Læsetid: 4 min.

»Vi er meget antidogmatiske«

»Det er endnu mere vigtigt end nogensinde, at der bliver skabt alternative moskémiljøer, hvor man blandt andet fokuserer på kvinders rettigheder, og hvem er bedre til at gøre det, end os kvinder, som selv har stået med de samme problematikker?«
»Det er endnu mere vigtigt end nogensinde, at der bliver skabt alternative moskémiljøer, hvor man blandt andet fokuserer på kvinders rettigheder, og hvem er bedre til at gøre det, end os kvinder, som selv har stået med de samme problematikker?«
12. marts 2016

Hvad tænker du om TV 2’s serie ’Moskéerne bag sløret’?

»De her miljøer, som vi har set på TV 2, udgør heldigvis ikke majoriteten, men de er der, og der er nogle mennesker, der lider under, at det er så reaktionært og problematisk et miljø. Derfor er det endnu mere vigtigt end nogensinde, at der bliver skabt alternative moskémiljøer, hvor man blandt andet fokuserer på kvinders rettigheder, og hvem er bedre til at gøre det, end os kvinder, som selv har stået med de samme problematikker? Vi har i vores moské for kvinder, Mariam Moskéen udviklet en islamisk vielseskontrakt, som giver kvinder retten til skilsmisse, som understreger, at polygami ikke er en mulighed for manden, og at kvinden i tilfælde af skilsmisse har lige så meget ret til børnene. Der står også i kontrakten, at hvis der optræder psykisk eller fysisk vold eller andre trusler, er ægteskabet opløst. Den skal begge parter underskrive. Det er blandt andet et modtræk til den version af islam, man ser i de udsendelser.«

Hvem bruger den nye moské for kvinder?

»Vores moské bliver brugt af ikke mindst unge par, der henvender sig for at få en islamisk vielse. Vi har viet fem par – senest i går, hvor vi også havde en konvertering. Der kommer også en del unge, som søger islamisk vejledning til deres problemer og føler sig trygge ved de kvindelige imamer.«

Hvorfor er det primært unge?

»Jeg tror, den nye generation af danske muslimer, ja unge muslimer i hele Europa, længes efter en mere progressiv islamfortolkning, som er mindre traditionel og mere spirituel, og som er mere orienteret i forhold til det samfund og den tidsalder, vi lever i nu og her. Mariam Moskéen er funderet på sufismen – den spirituelle visdomslæring indenfor islam. Vi er meget antidogmatiske og forsøger at kigge bagved for at finde den dybere mening.«

Hvordan er den første måned i moskeen gået?

»Lige nu er moskeen åben for islamisk sjælesorg, skilsmisse og vielser. Og vi er blevet bekræftet i, at der er et behov for kvindelige imamer i en moské, hvor kvinder kan henvende sig om alt fra islamisk skilsmisse, vold og andre sensitive temaer.«

Har I modtaget trusler?

»Ikke en eneste trussel, men vi har været genstand for kritik. Den har højst været moralsk eller baseret på argumenter om, at vi bryder med den islamiske tradition, men vi har meget stærke islamiske kilder, der underbygger det, vi gør. Således anerkender tre ud af fire islamiske retsskoler kvindelige imamer for andre kvinder. Profetens hustru Aisha ledte bønnen for andre kvinder, og koranen såvel som Profeten understreger, at det er viden og ikke kønnet, der er afgørende for, hvem som skal være forbillede i bøn eller tale.«

Er der dele af islam, der efter din mening er forældet?

»Det er ikke nogen hemmelighed, at den traditionelle position indenfor islam ikke kan ikke leve op til nutidens krav. Der er moderne problematikker, som vi er nødt til at forholde os til. Vi lever i Europa. Hvad er chancen for, at man bliver forelsket i en ikkemuslim? Den er ret stor. Men hvad gør man? Ifølge den traditionelle position er det ikke tilladt at blive gift med en ikkemuslimsk mand. Det er blandt andet traditionelle islamudlægninger, der ikke følger med tiden, som vi gerne vil skabe et alternativ til.«

Går du i kirke?

»Ja. Jeg er vokset op med en kristen mor, så det er helt naturligt for mig. Jeg elsker kirker og stemningen af højtidelighed, melankoli og musik. Natkirker er et fantastisk koncept, og det har inspireret os i Mariam Moskéen til ideen om at starte en natmoské en lørdag om måneden en gang i fremtiden.«

Hvad er det mest vidunderlige for dig ved islam?

»Det er for eksempel at træde ind i Umayyade-moskeen i den gamle bydel i Damaskus, hvor min far kommer fra, og hvor min farfar kaldte til bøn. Når jeg kommer derind, og der bliver kaldt til bøn, ved jeg, hvorfor jeg er muslim. Det er vidunderligt, når man bliver overvældet af en følelse af at være tæt på det guddommelige.”«

Hvornår mærkede du, at du blev voksen?

»Helt klart, da jeg blev gravid med mit første barn. Jeg har fire, og da jeg blev gravid med Aisha Dunya, mit første barn i 2004, fik jeg for første gang i mit liv jordforbindelse, og det havde jeg ikke haft før. Jeg blev bogstaveligt talt fysisk tynget mod jorden, fik opkast og bækkenløsning og måtte ligge ned i fire måneder. Det var ellers min storhedstid, hvor jeg rejste rundt i verden, hele min kalender var booket, men jeg måtte aflyse alle mine foredrag og bare acceptere, at jeg skulle være mor. At blive voksen er at give slip på sit eget ego, og det var det, der skete. Pludselig handlede det hele ikke længere om mig.«

Hvis du skulle leve i en anden tid, hvilken skulle det så være?

»Helt klart en ikkedigital tidsalder. Der er en vending, der lyder: When you are online – you are off life

Hvilken sang burde alle høre?

»Jeg kan godt lide arabisk musik. En af mine favoritkunstnere er Fairuz, en libanesisk, kristen sangerinde, som synger en sang, der hedder ’Wa habibi’ – som betyder ’min elskede’. Jeg har studeret i Damaskus – og til påske bliver den sang spillet alle steder: på gaden og i taxaen – for den handler om Jesus. Det er en virkelig smuk kærlighedssang.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • ingemaje lange
Niels Duus Nielsen og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som ikke-troende tilhænger af trosfrihed og kulturfrihed (indenfor gældende lov) finder jeg Sherin Khankan's virke beundringsværdigt - ikke mindst dét at pege på sufismen https://da.wikipedia.org/wiki/Sufisme har min sympati, og jeg mindes et digt af sufien Jal al-Ddin Rumi:
Denne flygtige verden er et tegn på sandhedens mirakel
men selvsamme tegn er et slør, der skjuler de evige sandheder
; - )

Anne-Marie Krogsbøll

"Hvad er det mest vidunderlige for dig ved islam?

Hvad er det mest vidunderlige for dig ved islam?
»Det er for eksempel at træde ind i Umayyade-moskeen i den gamle bydel i Damaskus, hvor min far kommer fra, og hvor min farfar kaldte til bøn. Når jeg kommer derind, og der bliver kaldt til bøn, ved jeg, hvorfor jeg er muslim. Det er vidunderligt, når man bliver overvældet af en følelse af at være tæt på det guddommelige.”«

Godt spørgsmål - og beundringsværdigt, at man kæmper for at opbløde de mere dogmatiske dele af Islam.

Men jeg undrer mig over svaret her - er det virkeligt en bygning, der er kernen i det guddommelige i Islam? Hvad med indholdet i selve troen?

Oplevelsen af guddommelighed kan man opnår mange steder - så er man ikke nødt til at tage stilling til selve troen, når man "vælger" sin religion?

Og der kunne jeg godt tænke mig svar på spørgsmålet: Hvad er det i selve den muslimske tro, som tiltaler dig?