Læsetid: 5 min.

Agambens terminologi

Den danske oversætter af Giorgio Agambens ’Homo Sacer’ besvarer her kritikken fra Informations anmeldelse den 2. apil
9. april 2016

Den danske oversættelse af Homo Sacers første del er nu endelig udkommet og desværre havnet i en meget mærkelig situation: Til trods for, at den første dels emner har cirkuleret i over 20 år og er meget velkendte i deres hovedtræk, så synes de efterfølgende otte bind at have gjort nogle af homo sacer-projektets anmeldere rundt omkring i verden meget rådvilde.

Den mest rådvilde af alle er givetvis Informations Søren Mau, som fremkommer med en række anker over for oversættelsen, som alle er forkerte i forhold til teksten og til Agambens begrebsverden og skrivemåde.

Indledningsvis skal jeg gøre opmærksom på, at jeg er totalt tosproget italiensk-dansk. Dvs. at jeg oversætter italiensk indefra, nemlig fra et medhør på det sprog, som Agamben bruger, også når den italienske filosof benytter neologismer eller forsøger at formulere mellempositioner i forhold til gængs italiensk sprogbrug.

Agamben har ofte citeret den italienske filosof Gianni Carchia for, at terminologien udgør filosofiens poetiske moment. Det sker så ved at bruge termer, der udvikles ud fra en større eller mindre oplagthed.

På italiensk er ’uccidibile’ og ’uccidibilità’ lige så oplagte som dansk ’dræbelig’ og ’dræbelighed’, som Mau mener at måtte anholde, efter at han i øvrigt selv har benyttet dræbelighed i en forudgående forklaring.

Værre er det imidlertid med udelukke/ekskludere og indoptage/integrere, som Mau klandrer for at skabe inkonsekvens i oversættelsen: Det forholder sig imidlertid sådan, at det vrimler med ræsonnementer i bogen, der bruger præpositioner ’ind’ og ’ud’ for at beskrive eller fremstille de udelukkelsesforhold, der er afgørende for suverænitetens etablering.

I lighed med andre oversættere til germanske sprog kan vi benytte forskellen mellem dansk og latin til at adskille triviel brug fra konceptuel brug: Når det drejer sig om den danske minister, der pryder anmeldelsens ene side, så må brugen være triviel, dvs. udelukkelse. Når det drejer sig om den filosofiske term og dens plads i bogens analyse, så må termen blive eksklusion. Det fremgår altid af sammenhængen, hvor vi befinder os i ræsonnementerne.

’Abandonnere’ er en nøgleterm i bogen, og den defineres af Agamben ud fra en analyse af bandlysning. For at kunne bruge denne term på dansk, så den passer til de latinske betydningsglidninger, giver jeg den redundans to gange ud af de fem gange, termen optræder i oversættelsen: Første gang er side 44, hvor der står »vedkommende er tværtimod forladt, abandonneret af loven«.

Vi er da i fuld gang med at forklare ’bandet’ ud fra Jean-Luc Nancys arbejde. Ved forlods at oversætte termen til dansk før fremmedordet anvendes i kursiv, bliver denne danske neologisme fuldt forståelig.

I det hele taget har jeg hverken oversat opad eller nedad (bortset fra i ét tilfælde som jeg vender tilbage til om lidt). At ’celebrere’ bruges én gang (s.85), hvor der står »celebrere dyreofre«. Det skyldes, at Agamben bruger akkurat det verbum i denne konstruktion, og den er højst en lille smule mere anvendt på italiensk end på dansk, hvor adjektivet ’celeber’ i øvrigt er blevet kurant.

Der er flere steder både i denne første del af Homo Sacer og i den tredje del om Resterne fra Auschwitz. Arkivet og vidnet, som jeg oversatte og udgav i 2012 på Billedkunstskolernes forlag, hvor kursiver eller almindelig brødtekst har fået citationstegn. Det beklager Mau sig også over.

Det drejer sig hovedsagelig om Agambens italienske oversættelser fra tysk, der somme tider figurerer som skjulte citater i de italienske bøger. Jeg har ligesom den tyske oversætter valgt at angive deres citatstatus, eftersom de ikke kalder på parafraser eller anden omskrivning, når vi opererer inden for de germanske sprog.

Jeg oversætter naturligvis ikke Schelling eller Heidegger ’tilbage’ til dansk fra deres italienske oversættelser for at opretholde en sproglig vanskelighed mellem germanske og romanske sprog, såfremt en sådan vanskelighed ikke har begrebslig status i ræsonnementet.

»Thi kendes for ret«: Ja, der er brugt ’thi’ i oversættelsen, nemlig ved 10 citater, en note samt ved førnævnte stilistiske undtagelse, som jeg signalerede i parentes for lidt siden. De 10 citater er fra mine oversættelser af romerret og andre ældre eller antikke tekster, hvor de passer til tidens sprogbrug.

Den stilistiske undtagelse er meget vigtig: Den forekommer s.211 i bogens konklusion, hvor jeg skriver »Thi det er sikkert, at det nøgne liv…« for at give den induktive kausalitet fynd, eftersom det er her, Agamben bringer Schelling på banen til de afsluttende sider, hvor det nøgne liv, eksistens og væren tænkes ud fra deres »ubestemthed« og »uigennemtrængelighed«.

Agamben skriver noget tøvende og altså mindre fyndigt »Poichè, certo«, som fortsat er en induktiv kausalitet, og som jeg havde kunnet oversætte mere snakkesaligt med noget i retning af »Når det nu givetvis er sådan, at det nøgne liv …«.

Jeg gav Schellings plads i konklusionen et sprogligt eftersmæk, fordi Daniel Heller-Roazen har fjernet den afgørende, allersidste passage vedrørende Schelling i den engelske oversættelse, som en vrimmel af studerende i Danmark har brugt indtil nu. Passagen lyder: »Schelling nåede frem til at give sin tanke en ekstrem skikkelse med idéen om en væren, som kun udgør det rent værende.«

En sådan tynd væren, der er udsat for vind og vejr, tvang og frihed, godhed og ondskab udgør en tilbageværende figur inden for æstetisk tænkning i Italien takket være Luigi Pareysons meget omfattende analyser af Schelling og Kierkegaard, som alle italienske fagfilosoffer har måttet forholde sig til (jeg introducerede dem i antologien Kunst og Filosofi i 2002), og fænomenet går under den uegentlige samlebetegnelse ’den svage tanke’.

Hvorfor Heller-Roazen har udeladt den nævnte passage til allersidst i konklusionen, kan jeg kun gisne om, men otte bind senere, i september 2014 vendte beslægtethederne mellem eksistens, væren og nøgent liv tilbage i homo sacer-projektets afsluttende delbind IV,2 om »Kroppenes brug«, L’uso dei corpi.

Det er et meget omfattende bind, næsten dobbelt så sidestærkt som Homo Sacer del I, og kan i betydning og omfang kun måle sig med nøglebindet Il Regno e la Gloria (Homo Sacer, del II,2), der udkom i februar 2007: »Riget og stråleglansen«, som det kan oversættes til, introducerer jeg så i mit Efterskrift og beskriver de to fortolkningsmodeller, der holder de ni homo sacer-bind sammen.

Bortset fra at de to i øvrigt gennemforskede modeller slet ikke omtales af Søren Mau, så er det bemærkelsesværdigt, at de adjektiver, Søren Mau bruger om mit efterskrift – »indfoldet, indforstået og selvrefererende« – er de samme, som modstanderne af hele homo sacer-projektet bruger.

Det er dog ikke værre end, at jeg de sidste 15 år har kunnet konstatere, hvordan studerende og forskere, både her og i udlandet, har kunnet orientere sig i Agambens komplekse arbejde ved hjælp af netop forklaringsmodeller og oversættelser til deres modersmål.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu