Læsetid: 18 min.

Den perfekte drøm krakelerer

Ta-Nehisi Coates har sat ord på raceundertrykkelsens vedvarende spor i det moderne amerikanske samfund og er blevet talsmand for et mere selvbevidst og kampklart sort USA, der har rejst sig oven på Obama-æraens skuffelser. Samtidig er vrede, hvide mænd for alvor begyndt at rase til Donald Trumps vælgermøder over tabet af deres amerikanske drøm og frygten for minoriteternes magtovertagelse. Men deres amerikanske drøm, siger Coates, hviler på de sorte amerikaneres rygge
Aktivister demonstrerede i sidste uge mod Donald Trump med en voldsomhed, som fik Trump til at aflyse et valgmøde.

Aktivister demonstrerede i sidste uge mod Donald Trump med en voldsomhed, som fik Trump til at aflyse et valgmøde.

Nima Taradji

19. marts 2016

Det er en konflikt, der har ulmet længe. Og den konservative hjemmeside Breitbart var ikke længe om at sætte fingeren på den, da den endelig brød ud i lys lue.

Flere af de demonstranter, der medvirkede til, at den førende republikanske kandidat, Donald Trump, måtte aflyse sit vælgermøde i Chicago i sidste uge på grund af tumult, tilhørte Black Lives Matter – den fremadstormende sorte protestbevægelse, der kæmper mod politivold og diskrimination.

»Chicago just shut Donald Trump rally down!!! #BlackLivesMatter and all other groups !! Thank you,« lød et tweet, som hyldede en alliance, der også indbefattede immigrantaktivister.»Very simple … Protesters were being abused ­@these #Trump/KKK rallies. Not going to stand for that BS! #BlackLivesMatter,« tweetede en anden.

Konfrontationen ses af flere som kulminationen på to dominerende strømninger i det amerikanske samfund lige nu: Den ene udgøres af trængte hvide Trump-vælgere i arbejderklassen og den nedre middelklasse, som frygter at tabe til såvel den ukontrollerede kapitalisme som til andre konkurrerende etniske grupper. Den anden repræsenterer en selvbevidst og kampklar afroamerikansk befolkningsgruppe, der er vokset ud af Obama-æraens skuffelser.

Læs boguddrag af Ta-Nehisi Coates' "Mellem verden og mig"

Som magasinet Slates afroamerikanske politiske kommentator, Jamelle ­Bouie, skrev efter Chicago-mødet under overskriften, ’Hvordan skete Trump’:

»Obama-æraen indvarslede ikke et post-racistisk USA, i stedet radikaliserede æraen et USA, hvor millioner af hvide pludselig blev hyperbevidste og bekymrede for deres racemæssige status.«

Nu håber de hvide ifølge Bouie, at Donald Trump vil geninstallerede den racemæssige orden. For ganske vist har hans kampagne handlet meget om at angribe latinoer og muslimer. Men hans mest udtalte angreb på Obama har tidligere netop drejet sig om »anti-sort-racisme«.

Og Trump høster da også størst fremgang i stater og amter, hvor den racemæssige polarisering er stærkest, noterer Bouie. Desuden har det vist sig, at et højt niveau af racehad kan komme til udtryk i større støtte til Trump.

Mange blandt trængte, hvide befolkningsgrupper har altså indset, godt hjulpet på vej af Trumps ’Make America Great Again’-retorik, at de er i samme båd som mange farvede. Og det er ikke et sted, de bryder sig om at være.

Som den afroamerikanske forfatter Charles M. Blow noterede i sin klumme i New York Times allerede i februar:

»Bekymringen for ulighed handler i virkeligheden om, at mange hvide amerikanere nu har oplevelser, som mange minoriteter her i landet har levet med længe – strukturel ulighed har overskredet racebarriererne – og den arv, som de hvide troede fuldt og fast på, var deres, rykker nu gradvist uden for deres rækkevidde. Men ulighed har været en del af afroamerikanernes liv, lige siden den første sorte satte sin fod her.«

Ifølge demografiske fremskrivninger kan de hvide amerikanere desuden regne med at være i mindretal i deres land om få årtier.

Jamelle Bouie og andre ser præsident Barack Obama som et symbol på den sorte magt, der har provokeret hvide grupper til at sætte gryden i kog. Og den gryde fisker Donald Trump i.

Mange sorte har til gengæld fået øjnene op, efter de fik deres første afroamerikanske præsident. De har indset, at forestillingen om et post-racistisk USA i Obama-æraen var drøm mere end virkelighed, og det har givet deres vrede ny ilt.

For mange sorte gider ikke forsøge mere: Forklare de hvide om strukturel racisme og det hvide overherredømme, mens de prøver at undgå, at de hvide føler sig ubehageligt til mode i løbet af samtalen.

De er trætte af at få at vide, at de må se at komme over deres ’sorthed’ af dem, der mener, at de med al deres snak om ’sorthed’ fastholder offerrollen og dermed deres førende position i den økonomiske underklasse og på fængselsgangene.

Dette ’nok er nok’ kommer også på baggrund af en lang række sager om politidrab på  ubevæbnede, sorte unge – Michael Brown, Tamir Rice, Eric Garner, Trayvon Martin ...

En periode, hvor det virtuelle fællesskab Black Twitter har givet frustrerede unge sorte en stemme i medierne, de ikke mener, de havde før. Som har skabt den voksende og stadigt mere højrøstede protestbevægelse Black Lives Matter, som selv præsidentkandidater er nødt til at forholde sig til.

Og som gav dette års Oscar-fest særlig opmærksomhed, da prominente sorte skuespillere og instruktører udtrykte kritik af, at der igen i år ingen sorte nominerede var.

Samtidig er en ung universitet-dropout ved navn Ta-Nehisi Coates skudt op i den amerikanske offentlighed som den første sorte mand i mange år, hele USA taler om.

Ikke fordi han er rapstjerne eller offer for hvide betjentes skud. Men fordi han har skrevet en meget lille, men meget vred selvbiografi på 150 sider om racespørgsmålet i USA, som nu udkommer på dansk med titlen Mellem verden og mig. En bog der på mange måder blotlægger, hvorfor konfrontationen mellem det sorte og det hvide USA lige nu materialiserer sig til Trumps vælgermøder.

Den vrede sorte mand

Intet ville dog være mere forkert end at se journalisten og forfatteren Ta-Nehisi Coates som endnu en vred, sort mand. Ikke alene fordi det er en racestereotyp, som er blevet brugt til at forklejne sort frustration. Men også på grund af den enorme og helt exceptionelle opmærksomhed, Coates har fået med bogen, der er prisbelønnet og længe lå nummer ét på New York Times’ bestsellerliste.

Coates har været overalt. Til møder med Obama. I et hav af tv- og radioprogrammer, i debatter på universiteter, på foredrags­turne landet over. Utallige prominente intellektuelle har forholdt sig til ham og hovedsageligt lovprist hans bog for dens uomgængelige uforsonlighed samt æstetiske og litterære kvaliteter. Lignende opmærksomhed har hans omfattende artikler om race i magasinet The Atlantic Monthly fået.

Alt sammen til trods for, at det Coates siger, ikke er særlig nyt eller originalt. De eksempler på strukturel racisme, han har redegjort for i The Atlantic, er velkendte. Og hans krav om økonomisk og moralsk erstatning til sorte for den historiske forbrydelse, slaveriet var – i den længste og mest læste artikel i The Atlantics historie – er et ekko af blandt andet Black Panthers krav i 1970’erne.

Forfatteren Thomas Chatterton Williams, afroamerikaner bosat i Frankrig, har anmeldt bogen i London Review of Books. Han forklarer Information den uhørte opmærksomhed, bogen og Coates har fået.

»Coates ventilerer den følelse af vrede og frustration, som kun er vokset i omfang siden orkanen Katrina (der udløste en heftig debat om det hvide Amerika, der ignorerede eller lod fattige sorte i stikken under og efter katastrofen, red.) Denne vrede har også fostret Black Lives Matter-bevægelsen, fordi mange har indset, at forestillingen om et postracistisk samfund efter Barack Obama er og bliver en farce. Men den markerer også et skift i retorikken om race, hvor man i højere grad begynder at tale om hvid overlegenhed i stedet for racisme, fordi det omfatter mere end bare enkelte menneskers handlinger, nemlig en strukturel undertrykkelse af andre etniske grupper end hvide,« siger Thomas Chatterston Williams.

En familie vender hjem, efter at politiet natten igennem har gennemsøgt deres hus. På årsdagen for nedskydningen af Michael Brown i byen Fergusun i august 2014 blev to betjente skudt under urolighederne i kølvandet på demonstrationer i byen. Politiet reagerede blandt andet med omfattende husundersøgelser i sorte bydele.

Scott Olson

De sorte kroppe

Mellem verden og mig er skrevet som et brev fra Ta-Nehisi Coates til sin 15-årige søn. Det er farens erfaringer om realiteterne i raceulighedens USA, han giver videre til sønnen.

Opvokset i et West Baltimore i 1970’ere og 80’ere, der på mange måder minder om miljøet omkring boligblokkene i HBO-serien The Wire, møder den 11-årige Coates raseriet i øjnene på en lidt ældre sort fyr, han ser trække sin pistol uden for en 7-Eleven.

Coates lærer at frygte for sin sorte krop, da han i et splitsekund erkender, at knægten, og alle de andre som ham, der hænger på gaderne i kvarteret, kan udslette Coates selv på et øjeblik.

Men banderne og drengene på gaden er fanget i deres egen angst. Deres våben, muskler og attitude er skabt af en barndom i frygt for at miste deres egne sorte kroppe. Det er ikke kun de hvide, der frygter den sorte, mandlige krop. Det gør de sorte også selv.

Ta-Nehisi Coates er søn af en Black Panther. Malcolm X giver hans verdensbillede form, og opdragelsen i sort kultur fuldendes, da han kommer på det legendariske Howard University, en institution med overvejende sorte studerende og undervisere.

Han færdiggør dog aldrig sine studier. Det gør hans ven Prince Jones heller ikke. Jones er fra en sort middelklassefamilie, og hans fremtid ligger åben, da han bliver skudt af politiet en aften, hvor han kører sin kæreste hjem. Han var alt det, de hvide ønskede, han skulle være: veluddannet og fra en god familie. Den hvide betjent gik fri.

Coates skriver til sin søn:

Men du er en sort dreng, og du er nødt til at tage ansvar for din krop på en måde, som andre drenge aldrig vil kunne sætte sig ind i. Faktisk er du også nødt til at tage ansvar for andre sorte kroppes værste handlinger, som du på en eller anden måde også altid vil blive tillagt. Og du er nødt til at tage ansvar for de magtfuldes kroppe – politimanden, som slår dig ned med en knippel, vil hurtigt undskylde sig med dine mistænkelige bevægelser. Og det lader sig ikke blot reducere til dig – kvinderne omkring dig må tage ansvar for deres kroppe på en måde, som du aldrig vil kunne sætte dig ind i. Du bliver nødt til at slutte fred med kaos, men du kan ikke tillade dig at lyve. Du kan ikke tillade dig at glemme, hvor meget de har taget fra os, og hvordan de omsatte selve vores kroppe i sukker, tobak, bomuld og guld.

Mens vrede deltagere i valgmøder for republikanske Donald Trump og andre præsidentkandidater taler for Den Amerikanske Drøm, som de oplever som truet af globalisering, indvandring og raceblanding, har Ta-Nehisi Coates en noget mere kritisk beskrivelse af den drøm, de kæmper for at bevare. Han kalder de hvide for ’Drømmerne’ og beskriver deres liv i forstadsverdenen som uskyldigt søvngængeri.

»Jeg har set den drøm hele mit liv. Den findes i perfekte huse med pæne græsplæner. Den findes i fællesspisninger på Memorial Day, i beboerforeninger og på indkørsler. Drømmen består af træhuse og drengespejdere. Drømmen lugter af pebermynte, men smager af jordbærtærte.«

»Meget længe har jeg selv ønsket at kunne flygte ind i Drømmen og trække mit land over hovedet som et tæppe. Men det har bare aldrig været nogen reel mulighed, for Drømmen hviler på vores rygge, og tæppet er lavet af vores kroppe,« skriver Coates i bogen.

De hvide har lullet sig i søvn til Den Amerikanske Drøm, hvis hidtidige økonomiske overlegenhed ifølge Coates baserer sig på en historisk tradition for udplyndring af sorte.

Historikeren Steven Deyle har regnet ud, at slaverne udgjorde den største koncentration af værdier i USA overhovedet i tiden omkring Den Amerikanske Borgerkrig. Den var tre gange større end det samlede beløb, der var investeret i banker, og syv gange så stor som den samlede pengeværdi, der var i omløb i landet på det tidspunkt.

Og der går en lige linje fra fortidens slaveri til nutidens strukturelle racisme, fastslår Coates, der samtidig advarer sin søn mod at organisere sit liv omkring den »minimale chance for, at Drømmerne måske bliver bevidste« og vågner op.

For de hvide har åbenbart tilgivet sig selv for udplyndringen af de sorte. Og samtidig fejrer de USA med en omskrivning af historien: Den moderne verdens mest fremgangsrige nation er grundlangt på hårdt arbejde og begavelse. Tyveriet er glemt. Men Coates gør sit til at vække historien til live i nye skikkelser.

Han angriber »racistisk boliglovgivning og racistiske ejendomsmæglere«, der tjener penge på segregerede boligkvarterer. Og opsøger sorte borgere, der stræbte efter middelklassens goder i 1960’erne, men fik lov til at ’købe’ huse på særligt ufordelagtige vilkår. Hans nutidige eksempel er sorte før finanskrisen, der gennem særlig målrettet marketing fik tilbudt risikable subprimelån af Wells Fargo, som bankens ansatte refererede til som »ghettolån«.

»Noget mere end blot moral afkræver USA erstatning. Vi kan ikke undslippe vores historie. Alle vores løsninger på store problemer som adgang til sundhedsvæsen, uddannelse, boliger og økonomisk lighed bliver besværlige på grund af  det unævnelige,« skriver han i sin artikel om erstatning til den sorte befolkning. Grunden til, at sorte stadig er så langt bagud, kan ikke kun findes i nutiden. Den skal også findes i fortiden.

De udplyndrede

I 1990 blev 23-årige Terrence Stevens anholdt på en bus i Buffalo og senere dømt for besiddelse af godt 100 gram kokain, som han ifølge politiet havde opbevaret i en taske ombord på bussen. Stevens, der er vokset op i et socialt boligbyggeri i New York, led allerede dengang af muskelsvind, der lammer de fleste af hans muskler fra hovedet og ned. Trods sit handicap fik han 15 års fængsel under de hårde narkolove i staten New York.

»Jeg havde ingen informationer, jeg kunne handle med over for politiet, der tilbød mig fem år, hvis jeg ville hjælpe deres efterforskning,« fortæller Terrence Stevens, der hele tiden har hævdet, at han var uskyldig dømt, til Information.

»At fængsle nogen i min tilstand, der ikke udgør nogen fysisk trussel mod samfundet, og som ikke kan tørre sig selv bagi, er en seriøs indikation af, at der er noget helt galt med vores juridiske system,« fortsætter han. Stevens anslår, at 90 procent af hans medfanger sad for mindre ikkevoldelige narkoforseelser. Store fisk var der til gengæld ikke mange af.

»Derfor var der stadig masser af narko i gaderne. Disse love gjorde ingenting i forhold til narkokriminalitet, i stedet blev et hav af misbrugere buret inde. Det har kostet skatteyderne millioner. Men narkotika er et sundhedsproblem i USA, ikke et problem, der kan løses i det juridiske system,« siger Terrence Stevens. Han blev løsladt på grund af sit handicap i 2001. Da havde han siddet 10 år bag tremmer.

Stevens er nærmest blevet et nationalt symbol på USA’s absurde og fejlslagne narkolovgivning, da han optrådte i den kendte sorte Harvard-professor Henry Louis Gates Jr.’s dokumentarserie om 500 års afroamerikansk historie.

Gates var manden, der uretmæssigt blev anholdt af en hvid politimand, antændte endnu en debat om politidiskrimination, for senere at blive indbudt til forsoningsmøde med betjenten af præsident Obama.

’Narkokrigen’, som blev igangsat af Reagan-administrationen i 1980’erne og siden fulgt op i 1990’erne af præsident Bill Clinton, er ifølge Coates et eksempel på den racistiske undertrykkelse og udplyndring af sorte amerikanere, der nedarves i generationer.

I en omfattende The Atlantic-artikel om massefængslingens USA, konkluderer han, at krigen mod narko har haft meget »lille effekt i forhold til at reducere kriminalitet. Til gengæld gjorde den meget for at normalisere fængsling i det sorte samfund«.

I årene 1983 til 1997 blev antallet af afroamerikanere, der blev fængslet for narkokriminalitet, 26-doblet, ifølge Harvard-sociologen Devah Pager.

Men selv om dobbelt så mange sorte som hvide blev fængslet for den type forbrydelser, har undersøgelser ifølge Coates vist, at sorte og hvide havde cirka det samme forbrug af stoffer, mens kampen mod narkotika var på sit højeste.

Han hæfter sig ligeledes ved, at stigningen i kriminalitet i USA og Canada steg og faldt nogenlunde simultant i slutningen af det 20. århundrede. Men mens antallet af fængslede i Canada forblev det samme, eksploderede det i USA.

Men er det nu også nødvendigvis et udtryk for strukturel racisme, spørger flere. USA har altid været førende inden for den type kriminalitet, der fører til lange fængselsstraffe. Derfor har kravet om fængslinger og hårde straffe været mere udbredt i USA end i andre lande. Ifølge International statistik om kriminalitet og retssystemet fra 2008, var mordraten i USA f.eks. 5,22 per 100.000 indbygger. I Canada var den 1,67 og Frankrig 1,3.

Og selv om man godt kan være kritisk over for, at sorte mænd er i langt større risiko for at blive fængslet end hvide, har den afroamerikanske forfatter Michael Javen Fortner samtidig påpeget, at store dele af middelklassen blandt »det sorte, tavse flertal« bakkede op om de skærpede narkolove. Fortner, der er forsker og ansat ved CUNY University, voksede op under 1980’ernes crack-epidemi i Brownsville, dengang som nu et af Brooklyns mest belastede kvarterer. Hans barndom minder om Coates’, bare værre.

I bogen Black Silent Majority fortæller han i det indledende kapitel om, hvordan en af hans brødre har været fængslet. En anden blev stukket ned, da han var to år. Fortner beskriver, hvordan afroamerikanere selv har været medvirkede til at skabe et skævt, juridisk system.

Mange sorte ledere bakkede op om den restriktive narkopolitik, der forøgede straffene for besiddelse og brug af stoffer betydeligt. Og, som han noterer, støttede også mange blandt den sorte arbejder- og middelklasse op, fordi de var vrede over den sociale og økonomiske deroute i deres kvarterer.  

Demonstranter i Ferguson i staten Missouri i august sidste år på etårsdagen for politiets nedskydning af den sorte ubevæbnede Michael Brown den 9. august 2014.

Scott Olson

De hvide knuste hjerter

Men til trods for de sortes accept af massefængslingerne vil det for nogle ligne en bekræftelse af Coates’ og andres pointer, at amerikanernes syn på netop bekæmpelse af narkokriminalitet har udviklet sig en del, efter at flere hvide amerikanere er blevet narkomisbrugere.

I dag stiger heroinmisbruget blandt alle grupper, men antallet af hvide i mere velhavende forstadskvarterer og landområder uden for de store byer er ifølge flere rapporter og medier, bl.a. New York Times, eksploderet over en årrække.

Blandt de, der i løbet af det seneste årti, har prøvet heroin for første gang, er 90 procent ifølge avisen hvide. Heroinepidemien er nu blevet et politisk emne for flere af præsidentkandidaterne i den igangværende valgkamp – og samtidig har politikken skiftet fokus fra kriminalitetsbekæmpelse til forebyggelse og narkoafvænning.

Men som Kimberlé Williams Crenshaw, der forsker i raceforskelle ved U.C.L.A. Law School, siger til New York Times: »Havde samme forståelse eksisteret for de afroamerikanere, der var fanget i afhængighed, så var den ødelæggende effekt, som massefængslingerne har på hele samfundet, aldrig opstået.«

Ta-Nehisi Coates er desuden blevet angrebet for ikke at se, at den ulighed, han tilskriver de hvides overherredømme, også rammer hvide amerikanere. F.eks. henviser den afroamerikanske skribent Jesse McCarthy netop til heroinepidemien i den hvide middelklasse i magasinet The Nation:

»Hvorfor ikke minde om den mørke side af ’Drømmen’ (…) Hvorfor ikke angribe myten om det ideelle hvide samfund – der ingen steder findes – i stedet for at bruge det som en retorisk krykke?«

Og mange hvide amerikanere med det, forfatteren Charles M. Blow kalder »knuste hvide hjerter«, har da også svært ved at genkende sig selv i de sortes beskrivelser af ’det hvide overherredømme’. Snarere ser de det som et angreb på deres vaklende position.

Et studie foretaget af Taylor Phillips og Brian Lowery fra Stanfords Graduate School of Business offentliggjort sidste år viste f.eks., at hvide amerikanere ofte imødegår beviser for, at den hvide race er privilegeret, ved at insistere på, at de selv har store trængsler i livet. »Det kan hjælpe hvide med at håndtere den ubehagelige mulighed, at de faktisk profiterer af deres privilegier,« konstaterede forskerne ifølge Rawstory.com.

I en ofte citeret tidsskriftsartikel fra 2011 definerer professor i multikultur ved Westfield State University, Robin DiAngelo, fænomenet som ’hvid skrøbelighed’:

»Det er en tilstand, hvor selv et minimum af racemæssig stress bliver utåleligt og udløser en række defensive modtræk. Dette kan skabe følelser som vrede, frygt, skyld eller en adfærd, der indbefatter strategier som argumentation, stilhed eller, at man forlader en stressfremkaldende situation.«

Eller som Sam Adler-Bell skriver på alternet.org: »Når Black Lives Matter marcherede i gaderne, stoppede trafikken, forstyrrede folks indkøb og nægtede at tillade genoptagelsen af det ’normale liv’ – forstået som det normale liv, der tillader politiet ustraffet at myrde sorte mænd og kvinder – begyndte hvide mennesker en intens onlinesamtale med venner og i medierne om privilegier, hvidt overherredømme og racisme. Man kan sige, at hvid skrøbelighed var på sit højeste.«

Og konflikten er blot blevet dybere, hvilket en Trump-støtte artikulerede over for The Atlantic, der fulgte Trump til vælgermøder i Georgia og Alabama: »Demokraterne vil ikke tage afstand fra hadgrupper som Black Lives Matters, som er lige så ekstreme som Ku Klux Klan,« lød det fra Randy Lawson, en 48-årig erhvervsdrivende kvinde fra Moulton, Alabama,

Men hvorfor er det tilsyneladende så umuligt for udsatte grupper af amerikanere (og danskere for den sags skyld), at slå kræfterne sammen for at bekæmpe den voksende ulighed og myten om Den Amerikanske Drøm, som Jesse McCarthy er inde på.

En forklaring er, at højrefløjen og Det Republikanske Parti altid har spillet på racehad for at fiske stemmer. Nu har Obama, Black Lives Matters og Coates’ højlydte krav om erstatning for slaveriet blot accelereret hadet og spillet det i hænderne på Donald Trump.

En anden forklaring er, at venstrefløjen i skikkelse af folk som Bernie Sanders ikke kan finde ud af betragte økonomisk ulighed og strukturel racisme, som to sider af samme sag, mener Cristina Beltrán, der er af latinamerikansk afstamning og leder af New York City Universitys afdeling for Latino-studier.

»Det er noget meget amerikansk. Vi kan ikke forholde os til, at ulighed handler om både raceulighed og konsekvenserne af en neoliberal økonomi,« siger Cristina Beltrán, der har forståelse for, at Coates ønsker at fokusere på konsekvenserne for én gruppe, fordi traditionen for plyndring af sorte adskiller dem fra alle andre etniske grupper i USA.

Den sorte vrede over manglende bevidsthed om strukturel racisme har da også ramt lighedens frontkæmper, Bernie Sanders. Efter et hårdt udfald mod Sanders, der afviste Coates’ krav om erstatning til afroamerikanere med henvisning til, at det var umuligt at få gennem Kongressen (hertil svarede Coates, at mange af Sanders’ egne forslag kan tilbagevises med samme begrundelse) støtter Ta-Nehisi Coates dog nu Sanders’ præsidentkandidatur.

Forsonerne

Mens Trumps hvide vælgere raser, er der til gengæld også opbrud blandt liberale og venstreorienterede hvide. For jo mere de sorte nægter at udføre det, de kalder »følelsesmæssigt reparationsarbejde« ved at undgå at give velmenende hvide dårlig samvittighed, jo mere ønsker mange liberale at tage del i denne forsoning for at komme spændingerne, paranoiaen og de kulturelle fordomme til livs.

Radiopodcasten Our National Conversation About Conversations About Race, hvor tre værter: en hvid, en latino og en sort diskuterer alt fra valgkamp til mulig hverdagsracisme, er lige som Vice-klummen White People, radioprogrammet Around me og New York Times-videoserien On race eksempler på hvide, der deltager i det følelsesmæssige reparationsarbejde. Det var netop ubehaget ved at tale om race, der fik produceren Blair Foster til at lave On race.

Foster er blandt andet kendt for sit bidrag til den verdensomspændende Why Poverty-kampagne, dokumentaren om nummer 740 Park Avenue på Manhattan, den beboelsesejendom med størst koncentration af rige mennesker i USA.

Foster er opvokset i Sydstaterne og bor nu i Brooklyn-kvarteret Park Slope, hvor gode skoler og organisk mad er i højsædet. Til gengæld bor der ikke mange afroamerikanere.

I videoserien hører man en række hvide amerikanere fortælle om, hvorfor de har det dårligt med at tale om race. Foster er selv en af dem. »Måske er jeg racist,« siger hun til kameraet.

»Lige nu sker der en bevægelse blandt hvide, der normalt siger, ’jeg er liberal og bestemt ikke racist’. Vi er begyndt at undersøge, hvorfor vi alligevel føler et ubehag ved at tale om race. Jeg er jo ikke offer for raceundertrykkelse, men har nydt godt af den. Derfor har jeg tænkt, at jeg ikke var berettiget til at tale om det. Men jeg har indset, at det er en forkert holdning. Det er vigtigt for hvide amerikanere at føle sig ubehageligt til mode, for det er en måde at tage ansvar for, hvad der er sket. Vi er nødt til finde nye veje til at forsones,« siger Blair Foster.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu