Det lange farvel til kongen af Rom

I denne artikel var en kildehenvisning i weekendens Moderne Tider i første linje ved en fejl blevet redigeret ud af teksten efter afleveringen fra skribenten. Der skulle have stået: »Som fodboldmagasinet Goal for nylig mindede sine læsere om, så bemærkede den tidligere AS Roma-træner Rudi García engang, at der fandtes tre konger i Rom: Paven, den legendariske tv-mafiaboss ‘Libaneseren’ og Francesco Totti.«

Ved citatet fra Carlos Mazzone senere i teksten manglede også en kildehenvisning; citatet er blandt andet gengivet hos Goal og Football Italia. Information beklager fejlen. Red.

Den tidligere AS Roma-træner Rudi García bemærkede engang, at der fandtes tre konger i Rom: Paven, den legendariske tv-mafiaboss ’Libaneseren’ og Francesco Totti.

Paverne bliver dog skiftet ud jævnligt, ’libaneseren’ endte med at dø på skærmen, og nu er også den spiller, som de kalder il Re di Roma (kongen af Rom) ved at abdicere.

Hvad der skulle have været et værdigt farvel med en af de største spillere i Serie A’s historie, er dog ved at udvikle sig til et uskønt forløb med skænderier for rullende kameraer og konflikter mellem en træner og hans tidligere protegé.

Det startede ved Champions League-opgøret mod Real Madrid i sidste måned. Eller rettere sagt: Da Totti for et par måneder siden vendte tilbage fra endnu en af de slidskader, der har plaget ham i de senere år.

I de første kampe efter hans tilbagevenden fik han stærkt begrænset spilletid af klubbens træner, Spalletti, men det kunne han sådan set godt leve med, fordi det var underforstået, at han skulle spille sig tilbage i form, før han gøre krav på en plads i start-11eren.

Det var dog begivenhederne i kampen mod kongeklubben fra Madrid, der antændte konflikten. Her holdt Spalletti klubikonet på bænken i stort set hele kampen og sendte ham først på banen fire minutter før tid, da opgøret for længst var tabt – nærmest om en slags medlidenhedsindskiftning, så Totti også kunne få lov at snuse lidt til græsset.

Dén ydmygelse stod Totti ikke model til, og hans raseri blev stillet til skue for hele fodboldverdenen efter kampen i den såkaldte mixed zone, hvor spillere og mediefolk flokkes om hinanden. Her bremsede et tv-hold Totti med anmodning om et kort interview.

Hvorfor vil I tale med mig? Jeg betyder tydeligvis ikke noget længere,« svarede den offensive veteran, mens han gloede rasende på Spalletti.

Krigserklæringen

Den kronragede træner fornemmede tydeligvis, at den aldrende publikumsfavorit var i ondt lune, så op til næste hjemmekamp mod Palermo gik Spalletti i medierne og lovede, at Totti ville få lov at starte på banen.

Det var imidlertid ikke nok for Totti, der dagen efter bevilgede et interview til tv-kanalen TG1. Så vidt klubben var orienteret, skulle interviewet handle om Tottis rolle i Italiens erobring af VM i 2006, men det var ikke ligefrem det emne, klubveteranen valgte at opholde sig ved, da først kameraerne kørte.

I stedet kastede han sig ud i et frontalangreb på sin træner og den måde, han behandlede ham på.

»Hvordan mit forhold til Spalletti er?« spurgte han retorisk intervieweren. »Vi siger ’godmorgen’ og ’godaften’. Og det er det. Jeg vil have rene linjer imellem os, for jeg vil hellere have, at han fortæller mig visse ting, end at jeg skal læse om dem i aviserne.«

Og så en slet skjult trussel om, at han jo bare kan smutte fra klubben, når hans kontrakt udløber.

»Jeg kan ikke blive i Roma på denne her måde. Det smerter at sidde på bænken. Jeg forstår godt, at jeg i min alder får mindre spilletid, men det er skidt for mig at afslutte min karriere på denne her måde. Jeg kræver respekt for alt det, jeg har gjort for klubben.«

Tottis ord satte Spalletti i et dilemma, for nu havde han jo lige lovet klubikonet en plads i startopstillingen – hvorefter han bliver udsat for dette bagholdsangreb. Og hvad gør en træner, der ønsker at opretholde sin autoritet i omklædningsrummet, så?

Spalletti rystede ikke på hænderne. Totti blev tilsagt til et møde, hvor han fik at vide, at han godt kunne glemme alt om at få spilletid mod sicilianerne. Og kort efter kunne de lamslåede holdkammerater se deres ledende kulturbærer pakke i raseri og tage hjem.

Sammenstødet elektrificerede fodbolddebatten i støvlelandet, hvor den offensive midtbanemand nyder legendestatus.

Det er muligt, at mange danskere primært associerer Totti med hans spyt på Christian Poulsen ved EM tilbage i 2004, men i hjemlandet er den elegante offensivspiller med den kattebløde touch et fodboldikon, og han betragtes som en af de bedste spillere, der nogensinde har optrådt på et italiensk stadion.

Altid AS Roma – og kun AS Roma

Han har været aktiv i Serie A i ubegribelige 23 år – eller nærmere betegnet siden den 28. marts 1993, hvor han som blot 16-årig blev kastet på banen i en udekamp mod Brescia – og i den periode er han blevet kåret som årets fodboldspiller i den bedste italienske række to gange og årets bedste italienske fodboldspiller fem gange, ligesom han har vundet topscorerprisen en enkelt gang og lige nu er den næsthøjest scorende spiller nogensinde i det italienske ligasystem med 244 mål.

Hvad der har sikret ham beundring blandt fodboldfans langt ud over AS Romas rækker er dog ikke så meget hans evne til at levere mål og spillemæssige toppræstationer år efter år, som det er hans ubrydelige loyalitet over for sin barndomsklub.

Totti har kun spillet i én klub – AS Roma. Og enhver italiensk fodboldtilhænger ved, at han ved flere lejligheder har takket nej til lukrative tilbud fra nogle af kontinentets allerstørste klubber. Blandt andet kom det frem i 2004 – da Totti var på højden af sin karriere – at han havde takket nej til Real Madrid.

Da de italienske medier spurgte ham, hvorfor han havde afvist chancen for at optræde i den spanske kongeklubs hvide trøje, svarede han lakonisk, at han havde valgt med hjertet. Dén slags giver respekt blandt fodboldfans, der ellers er vant til, at deres idoler løber efter den største pengecheck og det næste fristende tilbud.

Totti og Roma har været synonymt med hinanden, lige siden han blev anfører for klubben som 21-årig – hvilket i øvrigt gjorde ham til den yngste Serie A-anfører nogensinde.

Og netop derfor er det et ekstra chok, at netop Totti truer med at forlade AS Roma. Og adskillige aktører har da også haft travlt med at blande sig i striden mellem Spalletti og hans offensive kreatør.

»Spalletti er bare ude efter hæder for sig selv,« tornede den tidligere Roma-træner Carlos Mazzone, der gav Totti hans debut. »Han kunne nemt have løst situationen stille og roligt med en snak på tomandshånd. Ved at optræde på denne måde har han ødelagt det offentlige image af en ung mand, der er helt exceptionel – både som menneske og som fodboldspiller.”

Og en anden tidligere Roma-træner, Zdenek Zeman, fastslog kort og godt: »Francesco Totti er Roma.«

Ja, selv den olympiske guldmedaljevinder i styrtløb, amerikanske Lindsey Vonn, følte sig kaldet til at deltage i palaveren.

»I’m on Totti’s side!« tweetede hun til sine godt 420.000 følgere.

Hvad Lindsey Vonns syn på sagen har af betydning, er dog nok begrænset. Mere vigtigt er det, hvordan tilhængerne stiller sig. Og det afslørede de til hjemmekampen mod Palermo. Her oplevede den ellers populære Spalletti, at hans navn blev piftet ud ved oplæsningen af holdopstillingen før kampstart. Og da Totti indfandt sig på udskiftningsbænken, blev han mødt med klapsalver fra tribunerne og serenader som »C’e solo un capitano,« (Der er kun én anfører, red.)

Spalletti forblev dog tro mod sit ord. Totti forblev på bænken hele aftenen og fik ikke så meget som ét sekunds spilletid. Træneren havde i øvrigt heller ikke behov for hans assistance, eftersom romerne vandt kampen med 5-0.

Det var den femte sejr på stribe til giallorossi, der efter en kriseperiode atter synes at have sat kursen mod den Champions League-givende tredjeplads i ligaen. Så på dét punkt behøver Spalletti ikke at bekymre sig.

Spørgsmålet er imidlertid, hvordan han løser konflikten med sin mest berømte spiller.

At det overhovedet er de to, der er tørnet sammen, kan synes paradoksalt, eftersom det netop var Spalletti, der i sin første periode som træner for AS Roma tilbage i midten af 00’erne stod bag Tottis finest hour. Det skete i sæsonen 2005-06, da Spalletti flyttede Totti fra den offensive midtbane og frem til en position som holdets centerforward.

Positionsskiftet betød dog ikke, at Totti forholdt sig stationært oppe i romernes forreste kæde. Tværtimod lod han sig ofte faldt langt i banen, hvorfra han kunne modtage bolden og skabe plads til dybdeløb fra holdets midtbanespillere og kanter.

Herved var den såkaldte ’falske 9’er’ født. Og Spallettis nu legendariske 4-6-0-system gav genlyd over hele Europa og inspirerede trænere som Manchester Uniteds Alex Ferguson og Pep Guardiola i Barcelona til at kaste sig ud i lignende taktiske eksperimenter.

Samtidig gav rollen som en slags dybtliggende frontangriber Totti ny inspiration, og i sæsonen 2006-07 lavede han 26 kasser i Serie A, hvilket indbragte ham Guldstøvlen som bedste topscorer i hele Europa.

At ældes med værdighed

Nu er mestertræneren og hans protegé imidlertid på kollisionskurs, og forklaringen er naturligvis, at Totti ikke længere har den styrke, som han havde i Spallettis første tid i klubben.

Hans blik for spillet og evnen til at sætte holdkammeraterne i scene er intakt, men skader og alder har fjernet hans hurtighed og mobilitet, og han er ikke længere i stand til at tage del i det arbejdskrævende genpres, som er blevet en del af moderne topfodbold.

»Old soldiers never die, they just fade away,« lød det som bekendt fra general MacArthur i hans berømte afskedstale til den amerikanske kongres.

Sådan er det ikke med gamle fodboldspillere. De sidder bare og skumler ude på bænken. Men her kan Totti naturligvis ikke blive siddende til evig tid. Spalletti må finde ud af, hvad han skal stille op med sin falmende stjerne; en mand, der stadig er højtelsket blandt holdets hardcore fans på Stadio Olimpicos curva sud, men som ikke længere har kræfterne til at holde yngre rivaler ude af startopstillingen.

Uanset hvordan det hele ender, så illustrerer affæren, hvor svært det er at blive ældre med værdighed i professionel fodbold.

Totti er lige nu ved at gøre den smertelige erkendelse, som mange andre topspillere har gjort før ham, nemlig at uanset hvor stor du har været, og uanset hvor meget du har givet til klubben, så venter bænken i det øjeblik, du ikke kan følge med længere. Professionel fodbold er først og fremmest benhård business. Eller for at udtrykke det med de usentimentale ord fra Alex Ferguson: »The bus waits for no one.«

Lige nu venter den italienske fodboldverden med spænding på at finde ud af, om det lykkes Totti og Spalletti at stable en våbenhvile på benene, eller om det hele ender med et brag.