Læsetid: 5 min.

To danskere, der ikke ville kramme

Når El Clásico spilles den 2. april, bliver det uden dansk islæt. Real Madrid har længe været uden dansk islæt, og når man taler om danskere i Kongeklubben, falder snakken ofte på Michael Laudrup. Men han er ikke den eneste. Henning Jensen og Thomas Gravesen må man ikke glemme
Thomas Gravesen  i CL-ottendedelsfinalen mod Arsenal i 2006. Fotos: Erik Friis og Paul White/Polfoto

Thomas Gravesen  i CL-ottendedelsfinalen mod Arsenal i 2006. Fotos: Erik Friis og Paul White/Polfoto

26. marts 2016

Det er aldrig for tidligt at tælle ned til en fodboldklassiker. Den største i verden hedder El Clásico og står mellem de to ærkerivaler med den lange og til tider blodige historie, Real Madrid og FC Barcelona. De mødes om en uge, lørdag den 2. april, på Barcelonas hjemmebane, Camp Nou. Real Madrid har haft æraer med brasiliansk, italiensk, tysk, hollandsk dominans. Dansk islæt skal man lede længe efter.

Og dog. Den mellemste i rækken, Michael Laudrup, hyldes stadig som en gud på barerne omkring stadion i Chamartín. Her er historien om de to andre.

Lille Henning fra Nørresundby

AGF var en hårsbredde fra at vinde det danske mesterskab i 1982. Ikke så underligt, for året før var »den lille Henning fra Nørresundby« vendt tilbage til aarhusiansk fodbold efter en beundringsværdig karriere i flere internationale klubber.

Borussia Mönchengladbach, Ajax Amsterdam og landsholdet havde alle nydt godt af Jensens måløje. Og fra 1976 til 1979 som den første af foreløbig tre danskere – Real Madrid.

Jensen blev handlet for 1.800.000 D-mark for sit skifte fra Borussia til Real. Det var fyrstelige summer dengang, og det var over dobbelt så meget, som den spanske kongeklub havde betalt for den tyske forward-stjerne Günther Netzer. Andre klubber havde også vist interesse i den unge Jensen. Ajax, Feyenoord, Anderlecht, Sevilla og Valencia. Men det uventede skete altså. »Bomben faldt,« som Henning Jensen selv skriver i sine erindringer Fodboldstjerne. Madrids jugoslaviske træner Miljan Miljanic havde udset Henning til afløser for Netzer.

Dansker-forwarden fik tre år i det spanske. Tirsdag den 31. august 1976, et år efter general Francos død, var udset til Jensens debutkamp på Bernabéu i den hvide dragt. Han havde spillet der to gange tidligere for Borussia og kendte godt den særlige atmosfære, der var dér.

Jensen var skeptisk. Hvad skulle Real Madrid med en dansk spiller fra Nørresundby?

Publikum havde desuden andet at tænke på. De skulle sige farvel til en af deres yndlinge, Francisco Groso, som skulle spille sin afskedskamp, en såkaldt homenaje-kamp. Groso kaldte de »manden, der er hurtigere end lyden«.

Jensen fik et godt råd med på vejen af værelseskammeraten Juan-Cruz Sol:

»Skulle du lave et enkelt mål, må du for din egen skyld deltage i den store knuse- og krammetur. Den ønsker vores fans.«

Det havde Jensen ikke så meget lyst til. ”Som kold nordbo kan jeg ikke lide synet af store voksne mænd, der overslikker hinanden på en sportsplads”. Men show kunne man vel godt give publikum.

Paul Breitner lavede et af sine fantastiske sololøb, hvor kroppen og bolden piskede op ad banen. En dyb stikning fra tyskeren satte Jensen helt fri, og han havde let ved at score til 1-1. Og så skulle der kysses og krammes.

Det blev der også lidt senere, da Breitner igen med nogle fikse kombinationer spillede bolden ind over til Jensen, der isnende koldt øgede madrilenernes forspring til 3-1. Bernabéu frydede sig. Over Groso. Men så sandelig også over Jensen fra lille Danmark – hvor dét så ellers lå henne i verden.

Pirri erobrede bolden, og Jensen modtog den lige over midtercirklen. Han gik hele vejen alene, og efter nogle meget spanske finter var danskeren alene med målmanden, og det tredje mål blev banket ind.

»Nu var der så megen kærlighed, at jeg næsten fortrød mit løfte til Sol. Hvilken vidunderlig aften,« husker Jensen i bogen.

Den 3. januar 1973 havde han scoret sit livs mål på Wembley Stadion i London. Jensen ligger vandret i luften med benene fremad og header til bolden. De næsten strakte ben har retning mod målet. Det er helt uvirkeligt.

Han ligner selvfølgelig en fodboldengel. Han har fået en aflevering fra Bobby Charlton, de spiller på Europaholdet, og Jensens header snyder fuldstændig den italienske keeper Dino Zoff. Der er ikke nogen, der har svævet sådan siden.

Thomas ’El Ogro’ Gravesen

Tirsdag den 21. februar 2006. Bernabéu er udsolgt. Der er 78.000 tilskuere, og de 3.500 af dem er højrøstede englændere, som er kommet for at heppe på Arsenal. Det er første ben af ottendedelsfinalerne i Champions League.

Thomas Gravesen er i startopstillingen. Der er gået lidt over et år siden debuten mod Zaragoza 16. januar 2005, og i mellemtiden virker det, som om den 178 cm høje og 75 kg tunge midtbanespiller fra Vejle Boldklub, Hamburger SV og Everton FC har prøvet det hele. Fra publikumsfavorit og røverindkøbt Galacticos-hjælper til udskældt bølle, som vader i røde kort og farlige benspænd, selv under træningen. Fra den enlige, defensive stabilisator på den diamantformede midtbane til spilfordeler side om side med magikeren Guti.

De spanske medier har allerede døbt Graver ’El Ogro’, trolden. Der er også nogle, der råber »Shrek«. Graver er det friske pust fra det høje nord, en viking selvfølgelig, som ganske vist kan de hårde tacklingers ABC, men som også er gjort af et fighterstof, folket elsker. Og så scorer han efter sigende spektakulære mål fra tid til anden. Graver er beæret og ydmyg over den gevaldige modtagelse og pavestolt over sin nye position.

»Jeg vil give mig selv 110 procent i alle kampe,« forsikrer han under det tumultagtige pressemøde i januar 2005.

Det er svært at finde hoved og hale i alting. Ny klub, ny millionby, nyt hotelværelse, ny mad. Nyt hvad som helst. Så er det godt, at John Sivebæk og Stig Tøfting er med. Indtrykkene vælter ned over trolden:

»Og så skal jeg pludselig sige noget på spansk, og det kan jeg slet ikke, jeg kan ikke overskue det. Jeg må lige hive fat i Stig igen, og vi står lidt udenfor, og jeg har det fint ved at snakke med ham igen. Pludselig bliver jeg eskorteret ind mod en scene, og jeg kan mærke, at John ikke er der. Og jeg tænker, hvor fanden er John henne,« fortæller Graver i sin selvbiografi Min version.

»I det tidsrum, fra jeg går ind på scenen og får overrakt trøjen, sejler det hele bare rundt. Jeg kan ikke huske, hvad der bliver sagt, og jeg kan ikke huske, hvad jeg føler. Kun at jeg sveder.«

En måned efter trøjeoverrækkelse og medievirak scorer Graver sit første mål for Real Madrid. Han rammer bolden med indersiden af den brede højrefod. Det virker næsten som en forstørret udgave af de korte afleveringer, han plejer at lave, når han strategisk ruller Reals geometri ud på midtbanen med de mange berøringer, sideskift og positionsløb.

Selv armene, især den højre, vifter faretruende ud i luften, da han lægger an til skud lige på grænsen til straffesparksfeltet.

Real er allerede foran 3-0, og Graver sætter tyk streg under sejren over Espanyol den 5. februar 2005 med et præcist hug, der ikke løfter sig mange centimeter over græstæppet og lander sikkert i venstre side af målnettet.

Sådan. Thomas fejrer fuldtræfferen i det 57. minut med et brøl og en knyttet højre hånd. Ikke noget med at overslikke mænd i shorts på en sportsplads.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu