Kommentar
Læsetid: 7 min.

Det er ikke vores krig

Debattører og meningsdannere efterspørger til stadighed en reformation af islam, og kravet er blevet aktualiseret i forbindelse med TV 2’s afdækning af en imams rabiate udtalelser i Grimhøjmoskeen i Aarhus. Men måske er denne reformation allerede i fuld gang, og den udbredte vold, intolerance og fundamentalisme dens mest umiddelbare resultat?
Reformationen og 30 årskrigen, der fulgte, er et af de blodigste kapitler i Europas historie. De igangværende konflikter inden for islam er blodige, men kan, som reformationen var det, være forudsætningen for fremkomsten af en islamisk sekularisme . Træsnit ca. 1630/Polfoto
Moderne Tider
12. marts 2016

Hvordan forstår vi de seneste års terrorangreb i vestlige lande, hvor unge muslimer med en europæisk opvækst, udfører grusomme handlinger som støtte til islamistiske gruppers kamp for et kalifat i Mellemøsten?

Hvorledes tackler vi rabiate imamers udsagn, når de som i Grimhøjmoskeen kræver absolut lydighed mod koranens ord uanset disses absurditet i en moderne kontekst?

Vi har en tendens til at se disse fænomener som et led i en kamp mod vestlige værdier som ytringsfrihed og demokrati. Der er dog en fare for, at vi ikke korrekt diagnosticerer den grundliggende årsag, så længe vi ser det som udtryk for en kamp mellem civilisationer og provinsielt tror, at ’vi’ i Vesten er historiens hovedaktører.

I stedet bør vi anskue den konkrete konflikt i ’Islams Hus’ som en intern kamp om status, magt og ressourcer i en muslimsk region under pres fra en moderne og stadig mere globalt integreret politisk og økonomisk virkelighed.

De fleste ofre for terror er muslimer. Angreb på vestlige aktører og institutioner har karakter af blodige propagandastunts for at styrke bestemte grupperingers omdømme, magt og status i baglandet.

Vi bør således anskue den igangværende konflikt som den ’islamiske reformation’, der til stadighed efterspørges af europæiske meningsdannere ud fra en anerkendelse af den kristne reformations afgørende betydning for den europæiske historie.

Hvis vi vover en historisk parallel, fremtræder mindst tre fællestræk.

Radikale bevægelser for fremskridt

Det første angår fremkomsten af nye religiøse strømninger.

Den kristne reformationen var ikke et fredeligt forsøg på at sprede tolerance, oplysning og trosfrihed i opposition til en forstokket og korrupt katolsk kirke.

Perioden var præget af indædte konflikter, religionskrige og massakrer. Flere af de mange protestantiske bevægelser var særdeles radikale, både i deres forfølgelse af anderledes troende – katolikker såvel som andre protestanter – og i gennemtvingelse af religiøst motiverede love og forordninger, der skulle retlede de troende og føre frem til ’de renes samfund’. Denne religiøse fundamentalisme blev kombineret med en stor social reformiver.

Mange oprørske bevægelser ønskede at hjælpe de fattige ved at fratage den katolske moderkirke og dens munkeordner privilegier og rigdomme og fordele disse til menighedens medlemmer, og de opfordrede til, at man inden for menighedens grænser var socialt og økonomisk solidarisk, så længe den enkelte levede op til anviste moralske normer.

At reformatoriske bevægelser har spillet en central rolle i skabelsen af forestillingen om social velfærd, er velkendt. Men vi overser ofte, at almissen oprindeligt var betinget af religiøst motiverede krav om efterlevelse af et særligt moralsk kodeks, en slags kristen sharia.

Statens overtagelse af ansvaret for fundamentale velfærdsydelser, og dermed skiftet fra religiøse til sekulære krav til individets adfærd, foregik således kun langsomt i løbet af det 20. århundrede.

Disse træk fremviser en påfaldende lighed med nutidens religiøse bevægelser i den muslimske verden. Radikale grupper som f.eks. Det Muslimske Broderskab, Hamas og Islamisk Stat kombinerer en religiøst motiveret vision om det rene muslimske samfund og forventningen om det paradisiske liv i kalifatet med krav om sociale reformer, hvor traditionelle statusgrupper fratages deres privilegier, og ressourcer omfordeles.

Tilsvarende er adgangen til fundamentale velfærdsydelser baseret på krav om efterlevelse af strenge regler for adfærd. Nægter man at følge disse, opfattes man som uren og derfor som en hindring for skabelsen af den religiøst styrede stat, der i disse gruppers selvforståelse er den eneste vej til individets lykke.

Opbrud i den økonomiske orden

Det andet sammenlignelige forhold kredser om et paradoks.

De grupper, der ivrer efter at indføre en guddommelig orden i verden, lægger ofte kimen til netop de sociale og økonomiske reformer, vi i dag anser som en forudsætning for fremkomsten af det moderne Europa.

For at forstå denne sammenhæng må vi se på de radikale forandringer i de sociale og økonomiske forhold, der prægede Europa omkring reformationen, og som præger den arabiske verden i dag. Ændringer i grundliggende økonomiske forhold har som regel en meget direkte indvirkning på de sociale strukturer, der fungerer som kanaler for fordelingen af ressourcer.

Europa undergik i senmiddelalderen og renæssancen voldsomme sociale og økonomiske forandringer. Vestens kolonisering af verden betød stigende indtægter, men som det ofte er tilfældet, fulgte en kamp om fordelingen mellem de traditionelle aktører, kirken, adelen og bønderne. Også en ny spiller, borgerskabet, fik gradvist større indflydelse i kraft af stigende handel.

Ud fra en overordnet betragtning foregik en kamp om fordelingen af ressourcer og dermed magt, hvor adelens og kirkens nedarvede privilegier var under pres, og hvor befolkningssammensætningen kaldte på sociale reformer og en ændret indkomstfordeling.

I dette lys er de protestantiske bevægelsers fokus på sociale og økonomiske reformer en forudsætning for deres folkelige succes.

I den arabiske verden har vi på tilsvarende vis set en omkalfatring af den sociale og økonomiske orden de sidste 60 år. Opløsningen af de europæiske imperier faldt sammen med olieøkonomiens opblomstring, og oliesalg har betydet en voldsom tilgang af ressourcer, som dog også i dette tilfælde er blevet særdeles ulige fordelt.

Mens de folkefattige golfstater svælger i petrodollar, har folkerige lande som Egypten, Jordan og Syrien kun i ringe grad fået en del af kagen. Hvor folkerige nationer som Irak har besiddet olierigdomme, er provenuet kommet en meget lille del af befolkningen til gode og har i overvejende grad styrket bestemte, traditionelt forankrede grupper.

Efter at olieprisernes stigning i 1970’erne muliggjorde en periode med en rimelig økonomisk vækst, der hævede befolkningens levestandard og forbedrede uddannelsesniveauet, er den nye middelklasse i stigende grad offer for negativ økonomisk vækst og tyvagtige politiske systemer, hvor den til enhver tid siddende hersker benytter statens indtægter til at forkæle sig selv, sin klan, stamme, region eller sit religiøse mindretal.

Tilføjer vi en eksplosiv befolkningstilvækst med en stigende andel af relativt veluddannede unge, der mod alle odds skal skabe sig et liv med job og familie, fremkommer en særdeles sprængfarlig cocktail. Den rummer håb om forandring til det bedre, som vi så det i det nu tilfrosne ’arabiske forår’, men den begunstiger også radikale religiøse bevægelser, der lover en forarmet middelklasses unge, at alt vil være bedre i kalifatets rene samfund.

Ny adgang til information og ideer

Sociale og økonomiske forandringer fører dog ikke altid til reformer i det politiske og kulturelle landskab. Dette peger på det tredje sammenlignelige træk, nemlig fremkomsten af nye medier til spredning af information.

Den kristne reformations succes hang snævert sammen med fremkomsten af trykpressen. Bøger og pamfletter skiftede status fra håndskrevne luksusprodukter til masseprodukter, og hermed blev det muligt at sprede ideer, også med et radikalt religiøst indhold, til en langt bredere del af befolkningen.

Samtidig styrkede oversættelsen af Biblen til lokale modersmål befolkningens evne til at læse og dermed muligheden for at propagandere for politiske og religiøse ideer.

Bogtrykkens opfindelse betød et brud på et informationsmonopol, hvor kirken og til en vis grad universiteterne fysisk kunne kontrollere produktion og spredning af skriftlig information, og hvor brugen af latin effektivt forhindrede, at viden kunne flyde frit uden for strengt elitære cirkler.

Tilsvarende spiller moderne informationsteknologi en afgørende rolle for nutidens religiøse vækkelse i den arabiske verden. Hvor en moderne stat relativt nemt kan kontrollere information trykt på papir, er det umuligt at kontrollere information på internettet og vanskeligt at forhindre folk adgang.

Mens trykpressen forenede grupper på tværs af politiske grænser i Europa, ser vi i dag en globalisering af informationsstrømmene, der har muliggjort politisk mobilisering og handling på tværs af traditionelle sociale og nationale grænser.

Det er en afgørende forudsætning for både de demokratiske kræfters mobilisering under det arabiske forår, og for tilslutningen til radikale islamistiske gruppers parole om kalifatets retfærdige fordeling af samfundets goder.

