Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Hvordan tackler jeg min mands overforbrug?

23. april 2016

Lone, Odense

Min mand er begyndt at bruge mange penge på ting. Ny fladskærm, selv om den gamle fungerede fint. Ny mobil, selv om den gamle kunne præcis det samme. Nyt komfur. Havetraktor. Alt med elektronik, faktisk. Hertil kommer abonnementer på Viasat, Netflix, HBO osv. – mere end vi har brug for.

Vi har sådan set råd, men jeg synes, det er noget frås. Han har altid været glad for den slags – og fulgt med i gadget-programmer osv. men det er taget til, og jeg synes, vi hellere skal bruge vores penge på vores børn og på rejser.

Jeg har besluttet mig for at snakke med ham om det og kunne godt bruge nogle råd. Hvordan undgår jeg at han bliver alt for sur?

Svar I:

For nogle mænd er tanken om at gå ned på udstyr skræmmende. Tilbøjeligheden er vanskelig at leve sig ind i for os, der synes at elektroniktests og brugsvejledninger tager prisen som den kedeligste læsning i verden. Fredelig sameksistens mellem forskellige hobbyer og interesser er vejen frem, så længe de ikke bliver for invasive og omkostningstunge.

Jeg har f.eks. lært at leve med, at mændene i min familie synes, at fodbold er det vigtigste i verden, selv om antallet af ugentlige kampe og tv-pakker, det åbenbart kræver, er højt.

Du skriver ikke, hvor gamle I er, men stigningen i din mands forbrug kunne tyde på, at han forsøger at fylde et tomrum med ting og sager, en tendens, der desværre er et udbredt fænomen i vores del af verden. Og det har negative konsekvenser – både for kloden og vores nærmeste.

Tag en uanklagende snak med ham. Overforbrug af alle slags har det med at komme snigende, og vi har brug for vores nærmeste til at holde spejlet. Så må du må leve med, at han måske bliver lidt sur ...

— Mette Davidsen-Nielsen

Svar II:

Gemmer der sig ikke et problem under overfladen? Hvorfor i alverden er din mand begyndt at øse penge ud på fjollede indkøb? Keder han sig? Er han ramt af rastløshed, fordi tilværelsen glider ham forbi? Og tror, at unødvendigt forbrug skulle virke som lindring.

Jeg har haft en del at gøre med USA og der oplevet, at folk søger at give deres liv indhold ved hjælp rasende indkøbsmanier: Jeg shopper – altså er jeg.

Emnet er alvorligt nok til, at du er nødt til at tage en seriøs samtale med din mand: Hvorfor alt det pjat? Hvad savner han i sit liv? Hvad kan I lægge af planer sammen, som kan give jer et rigt liv, nu når I faktisk har pengene til at gøre det? Det er der mange, der ikke har. I er gunstigt stillede. Prøv om det dog ikke kan føre til en slags lykke.

— David Rehling

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu