Læsetid: 9 min.

»Ikke før hæren vender våbnene«

Befolkningen i det sydlige Afrika skal ikke regne med, at deres regeringer opgiver magten, før de har kørt økonomien så meget i sænk, at de ikke længere kan betale soldaternes og politiets løn, siger den amerikanske Afrika-forsker Jeffrey Herbst
Angolas olieindtægter er enorme, og olien netop er hovedgrundlaget for den omfattende korruption i landet. I andre lande, hvor befrielsesbevægelserne er blevet til statsbærende partier, er det jord, mineraler eller statens værdier, der er basis for korruptionen. 

Angolas olieindtægter er enorme, og olien netop er hovedgrundlaget for den omfattende korruption i landet. I andre lande, hvor befrielsesbevægelserne er blevet til statsbærende partier, er det jord, mineraler eller statens værdier, der er basis for korruptionen. 

Alfredo D'Amato

12. marts 2016

Overalt i det sydlige Afrika har tidligere befrielsesbevægelser sat sig tungt på magten: I Angola og Mozambique har MPLA og Frelimo hersket uafbrudt i 41 år, i Zimbabwe har Robert Mugabes ZANU-PF været uantastelig i 35 år, Swapo har regeret Namibia siden 1989 og i Sydafrika har den afdøde folkehelt Nelson Mandelas ANC været tilsvarende urørlig siden 1994.

På den ene side repræsenterer disse regimer en enestående politisk stabilitet på et politisk uroligt kontinent. På den anden side har de alle, med undtagelse af Swapo, kørt deres landes økonomi mod afgrunden med en kombination af tilsyneladende ligegyldighed over for økonomiske grundregler og mere eller mindre galopperende korruption.

I de seneste uger har Information beskrevet, hvordan den mozambiquiske regering har tværet en regning på 5,7 milliarder kr. af på landets borgere med et statslån til det oppustede fiskeriprojekt Ematum, hvor kun 1,5 milliarder er brugt på projektet og resten pist forsvundet.

»Det betragtes nu som en temmelig dyr pensionsgave til tidligere præsident Armando Guebuza,« skriver den ansete Mozambique-kender, Joseph Hanlon. Affæren har fordoblet statens rente- og afdragsbyrde.

Samtidig tegner sig i landene et mønster af stigende misbrug af statsmagten til at knægte regler og rettigheder, når regimerne føler deres herredømme truet. Og, nå ja – de har alle modtaget massiv bistandsstøtte fra Danmark og alle andre førende donorer. Det gælder især Mozambique og Zimbabwe, men især i de første selvstændighedsår modtog også Angola, Namibia og Sydafrika stor hjælp.

Hvorfor denne usædvanlige stabilitet – og hvor længe skal befolkningerne lide under vanrøgten?

Særlig stat

»For det første overtog de anderledes stater end regeringerne i de øvrige nye afrikanske lande ved selvstændigheden,« siger Jeffrey Herbst, en af verdens førende eksperter i afrikansk statsdannelse, da information spørger ham.

»De fleste kolonistater var meget svage med få hvide indbyggere, som havde bygget meget lidt infrastruktur. De sydlige lande var alle domineret af hvide bosættere, som havde bygget infrastruktur og institutioner til sig selv. De gik i krig for at forsvare disse interesser, og i løbet af krigene blev staten betydeligt forstærket – lige fra mere effektiv administration til asfaltering af landeveje, så de ikke kunne mineres. Der var ikke mange asfaltveje i resten af Afrika.

»Befrielsesbevægelserne overtog dermed også fattige lande, men med mere udbyggede statsapparater. I f.eks. Zimbabwe overtog ZANU-PF en overordentlig stærk stat, der længe havde haft fingrene dybt nede i økonomien: De hvide rhodesere var ikke kapitalister – de var racesocialister. Deres stat understøttede dem selv fra vugge til grav.«

»Samtidig stod Mozambique, Angola og Zimbabwe fra begyndelsen over for et betydeligt sikkerhedsproblem, fordi apartheidstyret i Sydafrika forsøgte at knuse dem. De to førstnævnte måtte på den konto udkæmpe langvarige borgerkrige. Det forstærkede den tendens til at undertrykke dissens, som var indbygget i befrielsesbevægelserne. Namibia er anderledes, mere demokratisk, bedre økonomisk, et frit land.«

»Endelig er de sydlige afrikanske samfund dybt forskellige fra resten af kontinentet. Jeg forstod det først fuldt, da jeg flyttede til Ghana fra Zimbabwe, som var det første afrikanske land, jeg lærte at kende. Kolonitiden i Ghana var selvfølgelig ikke rar, men den var overfladisk og kort. Koloniseringen i Zimbabwe traumatiserede alle aspekter af samfundet. Ødelæggelsen af alt traditionelt, der havde stået i vejen for de hvide bosættere, var gennemgribende, især i forhold til jorden. Landet er stadig i færd med at komme sig over traumet, og man kan frygte, at det aldrig rigtigt vil blive ’rask’ igen. Der er elementer af dette i alle de sydlige lande.«

»For det andet var befrielsesbevægelserne helt anderledes end de partier, der førte de øvrige lande til selvstændighed. Først og fremmest havde de magt over hæren. I de andre lande havde den politiske ledelse ingen personlig forbindelse til det, der blev deres hær – som i øvrigt ofte var rekrutteret fra andre etniske grupper, end dem, der fostrede de politiske ledere. Det førte hurtigt til mange kup.«

»I befrielsesbevægelserne var partiet og hæren ét, og det er de fortsat. Derfor har man ikke set et eneste kup i disse lande. Partierne har fortsat et meget tæt forhold til hæren og prioriterer dette meget højt.«

»Endelig er befrielsesbevægelsernes partier dels mere disciplinerede, dels mere selvstændige som organisation, end vi har set i resten kontinentet. Se for eksempel Ghana, hvor det dominerende parti, The Convention People’s Party, blev oprettet af Kwame Nkrumah, landets første præsident. Det faldt fra hinanden, da han forsvandt, og sådan er det gået de fleste politiske partier på kontinentet.«

Befrielsesbevægelserne er en helt anden historie – først og fremmest en lang én. ANC i Sydafrika blev skabt i 1912, MPLA i Angola i 1956, de øvrige kort tid derefter.

»De er betydelige institutioner i sig selv med en udviklet historie og ideologi, med mekanismer til valg af ledelse, etc., som har overlevet langvarige, vanskelige krige, hvor de led betydelige ofre. Denne historie har skabt partier med en helt særlig loyalitet og sammenhæng i eliten, som man ikke ser i andre afrikanske lande. Parti og stat er blevet ét; man ser i dag samme tendens i Sydafrika, og det har ført til spektakulær korruption med olieindtægter i Angola, med jord i Zimbabwe og med statens værdier i Mozambique.«

Herbst fremhæver, at man ikke skal tage fejl af, at korruptionen ikke er tilfældig, men et styringsinstrument til fastholdelse af magten.

»Jeg lærte meget af en samtale engang med en kontorchef i Zimbabwe: Jeg sagde: ’Du ville få meget mere ud af at leve i et bedre styret land, hvorfor protesterer du ikke?’ Hun svarede: ’Jeg fik en farm.’ Plyndringen af landets værdier gavnede ikke bare partiets øverste top, men rakte et pænt stykke ned i middelklassen. Partiet belønner loyalitet – og binder folk.«

Politik vs økonomi

I alle landene er den politiske elite tæt sammenknyttet med erhvervslivets elite – Sydafrika mindst, men landet er i en proces, der peger samme vej.

»Man må ikke glemme, at ligesom i Zimbabwe har også Sydafrika oplevet, at de tidligere hvide magthavere sammenflettede stat og erhvervsliv,« siger Herbst og minder om, at apartheidstyret skulle gavne afrikaanerne, også kendt som boere, der blandt de hvide tidligere var underhundene. Fra de fik magten i 1948 brugte de staten til at opbygge egne økonomiske sværvægtere i finans, forsikring, minedrift og våbenindustrien.

»Præsident Thabo Mbeki, der efterfulgte Mandela, så tidligt, at man stod over for den udfordring at mindske den sorte befolkning uvilje mod erhvervslivet. Hans træk var at skabe en rig overklasse af sorte forretningsmænd. Han kunne have valgt andre veje, f.eks. at investere i uddannelse. Samtidig var der jo en masse voksne mennesker i Sydafrika, akkurat som i de andre lande, der kom tilbage efter årevis i eksil eller i felten uden meget andet end det tøj, de stod og gik i. Og som en sydafrikansk ANC’er engang har udtrykt det: ’Vi gik ikke ind i kampen for at blive fattige!’«

»Man må heller ikke glemme, at landene i det sydlige Afrika altid har været korrupte – også under den hvide ledelse. Korruptionen i Sydafrika i 1980’erne var ekstrem og blev endnu værre, da det stod klart, at styret ville falde. Akkurat som Mugabe i sine første mange år og Mozambiques første præsident, Samora Machel, var hverken Mandela eller Mbeki korrupte ledere. I Sydafrika kom korruptionen først for alvor med den nuværende præsident, Jacob Zuma, men så har den til gengæld også hurtigt nået ekstraordinære højder i statens top.«

»Man kan undre sig over, at korruptionen bliver så udbredt, at styret begynder at ødelægge landets økonomiske fundament. Men det er, fordi magten over staten er vigtigere end alt andet. Mange afrikanske lande har indtægter fra minedrift, og selv om landbrug og fabrikker lukker, så fortsætter minerne som regel. Produkter som diamanter og platin er så kostbart, at det kan flyves ud. Har man viljen til magt, kan et korrupt styre holde længe.«

»Det kræver til gengæld, at det har sans for at spille det internationale spil.«

Hvor længe?

Historien viser os, at det parti, som fører et land til selvstændighed, befrielse, etc., kan regne med befolkningens opbakning en generations tid. Se på Indien, Israel og Mexico; folk bytter ikke lige sådan et parti ud efter nogle år. De er også parate til at se gennem fingrene med økonomiske problemer. Meningsmålinger i Sydafrika viser, at folk ser korruption som et stort problem og arbejdsløshed endnu større – men støtter fortsat Mandelas ANC. Måske skal man snarere sammenligne med en kirke end et politisk parti.

I Angola og Mozambique blev borgerkrigen opfattet som en forlængelse af befrielseskampen; i Zimbabwe gjorde Mugabe noget tilsvarende ved at spille racekortet og omfordele jorden. De har kunnet strække tiden ud over én generation.

Hvis man derfor forsøger at stille op mod sådan et parti, har man ikke bare det problem, at man ikke har kontrol over statens ressourcer. For hvad skal man  mobilisere på? Etniske spørgsmål? – vanskeligt. Klasse? – der er kun få arbejdere. Småbønders vilkår? – måske, men de bor spredt over et enormt område. Det er ikke let. Læg dertil eventuel regulær undertrykkelse, eller at regeringspartiet bestikker nøglefolk eller hele grupper. Krigsveteranerne i Zimbabwe er f.eks. konstant blevet købt for statens midler til at støtte ZANU-PF.

Skal oppositionen derfor lykkes, kræver det en helt exceptionel politisk iværksætter, der kan favne bredt og præcist definere sine mål og midler. Zimbabwes opposition har f.eks. aldrig kunnet beslutte sig for, om det ville være en ’loyal’ opposition, der ville nøjes med at udfordre Mugabe ved valgurnerne, eller om det skulle gå på gaden og vælte ham. Dertil var de ikke særligt dygtige. Måske kunne de have lykkedes med en genial leder, men en sådan havde de ikke. Nu har Mugabe kørt dem over.

Herbst pointerer, at befrielsesbevægelserne desuden har lært sig at håndtere det internationale samfund. »De kræver valg – men afrikanske præsidenter slipper af sted med helt forfærdeligt dårlige valg. Så længe de ikke myrder oppositionslederen og afholder noget, der bare ligner en rimelig valghandling, så er resten af verden reelt ligeglad.«

»Mozambique har f.eks. også været rigtigt god til at køre rundt med donorverdenen. Så længe de har talt donorerne efter munden, har de adgang til midler, de kan bruge til at fastholde magten.«

Bortset fra Namibia er det jo universelt, at befrielsespartierne nedslider deres landes økonomi. Hvad skal der til, før de mister magten?

»Lige nu er råvarepriserne faldet så meget, at statens indtægter bryder sammen. I andre dele af Afrika risikerer regeringer at ryge ud. Men ikke befrielsespartierne i det sydlige Afrika.«

»Her tror jeg først, der sker noget, når de ikke længere kan betale sikkerhedsstyrkerne. Så er det slut. Vi har tilstrækkeligt mange beviser for, at disse partier tilsyneladende ikke er i stand til at reformere sig selv. Der skal nye koste til. Sydafrikas situation er måske en smule anderledes, for der findes en velorganiseret opposition og et stærkt civilsamfund. Lokalvalgene til maj kan blive lidt af et varsel. Hvis ANC f.eks. taber Johannesburg, så får partiet et chok. Det får muligvis ikke ANC til at ændre politik, men det kan føre til interne diskussioner om en kursændring.

»Men i de øvrige lande…? Jeg tror desværre ikke, at partierne slipper magten, før landene havner i så dyb en økonomisk krise, at partierne ikke længere kan betale sikkerhedsstyrkerne for at beskytte dem.«

»De skal helt ned i afgrunden. Ellers kan jeg ikke se, hvad der skulle kunne ændre forholdene.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Maaløe
Erik Maaløe anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu