Baggrund
Læsetid: 9 min.

Kapitalismen undergraves indefra

Det er kapitalismens egen skyld, at de sidste års økonomiske kriser ikke har været til at komme ud af, skriver den britiske forfatter Paul Mason og finder håb hos Bernie Sanders, Podemos og andre antydninger af en spirende postkapitalisme. Men har han ret? Andre økonomiske tænkere er ikke så sikre
Nye bevægelser som spanske Podemos og Bernie Sanders’ kampagne i USA kan ifølge forfatter Paul Mason understøtte en overskridelse af kapitalismen.

Jacquelyn Martin/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
26. marts 2016

De sidste par år er teknologien for alvor vendt tilbage i den økonomiske debat. I 1990’erne, før Dotcom-aktieboblen bristede, mente en lang række tænkere, at vi befandt os i en ny informations- og netværksøkonomi, der ikke længere var domineret af industriproduktion, og at dette fundamentalt ville ændre den måde, økonomien fungerede på.

Siden krisen i 2008 ses den slags analyser sjældnere. Måske var det i mindre grad information end finanssektoren, der prægede den nye økonomi, og de utopiske forestillinger om vægtløs økonomi er i dag afløst af langt mere dystre visioner om stigende ulighed, klimakatastrofer og permanent stagnation.

På det sidste er den digitale teknologi dog igen begyndt at titte frem i debatten. Denne gang er det dog snarere robotteknologien end computeren og internettet, der afføder forudsigelserne om en økonomisk omvending.

På World Economic Forum i Davos i januar var et af hovedtemaerne perspektiverne for en ’fjerde industriel revolution’ drevet af robotter og teknologisk synergi (de første tre var drevet af damp, elektricitet, og computere), der kan puste liv i en kapitalisme, som stadig ikke har stabiliseret sig efter krisen.

Den intellektuelle debat har især været præget af bogen The Second Machine Age fra 2014 af MIT-forskerne Erik Brynjolfsson og Andrew McAfee, der forudser, at robotteknologi fuldstændigt vil forandre arbejdsmarked og økonomi i løbet af de næste årtier.

I bølgen af den nye teknologioptimisme er der dog også en mere pessimistisk tone. I rapporten The Future of Employment fra 2013 anslår en række Oxford- forskere, at 47 procent af alle jobkategorier er i fare for at forsvinde til automatisering og forudser akut fare for massearbejdsløshed.

Det er ind i denne debat, at Paul Masons nylige bog Postcapitalism – a Guide to Our Future placerer sig.

Som erhvervsredaktør for først BBC og siden Channel 4 har Mason siden 2008 fulgt både den økonomiske nedsmeltning og dens menneskelige konsekvenser og dokumenteret den gennem bøger som Meltdown: The End of the Age of Greed fra 2009 og Why it’s kicking off everywhere fra 2012.

Denne gang har han vendt sit fokus mod de langsigtede teknologiske transformationer af økonomien. I modsætning til både de teknologiske optimister og pessimister mener Mason ikke, at kapitalismen står over for en ny industriel revolution. Tværtimod bliver den teknologiske innovation efter hans mening holdt tilbage af neoliberal politik, og hvis de nye teknologier får lov til at udfolde sig frit, vil det undergrave selve grundlaget for kapitalismen.

Krise og reaktion

Hovedtesen i Postcapitalism er, at verdensøkonomien står i stampe, fordi det neoliberale økonomiske regime er ude af stand til at levere en vej ud af den nuværende krise. Ved en konference i Cambridge i oktober sagde Mason, at »kapitalismen er et komplekst, tilpasningsdygtigt system, der har mistet sin evne til at tilpasse sig«.

Ifølge Mason er de seneste 200 års kapitalistiske udvikling præget af en række kriser forårsaget af teknologisk udvikling og konkurrence, som gør de gamle produktionsmåder urentable og tvinger producenter og virksomheder til at omstille sig. Han trækker her på den russiske økonom Kondratieff, som allerede i 1920’erne noterede, at kapitalistiske økonomier oplevede såkaldt ’lange bølger’ af økonomiske opsving og nedture. Opsvingene følger af udrulning af investeringsbølger drevet af nye teknologier, mens nedturene med lavere vækst og kriser kommer, når de produktive potentialer i det nye teknologiske regime er udtømt.

Ifølge Mason har vi oplevet fire af disse lange Kondratieff-bølger i kapitalismens historie. Den første startede med den industrielle revolution, der blev drevet af dampmaskiner og tekstilindustrien i England. Den anden fase knyttede sig til introduktionen af nye teknologier som elektricitet og kemi fra slutningen af 1800-tallet. Den sidste fase startede efter 1945, hvor den nye form for industriel, samlebåndsbasereret masseproduktion spredte sig over den udviklede verden.

Problemet er imidlertid, at disse vækstfaser bliver afløst af kriser, når de teknologiske og organisatoriske rammer ikke længere tillader fortsat ekspansion.

Normalt kommer der to reaktioner på sådanne kriser. Den første er en lavteknologisk reaktion. Virksomhederne reagerer på de nye former for pres ved at presse lønninger og udskyde investeringer og dermed genetablere deres rentabilitet. På den måde kan de købe noget tid, men det er samtidig ikke nogen langsigtet løsning, da jerngrebet om lønningerne presser efterspørgsel og dermed vækst nedad.

Derfor har vi historisk set, at den første lavteknologiske reaktion på at overvinde krisen er blevet fulgt af en højteknologisk, hvor ny teknologi og investeringer bliver koblet sammen med vækst i lønninger og BNP. Det var f.eks. det, vi så i perioden efter Anden Verdenskrig, hvor 1930’ernes krise blev afløst af efterkrigstidens gyldne årtier med nogle af de højeste vækstrater, man har set i kapitalismens historie.

Neoliberalismen sidder fast

Problemet i de seneste årtier er ifølge Mason, at vi sidder fast i den første reaktion. Neoliberalismen har »brudt det 200-årige mønster i den industrielle kapitalisme, hvor en økonomisk krise ansporer nye former for teknologisk innovation, som kommer alle til gode«.

Da krisen ramte Vesten i 1970’erne, oplevede de store virksomheder et fald i deres profitter som følge af stigende lønninger og skatter. Reaktionen startede med erhvervsvenlige politikere som Thatcher og Rea-gan, der via stram finans- og pengepolitik samt angreb på fagbevægelsen fik drevet lønningerne nedad i 1980’erne. Via IMF og Verdensbanken spredte den politik sig til store dele af den tredje verden, og fra 1990’erne fulgte dele af Europa med på den neoliberale bølge.

Den svage reaktion fra fagbevægelse og venstrefløj har betydet, at der aldrig har været et pres på virksomhederne for at skifte fra den sikre, men kortsigtede, lavtlønsstrategi. I stedet for at skifte til en højteknologisk reaktion præget af nye investeringer og stigende lønninger sidder man fast i en presset situation, hvor den eneste mulighed for at bevare konkurrencedygtighed er at skære ned på lønnen og dermed på efterspørgslen på varer. Resultatet har været, at væksten i OECD-landene siden 1970’erne er faldet årti for årti, og at denne vækst har været bygget på en række af stadigt større finansielle bobler. I praksis brød dette system sammen i 2008, og siden har verden været fanget i en lavvækstfælde, hvor kun en ekstremt løs pengepolitik og ekstreme mængder af penge pumpet ud i det finansielle system forhindrer endnu et finansielt kollaps. På trods af store potentielle produktivitetsstigninger, der er knyttet til kombinationen af digital innovation og robotbåret automatisering af industriel produktion, hænger den kapitalistiske verdensøkonomi fast i en tilstand af lavvækst.

Samtidig med de dystre forudsigelser for den økonomiske fremtid mener Mason dog også, at den økonomiske produktion drevet af teknologisk udvikling og nye former for arbejde og værdiskabelse er ved at bevæge sig ud over kapitalismens grænser. Kategorier som privat ejendom og konkurrence giver stadigt mindre mening i en verden, hvor samarbejde og udveksling af information er centrale for værdiskabelsen.

Helt central her er prismekanismen, hvor Mason siger, at »informationsgoder undergraver markedernes evne til at skabe korrekte priser«. Udbud og efterspørgsel virker for ressourcer, hvor der er knaphed. Men informationsgoder har en marginalomkostning, der er nul – det vil sige, at når man først har produceret en fil eller et andet stykke digital kommunikation, er det praktisk taget gratis at reproducere det. For at man kan tjene penge på informationsgoder, kræver det, at man tiltager sig et praktiskt teknologisk monopol på en platform, som Google har gjort det med søgetrafik eller Facebook med sociale medier, gennem opkøb af potentielle konkurrenter og et massivt ejerskab af patenter.

Netop patenter og intellektuel ejendomsret spiller en stigende rolle for, at det overhovedet er muligt at tjene penge på information. Store virksomheder er dermed mere og mere afhængige af jura og statslig magtanvendelse for overhovedet at kunne skabe profit. Ligesom banker og købmænd i den sene middelalder støder de nye digitale produktivkræfter hele tiden mod de herskende ejendomsforhold.

Den spirende postkapitalisme

Samtidig med at disse tendenser undergraver kapitalismen på det overordnede plan, ser vi, at nye måder at organisere produktionen vokser frem i sprækker i økonomien, der hverken er organiseret via stat eller marked. I Grækenland har de hårde velfærdsnedskæringer betydet, at der er vokset en ny sektor frem med frivillige netværk og kooperativer, der står for alt fra fødevarer til lægehjælp og transport. Wikipedia er et eksempel på et massivt projekt, der er organiseret fuldstændigt uden om de traditionelle organiseringsformer som aflønning og hierarki.

Mason forestiller sig, at disse organisationsformer kan udgøre basis for en ny form for økonomisk organisering. I modsætning til den sovjetkommunistiske planøkonomi kan modeller for en samarbejdende deleøkonomi åbne for innovation og udvikling. Principperne fra open source er langt bedre i stand til at udnytte potentialet i de digitale produktionsprocesser end vores nuværende system baseret på intellektuel ejendomsret. Både Marx og Keynes påpegede det frigørende potentiale i teknologi og automatisering. Efterhånden som vi behøver at bruge mindre arbejdstid på at holde produktionen kørende, åbner det for større frihed for den enkelte. Problemet er blot, at de herskende kapitalistiske ejendomsforhold står i vejen for, at det store flertal får glæde af dette potentiale.

De nye postkapitalistiske tiltag er stadig i deres kimform, som kapitalisme og bankvæsen var det i 1500-tallet. Men hvis de nye organisationsformer kan understøttes af de nye politiske bevægelser som Podemos eller Sanders-kampagnen i USA, der udfordrer den politiske status quo, er en overskridelse af kapitalismen ifølge Mason inden for rækkevidde.

Spørgsmålet er imidlertid, om Masons positive forudsigelser kommer til at gå i opfyldelse. På den ene side er det forfriskende med en tænker, der tør bevæge sig ud over en kritisk analyse af det bestående system og tænke systematisk over mulighederne for alternativer. På den anden side kan Masons tiltro til teknologiens frigørende kraft nemt falde i nogle af de fælder, vi også så under 1990’ernes teknologioptimisme.

Den ene fælde er en overvurdering af potentialet i nye og spændende teknologier. I The Shock of the Old fra 2006 angriber David Edgerton forestillingen om, at vi i dag oplever specielt hurtige teknologiske forandringer. I stedet siger han, at de helt store betydningsfulde teknologier er relativt gamle – forbrændingsmotoren, masseproduktion, elektricitet. Det var udrulningen af disse, der skabte de høje vækstrater i efterkrigstidens Europa og USA, og den globale vækst i de seneste årtier er især drevet af udrulningen af industriel masseproduktion til Indien og Kina.

Hvis det stadig er de gamle teknologier, der er økonomisk betydningsfulde, skal man måske snarere kigge mod fabriksområderne i Guangzhou end projektarbejderne i Silicon Valley.

Den anden, og måske største fælde, er at forvente, at det teknologiske og organisatoriske potentiale for forandring nødvendigvis sætter sig igennem i den politiske virkelighed.

På lange stræk minder Masons læsning af den nutidige kapitalisme meget om den analyse af det immaterielle arbejdes dominans hos Antonio Negri, som bl.a. udviklede den med Michael Hardt i Imperiet fra 2001. Negri nåede frem til, at kapitalismen på grund af teknologisk udvikling og transformation af arbejdet ikke længere var domineret af industriel masseproduktion, men i stedet af den immaterielle produktion af information og relationer. Negri mente, at kimformen til kommunisme lå i disse nye former for arbejde, hvor samarbejde og netværksproduktion gjorde ejere og managere mere og mere nytteløse og dermed bragte en gennemgribende politisk forandring nærmere. Dette ville skabes af en ny mangfoldig gruppe, the multitude (eller på dansk ’mængden’, red.) der udgjordes af den mangfoldige gruppe af kunstnere, daglejere og arbejdsløse, som blev udbyttet af den nye form for kapitalisme.

Problemet er imidlertid, at snart to årtier efter at Negri formulerede teorien, er mængden ikke tættere på at træde frem som politisk subjekt.

Politisk forandring kræver mere end teknologisk udvikling, det kræver også politisk og social organisering. Hvis man vil overvinde de herskende politiske strukturer, kræver det organiseret magt, som ikke følger automatisk af ensartede økonomiske problemer.

På samme måde som det tog mange årtier fra de første tekstilfabrikker skød op i Manchester, til arbejderne fik organiseret en slagkraftig fagbevægelse, og mere end et århundrede før denne bevægelse fik egentlig politisk magt. Spørgsmålet er, om det kommer til at gå hurtigere i denne omgang. Det 20. århundredes historie peger i hvert fald på, at kapitalisme og neoliberalisme ikke går under af egen kraft, men at et opgør med dem vil kræve aktiv politisk og faglig organisering.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der har i forskellige tidsperioder været flere forskellige seriøse teorier fremme om, hvordan vi kan leve af vestens fortsatte "herredømme".

- Da jeg for en del år siden skrev min hovedopgave i økonomi, stod vi overfor at skulle kunne leve af "fritidssamfundet", der dengang var det helt store under.
- Senere kunne vi i vesten leve af at produktudvikle, styre og administrere produktioner langt borte, og så videre.
Men nu er det bare blevet sådan, at f.eks. de veluddannede kinesere og indere har overhaler os i kompetencer, så de udvikler selv, styrer og administrerer selv, og gør det endda bedre og billigere uden vores hjælp.

Videre har der ligget enorme fordele i "konkurrence-samfundet", hvor alt kunne blive bedre, billigere og mere effektivt, og det er faktisk også sket langt hen af vejen.
- Men jo effektivere man bliver, jo færre hænder er der egentlig brug for, og jo flere arbejdsløse bliver der.
- Og samtidig med at konkurrencen skubber de mindre effektive virksomheder ud, bliver der nogle få monopolister tilbage, der derefter blot kan fastsætte en høj pris efter forgodtbefindende.

Og denne udvikling har gjort, at medens de veluddannede i den vestlige verden bruger mange flere aktive arbejdsår end tidligere på at "tilbagebetale" samfundets investering i deres uddannelse. Er der også nogle korttidsuddannede i samfundet, der i øvrigt slet ikke har kostet samfundet denne høje investering, men til gengæld aldrig vil kunne tjene så meget, at de vil kunne betale samfundets investering tilbage.

Og endelig er der jo problemerne med den enorme udnyttelse af samfundets naturgivne ressourcer, udpining og forurening af velegnet landbrugsjord, asfaltlægning af enorme arealer samt den globale tilsvining af jord, luft og hav med klimaændringer til følge. Og dertil kommer den enorme arbejdsløshed, samt den sociale skævvridning af de samfundsskabte værdier.

Så det er helt indlysende, at kapitalismen ikke på længere sigt er vejen frem.
- Formentlig skal arbejdstiden tvinges ned uden lønkompensation.
- Og den større fritid bør formentlig anvendes til at man alene selv eller sammen med andre fremskaffer en del af vores fødemidler. Man ser jo rund omkring i storbyer, at rekreative parker omdannes til blomstrende fælleshaver, hvor man henter sine grønsager med hjem.
- Måske skal en del af vores aktiver, f.eks. mobiltelefoner, tv, biler køkkenelementer og så videre repareres i stedet for udskiftes.
- Måske skal alle tvinges til at betale større skatter som kompensation for, at samfundet har givet dem en uddannelse, der jo egentlig burde være en samfundseje.
- Måske skal de ældre vænnes sig til, at plejehjem lægges i rekreative omgivelser med godt klima samt lavere lønomkostninger.
- Og hvorfor ikke lade de ældre og syge, der kan, selv stå for fælles madlavning, rengøring, vask, pleje og så videre. Måske vil de ligefrem have godt af at have noget at stå op til.

Janus Agerbo, Erik Feenstra, Anders Graae, edgar dahlin, Mads Berg, Erik Jensen , Kurt Nielsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Jeg tror desværre Gert Romme, at du er temmelig optimistisk på underklassens vegne. Allerede nu skubber man syge og arbejdsløse ud af samfundet, fratager dem muligheden for at være en del af samfundet. Det skal kunne betale sig at arbejde, siges der - og man fratager dem der ikke kan arbejde de penge, der skulle give dem mulighederne for trods alt at at leve i samfundet, ikke overdådigt men nøjsomt.
Efterhånden som der bliver flere gamle, vil der heller ikke være råd til gamle mennesker, og hvis man gør det hele sterilt og maskinelt, kan man muligvis fratage en masse af dem lysten til at leve, så de selv sørger for en enkeltbillet herfra. Allerede nu begår flere midaldrende arbejdsløse selvmord, fordi de simpelthen ikke kan se sig ud af problemerne med bare at overleve.
Husk på, pengene skal jo havne et sted, og det er så i lommerne på dem der allerede har rigeligt.

Søren Fosberg, Flemming Berger, Anders Graae, edgar dahlin, Estermarie Mandelquist, Bill Atkins, Bjarne Andersen, Kurt Nielsen, Torben Skov og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Det er jo dem, der allerede har så rigeligt, der har råd til at købe politikere - og dermed sørge for at pengene havner "det rigtige sted".

Søren Fosberg, Torben Selch, Estermarie Mandelquist, Bill Atkins, Tue Romanow, Bjarne Andersen, Kurt Nielsen, Torben Skov, Jørgen Steen Andersen, Holger Madsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jørn Petersen

Fine tanker Hr. G Romme men kapitalismen er ikke blevet den økonomiske model som sikrede at vores verden er ren at mennesker kunne være trygge, men derimod den økonomiske model som er for de få uden skrupler og som smadrer både vores verden og mennesket i den.

Desværre er det svært at finde en positiv måde at komme ud af det skruestik, og derfor bliver det nok enten vores undergang ( langsomt) eller dem som overlever kommer til at leve i en verden der til det sidste ikke fik lov at redde sig selv og hvor det er svært at finde et stykke jord der kan gro en gulerod i.

Det er svært at forstå hvorfor der er nogen der har så travlt med at rage til sig, specielt fordi at planeten vil være her i millioner af år, med mennesker på, hvis der bliver passet på den.

Søren Fosberg, Estermarie Mandelquist, Kurt Nielsen, Torben Skov og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Jørgen Steen Andersen

Gert Romme 18:29
"Så det er helt indlysende, at kapitalismen ikke på længere sigt er vejen frem."
Der har du nok gjort regning uden vært, for skulle vi ikke tage at slippe af med kapitalismen, før vi kan erklære den for død.
Vi lever med en kapitalisme, som er blind, døv, dårligt gående med diagnoser, som mange økonomer må opgive at navngive, men det er desværre en bomstærk størrelse, vi har med at gøre uanset.
Den hærger jorden som en epidemi, og desværre har mange en patologisk mani, overbevisning, tro, nydelse i at forlænge livet for dette samfundssystem, som spreder død og ødelæggelse over hele jorden.
Målet må være at styre kapitalismen og ikke omvendt, for som nogle helt fejlagtigt mener, at kapitalismen styrer mod ligevægt af sig selv med så lidt regulering som muligt, det er en ligevægt, som ingen mennesker ønsker.
Ligevægt kan jo være så meget-
Og så er det jo også en skam, at en ligevægtssituation som er til gavn for mennesker sker for sjældent.
Mennesker skal blive herrer i eget hus og få velfærdssamfundet og kapitalismen til at fungere i et samarbejde, som forhindrer finanskriser, centralisering og udbytning.
Den nye kapitalisme skal styres benhårdt, og så skal der fokuseres meget mere på miljø og bæredygtighed og menneskelig trivsel.
Økonomiske modeller skal medregne miljø, forurening, trivsel mm.
Hvis nogen påstår, at det kan der ikke sættes eksakte tal på, så brug skønnede tal.
Økonomi er ikke en eksakt videnskab, og oprydning efter atomkraftulykker osv indgår i dag i BNP, så hvad er forskellen?

Søren Fosberg, Torben K L Jensen, Estermarie Mandelquist og Erik Jensen anbefalede denne kommentar

Rune Møller Stahl, piller stille og roligt - næsten umærkeligt - de postkapitalistiske forhåbninger fra kapitalisterne. Kapitalisterne står stadig ansigt til ansigt med socialismen. Godt skrevet Rune.

Robert Ørsted-Jensen

Man kunne også vende sagen på hovedet og sige at set netop er fordi at kapitalismen har iboende sammenbrudstendenser at den skal og bør bekæmpes.

Jørgen Steen Andersen

Hele pointen er, at den ikke bryder sammen.
Kriser er en form for sammenbrud.
Kapitalismen er som fugl Fønix.
Den genopstår altid i en eller anden form.
Et simpelt, men godt eksempel er fænomenet inflation - deflation.
I 70' erne var der inflation og nu har vi næsten deflation, og ingen økonomer har en stensikker kur eller løsning.
Hvordan bekæmpe kapitalisme?
Kapitalismen skal styres, ikke bekæmpes, for det er umuligt.
Vi skal styre kapitalismen i en anden retning end nyliberalisterne gør for tiden.
De gør bare det hele meget værre med større økonomisk ulighed, flere bobler, mere forurening osv.
Kapitalismen skal styres i bæredygtig retning ved favorisering af økologi, teknologi, sund konkurrence på kvalitet osv.
Kapitalismen er et meget stærkt, levende og kompliceret system, som kræver styring på mange planer, og det kan naturligvis lade sig gøre, hvis viljen er tilstede, og det ikke bliver idelogier som er bestemmende.

Jo vist har han ret - at andre økonomiske tænkere mener noget andet er ikke mærkeligt, kunne man forvente andet ?

Samfundenes dysfunktioner har mange farver på paletten - hvor farven blå synes at være den, et flertal af politikere ser bedst.

En farve, som neoliberalisme er badet i - hvis guru Milton Friedman erkendte, at den frie markedsdannelse i sidste ende ville medføre uoverskuelige sociale konsekvenser, med risiko for totalitære reaktioner.

Disse måtte foregribes ifølge Friedman ved at indføre en "negativ indkomstskat" . Dvs. borgerløn.
Hvilket hans neoliberale efterkommere synes at have overset.

Ovenstående synspunkter kan findes i "Som en Mønt på Højkant" af Preben Wilhjelm p.39.
Som hermed stærkt anbefales.

Torben K L Jensen

Socialismen,der i mine øjne er den mest humane samfundsmodel,hvor det er livskvalitet der er bundlinjen,skal have fuld kontrol/eje alle slag infrastrukturer,der påvirker miljø,livsvilkår osv. i konkurrence med de kapitalistisk neo-liberales bukse-pissende her-og-nu varmesøgende let-løsninger,hvor imod det er samfundet der står for langtidsholdbare investeringer der kan modstå de klimaudfordringer der helt sikkert kommer.Kapitalismen der kun er gearet til her og nu profit,kan/vil ikke tage ansvar for fremtiden.Problemet med penge er i mine øjne helt ligetil.Først skal vi af med finans-pagten med EU og så skal vi udstede statsobligationer til så godt som nul-rente for at investere i fremtidens bæredygtige løsninger. Som Keynes så klogt sagde : "Om 400 år er vi alle døde" men det er lånegiverne også,og hvem der i fremtiden kommer til at betale: Kapitalen eller samfundet?Demokratiet bestemmer hvem,så jeg tro det bliver kapitalen.Penge er nu engang KUN penge.

Philip B. Johnsen

Jeg ser ingen grund til optimisme eller til at pakke det verden er vidne til pænt ind, kald hellere en spade for en spade, det fremmer forståelsen af udfordringen eller opgaven om man vil, der skal løses.

World Economic Forum i Davos er gennemsyret af kapitalismen, samt dertil hørende internationale organiserede økonomiske kriminalitet og forbrydelser mod menneskeligheden, FN's generalsekretær Ban Ki-Moon prøvede i 2011 at få lidt fornuft i foretagendet, men desværre uden noget resultat.

Fra link:
"It is easy to mouth the words “sustainable development”, but to make it happen, we have to be prepared to make major changes in our lifestyles, our economic models, our social organization and our political life."

Ban Ki-Moon, 2011
FN's generalsekretær.
Link: http://www.un.org/sg/statements/?nid=5056

Lige nu er EU ved at lære resten af verden om det kapitalistiske svar på folkevandringerne, der snart vil ses i stort antal i kølvandet på klimaforandringerne der ikke søges løsninger på i World Economic Forum i Davos, hvor folkevandringer besvares af EU kapitalismen med militære midler, internering, deportation, død, sult og nød.

Det er verdens ældste taktik, kujoner beskytter deres tyvekoster med krig, millitære magtmidler og anden strategi for, at opnå underliggende politiske og økonomiske mål.

'Feltherrekunst'

Bent Gregersen

Gert Romme

Det kan vel næppe overraske nogen at der til konkurrence samfundets dynamik også følger et tabsgivende fallits samfunds dynamik, som ikke kun rammer ikke duelige virksomheder, men også i høj grad truende små virksomheder som har et overlegent produkt og så naturligvis fx ved prisdumpning bringes til at gå konkurs. Salget af det fallitramte firmas aktiver er omkring 15% af nyprisen. Det er en af de større virksomheders vækstmetoder. Den fra de bekende liberalisters idealisme velkende naivitet er derfor virksom i sløringen til denne mekanisme.