Klumme
Læsetid: 2 min.

Billedsprog: Tak til Boeing

Moderne Tider
23. april 2016
En sort streg og fire klodsede bogstaver tagget på en reklame på et busstoppested i Vermlandsgade på Amager. Mere skulle der ikke til for at vende flyproducenten Boeings reklamekampagne på hovedet

Kim Daniel Borch

En sort streg og fire klodsede bogstaver tagget på en reklame på et busstoppested i Vermlandsgade på Amager. Mere skulle der ikke til for at vende flyproducenten Boeings reklamekampagne på hovedet og gøre den til et kritisk indlæg mod den danske stats kommende milliardindkøb af nye kampfly.

Det er selvfølgelig hærværk. Men man må give gerningsmanden, at det er elegant udført.

I den fysiske virkelighed fik graffitien et kort liv. Da Information lagde vejen forbi stoppestedet onsdag i denne uge, var tagget for længst blevet vasket væk.

Men billedet er blevet delt og delt på de sociale medier. Og er dermed et tydeligt tegn på, at Boeings reklamefremstød har opnået det, som hverken medier, kritiske venstrefløjspolitikere eller fredsaktivister indtil nu har været i stand til: At starte en folkelig debat om indkøbet af nye kampfly.

Det har ikke skortet på kritik af flyproducentens kampagne: Det er uetisk at reklamere offentligt for våben. Det skal ikke være op til en folkestemning at afgøre en så indviklet og teknisk sag. Og Boeings salgsargumenter er faktuelt diskutable, lyder nogle af de mest almindelige indvendinger.

En demokratisk handling

Det kan også meget vel være, at kampagnen ender med at give bagslag for flyproducenten, både i befolkningen og i Forsvarsudvalget.

Men som journalist Andreas Krogh fra nytkampfly.dk, der har fulgt processen siden 2008, formulerer det, har Boeing »sørget for, at alle nu ved, at vi skal have kampfly«.

Og det er godt for demokratiet. For vel er den danske befolkning ikke kvalificeret til at vurdere, om en Boeing er bedre end en F35. Men den er både kvalificeret og demokratisk berettiget til at have en mening om, hvorvidt et tocifret milliardbeløb skal bruges på nye kampfly – eller om pengene måske kunne bruges bedre.

Jo mere offentlig debat, des bedre bliver vi alle sammen rustet til at danne os en holdning til det spørgsmål. I en meningsmåling offentliggjort af Jyllands-Posten onsdag i denne uge svarer bare 16 procent »ved ikke«. Mere end 50 procent er imod indkøbet af nye kampfly.

Billedet viser det meget konkret. Når du lægger dine argumenter ud i offentligheden, giver du offentligheden muligheden for at arbejde med dem på egen hånd. Derfor skylder vi at sige mange gange tak til Boeing. Og til graffiti-maleren fra Vermlandsgade, selvfølgelig.

Serie

Billedsprog

Hver uge skriver medlemmer af Moderne Tider-redaktionen en personlig klumme, som tager udgangspunkt i et aktuelt billede. 

Seneste artikler

  • Udflugt til virkeligheden

    3. marts 2018
    Lars Løkke Rasmussens blik er vendt mod en murstensfarvet boligblok i en af Danmarks berømte ghettoer. Bag ham står en del af det hold af ministre, han har taget med sig på dagens ekskursion til det, som blandt politikere og journalister indimellem bliver kaldt ’virkelighedens verden’
  • De ligger ned for at kunne rejse sig sammen

    24. februar 2018
    Mandagens ’lie down’ er kun en af flere protester, som den nystiftede Teens for Gun Reform-gruppe har stået bag, siden den 19-årige tidligere elev Nikolas Cruz i sidste uge mejede 14 elever og tre voksne ned på skolen med en semiautomatisk riffel, han lovligt havde købt i en nærliggende våbenbutik
  • Billedsprog: Major Tom to Ground Control

    10. februar 2018
    Elon Musk, der både ejer firmaerne SpaceX og Tesla, sendte i denne uge en rød Tesla ud i rummet. Bilen sad i toppen af SpaceX’s nyeste løfteraket Falcon Heavy og roterer nu rundt om solen i en bane tæt på Mars’. I den åbne Tesla sidder en dukke, mens David Bowies »Space Oddity« kører på fuld styrke ud i det lydløse rum
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja, til den her slags ting.

Anders Jensen

Det er sådan aktivisme skal foregå.
Genialt!