Interview
Læsetid: 4 min.

Det er eddermame blevet sværere at lave sjov

»Der er mange uden faglig viden, der skriver om noget, de ikke aner noget om. Hvilke kvalifikationer har Suzanne Bjerrehuus egentlig for at udtale sig om, hvordan tingene er i muslimske miljøer?«
Moderne Tider
23. april 2016
»Der er mange  uden faglig viden, der skriver om noget, de ikke aner noget om. Hvilke kvalifikationer har Suzanne Bjerrehuus egentlig for at udtale sig om, hvordan tingene er i muslimske miljøer?«

Finn Frandsen

Kan jeg godt sige perker?

»Det kommer an på, hvor godt du kender perkeren. Hvis du ikke kender perkeren, er der otte-meters-reglen, hvor du venter til perkeren er otte meter væk. Ellers har I kartofler nogle wildcards: Har der været knæk i din bil, må du de første 30 sekunder godt sige ’din fucking perker’. Så har du 30 sekunder, til at trække den tilbage og give skylden til polakkerne.«

Hvorfor bruger du perker?

»Fordi man i indvandrermiljøet har perkerbegrebet til at beskrive dem, der fucker det op for os andre. Men vi siger det uden meget had.«

Hvad er Den Brune Presseloge?

»Nogle indvandrermennesker, der debatterer historier, der handler om muslimer og indvandrere. Alle logemedlemmerne tager en historie med, som de enten synes er enormt ringe eller dybt fantastisk. Så snakker vi om historien, og hvad den gør for integrationen.«

Hvorfor er det nødvendigt?

»Fordi det fylder så meget i debatten. Når journalister laver noget, så skal det være objektivt og vægtet. Så kalder jeg ham dum og han mig naiv, og så flytter vi os ikke. Det kan vi måske med en smule debat.«

Hvad skal Den Brune Presseloge føre til?

»Det er første stadie. Vores mål er at gøre praktiske ting: Få folk til at mødes, hjælpe med arrangementer, der gør tingene bedre. Hele ideen er, at vi skal komme væk fra blot at snakke. Senest er der arrangeret en fodboldkamp mellem imamer, rabbinere og præster, og dommeren skal være ateist. Så mødes vi på kryds og tværs og skaber nogle relationer.«

Hvad skal det gøre godt for?

»Noget af det, jeg håber, Den Brune Presseloge kan gøre, er, at hvis man sidder og ser med på Facebook, får man et indblik i en verden af indvandrere, der bare sidder og diskuterer ting. Det er sundt. Det er et forsøg på at normalisere.«

På Information diskuterer vi nogle gange, om at det at bruge Muhammed i stedet for Jens distraherer i en historie, der handler om frugttræer. Hvordan håndterer man det?

»Gør det igen og igen. Grunden til, at det skærer i øjnene, er, at det er unormalt. Der var en bank, der prøvede med Bente og Jens, og så stillede de Ali op ved siden, der naturligt nok skilte sig noget ud, og man tænkte ’hvad fanden?’. Men Ali har også en pension. Og han slår ikke sin kone mere end gennemsnittet.«

Hvad kan medierne gøre for ikke at stereotypisere indvandrere?

»Tit tænker jeg, at journalister egentlig ikke er så slemme. Men når jeg læser en hel hær af borgerlige bloggere, der får lov at skrive side op og ned, om hvor frygtelige muslimer er, kan jeg godt blive lidt ... Der er mange uden faglig viden, der skriver om noget, de ikke aner noget om. Hvilke kvalifikationer har Suzanne Bjerrehuus egentlig for at udtale sig om, hvordan tingene er i muslimske miljøer?«

Hvad kan I gøre ved det?

»Vi skal blive bedre til at fortælle, at danskerne ikke deler hendes synspunkt, fordi det bliver delt på Facebook. 5.000 delinger er stadig promiller af den danske befolkning. Facebook er ikke virkeligheden.«

Er det blevet sværere eller lettere at lave sjov?

»Det er eddermame blevet sværere. Væsentligt sværere. Positionerne er rykket ud på fløjene. På den ene side, er der i dag en konsensus om, hvordan vi snakker om indvandrere. Og på den anden er der en masse indvandrere, der er desillusionerede. De er i tvivl om, hvorvidt de overhovedet har en plads herhjemme.«

Hvordan kommer det til udtryk?

»Det er spørgsmål som, ’hvor kan man bo, hvis det ikke skal være i Danmark?’ Hvis der sprænger en bombe på Nørrebro, og der dør 100 danskere, hvordan vil det danske samfund reagere overfor os i den situation? Folks frygt og vrede vil være helt oppe i det røde felt.«

Hvordan vil I håndtere det?

»Jeg tror, tricket er at vente. Vente til folk følelsesmæssigt er landet.«

Hvornår har du sidst grinet?

»Jeg talte med en syrisk flygtning om, hvordan fædre tror, de stadig kan kontrollere deres børn, efter de er blevet voksne. Hvordan de tror, at de tricks, de brugte, da vi var små, stadig fungerer, når vi er blevet voksne.«

Hvad er problemet med præmieperkeren?

»Ikke noget. Medierne kunne bare godt være mere kritiske. Ahmad Mahmoud skal ikke sidde i TV 2 som terrorekspert. Han er som jeg en tosse med holdninger. Præmieperkeren skal ikke bruges som ekspert i noget, han eller hun ikke ved noget om. Naser Khader er ikke ekspert i muslimske miljøer. Han har en agenda.«

Hvornår mærkede du, at du blev voksen?

»Det må være, da et lille barn i supermarkedet pegede på 16-årige mig og spurgte: ’Hvad siger manden?’«

Hvis du skulle have levet i en anden tid, hvilken skulle det så være?

»1960’erne. Jeg tror, det var en sjov tid med frihed, revolution og nye tider. En brydningstid.«

Hvilken sang burde alle høre?

»Isam B’s ’I Danmark er jeg født’.«

Hvad har du i din taske?

»Jeg har en skuldertaske med en bærbar og en masse bilag, jeg skal have afleveret til min revisor.«

Hvad giver dig håb?

»Mennesker. Menneskers venlighed.«

Hvornår har du senest oplevet det?

»Det synes jeg hele tiden, jeg oplever. Forleden havde jeg afleveret ungerne i børnehaven, og så står skraldemanden og smider tre suspekte typer ud af min garage. Det var enormt venligt, at han ville bruge tid på det.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her