Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Hvad er der er i vejen med ordet ’hobby’?

30. april 2016

Enken, København

Interesse, engagement, involvering. Det er alle gode, positive ord, der siger noget godt om et menneske. Men nu vil mine børn, at jeg får en hobby.

Jeg blev enke for et par år siden, og det er tabet af min mand, de ønsker at fylde ud. Så de er i deres bedste mening, det ved jeg godt.

Men ordet ’hobby’ er mig bare imod. ’Hobby’ er for triste mennesker med tomme liv, synes jeg – vi andre har interesser og gøremål. Det er min søn dog ikke spor enig i. Hvem har ret? Er det mig, der har misforstået ordet ’hobby’ ? Jeg håber, jeres mærkelige brevkasse kan svare.

Svar I:

Problemet med ordet ’hobby’ er nok, at det er noget, andre har. Det er ikke længere noget, man har selv. Selv har man en passion eller en interesse, eller man engagerer sig i noget, så man dårligt har tid til andet.

Hobby siger modeltogbane, interesse siger infrastruktur. Hobby er hyggeligt og formålsløst tidsfordriv, mens interesser er selvudviklende og selvopofrende. Derfor kan jeg godt forstå, at du i første omgang bliver lidt fornærmet.

På den anden side er det på tide, at det formålsløse får oprejsning. Det, der absolut ingen merværdi skaber, men er fandens rart. Vi skal sgu ikke også være resultatorienterede, omstillingsparate og i konstant udvikling i vores privatliv. Så køb endelig origamipapir, togskinner eller frimærker og sig med stolthed, at du har en hobby.

I mine øjne er det helt okay at voksne mennesker maler i malebøger, hvis de synes, det er hyggeligt. Det er først, når vi pakker det ind i ord som mindfulness eller anden managementsnak, at vi skal være bekymrede for folkesundheden.

— Anita Brask Rasmussen

Svar II:

Jeg har en hobby, og det er at sidde ude i mit værksted i forstaden med min loddekolbe og bygge små ting af elektronik. For tiden en lommeregner. Den har jeg været i gang med i et års tid, og hvis den engang bliver færdig, kan den lægge to tal af hver fire cifre sammen.

Den kan ikke gange. Den kan heller ikke dividere. I forhold til lommeregneren på min computer er den med andre ord stort set ubrugelig, men det gør ikke noget, for jeg skal ikke bruge den.

Derfor kan jeg sagtens forstå, at du kan opfatte min og andres hobbyer som ting, man måtte vælge at foretage sig for at fylde et ellers tomt liv ud. Du er nok ikke den eneste. At have en interesse (for filosofi eller for kunst) opfattes ofte som bedre end at have en hobby (spille harmonika i kælderen eller bygge modelskibe af balsatræ).

Men at have en hobby handler ikke kun om at fylde tomheden ud, det handler for mig også om sidde og nyde tomheden, mens jeg lærer noget om digitale kredsløb og binære tal. Derudover: Når jeg er færdig, har jeg en helt ny lommeregner.

— Otto Lerche

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu