Baggrund
Læsetid: 3 min.

De eneste tilfælde, hvor intolerance er en menneskeret

Mennesker bliver nødt til at lade være med at være fanatiske, hvis de vil gøre sig fortjent til tolerance. Det skriver den franske filosof Voltaire i dette uddrag af hans ’Afhandling om tolerance’
Moderne Tider
2. april 2016

For at en regering ikke har ret til at straffe fejl, mennesker begår, må disse fejl ikke være forbrydelser. Det er ikke en forbrydelse, når det ikke er forstyrrende for samfundet. Det forstyrrer samfundet, når det giver anledning til fanatisme. Mennesker bliver derfor nødt til først og fremmest at lade være med at være fanatiske, hvis de vil gøre sig fortjent til tolerance.

Hvis nogle unge jesuitter – vel vidende, at kirken afskyr dem, der er fordømte, og ligeledes vel vidende, at visse jansenister er fordømt af en bulle og derfor altså er fordømte – så går hen og brænder et hus ned, som tilhører et af medlemmerne af Oratoriekongregationen, fordi Quebel var oratoriemedlem og jansenit, er det klart, at man må forfølge disse jesuitter.

Det samme gør sig gældende, hvis jesuitter har udsagt maksimer eller handlet på måder, der går mod kongerigets love. I så fald kan man ikke undgå at opløse deres broderskab og gøre dem til almindelige borgere. De bilder sig blot ind, at det ikke er godt.

I realiteten er det godt for dem, for hvad er der galt med at bære kort dragt i stedet for kutte eller at være fri i stedet for at være slave? Man har fredsommeligt reformeret hele regimer, som aldrig har beklaget sig. Hvorfor skal jesuitter så beklage sig så højlydt, når man fredsommeligt reformerer dem?

Når franciskanerne pludselig bliver grebet af begejstring for Jomfru Maria og derfor ødelægger jakobinernes kirker, fordi de mener, Maria var født med arvesynden, er man nødt til at behandle franciskanerne ligesom jesuitterne.

Det samme gælder lutheranere og calvinister. Det hjælper ikke, når de siger, at de blot følger deres inderste overbevisning, og at man bør adlyde Gud snarere end mennesker. At de er den sande flok, og derfor bør udrydde ulvene. I det tilfælde, er det dem selv, som bliver til ulve.

Et af de mest forbavsende eksempler på fanatisme var en lille sekt i Danmark, hvis princip var det bedste af verden. De var optaget af at sørge for den evige frelse for deres medmennesker, men resultatet var ret specielt. De vidste, at små børn, der dør, før de bliver døbt, er fordømte, mens de, der dør umiddelbart efter dåben, opnår den evige frelse.

De tog derfor rundt og skar halsen over på alle små drenge og piger, de stødte på, fordi de således gjorde dem den allerstørste tjeneste. På den måde undgik de små synden, men også livets fortrædeligheder og helvedet, så de med fuldkommen sikkerhed kom i himlen.

Men disse barmhjertige mennesker overvejede ikke et sekund, at det ikke er tilladt at udføre en lille ondskab for et større gode, og at de ikke havde nogen som helst ret til at gribe ind i disse børns liv. Og heller ikke at de fleste forældre var jordiske nok til at foretrække at have deres sønner og døtre hos dem, frem for at de fik skåret halsen over og kom i Paradis. Kort sagt må en domstol straffe mord, lige meget hvor god hensigten er.

Jøderne synes mere end nogen at have ret til at stjæle fra os og slå os ihjel. For skønt der er hundredvis af eksempler på tolerance i det Gamle Testamente, er der også eksempler på strenghed. Gud har til tider beordret jøderne at slå afgudsdyrkere ihjel og kun skåne giftefærdige piger. Skønt vi tolererer jøder i dag, kunne de, om de var herrer, og eftersom de betragter os som afgudsdyrkere, lade kun vore døtre overleve.

Det ville især være absolut nødvendigt for dem, at slå tyrkerne ihjel, det er ikke svært at forstå. Tyrkiet er hjemland for perizziter, jebusitter, amoriter, jerseanere, hiviter, keniter, kanaanæere og samaritanere. Alle disse folkeslag er omfattet af bandlysning. Deres land, som er næste 100 km langt, er blevet lovet jøderne i indtil flere pagter, så de har altså ret til det. Muslimerne er usurpatorer, der har besat landet i over tusind år.

Hvis jøder tænkte sådan i vore dage, er det klart, at der ikke ville være anden måde at modgå det på end at sende dem alle i tugthus.

Disse er vist noget nær de eneste eksempler på intolerance, der forekommer berettigede.

Uddraget er kapitel 18 i Voltaires ’Afhandling om tolerance’, som forlaget Korridor udgiver.

Bogen er oversat af Tine Byrckel

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Cool

nogen der ved hvilken "lille sekt i Danmark", der slog børn ihjel for at sikre dem at de kom i himlen, han snakker om?