Vejen plejede at hedde Juventusvej. Men i 2011 besluttede Randers Kommune at omdøbe den til Graceland Randers Vej. Hvordan det blev modtaget af italienske fodboldfans, er der ingen officiel fortælling om. Men Henrik Knudsen var stolt. Navneskiftet var kommunens måde at anerkende hans bidrag til lokalsamfundet.
Graceland Randers er et hus på Graceland Randers Vej 3. Det er opført i georgisk, neoklassisk stil, og det er en tro kopi, om end en smule forstørret, af et andet hus, der står lidt uden for Memphis, Tennessee, nemlig det originale Graceland, hvor Elvis Presley boede og døde.
Randersudgaven af Graceland er langt fra et dødsbo. Det er et museum over Elvis’ liv. Det er en diner med en Memphis-inspireret menu.
Det er arbejdsplads for 32 mennesker med en omsætning på 16 millioner. Det var ifølge egne oplysninger destination for 130.000 gæster i 2015 og Danmarks 43. mest besøgte turistattraktion. Og i slutningen af december var det hjemsted for et pressemøde arrangeret af stedets medejer, idémand og en af Danmarks største Elvisfans, Henrik Knudsen.
Henrik Knudsen er en stor mand i enhver tænkelig forstand. Oven på en stor krop sidder et stort hoved, hvorpå der hyppigt breder sig et Kim Larsensk smil – fra øre til øre med tænder og det hele. Det kommer frem, når samtalen falder på Elvis, hvilket den ofte gør.
Tilbage i de tidlige 1990’ere solgte Henrik Knudsen Bosch-værktøj sideløbende med at han drev en Elvis-fanklub og tjente penge på at sælge plader og andet merchandise rundt omkring på diverse markeder. I 1996 sagde han sit job op for at forfølge Elvis-levevejen fuldt ud. En vej, der han var slået ind på i 1972, hvor Knudsen som teenager blev ramt af Elvis-bluesen, da radioværten Jørgen de Mylius spillede Burning Love i programmet Efter Skoletid.
»Det var bare magic.«
Henrik Knudsen bruger ofte amerikanske superlativer til at beskrive ting, der har med Elvis eller business at gøre. Med hjælp fra tre private investorer realiserede han i 2001 sin drøm ved at få opført Graceland Randers ved motorvej E45’s afkørsel 42.
Forretningen voksede, og stedet er i øjeblikket under ombygning, så dineren kan udvides, og der kan blive plads til en helikopterlandingsplads. Det er svært at komme i tanke om et popmusikertempel i Danmark med større armbevægelser.
The mansion
Første gang jeg møder Henrik Knudsen, har hans projekt dog fået stukket en tværatlantisk kæp i hjulet. Elvis’ efterkommere og forpagtere af The Kings rettigheder stævnede i efteråret Henrik Knudsen og Graceland Randers med den påstand, at forretningen Graceland Randers har misbrugt familiemedlemmernes copyright.
Søgsmålet føles ifølge Henrik Knudsen som en dolk i ryggen på hans livsprojekt. I december tager jeg med til et pressemøde, hvor han vil afsløre Graceland Randers’ nye navn for at komme retssagen i forkøbet. Randers’ ABC radio er mødt op, og de sender live, ligesom Graceland Randers’ egen radiokanal.
Henrik Knudsen er tydeligvis rørt. Han tramper rundt i ottetaller på det lille podium og prøver at holde øjenvandet i ro under kaskettens skygge. Han vil se det positive i situationen. Retsmøderne skal stå til juni, men allerede i dag præsenteres det nye navn.
Lyset dæmpes, Rumrejsen 2001-temaet starter, mens en storskærm viser et kamera fra verdensrummet, der kommer tættere og tættere på Randers for til sidst at ramle ind i et digitaliseret tæppefald, der åbenbarer stedet nye navn: Memphis Mansion.
»Jeg har aldrig været i tvivl om, at det skulle være det,« siger Henrik Knudsen. Det er en gruppe af kreative mennesker fra byen, Gracelands bestyrelse og ham selv, der har lagt sig fast på navnet Memphis Mansion.
Jeg sidder ved et af de hviddugede borde bagest i lokalet sammen med Kasper Finderup, en Elvis-fan, der har startet en online underskriftsindsamling for at bevare det gamle navn. Over 5.000 mennesker har skrevet under. Under præsentationen opdaterer Finderup Facebooksiden: »Henrik Knudsen har bukket under.« »Henrik Knudsen er faldet til patten,« skriver en bruger.
Modtagelsen af navneforandringen er i første omgang ovenud negativ. Men Finderup er melankolsk positiv, da det er overstået.
»Det er da ærgerligt, men jeg forstår godt hans valg,« siger han og peger på Henrik Knudsen, der er igennem live på Radio ABC. Ud på aftenen dukker mere moderate stemmer op i Facebookdebatten: »Det er da ærgerligt, at det ikke kunne forblive under det navn, men er sikker på, at det nye navn ligefrem bliver en gevinst og kan skrive sig ind i de nye musikhistoriebøger,« skriver André.
Uden for Facebook, midt mellem Finderup og jeg, sidder Jan, der er en af Henriks gamle venner og, naturligvis, Elvis-fan. Mens vi fortærer den Memphis-inspirerede buffet og drikker Memphis Mansion øl, gør jeg det første af mange forsøg på at forstå: Hvorfor Elvis?
»Han var slet ikke så tyk,« er noget af det første, Jan siger. »Der går mange rygter om Elvis’ vægt i hans sidste år. Men de er stærkt overdrevne. Han optrådte stadig i sine heldragter, og det kan man altså ikke, hvis man er fed. Det er rigtigt nok, at der findes billeder fra hans sidste ture til Hawaii, hvor der er en smule topmave – men hvis du kigger på det med nutidige øjne, vil han næsten ikke engang kunne betegnes som buttet,« siger han.
Forsvaret for Elvis’ 1970’ervægt går igen blandt Elvis-fans i Danmark. Det samme gør forsvaret af hans film: »Så dårlige var de heller ikke. Han var nok ikke den fødte skuespiller, og hans musik var bedre, men så dårlige var de heller ikke,« fortæller en fan mig et par uger efter.
Jans passion, når han taler om Elvis, overstråles kun af den kærlighed, der viser sig, når samtalen falder på hans ven Henrik Knudsen. Jan fortæller om en måldrevet, utrættelig mand, hvis lige han ikke har mødt. Elvis kostede Knudsen hans første ægteskab. Elvis har været tæt på at gøre ham konkurs flere gange. Elvis har holdt ham fast i en arbejdsnarkomanisk tilstand de seneste årtier. Elvis har været hård ved Henrik Knudsen.
Men det er også Elvis, der har bygget huset, vi sidder i. Det er Elvis, der har bragt Knudsen sammen med hans nuværende kæreste. Det er Elvis, der har gjort ham til en kendis blandt Elvis-fans verden over. Fans, der har støttet op om hans kamp for navnerettighederne til Graceland Randers.
Men hvorfor ændre navnet, inden retssagen overhovedet er gået i gang, spørger jeg Knudsen, da han efter pressemødet sætter sig ned.
»Prøv at høre her: Vi har noget godt kørende her. Det går godt. Vi er positive. Og man skal være positiv for at avle positivitet. Det her,« siger han og sender to cirkulerende pegefingre i vejret, »det her, det er større end bare mig.«
Nogle gange understreger Henrik Knudsen, at han siger noget »lige ud« eller »rent ud.« »For at sige det rent ud var det da en kold spand vand i hovedet,« siger han om amerikanernes stævning.
»Men jeg tror ikke, at de ved, hvad de er oppe imod. Det her er mit livsværk. Det er min hobby. Det er mit hjem. Det er helt younikt,« siger Henrik Knudsen og overtager interviewet:
»Så du forventer ikke noget af andre? Du forventer ikke, at amerikanerne vender rundt på en tallerken?« spørger Henrik Knudsen sig selv.
»Nej.«
»Og du vil gøre det her hver dag, 365 dage om året?« spørger han igen.
»Ja.«
»Hver dag?«
»Ja.«
– Er det så et arbejde for dig? Får jeg brudt ind.
»Nej, det er meget mere. Prøv at høre her: Det med at gøre din hobby til en business ender ofte galt. Her på Memphis Mansion er der kommet for meget på spil. Det er større end mig. Vi er 32 ansatte. Det er derfor, jeg bliver rørstrømsk deroppe,« siger Knudsen og peger på scenen, før han overtager spørgerrollen igen: »Hvorfor er det så lykkedes for dig?«
»Det kan jeg ikke svare på. Jeg har knoklet. Men jeg ved det faktisk ikke,« siger han og tilføjer så: »Listen, der er ikke noget sjovere end at tale om sig selv, men jeg tror ikke, det bliver særlig retvisende.«
Henrik Knudsen vil gerne have, at jeg skal skrive om, hvor meget Elvis betyder for folk i Danmark. Det er den betydning, i kombination med slid, der har bygget Memphis Mansion. Det bedste sted at forstå det er i København om et par uger, siger han.
The fan
Det er The Kings egne musikere, The TCB Band, Henrik Knudsen har sat sammen og fløjet ind til at fejre The Kings 81 års fødselsdag. Aloha from Copenhagen hedder arrangementet, som dog ikke er mere fra København, end at det efterfølges af Aloha from Randers to dage senere. Og der er tæt på udsolgt i den 2.100 sæder store Falconer Salen.
Foyeren er en spraglet størrelse af publikummer fra alle aldersgrupper. De først ankomne er unge mænd i Hawaiiskjorter og en dreng i det komplette outfit med hvid heldragt, solbriller og tilbagestrøget hår.
Så ankommer den store gruppe, der består af den gennemsnitlige frederiksbergborger, som er glad for, at det er en siddekoncert. Dertil hører danske musiknobiliteter som Dan Rachlin og Steen Jørgensen.
The TCB Band er en ældre vakkelvorn størrelse, der har backupmusikere med på alle instrumenter, og Dennis Jale, Elvis’ østrigske stand in denne aften, ligner en ung udgave af sin landsmand Hansi Hinterseer.
Dennis Jale, døbt Rainer-Dietfried Kaspar, er blandt de bedre Elvis-fortolkere, kan jeg forstå på kyndigere koncertgæster. Han ligner slet ikke Elvis. Og hans tøj er slet ikke Elvis-spraglet (Henrik Busborg forklarer mig senere, at The TCB Band ikke vil spille med en klovn i kostume. »De har spillet med den ægte vare, hvad skal de med en kopi?«)
Inden musikken går i gang, har Henrik Knudsen en overraskelse med, som han præsenterer på scenen. Overraskelsen er JoCathy, der var Elvis’ kæreste i 100 dage i 1975. Det åbenlyse spørgsmål er blandt dem, Henrik Knudsen stiller JoCathy på scenen: »Hvordan kysser Elvis?«
JoCathy er en gentlewoman, og gentlewomen never tell, men efter en række gen- og omveje fortæller JoCathy om The Kings soveværelse, »og at vi også lavede andet end at sove«.
Det danske sprog mangler et ord for positiv slutshaming – for det er, hvad det er. Der i al fald svært at forestille sig et lignende scenarie til en Nina Simone-koncert. JoCathy modtager stående ovationer, og lidt efter kan Dennis Jale starte showet.
Når man ser gamle Elvis-koncerter igennem, er det tydeligt, at halvdelen af fascinationen ikke er musikken – men alt omkring. De fleste af hans optrædener dengang var foran et siddende publikum i middagsjakker og balkjoler. Mellem hvert nummer ville han joke, charmere, kysse med kvinderne og lave de der hofteskred, som ingen rigtig har formået at imitere siden.
Det er selvsagt en umulig opgave for Dennis Jale, men til sidst får han, The TCB Band og korsangerne The Imperials, der også stammer fra Elvis tiden, alligevel publikum med sig. De løber op og ned ad stolegangen, hvilket får publikum til at rejse sig i taktfast klappen. Aftenen er fuldendt, da Dennis Jale når frem til gruppen af kvindelige tilråbere på bageste række og kysser dem i bedste Elvis-stil.
Efter koncerten møder jeg Henrik Busborg, der selv er Elvis tribute artist (I tilfælde af, at du møder en mand i Busborgs branche, skal du ikke adressere ham som Elvis impersonator. Det hedder tribute artist, og alt andet er en fornærmelse. Især impersonator).
Han giver sin pragmatiske anmeldelse af aftenen: »Han gjorde det på sin måde. Jeg ville nok have taget andre valg,« siger han, mens han forsøger at besvare kvindelig fans’ spørgsmål om, »hvorfor det ikke var ham på scenen?«
Henrik Busborg er en flot mand. Ikke Elvis-flot. Elvis’ runde kinder og dådyrøjne fik ham til at ligne en dreng vel ind i 40’erne. Busborgs næse er for stor relativt til Elvis’, og hans arrede hud (som fotografen elsker) trækker ham endnu længere væk fra Elvis’ pomadelook.
Henrik Busborg skal optræde til et Elvis vs. Buddy Holly-arrangement i Svendborg Kulturhus et par uger senere, og det er det, der ifølge ham vil være den bedst egnede lejlighed til at se, hvorfor man tilbeder The King.
The entertainer
Det er vigtigt, at alt er rigtigt, når Henrik Busborg fortolker Elvis. På Kolding gågade så han en gadetryllekunstner med de rigtige sko – hvide med sort kant. Et par magen til stritter nu ud for enden af de sorte suedebukser den februarlørdag i Svendborg Kulturhus, hvor han og bandet optræder.
Henrik Busborg er Elvis fra 1950’erne. Så der er ingen hvide heldragter. 1950’erne betyder sort hår og sorte bakkenbarter. Men der er problemer med både håret og bakkenbarter i aften.
»Frisøren gik fuldstændig grassat,« siger Henrik Busborg og hiver i, hvad frisøren trods alt har ladet stå tilbage. Publikum på denne februarlørdag er ikke langt fra selv at være 1950’er-vintage, men de står alle som en op, da bandet encorer den ud på Shake, Rattle’n Roll – et tretrins omkvæd med vrikketakt.
I foyeren samler en kødrand af fans sig omkring den gennemsvedte Henrik Busborg, der ved tæppefald er spurtet ud bagved, under salen og op ad en trappe, så han står klar til foto og autografer, da publikum kommer ud. Han tager sig tid. Henrik Busborg er bevidst om alt, der kan detaljestuderes. I civil er han matematiklærer på en fynsk folkeskole og ved at lægge sidste hånd på en bog om straffesparkets historie.
Til tider forekommer det, at han nok synes al Elvis-virakken kan være en smule over the top – især hvis publikum »får svært ved at skelne virkeligheden fra fantasien«. Henrik Busborg inddeler publikum i tre lag:
Et: De Sidste Dages hellige, der under ingen omstændigheder vil se The Kings kunst tilsmudset af en simpel impersonator.
To: Den ældre dame, der skamlyttede Elvis i hans og sin storhedstid og ikke kan holde benene i ro, hvis der kommer et nummer i radioen.
Tre: Dem, der religiøst følger en bestemt tribute artist, som var han The King himself.
Efter koncerten i Svendborg er færdig fyldes foyeren primært af fans fra andet lag. Almindelige mennesker med rødvinsglas og uden Elvis-dressur. Men kødranden rundt om Busborg ligger et sted mellem lag to og tre. Michael Houbøl er en af dem. Han driver Facebookgruppen ’Elvis’ danske venner’ og mødes en gang om måneden med andre sjællandske fans for at diskutere Elvis og hygge sig.
»Det kunne lige så godt have været bowling. Men nu blev det altså Elvis,« siger han, hvilket står lidt i kontrast til det faktum, at han er kørt fra Sydsjælland til Svendborg i aftenens anledning. For Michael Houbøl løber den store aften af stablen til sommer, hvor en tredages Elvis-festival bliver afholdt i en have i Randers.
»Det kan sagtens være, at Henrik Busborg også kommer der,« siger Michael Houbøl og kigger på aftenens Elvis, der fortsat er i fotosession.
Henrik Busborg er en af de bedste Elvis tribute artists i Danmark. Tidligere havde han papir på det. Han har vundet de danske og nordiske mesterskaber. For tiden går der rygter om et nyt nordisk mesterskab om bord på Oslobåden. Men Busborg er forbeholden over for at melde sig til.
»Der har jeg været. Jeg har vundet de titler, og jeg får ikke noget ud af at gøre det igen.«
Han var også til verdensmesterskabet i USA, hvor nogle af deltagerne vitterligt tror, de er Elvis og har brugt titusindvis af dollar på at komme til at ligne ham. Det synes Busborg træder over den fine grænse mellem kunst og crazy – ligesom meget andet inden for Elvis-kulturen. Det er for nemt at slå billig mønt på The Kings livsværk.
»Zulubingo ringede og spurgte, om jeg ikke kunne hoppe op af en skraldespand i kostume og råbe nr. 42. De lokkede med, at der var gode penge i det.«
Og der er penge i Elvis, selv næsten 40 år efter hans død. I 2013 handlede to amerikanske selskaber rettighederne til Elvis Presley-navnet i en handel, der rygtedes at være løbet op i nærheden af en trekvart milliard kroner. I Busborgs branche ligger pengene i at finde en båndafspiller, et sjovt kostume og så turnere landet tyndt til julefrokoster og familiesammenkomster. Det vil han bare ikke.
Eftersom Elvis aldrig turnerede uden for USA, er Henrik Busborg nok det tætteste, vi nogensinde kommer på at have Elvis i Danmark. Og aftenens optræden i Svendborg var gennemsyret af seriøsitet. På scenen stod et fire mand stort band med fremragende musikere, en nøje gennemgået sætliste og billetterne kostede 200 kroner.
»Det handler om respekt. Respekt for hans værk og alt det, han gjorde,« siger Henrik Busborg. Når would be Elvis’er ringer Busborg op for at bede om råd til at slå igennem, kan han godt finde på at bede dem komme tilbage, når de har øvet sig. Øvet sig på timingen, musikken, tøjet, dansen og alt det ind i mellem, der skaber en koncert som den i Svendborg.
»Du kan ikke gøre som Sussie og Leo, når de spiller Deep Purples’ ’Smoke On The Water’: ’Daa-daa-daa-da-da-daa-da.’ Den går jo ’da-da-daa, da-da-da-daa’.« Busborg ved, hvordan sangene går. Han har spillet dem for Kronprins Frederik.
Eksperten
Efter at jeg har arbejdet on and off på denne historie i en rum tid, nager det store spørgsmål stadigvæk: Hvorfor lige Elvis? Henrik Smith-Sivertsen siger, at jeg bare skal kigge efter en skaldet fyr for enden af rulletrappen i den Sorte Diamant, hvor han vil stå med svaret mandag kl. 9.
Henrik Smith-Sivertsen er forskningsbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek og har forsket i populærmusik i bredeste forstand i mange år. Han mener, artiklens præmis er forkert. Jo, det er unikt, at Memphis Mansion er blevet bygget i lige præcis Danmark, men populationen af Elvis-fans er ikke unormalt stor her til lands.
Smith-Sivertsen har lige hjulpet en nordmand med at udgive en moppedreng på 450 sider om Elvis, og i Sverige findes der Elvis-raggere, der er mindst lige så ihærdige i deres Elvis-tilgang som det, man kan opleve i Svendborg.
»Hvis du overraskes over Elvis-fans i Danmark, er det simpelthen, fordi Elvis taler direkte imod dansk musikkultur. I Danmark vægter vi indhold højere end form. Elvis er form. Elvis er ikke rebelsk, der er ikke noget budskab, og han er pakket ind i for meget, til at du kan fornemme personlighed. Han var datidens Justin Bieber. Netop derfor er dyrkelsen af Elvis vildt fascinerende,« siger Henrik Smith-Sivertsen. »Det er en autentificering af et af de mest kommercielle fænomener, der i sin samtid blev tolket som aldeles uautentisk.«
Det betyder bare ikke noget for Elvis-fans i Danmark. Men det betyder noget uden for fancirklen. Henrik Smith-Sivertsen har fundet et videoklip fra Henrik Busborgs optræden i tv-programmet Danmark har talent. Henrik Busborg er iført sort heldragt og har en rød guitar med på scenen, men inden han er gået fra hoftevrikning til sang, har tre ud af fire dommere buzzet ham ud af programmet.
»Henrik bliver buzzet ud af Danmark har talent, fordi han træder ud af Elvis-verdenen og ind i virkeligheden. Han opfattes som autentisk på scenen i Svendborg. I Danmark har talent er han en mand i et kostume.«
Selv dommeren TopGunn buzzer Henrik ud. TopGunn sidder i bøllehat og med guldkæder om halsen. Hvorfor opfattes det som autentisk?
»Fordi Topgunn er hiphopper og gangsta. Han kan sagtens sidde som dommer i et kommercielt tv-program, for bagefter ryger han en joint og skriver en sang om at kneppe piger – som badass hiphopper kan han gøre hvad som helst, fordi han har den anden historie med sig. Henrik har ingen anden historie. Han optræder som en anden foran folk, der ikke køber ind på den præmis. De fire dommere er ikke en del af Elvis-fællesskabet – Henriks hjemmebane« siger Henrik Smith-Sivertsen.
»Netop fællesskabet er enormt vigtigt i sådan en relativt lille kultur. Det er en kultur, hvor man har fælles sprog, fælles koder og ved præcis, hvordan og hvornår man skal danse. Det er et fællesskab uden turister – det vil sige, at man kender hinanden.«
Yngre Elvis-fans er ofte gået fra to-be-fans til ægte fans gennem en personlig eksponering over for en anden fan: peer-to-peer rekruttering. Sådan foregår det i subkulturer. Der er ingen livsriter knyttet til Elvis, som der er til Dylan, Pink Floyd, Beatles, etc.
Det, at det har været en personlig fanoverlevering, betyder også, at Elvis-dyrkelsen har et dybere fundament. »Det er et fællesskab, som det du oplevede i Svendborg,« siger Smith-Sivertsen. »I Danmark skal vi forstå, hvorfor ting forekommer. Og det er svært at lægge mening i en hoftevrikkende mand i hvid heldragt, der synger countrysange om sin afdøde mor fra en scene i Las Vegas. Det er svenskerne for eksempel bedre til. Svenskerne har forstået at lave kommerciel, fællesskabsorienteret popmusik,« siger Henrik Smith-Sivertsen.
Men der er faktisk ved at ske noget i Danmark.
»Se på Rasmus Seebach og Lukas Graham, der krænger følelser om deres afdøde forældre ud i pladeform – den var ikke gået for 30 år siden.«
