Læsetid: 5 min.

1. maj har rødder i revolutionær stædighed

Når fagforeninger og rød blok, traditionen tro, tropper op i Fælledparken ses det ikke, at arbejdernes internationale kampdag udsprang af en konkret kamp – kampen for en otte timers arbejdsdag. Faktisk var kampdagen så kontroversiel, at kun en mindre gruppe revolutionære arbejdere demonstrerede i Københavns gader
Politi til hest sættes ind mod kommunistisk 1. maj på Fælleden i København i 1934. Men maj-dagens revolutionære rødder rækker længere tilbage.

Tage Christensen

30. april 2016

Den 1. maj 1890 er politi og militær fra hele Sjælland kørt til hovedstaden. Husarregimentet fra Jægersborg er ankommet og Kastellet forstærket med ekstra artilleri.

Hærens Geværfabrik på Islands Brygge er omringet og bevogtet af betjente, og i Nørrebros baggårde står gendarmeri klar med sablerne trukket.

Imens samles nogle få hundrede revolutionære arbejdere sig ved Det Kongelige Teater til det, som bliver Københavns første 1. maj-demonstration. Demonstrationen er hverken anmeldt, lovlig eller opreklameret i pressen.

Under store bannere med parolen »Kun 8 timers arbejde« haster forsamlingen sig gennem byen mod Jagtvej på Nørrebro. I front går Gerson Trier og Nicolaj Petersen, der netop har stiftet Det Revolusjonære Socialistiske Arbejderparti.

Gruppen af revolutionære, hvor den mest fremtrædende person, foruden Petersen og Trier var lærerinden Signe Andersen, var kort forinden blevet smidt ud af Socialdemokratiet for imod ledelsens linje at have deltaget i de kongresser, som skulle beslutte en resolution om en international kampdag.

I stedet for at deltage i strejken og demonstrationen opfordrede Socialdemokratiet landets arbejdere til at bære et særligt mærke i hatten under arbejdsdagen og derefter at samles på Fælleden.

Massemødet i Fælledparken blev hurtigt normen for de københavnske arbejderes 1. maj-fejring. Her Klosterfælleden 1928.

Holger Damgaard

En otte timers arbejdsdag

Året før blev der i anledning af 100-året for Den Franske Revolution afholdt to arbejderkongresser i Paris, hvor det blev bestluttet at en samlet arbejderbevægelse ville afholde en årlig strejke og demonstration verden over som en manifestation af sammenhold omkring et af bevægelsens tidligste krav, den otte timers arbejdsdag.

Verdensstrejken skulle både vise arbejderne selv og den bestående magt, hvad tiden kan bruges til, når man ikke arbejder, og hvad der kan opnås, når man som klasse står sammen. I de revolutionæres ugeavis, Arbejderen, skriver Gerson Trier: »Kan vi ved vor demonstrajon vise, vi er en magt, da vil organiserede arbejdere opnå større tillid til sig selv, de forsagte større mod og vore modstandere mere respekt.«

Den borgerlige elite forestillede sig – med god grund – at den nyvundne tid ville blive brugt på at ændre fundamentalt ved tingenes tilstand.

Det danske Socialdemokrati havde overraskende meldt afbud til kongresserne i Paris, fordi ledelsen mente, at den var blevet kuppet af revolutionære kræfter, og at kampdagens radikalitet ville kunne skade partiets parlamentariske virke.

Men den revolutionære kerne i partiet, anført af Signe Andersen, Petersen og Trier, fandt et flertal for en deltagelse uden om ledelsen, og en dansk delegation blev sendt afsted. Kort efter lovede de, at »vi danske selvfølgelig ikke vil stille os uden for den almindelige fælles handling i denne sag« og støttede dermed op om verdensstrejken.

Siden blev også højtstående socialdemokrater, som den senere københavnske borgmester, maler Jensen engageret i forberedelserne til 1. majs arbejdermøde i Fælledparken.

Rygterne om Arbejdernes internationale kampdag sendte en chokbølge gennem Europa og Nordamerika, hvor de største byer, ligesom København, var i undtagelsestilstand. Fra myndigheder og virksomhedsejere blev der svaret igen med demonstrations- og strejkeforbud, militært alarmberedskab, skarp ammunition og trusler om massefyringer.

Et brud i arbejderbevægelsen

Verdensstrejke og demonstrationer var i slutningen af 1880’erne nye protestformer i den danske arbejderbevægelse. Sidst en større gruppe arbejdere havde forsamlet sig, var i maj 1872. Det skete til et massemøde på Fælleden i anledning af strejken blandt murerne i København.

Trods politiets forbud og fængsling af bevægelsens ledere mødte en stor gruppe arbejdere op. Politi og militær blev sat ind til et regulært slag på Fælleden.

Siden havde arbejderbevægelsen en voldsom krise, flere ledende skikkelser var blevet fængslet eller var flygtet til udlandet, og arbejderne var pålagt strenge forsamlingsforbud. Men under P. Knudsens formandskab fra 1882-1910 voksede og udviklede Socialdemokratiet sig til et moderne centraliseret parti.

Nu handlede det om at vise, at arbejderne kunne sidde med ved Rigsdagens forhandlingsborde, og P. Knudsen rensede ud i de revolutionæres rækker, for i stedet at satse på en mere stueren parlamentarisk taktik og et samarbejde med Venstre om at bryde Højre-statsministeren Estrups magt.

Den interne splittelse i partiet blev kun dybere, da Petersen og Trier mobiliserede deres udenlandske kontakter i et angreb på Socialdemokratiets hovedbestyrelses iver efter at sidde med ved bordet. Under et partimøde læste de konfrontatorisk et brev op fra det tyske Socialdemokratis ledende skikkelse, August Bebel, der frarådede den danske hovedbestyrelse at samarbejde med de borgerlige.

Det endelige brud blev en artikel skrevet af de revolutionæres førstedame Signe Andersen, der på det tidspunkt sad i Socialdemokratiets hovedbestyrelse. I artiklen anklagede Andersen Socialdemokratiets ledelse for pamperi og for at have glemt arbejderklassen i dens hunger efter parlamentarisk indflydelse: »De gamle socialdemokratiske førere har i deres agitation forstået at skjule socialismens kerne.«

Det var for meget for ledelsen, der i Social-Demokraten, i patroniserende toner anklagede oppositionen for at gemme sig bag kvindeskørter.

Da Andersen nægtede at tilbagekalde sine beskyldninger med ordene »Hvad jeg har skrevet i Arbejderen er min mening, og det står jeg ved,« blev hun og resten af den revolutionære opposition ekskluderet fra partiet, men tanken om en international strejke og demonstration havde slået solid rod i den danske arbejderbevægelse.

Kampene uden for parlamentet

Efter eksklusionen dannede Andersen, Petersen og Trier et revolutionært parti, der i Arbejderen fortsatte med at agitere for en mere marxistisk, international og udenomsparlamentarisk linje. I stedet for det parlamentariske arbejde blev der lagt vægt på kampene uden for Rigsdagens forhandlingssamarbejder.

De revolutionære ønskede en »omvæltning af de bestående samfundsforhold og dermed afskaffelsen af al politisk retsløshed, al åndlig og fysisk demoralisasjon og befrielse fra al økonomisk afhængighed for hele folket uden hensyn til rase, nasjonalitet eller køn«.

Den udenomsparlamentariske strategi, som den blev tænkt blandt 1890’ernes revolutionære, lagde vægt på både destruktive og konstruktive elementer. Den destruktive taktik var at gøre direkte modstand mod det etablerede kapitalistiske system gennem strejker, blokader og demonstrationer.

Mens den konstruktive strategi skulle styrke arbejderklassen ved at danne foreninger, folkeaktiviteter og kooperativer, der pegede ud over det kapitalistiske samfund og forsøgte at optegne alternativer til efterlevelse. Det indeholdt et dannelsesprojekt, hvor arbejderne skulle oplyses om deres rettigheder, historie og politiske magt.

Gruppen af revolutionære, der gik fra Det Kongelige Teater til Jagtvej blev idømt bøder for at bryde politiets forbud. »Denne gang blev socialister dømt for et vilkårligt politiforbuds skyld, men heldigvis varer politiets magt jo ikke evigt,« skrev Trier, der senere blev en central figur i etableringen af arbejderskoler og Folkeuniversitetet.

Nicolaj Petersen flygtede til Hamborg, hvor han på havnen skød sig en kugle for panden i et mislykket selvmordsforsøg. Signe Andersen flyttede til Samsø, hvor hun blev aktiv i den nye kvindepolitiske bevægelse.

Massemødet i Fælledparken forløb derimod fredeligt med taler fra Socialdemokratiets ledende mænd. Hverken politi eller gendarmeri fik brug for våbnene denne majdag i 1890. Det, som i dag minder om et selvfølgeligt ritual hver 1. maj i Fælledparken, blev en realitet, fordi en revolutionær opposition inden for Socialdemokratiet gik imod ledelsen.

1. maj har rødder i en revolutionær stædighed og et brændende ønske om at vise, at magten ikke alene tilkommer politikerne i parlamentet.

Albert Scherfig er BA i historie, Nicklas Weis Damkjær er cand.mag. i idehistorie

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
  • Jørgen Steen Andersen
  • Søren Rehhoff
Dorte Sørensen, Jørgen Steen Andersen og Søren Rehhoff anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Steen Andersen

Fotoet er et fremragende udtryk for datidens magtanvendelse, når kapitalisterne skal beskytte deres privilegier, værdier og retten til at eje produktionsmidlerne.

Lasse Glavind

Og Stauning var statsminister for den S-R-regering, der indirekte satte politiet ind mod 1. maj-demonstranterne.

Randi Christiansen

Hvorfor rapporterer ingen danske medier om de voldsomme 1 maj uroligheder, der iflg russia today har været i paris, berlin, tyrkiet og santiago

Niels Duus Nielsen

Fedt foto fra 1934. Det gode gamle trygge Danmark, da der stadig fandtes rigtige politiheste. Før min tid.

Billedet fra 1928 ligner noget, jeg selv har set i Fælledparken om sommeren.

"P. Knudsen rensede ud i de revolutionæres rækker, for i stedet at satse på en mere stueren parlamentarisk taktik og et samarbejde med Venstre", står der, "om at bryde Højre-statsministeren Estrups magt."

Hvis denne udrensning fandt sted i 1892, har det taktiske samarbejde mellem arbejderbevægelsen og de organiserede bønder nu varet i næsten 125 år.

Godt nok far out - det store klasseforræderi har snart et hundrede og femogtyve års jubilæum!!!