Brevkassen: Hvordan tackler jeg min kones hang til healere?

John, 2300 S

Min elskede hustru gennem 32 år er begyndt at skrante. Da hun ikke har fået nogen egentlig diagnose (bortset fra diabetes), er hun begyndt at opsøge alternativ behandling, tage alverdens former for kosttilskud og i det hele taget dyrke ting, som hun aldrig før i sit liv har troet på eller udvist interesse for. Blandt andet healing.

Hun taler meget om det, men hvor gerne jeg end ville, så har jeg virkelig svært ved at støtte hende. Så jeg siger bare: »Det lyder spændende«, men det kan hun selvfølgelig godt høre, at jeg ikke mener efter alle de år.

Jeg er ikke læge, men jeg er ret naturvidenskabeligt anlagt, og for at være helt ærlig, så tror jeg ikke på noget af det. Hvordan kan vi komme videre. Skal jeg sige, at jeg synes hun skal droppe det (for det synes jeg), eller skal jeg sige, at jeg ikke gider høre om det? Jeg tror, at det vil gøre hende ked af det.

Svar I:

Jeg skal fortælle dig en historie, et fornuftsmenneske som dig nok vil sætte pris på: Niels Bohr havde engang i sit sommerhus besøg af en berømt videnskabsmand. Gæsten fik øje på en lykkebringende  hestesko, som Bohr havde hængende over døren.

»De tror da vel ikke på  den slags overtro?« spurgte han fortørnet. Hvortil Bohr svarede: »Naturligvis ikke, men jeg har hørt, at det også bringer held, selv om man ikke tror på det.«

Måske du kan håndtere din kones interesse for alternativ behandling med den samme finurlige overbærenhed? For fascinationen består vel delvist i, at der ikke foreligger videnskabelig evidens.

Hvis det hjælper dig, kan jeg også komme med en af mine lommepsykologiske motivanalyser og sige noget med, at det måske er udtryk for midtvejskrise, åndelig søgen eller mangel på meningsfulde hobbyer. Men i sidste ende gør du nok klogest i at fortælle din kone, at du er  glad, hvis healingen gør hende gladere, men at hun ikke skal forvente  den store deltagelse fra din side.

— Anna Ullman

Svar II

Når to individer har tilbragt hver eneste dag i en menneskealder sammen, sker der tit det, at de bilder sig ind, at de ikke længere er to individer, men et. De mest almindelige symptomer er fællesøkonomi, ens træningsdragter og den slags, men det sker også, at noget så personligt som tankesæt smelter sammen.

Det er kedeligt, når det sker, og det lyder, som om I kunne være i risikogruppen. Men husk nu: Din hustru er ikke dig, og du er ikke hende. I er to forskellige individer, og det er helt fint, at I ikke tror på de samme ting, går op i de samme ting og kan lide de samnme ting.

Hvis din hustru tvang dig til at gå til healing eller på en eller anden måde forsøgte at omvende dig, skulle du selvfølgelig skynde dig at spænde hanen på din revolver. Men det er jo ikke sagen. Tværtimod foreslår du, at du opfordrer hende til at gøre det, du selv ville gøre – altså sige nej til healing – men hvis du gjorde det, ville du opildne til en kedsommelig ensliggørelse af jer.

De sjoveste par er jo dem, der formår at fastholde deres individuelle forskelligheder. Selvfølgelig skal du ikke spille skuespil og sige, at du tror på healing, når alle ved, at du ikke gør det. Du skal bevare din skepsis. Men når healing giver din hustru håb og en følelse af mening, skal du lade hende heale alt det, hun vil.

— Rasmus Elmelund