Læsetid: 14 min.

Diktatorens udsendte guldfugle

Når danske hoteller, fabrikker og private hjem i dag bemandes af filippinsk arbejdskraft, skyldes det ikke mindst diktatoren Ferdinand Marcos. Selvom det er 30 år siden, generalen blev tvunget i eksil, satte hans regimes satsning på arbejdskrafteksport varige spor. At sende arbejdere ud i verden var med Marcos’ arbejdsministers ord en metode til at lette presset på det hjemlige arbejdsmarked, øge statens indtægter, understøtte betalingsbalancen og »eksportere utilfredsheden«
Patricio Valenzuela har som en af ganske få filippinere fået politisk asyl i Danmark, som hans søskende forinden var rejst til som arbejdsmigranter. Marcos-diktaturet satte fra starten af 1970’erne eksport af arbejdskraft i system, og eksporterede samtidig ’utilfredsheden’. I dag hjælper Patricio Valenzuela landsmænd, der kommer til Danmark som au pairs

Patricio Valenzuela har som en af ganske få filippinere fået politisk asyl i Danmark, som hans søskende forinden var rejst til som arbejdsmigranter. Marcos-diktaturet satte fra starten af 1970’erne eksport af arbejdskraft i system, og eksporterede samtidig ’utilfredsheden’. I dag hjælper Patricio Valenzuela landsmænd, der kommer til Danmark som au pairs

Sofie Amalie Klougart

5. marts 2016

»De eksemplariske liv, filippinere lever i udlandet, gør mig fornøjet.« Sådan skrev general Ferdinand Marcos i 1980 i en hilsen til Filipino Association in Denmark.

Generalen, der blev valgt til Filippinernes præsident i 1965 og fra 1972 regerede landet pr. dekret frem til diktaturets fald i 1986, havde om nogen sørget for, at antallet af filippinere i udlandet steg markant fra 1970’erne. En tendens, der siden er blevet forstærket, så der nu hver eneste dag er omtrent 6.000 filippinere, der rejser ud for at arbejde.

Marcos kunne allerede i 1980 roligt være fornøjet med den arbejdskrafteksport, han havde fået sat i system. Ikke nok med, at filippinske arbejdere i blandt andet København holdt snuden oppe på Filippinernes økonomi med de mange hjemsendte penge, kaldet remitter; migrationen udgjorde også en politisk ventil for et land med voksende social og økonomisk uro.

De rigere aftagerlande nød godt af den rigelige og fleksible arbejdskraft, der med globaliseringen blev stillet til rådighed, mens lande som Nepal formede deres egne arbejdskrafteksport med direkte inspiration og oplæring fra Filippinerne.

I dag har Nepal ifølge Verdensbankens tal overgået sin læremester målt på migranters pengeoverførsler til hjemlandet: 10 procent af Filippinernes BNP udgøres i dag af de penge, almindelige arbejdere sender hjem, og for Nepals vedkommende er tallet næsten 30 procent.

I sidste uge var det 30-året for Marcos-diktaturets fald i Filippinerne. Men arbejdsmigrationen, der blev institutionaliseret under Marcos og hans arbejdsminister Blas F. Ople, har haft afgørende betydning for generationer af filippinere helt op til i dag, fortæller Jean Gocotano, der kom til Danmark som au pair i 2010 efter nogle år som husarbejder i Hongkong.