Fremkomsten af konkurrerende radikale grupper er altså en naturlig følge af voldsomme politiske, økonomiske og religiøse forandringer. Selv om det på den korte bane kan blive blodigt, er konflikten mellem religiøse grupper paradoksalt nok forudsætningen for fremkomsten af sekularismen, der er individers og gruppers eneste værn mod vilkårlig forfølgelse begrundet i religiøst tilhørsforhold, samt en mere retfærdig fordeling af ressourcer.

En islamisk reformation, med alt hvad det indebærer af konflikt, had og ideologisk nybrud, er i fuld gang, nødvendiggjort af en globalisering af både økonomien og informationsstrømmen, og vi kan håbe og arbejde for, at udviklingen på sigt fører til mere tolerante samfund.

Vesten er ikke konfliktens centrum

Men hvad betyder denne analyse for vores forståelse af terrorangreb i Paris eller København eller rabiate imamers udsagn i en århusiansk moske?

Primært, at vi på trods af vores iver efter at beskytte os mod angreb ikke bør se os selv som konfliktens centrum. Vi må i stedet køligt vurdere vores mulige interventioner i en konflikt, der ikke har os som centrum, og begrænse dennes negative effekter på vores samfund uden samtidig at kaste centrale værdier som forsamlings-, ytrings- og foreningsfrihed over bord.

At vi skal hindre terrorister i Paris og København i at få held med deres forehavende, siger sig selv. Men dette problem løses bedst ved at forhindre, at marginaliserede unge efterkommere af indvandrere og konvertitter i vestlige lande ser radikal islam som det eneste slagkraftige bud på en anden samfundsorden end den forbrugerisme, de ofte har ringe adgang til.

Vi skal identificere hjemmegroede terrorister som nyttige, men farlige, idioter i et spil, hvor Vesten indtager en birolle som den store ydre satan, der benyttes strategisk i en intern kamp i den muslimske verden om magt, status og ressourcer.

Jesper Sørensen er lektor i religionsvidenskab, Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vestens nyttige idioter

En islamisk reformation, med alt hvad det indebærer af konflikt, had og ideologisk nybrud, er i fuld gang, nødvendiggjort af en globalisering af både økonomien og informationsstrømmen, og vi kan håbe og arbejde for, at udviklingen på sigt fører til mere tolerante samfund.

Lad disse fremmede religionsangrebne folkefærd, sandfolkene i de varme ørkener, dog selv bekæmpe hinanden, som de har gjort i tusinder af år og lad os så se om, der vil fremstå en vinder – om yderligere tusinde år - for Vesten er ikke konfliktens centrum- men konflikterne søges på mange måder eksporteret hertil, hvor de også popper op som sociale problemer, som kan beskæftige en hel nation i årtier, jfr. de seneste afsløringer i TV, eller med de bevidst iscenesatte flygtningemasser som våben …

Trediveårskrigen med deltagelse af Christian IV og hans katastrofale nederlag ved ’Lutter am Barenberg’, som efterfølgende næsten endte med Danmarks udslettelse som nation, burde være de krigsliderlige danske politikere i nutidens miserable aftapning en historisk lærestreg …

Lader os alle - fortsat leve i håbet …

jan henrik wegener

Sådan set fremstilles nogle tankevækkende paralleller. Er det alligevel ikke som der mangler noget ganske afgørende? Nemlig det at der ligger en modsigelse og lurer, hvis på den ene side der skal være en forstat ret åben, "global" orden men/og en del af denne skal "passe sig selv". Dette endnu mere for de der er rejst eller vil rejse - udvandre. Når nogle både vil være en del af det danske eller andre europæiske samfund og ikke vil være en del af det, ja så er det et stort spørgsmål om det kan være "noget rent internt".

Tak for en analyse, der virkelig har gjort mig klogere.

Meget fin analyse med mange gode pointer, der dog udelader, eller glemmer(?), den for emnet helt centrale og indiskutable kendsgerning, at vi(vesten) ledet af først det britiske imperium, Frankrig og Tyskland i nogen grad og siden 2.VV primært USA, med de seneste 100-150 års hensynløse plejen af egne interesser og totale fravær af køligt overblik og gennemtænkte dispositioner, ikke bare HAR spillet os selv ind i en voldsom regional kulturel udvikling, men decideret været katalysator for samme og kontinuerligt fungeret som en betydelig radikaliserende faktor.

Det kræver mangel på seriøsitet, imponerende adrætte krumspring eller historieløshed af skræmmende proportioner, at overse og udelade dette absolut indiskutable faktum i et forsøg på en meta-analyse som ovenstående.

erling jensen, Søren Wegner og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar