Læsetid: 5 min.

Generobring af de fælles ressourcer

Hvis vi vil afværge økologisk kollaps, må vi begynde at identificere de ressourcer, der er – eller bør være – fælles, og om nødvendigt generobre dem. Det siger Shalmali Guttal, leder af tænketanken Focus on the Global South
19. marts 2016

Det, som ikke er privat ejendom. Eller ikke bør være det. Fordi det tilhører fællesskabet, eller bedst varetages i fællesskab. Hvad kalder man det?

I disse år genoptages og udvikles ideer om the commons blandt folk, der arbejder med bæredygtighed, med social retfærdighed, med Nord-Syd problemstillinger. En af dem er Shalmali Guttal, leder af tænketanken Focus on the Global South, der sidste weekend gæstede København i forbindelse med konferencen Transform!Danmark – netværk for alternativ tænkning. Her talte hun under overskriften The creative power and resistance potential of the commons. På dansk oversættes common med bl.a. ’fælles’ og ’almindelig’, og i den mere nedsættende afdeling ’tarvelig’, ’simpel’. Det, som er fælles, må jo nødvendigvis være af ringere værdi end det private, ikke sandt? The commons oversættes med ’fælled’, der historisk set betegner landsbyens fælles græsningsareal. Det er ikke helt skudt forbi, hvad angår den politiske betydning af the commons, men ifølge Shalmali Guttal heller ikke helt dækkende.

»Nogle tænker på the commons som alene en betegnelse for jord eller f.eks. byrum til fælles brug – jeg tænker det som potentielt alt fra jord og vand til viden og sikkerhed,« siger hun, dagen før hun skal tale ved Transform!Danmark.

Tragedier

»The commons er de ressourcer, som ikke er privatiserede, eller ikke bør være det. Det betyder ikke, at de tilhører alle, og at man kan gøre, hvad der passer en med the commons. The commons kan kun eksistere og have en fælles værdi, hvis de beskyttes af et fælles regelsæt, udviklet gennem kollektive processer og praktikker af dem, som the commons har direkte betydning for,« siger Shalmali Guttal.

At sætte the commons på begreb er ikke nyt: i begyndelsen af 1800-tallet beskæftigede den britiske økonom William Forster Lloyd sig med, hvad der sker, når individer overbruger fælles ressourcer, og i 1968 tog økologen Garrett Hardin problemet op i artiklen »The Tragedy of the Commons«.

Her fokuserede han imidlertid på det, han mente, var ’nødvendigheden’ af at kontrollere befolkningstilvækst, og mente ikke, at tragedien ikke kunne afværges med andet end privat ejendomsret, omend den måske skulle forvaltes lidt anderledes. Dog var der det problem, skrev han, at ressourcer som vand og luft ikke sådan lige kunne indhegnes. Det har markedet som bekendt siden hen fundet løsninger på. Hardins version af the tragedy of the commons er blevet et stadigt mere hypotetisk problem, eftersom globaliseringen har eskaleret det fænomen, der kaldes enclosure of the commons. Indkapslingen af det fælles.

Det har mildest talt ikke løst problemet med overforbrug af ressourcer. Den eneste kvinde, der nogensinde har vundet Nobelprisen i økonomi, Elinor Ostrom, viede sit liv til at udvikle modeller til at administrere the commons på kollektive måder, netop for at undgå økologisk kollaps. Nobelprisen fik hun for at have vist, hvordan fælles ressourcer »succesfuldt kan administreres af de mennesker, som bruger dem, snarere end af regeringer og private virksomheder«, som det hed i indstillingen.

Ikke romantisk, men praktisk

Ifølge Shalmali Guttal er netop forbindelsen mellem brug af ressourcer og ansvar for deres vedligeholdelse afgørende.

»The commons er ikke en romantisk idé om noget oprindeligt. Det er en praktisk idé, der tager udgangspunkt i, at man skal være direkte ansvarlig i forhold til de ressourcer, man forbruger,« siger Shalmali Guttal. »Det største problem ved den nuværende måde at privatisere fælles ressourcer er, at deres værdi ofte bliver flyttet over store afstande. Det er en ny form for kolonialisme.«

Privatiseringen af fælles ressourcer foregår ikke mindst ved, at investorer fra Det Globale Nord får ret til at udvinde ressourcer i Det Globale Syd.

»I den region, jeg kommer fra, er regeringerne ofte mere end villige til at sælge brugsretten til det, de kalder ’tiloversblevne’ eller ’ubrugte’ områder til multinationale virksomheder, som så anlægger minedrift, plantager, skovbrug, vandkraftdæmninger osv.,« siger Shalmali Guttal. »Men der findes ikke noget sådant som ’tiloversblevne’ eller ’ubrugte’ ressourcer. Ofte vil det være f.eks. jord, som tilhører lokalsamfundet i den forstand, at det bliver dyrket af forskellige familier i forskellige perioder, eller bruges sæsonvist til græsning, eller har en funktion i forhold til økosystemet i området, som ikke umiddelbart kan afspejles i et produkt. Men hvor funktionen bliver meget tydelig, når jorden privatiseres og inddrages til en bestemt brug og derfor ikke længere udgør en fælles ressource. At ingen har papir på jorden betyder ikke, at den ikke er i brug og ikke tilhører nogen.«

Shalmali Guttal understreger, at pointen ikke er, at alt børe være fælles.

»The commons er ikke bare det hele. Så bliver begrebet trivielt. Men der må være ting, vi kan blive enige om, absolut ikke må privatiseres. Og det er den diskussion, jeg mener bliver stadigt mere påtrængende, ikke mindst i relation til diskussionen om klimaforandringer og bæredygtighed. For selv om individer også kan overforbruge fælles ressourcer, så er udpiningen af jordens ressourcer noget, som er eskaleret voldsomt med indkapslingen af the commons. Det er nødvendigt, at vi som kollektiver begynder at identificere the commons og om nødvendigt generobrer dem.«

Det indebærer også en ny tænkning om værdi, siger Shalmali Guttal.

»Diskussionen om privat ejendomsret over for fælles administration af the commons indebærer også en diskussion af, hvad værdi overhovedet består af, hvem det er af værdi for og hvor længe. En værdi som f.eks. biodiversitet tilhører alle og ingen. Det er ikke noget, en virksomhed bør kunne komme og inddrage. Når en virksomhed indkapsler et område f.eks. ved Mekongfloden, indkapsler den et element i et helt økosystem. Det skaber en grad af ødelæggelse, hvis omfang jeg simpelthen ikke ved, om man nogensinde vil kunne beregne meningsfuldt.«

Fordrivelse

Af samme årsag mener Shalmali Guttal også at spørgsmålet om kompensation, når the commons bliver privatiseret, er farligt.

»Det er naturligvis afgørende at kæmpe for kompensation, når folk mister adgang til ressourcer eller bliver tvangsflyttet. Men ’genbosættelse’ er et af de mest bedrageriske begreber. Når et helt lokalsamfund skal bygge sig selv op på ny, eller bliver spredt for alle vinde, tager det år, før de genvinder bare noget af den stabilitet og levestandard, de havde før, og måske sker det aldrig. Det rette begreb er ’fordrivelse’. Når the commons bliver indkapslet, er der næsten altid nogen, der bliver fordrevet.«

Det er ifølge Shalmali Guttal også karakteristisk for indkapslingen af the commons, at det indebærer en fremmedgørelse. Ressourcerne vil komme til at indgå i et markedskredsløb, hvor eventuelle forbrugere måske slet ikke ved, hvor ressourcerne kommer fra og med hvilke omkostninger, de er blevet privatiseret.

»Jeg er ikke imod private investeringer som sådan, men det er et problem, når ressourcer indkapsles og overføres gennem ansigtsløse kredsløb, hvor ingen kan holdes ansvarlige for de konsekvenser, udnyttelsen af ressourcerne har,« siger Shalmali Guttal.

»Vi har tendens til ikke at ville acceptere grænser, og med privatisering bliver grænser begrebsliggjort som barrierer, der skal overskrides. Men der er grænser for alt, det har de sidste årtiers eskalerende klimakrise vist. Det er vi nødt til at acceptere og i stedet begynde at tænke fælles om de fælles ressourcer.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Pas på, de danske politikere ikke privatiserer vores drikkevand.
Mig bekendt snakker politikerne om netop det i øjeblikket.
I min optik er det en regulær krigserklæring, og der må komme til at rulle hoveder, hvis det almene fælles sættes over styr, for at please private investorers profitinteresser.
Stop det, inden det er for sent!

Et andet alvorligt problem er, at landbrugets overgødskning forurener vores almene fælles rene drikkevand - for at undgå bankerot. Det er sgu da sygt!
Stop det, inden det går galt!

God dag der ude