»Jeg var to år, da Marcos faldt, men hans arbejdskrafteksport-program er fortsat og intensiveret under efterfølgende præsidenter,« siger Jean Gocotano. »Det er ikke sådan, at arbejde i udlandet virkede som en lovende mulighed. Jeg vidste, det ville blive hårdt. Men det liv, jeg forlod, var ikke et liv. Alt er indrettet på, at man skal rejse.«

Eksportere utilfredsheden

I en tale i 1977 forklarede arbejdsminister Blas F. Ople om arbejdskrafteksport som »midlertidig« strategi:

»Det er en måde, hvorpå vi kan lette presset på vores hjemlige arbejdsmarked, øge vores indirekte indtægter og understøtte vores ofte vaklende betalingsbalance og – tilfældigvis – samtidig eksportere utilfredsheden.«

På det tidspunkt havde Filippinerne været i undtagelsestilstand i mere end fire år. I officielle tal var 1,3 millioner arbejdere rejst ud, og de sendte mere end 200 millioner dollar hjem hvert år. De arbejdere, der blev i Filippinerne, fik et råd af Blas F. Ople, da han året forinden var inviteret til at tale på International Confederation of Free Trade Unions (i dag en del af ITUC) Asienskonference:

»Lad os være ærlige og oprigtige. Hvis fagforeninger skulle have den opfattelse, at deres fremtid ligger i at sprede budskabet om klassekamp, national splittelse og socialt kaos, ville de fremskynde deres egen død.«

Det var ikke tomme ord fra Marcos’ arbejdsminister. Uafhængige fagforeningsaktivister var blandt dem, der stod øverst på regimets sorte lister. Det anslås, at flere mennesker ’blev forsvundet’ under Marcos’ diktatur i Filippinerne end under Pinochets diktatur i Chile.

Omtrent samtidig med, at Blas F. Ople advarede fagforeningerne mod at opildne til klassekamp, blev Patricio Valenzuela arresteret første gang. Hans søster var taget til Danmark som stuepige på Hotel Scandinavia i 1973, og han selv havde fået læreplads som metalarbejder på den amerikanske flådebase Subic, der var blevet bygget af de spanske koloniherrer, og siden overtaget af de amerikanske.

Efter den filippinske selvstændighed havde USA fået lov at beholde en lang række militære faciliteter i landet, og selv om mange var imod de amerikanske soldaters tilstedeværelse, udgjorde baser som Subic, der strækker sig over et område på størrelse med Singapore, vigtige job i et land, hvor størstedelen af indbyggerne hutlede sig igennem som jordløse bønder. Heriblandt Valenzuela-familien.

I 10 dage i januar 1976 anede Patricio Valenzuelas familie ikke, hvor han var. Den dag i dag plages Patricio Valenzuela af tanken om, at det måske tog livet af hans far.

»Han var syg, men min søster var rejst til København for at arbejde, så vi kunne få penge til medicinen, og det gik faktisk bedre. Men da jeg forsvandt, fik han et hjerteanfald og døde,« fortæller Patricio Valenzuela. Han var blevet pågrebet i forbindelse med en strejke for højere løn på flådebasen.

»De førte mig til et sikret hus,« fortæller Patricio Valenzuela. »Der var seks personer fra efterretningstjenesten. Jeg blev bagbundet og så sparkede de mig rundt mellem sig, som om jeg var en fodbold.«

Han blev også udsat for water cure – i dag kendt som water boarding – en torturmetode, amerikanerne brugte flittigt under den filippinske uafhængighedskamp ved århundredeskiftet. Ofret bliver lagt på ryggen og munden tvunget åben, mens der hældes vand ned over ansigtet. Metoden er designet til at give følelsen af at drukne, uden at ofret dør.

»De ville vide, hvor dybt jeg var involveret i undergrundsbevægelsen,« fortæller Patricio Valenzuela, »de ville have navne på personer og steder. Jeg vidste heldigvis ikke ret meget, og gav dem kun navne på folk, jeg vidste allerede var blevet slået ihjel.«

I løbet af de mere end to et halvt år, Patricio Valenzuela var fængslet uden rettergang, begyndte han at uddanne sig politisk.

»Jeg havde god tid til at tænke over, hvordan det kunne være, vi skulle straffes så hårdt, blot fordi vi ønskede højere løn og bedre arbejdsvilkår,« siger Patricio Valenzuela.

Gæstearbejderne i København

Samtidigt var et organiseret filippinsk miljø begyndt at vokse frem i København. Filipino Association in Denmark (FAD) blev dannet allerede i 1970 af den første generation, der var kommet hertil sammen med andre ’gæstearbejdere’ for at arbejde på fabrikker og især på hoteller og i lufthavnen.

Som Søndags-B.T. skrev i sommeren 1971 i forbindelse med, at der allerede dengang var stemmer som krævede gæstearbejderne ud af landet:

»Hvis gæstearbejderne ikke alene forlod jernindustrien, men også hotelbranchen, hvad så? – Så ville hotelbranchen pludselig stå uden en væsentlig del af sin arbejdskraft,« svarer Erik Johnsen, næstformand i Hotel- og Restaurationspersonalets Forbund. – Vi kan simpelthen ikke undvære gæstearbejdere i vor branche, fordi det er umuligt at skaffe danskere til de lønninger.«

Patricio Valenzuelas søster kom til København som et af de sidste hold ’gæstearbejdere’ før Danmark vedtog det såkaldte indvandringsstop i november 1973.

Årene inden havde flere hundrede filippinere taget den lange rejse, enkeltvis eller i mindre grupper, for at varetage især stuepigejob. I dag kan man komme mellem Manila og København med en enkelt mellemlanding i f.eks. Bangkok eller Doha. Men da Ms. Robles – en af FAD’s første medlemmer – rejste i 1971, var det med stop i Bangkok, Calcutta, Karachi, Teheran, Rom, Zürich og Frankfurt, før hun endelig landede i København.

Også Ms. Robles’ migration havde at gøre med Marcos-regimet. Ikke at hun havde vanskeligt ved at klare sig økonomisk – faktisk bestyrede hun sit eget apotek i et af Manilas hårdeste kvarterer, Tondo – men hendes ægtefælle var gadebetjent, og da protesterne mod Marcos-regimet tog til fra slutningen af 1960’erne, frygtede hun at han skulle komme galt afsted. Politi og militær blev sat voldsomt ind mod demonstrationerne i byen.

Ms. Robles veninde Lidia – der senere blev kendt som Grand Old Lady of the Philippine Pioneers in Denmark – kunne skaffe hende et job på Hotel Sheraton, og efter næsten et års korrespondancer med kommende arbejdsgivere og myndigheder i Filippinerne og Danmark, var alle papirerne i orden. Hun rejste i forvejen på en fly now, pay later-billet med planen om at tjene penge til ægtefællens flybillet, skaffe ham et job og en arbejdstilladelse, og siden få deres børn familiesammenført.

I Danmark var fagbevægelsen imidlertid allerede begyndt at presse på for at få indskrænket mulighederne for arbejdstilladelser til ’gæstearbejdere’ og Ms. Robles fik i første omgang afslag på sin ansøgning om at få sin ægtefælle hertil. Først da de katolske Sankt Joseph-søstre lovede ham et job på deres hospital på Nørrebro og hjalp Ms. Robles med at tale med Rigspolitiet, lykkedes det.

I sommeren 1972 sagde gadebetjenten sit job op og rejste til København. Et par måneder efter ophævede general Marcos alle civile rettigheder i Filippinerne og mere end et årti med undtagelsestilstand og regering pr. dekret begyndte.

I Danmark blev Robles-parret en del af The Filipino Pioneers og The Vanguards of the 1970s, som de første filippinere i København kaldte sig. Nogle af dem håbede snart at kunne vende hjem til et roligere Filippinerne. De kom til at vente længe, og for de fleste var det for sent, da Marcos endelig faldt. Da var København blevet ’hjem’, og Filippinerne et sted, man kunne besøge. I stedet blev fokus rettet mod at opbygge et filippinsk miljø this friendly foreign soil, som det lød i The FAD Song:

We’ll strive to live like Danes do / Ne’er forgetting our own too / Making our Youth remember their / Roots / It’s the only way to a Life of Truth.

Da Jean Gocotano kom til Danmark som au pair i 2010, havde flere generationer filippinske arbejdere taget samme rejse før hende, mange af dem som stuepiger til københavnske hoteller som Richmond, SAS-hotellerne, D’Angleterre og Sheraton. I 1975 arbejdede omtrent 500 filippinere i Danmark, mens det i dag er over 10.000

Sofie Amalie Klougart

Moderniseringens frugter

Marcos-regimets hårdhændede metoder var ikke ukendt i Vesten. Alligevel blev generalens vision om et New Society modtaget med beundring i den vestlige presse. Få måneder efter indførelsen af undtagelsestilstand blev Marcos interviewet af Chicago Tribune.

Journalisten beskrev, hvordan der bag den »hårde facade« gemte sig en »videnskabelig, tænksom intellektuel og social teoretiker«, som havde fundet en »original, velgennemtænkt og aldrig før afprøvet strategi« til at høste »moderniseringens frugter«.

I Danmark var Information blandt de få aviser, der dækkede Filippinerne med andet end telegrammer fra internationale nyhedsbureauer, blandt andet i en artikelserie af Poul Svejstrup bragt i vinteren 1974.

»To år under militær undtagelsestilstand har skabt orden i et tidligere så kaotisk billede,« skrev journalisten. Han mente at vide, at der var »almindelig bred opbakning bag det Nye Samfund, som Marcos er ved at søge rejst«, og at det primært var »intellektuelle, præster og studenter«, som var kritiske, mens arbejdere og bønder gerne for en tid opgav strejke- og foreningsretten i forventning om de goder, Marcos’ reformer ville føre med sig. Marcos var, konkluderede Informations udsendte medarbejder, på én gang »en Machiavelli og en Messias«.

Efter et årti med undtagelsestilstand og Marcos’ version af disciplin og orden, kom hans hustru Imelda Marcos på semiofficielt besøg i København. I juli 1983 skulle hun indvie, hvad der dengang var verdens største skoleskib, som Aalborg Værft havde bygget for et statslån fra Danmark til Filippinerne. Under besøget mødtes Imelda Marcos med kongefamilien og cheferne i AP Møller-Mærsk.

»Fru Marcos roste skibets skønhed i høje toner og forklarede, at hun der er tidligere skønhedsdronning, altid har elsket alt, hvad der er smukt,« skrev Aalborg Stiftstidende, mens Imelda Marcos blev kaldt »Skøn soldat« i Aarhus Stiftstidende, der skrev, at »hendes historie er beretningen om askepot, der bliver gift med prinsen« i en artikel med et klassisk Imelda Marcos-citat som overskrift: »Jeg er både stjerne og slave«. At Marcos-parret levede særdeles overdådigt, mens befolkningen blev stadigt mere forarmet, blev dog også nævnt.

Inden skoleskibet, der af Imelda Marcos blev døbt MS Filipinas, havde nået at sejle frem til sin destination, var den kendte oppositionspolitiker Benigno ’Ninoy’ Aquino imidlertid blevet skudt ned i Manila. Mistankerne rettede sig straks mod Marcos-regimet, og Marcos trofaste støtte, Reagan-administrationen i USA, fik kolde fødder.

Regimets opbakning fra Vesten smuldrede, investorerne flygtede ud af landet, og i årene frem til en folkelig opstand tvang Marcos-parret i eksil i februar 1986, blev Filippinerne trukket stadigt dybere ned i økonomisk og politisk kaos. Det eneste, der fortsatte upåvirket, var arbejdsmigrationen.

Skudt i benene

Den værste tortur, Patricio Valenzuela blev udsat for, var under Marcos. Men de varige fysiske mén, han i dag døjer med, fik han under den efterfølgende præsident, der blev hele Vestens demokratiyndling i Sydøstasien: Corazon Aquino, enken efter ’Ninoy’.

Da Patricio Valenzuela var sluppet ud af fængslet i 1978, blev han gift og lovede sin kone, at han ville holde sig ude af politiske aktiviteter. Men der var intet arbejde at få, særligt ikke når man var sortlistet for fagforeningsaktivitet. Samtidig kunne Patricio Valenzuela ikke slippe tanken om, at der var noget rivende galt i et samfund, hvor man blev udsat for tortur og smidt i fængsel uden rettergang for at have været med i en strejke. Han kunne ikke holde sit løfte.

»Jeg var splittet mellem mine forpligtelser over for familien og kampen for retfærdighed. Det var hårdt for min kone, at jeg ikke kunne blive hos dem. Men hun accepterede det, og mens jeg var væk, passede hun børnene, vaskede tøj i byen, startede en lille forretning og et dyrehold. Hun er en entreprenant dame,« siger Patricio Valenzuela stolt.

Selv blev han snart fuldtidsengageret i at organisere jordløse bønder i provinsen og industriarbejdere i Bataan Export Processing Zone, Filippinernes første frihandelszone, der i 1969 var blevet anlagt ikke langt fra Patricio Valenzuelas landsby Samal. Det lykkedes ham at holde sig under myndighedernes radar helt frem til efter Marcos’ fald.

Men i oktober 1989 blev han kaldt hjem til Samal, fordi hans kone havde brug for hans hjælp med en gris, der skulle føde. Samme aften var nogle af hans venner fra undergrundsbevægelsen blevet afvist fra det sted, de skulle have hvilet sig, mens de var på flugt. Patricio Valenzuela gik med til at skjule dem. Kort efter midnat dukkede militæret op og skød ind i huset, og Patricio Valenzuela blev ramt i begge ben. Han og hans to venner blev anholdt, og lægehjælp fik han først kl. 8.00 om morgenen.

Det internationale fokus på Filippinernes skrøbelige demokrati betød, at Patricio Valenzuela fik besøg fra menneskeretsorganisationer, mens han sad fængslet, og efter nogle måneder fik han tilmed en retssag. Han blev frifundet og løsladt, men var stadig under overvågning. Da den tyske kristne hjælpeorganisation Brot für Die Welt inviterede ham på turné i Nordeuropa for at fortælle om menneskeretsovergreb under Marcos og Aquino, slog han til.

Han vidste godt, at det ville blive vanskeligt at søge asyl i Danmark – hvor Filippinerne aldrig har været placeret i ’asyllandegruppen’, heller ikke under Marcos – men det var nu engang her, han havde familie. Lillesøsteren boede og arbejdede stadig i København, og en af deres brødre var også stødt til.

Mens der i 1975 var registreret omkring 500 filippinere i Danmark, var der knap 800 i 1980 og næsten 2.000 et tiår senere. Trods det såkaldte indvandringsstop var arbejdskraften stadig efterspurgt på både hotellerne, i lufthavnen og på en række fabrikker. Og antallet af filippinere, der valgte migration som en vej ud af en politisk og økonomisk udsigtsløs situation i hjemlandet, steg stadig.

Filippinerens forpligtelse

Marcos’ fald for 30 år siden var på mange måder en afgørende forandring, der ikke bragte meget nyt med sig. En af Corazon Aquinos første handlinger var at sende en hilsen ud til filippinere i udlandet. I et brev, Robles-parret gemte, skrev den nye præsident under overskriften »Præsident Aquinos appel til filippinske skattebetalere i udlandet«:

»Nu da vi har genetableret demokrati og ære i Filippinerne er det både nødvendigt og betimeligt at rette fokus mod filippinerens forpligtelse til at betale sin skat, hvilket er hans andel af den nationale genrejsnings byrde. Denne pligt følger filippineren uanset hvor i verden, han befinder sig.«

De filippinske arbejdere i København, som ikke havde skiftet statsborgerskab, betalte tre procent skat i Filippinerne oven i den skat, de betalte i Danmark. De penge gik lige ned i et stort hul i den filippinske statskasse, hvis udlandsgæld blot var steget under årtierne med stigende arbejdskrafteksport.

At slå sig selv ihjel

»Det var først i Danmark, vi fik et normalt familieliv,« siger Patricio Valenzuela, der fik sin kone og børn familiesammenført. Han slap aldrig det politiske engagement, nu risikerer han bare ikke fængsel for det. En af de ting, Patricio Valenzuela har engageret sig i de sidste par år, er at hjælpe landsmænd, der kommer til Danmark som au pairs. Det er sådan, han og Jean Gocotano har lært hinanden at kende i et filippinsk miljø, der i dag tæller flere end 10.000.

Jean Gocotano er vokset op i Cotabato City i Mindanao. En af de rigeste regioner i Filippinerne hvad angår naturressourcer, men en af de fattigste hvad angår befolkningens levevilkår.

»For mig var Marcos-diktaturet noget, jeg hørte om i tv og radio. Ingen i min familie var politisk aktive,« fortæller hun. »Jeg blev først politisk bevidst under min studietid. Før det havde jeg aldrig tænkt på fortiden, på hvorfor samfundet så ud, som det gjorde. Jeg tænkte kun på fremtiden, på hvordan jeg kunne komme væk fra det hele.«

Jean Gocotano klarede sig særdeles godt i skolen og fik medaljer og æresbevisninger og deltog i konkurrencer med andre skoler.

»Men alle medaljer og al ære i verden hjælper ingenting, hvis man ingen penge har,« siger hun. »Jeg måtte hele tiden søge stipendier til bøger, til studieafgifter. Og da jeg endelig blev færdig med min uddannelse, knoklede jeg fra morgen til aften på en japansk privatskole, jeg underviste, tilrettelagde, kopierede materialer, alting, og den løn, jeg fik, rakte ikke engang til de faste udgifter,« siger Jean Gocotano. »Det er ikke et liv. Det er bare en måde at slå sig selv ihjel på.«

I dag lærer hendes yngre søskende, som stadig går i skole i Filippinerne, at arbejde er noget, man får i udlandet.

»Jeg forstår godt de unge, der rejser ud med deres universitetsuddannelser og bliver husarbejdere,« siger Patricio Valenzuela. »Det er værst for dem, som må efterlade deres børn, mens de arbejder i et andet land. Sådan er det for mange i dag. Men vi har alle efterladt noget af os selv i Filippinerne,« siger han.

I Marcos’ New Society skulle »udviklingens helte« være både den effektive leder og arbejderen, som hans arbejdsminister udtrykte det. Da FAD i sommeren 1986 fejrede den første filippinske uafhængighedsdag efter diktatorens fald – med fest på Hotel Scandinavia, hvor mange filippinere havde arbejdet siden hotellets åbning i 1973 – skrev præsident Corazon Aquino i sin hilsen:

»Det er vort håb, at I vil fortsætte med at være levende eksempler på den filippinske ånd, der fordrer mod og foretagsomhed.«

»Alle præsidenter siden Marcos har prist os filippinere, der rejser ud, for vores evne til at arbejde. Vi bliver trænet i lydighed, for vi er deres fineste produkt, og hvis vi taler højt om vores vilkår – som jeg f.eks. har gjort som husarbejder i Hongkong og her i Danmark ved at organisere au pairs – beder de filippinske myndigheder os om at være stille, så vi ikke skader brandet,« siger Jean Gocotano. »De kalder os helte. Men det er bare ord. Vi er helte uden rettigheder, helte uden forstærkning.«

Artiklen bygger foruden de nævnte kilder på Robles-parrets private arkiv, udlånt af deres søn Rod Robles, på medlemsblade m.m. fra Filipino Association in Denmark, på oplysninger fra Danmarks Statistik, på faglitteratur om Filippinernes historie samt en række baggrundsinterviews med herboende filippinere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu