, har skrevet debatindlæg i en række andre dagblade, så det rakte ud over grænsen til hele verden: Le Monde, New York Times, La Repubblica. Han er fortsat fast kronikør for det franske tidsskrift Le Point. Han er aktør. Intellektuel selv, ja, men aktør.

Men ikke mindst er Kamel Daoud så siden 2014 modtager af den franske Goncourtpris for sin første roman Meursault – contre-enquête (Meursault – en modundersøgelse). Romanen bjergtog de fleste og ikke mindst de intellektuelle, fordi den vendte Camus’ roman Den fremmede på hovedet. I jargonen kan det kaldes en ’metaroman’.

Den blev anmeldt i Information af undertegnede og er en undersøgelse af, hvem den ukendte araber i Camus’ roman er. I Daouds roman får den araber, der slås ihjel uden anden grund end en eksistentiel krise hos Camus’ hovedperson, omsider et navn. Det har han aldrig i Camus’ roman.

Araberen får eksistens, som handler om kolonialisme og en mors uendelige sorg. I Daouds roman er det broderen til den myrdede, som fortæller. Daoud viste med sin roman ekstrem indsigt i menneskehedens mørkeste sider – ganske som Camus. Han viste også dobbeltkulturens vanskeligheder. Hvordan slippe ud af sin mors sorg over den myrdede bror. Kan det at tale fransk være en frelse, kan det at slippe væk fra mor for at slutte sig til fædrelandet?

Men så skrev Daoud i forbindelse med Køln det indlæg om den seksuelle misére i den arabiske verden. Han skrev, at ja, at alle disse mænd, som kommer til vesten kun kan hungre, begære og foragte vestlige kvinder.

»Det er denne frihed, den asylsøgende, indvandreren, ønsker og begærer uden at anerkende det. Det er vesten set gennem kvindens krop; kvindens frihed set gennem religionens prisme, om tilladelse og dyd. Kvindens krop ses ikke som det essentielle sted for vestens værdier, men som forfald. Man ønsker at gøre den til ejendom eller som en forbrydelse, man må sløre.«

Citat slut.

Nu er det sådan i Frankrig, at denne form for udtalelser ikke blot godtages som et udsagn om, hvordan ’alle’ arabere eller muslimer er. Frankrig står med oplysningstiden i spidsen for, at man aldrig kan sige ’alle’ om nogen. At hver eneste person er et retssubjekt.

Derfor er skuffelsen måske så stor. Så nu er der opstået noget, som kan ligne en intelllektuel fatwa mod Daoud.

19 eminente ’franske’ forskere i historie, antropologi, sociologi, religion og journalistik stod frem, de fleste med arabisk klingende navne, og underskrev en fælles opsang mod Daoud. De anklagede ham for at være islamofob. Det er forskere, der som Daoud er ekstremt veluddannede i både arabisk og fransk kultur.

Så sagen er speget. Hvide vestlige forskere? Nej. Daoud som forfuldt uskyldighed? Nej.

Hverken sandhed eller kompromis

I sidste uge bragte Information et indlæg fra Pascal Bruckner, hvor han sammenligner Daouds situation med afhoppede stalinister. Det lyder på en måde helt ok.

Daoud er ifølge Bruckner at sammenligne med budbringeren fra stalinistisk formørkelse og bliver af blinde kulturrelativister anklaget for »islamofobi«. Et begreb, der ifølge Brucker er »smedet som ideologisk våben af Teherans mullaher og bliver gjort til instrument for censur«. Smedet af de onde som hemmeligt våben, der får Vestens kulturrelativister til at holde kæft med visse sandheder.

Altså muslimer er lig med ekstremistiske kommunister. Bruckner er fortaler for ytringsfrihed. På en måde lyder det ekstremt sympatisk.

Men de 19 parisiske forskere er ikke særlig parisiske, hvis man ser lidt nærmere på dem. De har arabiske navne. De har begået forskning ud fra langt mere komplekse indsigter end Daouds elefant i postkolonialismens porcelænsbutik.

Så de 19 underskrivere er ikke bare stalinistiske idioter. De er ikke en trojka. Hvis der skjules en konspiration, så nej. Men triste er de, og overfaldet på Daoud er mest på højde med skuffede forventninger.

Man har så kunnet læse en meget smuk korrespondance mellem Adam Shatz og Kamel Daoud i Le Monde. Meningen var vist, at den skulle være privat.

Shatz er ked af det og skuffet. Han forstår ikke Daouds forsimplede udsagn. Shatz er en højt anerkendt journalist i New York. Jøde. »Det er virkelig svært for mig at tænke, at du tror på, hvad du siger,« skriver Shatz. Høfligt.

Og Daoud fortæller om sin kærlighed til Algeriet, og at han ikke mere vil være journalist.

Charybdis er det uhyre, som vil have alt eller intet – sandhed eller ikke sandhed. Det dør man som bekendt af. Scylla er lige så slem. Det er kompromisernes uhyre. At lade nogen dø for at frelse andre.

Måske skal man bare fortælle sin historie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu