Kommentar
Læsetid: 3 min.

Frihedskampens forudsætninger

I den seneste uge ramte islam, integration og ligestilling atter debatten som en hammer. Det er vigtigt, at diskussionen om muslimske kvinder ikke drejer halsen om på civilsamfundets stærkeste og vigtigste aktører
Moderne Tider
12. marts 2016

TV 2-serien Moskeerne bag sløret har med skjult kamera i miljøer omkring danske moskeer afsløret forhold, der kun kan beskrives som moralsk uacceptable: social kontrol, accept af vold mod kvinder og voldtægt, religiøse dogmer om, at kvinder skal ’adlyde’ deres mænd, sharia-råds vilkårlige magt over voldsramte kvinders mulighed for skilsmisse, og advarsler mod at gå til politiet med vold i hjemmet.

Serien har kun omhandlet et lille udsnit af de danske moskeer, men den har sat fokus på den enorme sociale magt, som imamerne nyder i dele af de muslimske miljøer, samt belyst aspekter af den finmaskede sociale infrastruktur af undertrykkelse og kontrol, som mange muslimske kvinder lever under i Danmark.

At serien samtidig er faldet sammen med kvindernes internationale kampdag har givet anledning til en byge af anklager, især vendt mod de danske kvindeorganisationer og prominente feminister, om svigt af nydanske kvinder.

På kampdagens kronikplads i Politiken satte Geeti Amiri de såkaldte »salonfeminister« på anklagebænken for at svigte »den universelle kvindesag ved ikke at kæmpe for enhver dansk kvindes ret til at nyde de samme demokratiske rettigheder som de selv«.

Amiri rettede især pegefingeren mod feminister som Nazila Kivi, der ifølge Amiri gemmer sig »bag høje mure af teorier om strukturel racisme« og »aldrig har mærket virkeligheden, som den er i ghettoen«.

Pia Olsen Dyhr har – ligeledes i Politiken –undret sig over, hvorfor »de fleste danske kvindesagsorganisationerne« har »glimret ved deres fravær i de sidste par ugers debat om konservative og kvindefjendske imamer«, og foreslået, at hvis »man som indvandrerkvinde i Vollsmose ikke møder op på skolebænken som aftalt, bør vi skære i kontanthjælpen, og vi bør bruge uddannelsespålæg meget mere aktivt«.

Sidst men ikke mindst så blæste Mette Frederiksen i forrige uge til »kulturel frihedskamp« på vegne af »de unge med muslimsk baggrund, der vil gøre op med deres familier og den måde, religionen fortolkes på« – en frihedskamp, vi som samfund må betragte som et »kollektivt anliggende«.

Selvfrigørelse

Man kan kun bifalde det faktum, at det politiske fokus dermed har flyttet sig fra randrusianske frikadeller til konkrete problemer med social undertrykkelse – især vendt mod kvinder – i de danske muslimske miljøer. Men dermed er problemerne langt fra løst.

Som flere af debattens kontrahenter er opmærksomme på, så er det ikke så enkelt at hjælpe mennesker til frihed fra undertrykkelse, hvis det sker mod deres vilje.

Udfordringen er jo, at kontrol og undertrykkelse kun er én side af den sociale infrastruktur i de skildrede muslimske miljøer; den anden er, at præcis den samme infrastruktur for den enkelte ofte er en ufravigelig kilde til mening, samhørighed, og – paradoksalt nok – en vis grad af social sikkerhed.

Kort sagt, så kan man ikke tvinge mennesker til frihed; reel frigørelse er altid selvfrigørelse.

Desværre har der været mindre fokus på, at hvis hjælp til selvfrigørelse faktisk skal opfattes som sådan, så er det mindst ligeså afgørende, at den ’undertrykte’ ikke oplever den udstrakte hånd som selvhjælpende patronisering fra ’frelserens’ side, eller som et forsøg på at gøre et mindretal til syndebuk for mere overordnede samfundsproblemer – kort sagt: som muslim-bashing.

Den første altafgørende betingelse for, at Frederiksens frihedskamp kan lykkes, er altså, at den forankres helt inde i hjertet af de relevante muslimske miljøer.

Den anden er, at samfundets udstrakte hånd opleves som oprigtig. Er de to nødvendige forudsætninger ikke opfyldt, så vil hånden med sikkerhed opleves som ekstern tvang, og frihedskampen slå om i sin modsætning.

Troværdighed

Hvordan sikres denne forankring og troværdighed? For det første, ved at trække på kvinder med erfaring fra miljøerne, men også med erfaringer om at være kvinde underlagt kønslig vold, snarere end blot muslim.

Uanset blinde vinkler, så har kvindeorganisationerne som nogle af få civilsamfundsaktører i årevis været engageret i den kamp, mens den politiske klasse kørte rundt i den ene frikadelle-gate efter den anden.

Når Amiri spørger: »Hvor fanden var alle de skide feminister 8. marts 2006 og resten af det år, da jeg blev anbragt på et krisecenter?«, så er en del af svaret, at de var i murstenene omkring hende i de krisecentre, som kun findes i kraft af den danske kvindebevægelse.

For det andet så er det en fatal fejl at afskrive feminister som Kivi, der kompromisløst vender kritikken mod bjælken i det bredere samfunds øje.

Kun en kollektiv frihedskamp, der er modnet af kvindebevægelsens historiske kamp mod patriarkalsk undertrykkelse, og som fortsat konfronterer de betragtelige problemer, der til stadighed præger det omkringliggende samfund, vil kunne håbe på at bidrage til undertrykte muslimske kvinders selvfrigørelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her