Tirsdag den 12. april 2016. Det var aftenen, hvor noget kunne vindes, og alt tabes. Real Madrid, klodens mest skrøbelige fodboldsupermagt, havde allerede tabt 0-2 til VfL Wolfsburg i det første kvartfinaleopgør i årets Champions League.
De madrilenske aviser skreg på remontada. Et comeback ville de have, og det skulle være vildt og stort, nok til at redde Reals turbulente sæson. Ganske vist var ligaen netop blevet lidt mere spændende i halen på Barcelonas seneste fodfejl, men det her var Champions League, Madrids sande turnering.
Kravet i tirsdags var forlæns historieskrivning, lige dér, hvor drivvåd mindelse om tidligere pragtkampe krydses med mandhaftig clairvoyance. En ’Kennedy’, med andre ord: Hvor var du, da Cristiano Ronaldo pløkkede sin legendestatus fast til himlen, scorede hattrick mod en flok Volkswagen-tyskere og bragte Real Madrid videre til semifinalerne?
Som vittigheden florerede på nettet, efter at Los Blancos havde banket sagerne på plads. 0-2 i første kamp? Det må have været en softwarefejl!
16 scoringer i én turnering
Eller sagt med sportsjournalistikkens bare røv: Legender er facts, statistikker, alt det uomgængelige, garneret med sovs og kartofler.
Med sit frisparksmål i det 77. minut, hvor bolden næsten uvirkeligt forsvandt ind igennem et hul i Wolfsburgs forsvarskæde og dukkede op igen helt ude i venstre hjørne af nettet, havde Ronaldo scoret 16 gange i denne udgave af Champions League. Det er omtrent så mange mål, som danske klubber tilsammen har scoret de sidste 10 år i samme turnering.
Mål nummer 14 og 15 faldt inden for blot 86 sekunder i første halvleg. Begge på forarbejde af utrættelige Dani Carvajal, der endelig afløste udskældte Danilo på højre back-pladsen. Først en tap-in og siden et hovedstød, som var latterligt godt udført. Jeg siger latterligt, fordi jeg selv grinte hysterisk som en lille pige ved den lejlighed. Fjollet, længe, som tilbageholdt gråd. Det er farligt at se fodbold.
Otte gange på 10 år havde Real Madrid misset en remontada. Men kl. 22.34, tirsdag aften, var det en realitet. Kongeklubben havde for sjette gang i træk vundet adgang til semifinalerne i verdens sejeste og mest prestigefyldte fodboldturnering.
Fyrst Ronaldo, vi tilbeder den jord, du betræder. Du er større end kaliffen, skøn som et photoshoppet harem og meget, meget højere end Messi. Klokken 22.35 tænkte jeg, ja, på sådan en aften er vi alle ronaldoer. Og så dejsede jeg i puderne af udmattelse.
Miraklet fra 1984
Man kommer til at tænke på 1984. Det var året før Heysel-tragedien. Duran Duran udgav singlen The Wild Boys, og New Order ramte tidsånden med Thieves Like Us.
Det var UEFA Cup-opgøret mellem belgiske Anderlecht og Real Madrid, 12. december 1984. Der var en dansker med på Anderlechts hold, Per Frimann, landsholdsspilleren fra 80’erne, som sluttede karrieren i Brøndby.
Tilbage i 1984 havde Anderlecht, som var dominerende på den europæiske scene, allerede sønderrevet den madrilenske trup med cifrene 3-0 i den første kamp, så hvis Real Madrid skulle videre end returkampen på Bernabeu, var der brug for et mirakel.
Træneren Amancio Amaro havde en plan. Jorge Valdano kunne godt huske den: Det første spark er vores, og de tre første målforsøg er vores. Når de laver frispark på os, følger tre mand i hælene på dommeren, mens tre andre pifter efter Anderlecht-spillerne. Vi skal stresse dem, og vi skal gøre det fra kampens første fløjt!
Frimann fik sin sag for. Det var miedo escénico, skrækscenariet. Efter et frispark fra Lozano kunne Manuel Sanchis tæmme returposten og knalde bolden ind bag Munaron i Anderlechts mål. Tilskuerne på Estadio Santiago Bernabeu var euforiske, og Real havde fået blod på tanden.
Efter yderligere 16 minutter gjorde Emilio Butragueno det til 2-0, og hjemmeholdet blev ved med at komme stormende i en intelligent offensiv. Hele banen blev benyttet, flankerne, den centrale midtbane, de dybe afleveringer ind i straffesparksfeltet, videre ud i siderne, frem og tilbage, småt og elegant pasningsspil i trekanter.
Kampen havde det hele. Belgierne var tæt på at blive knust, og Valdano kunne med et fantastisk mål udligne den samlede score efter en halv times spil.
Endelig kunne Bernabeu puste ud. 3-3 stod det. Nu kunne det ikke gå galt. Men så kom Per Frimann belgierne til undsætning. I det 34. minut reducerede han til 1-3. Fire minutters mumlen og tiltagende uro på det madrilenske stadion blev dog bragt til skamme af Valdano, som i det 38. minut atter bragte balance i regnskabet. Så var der brand under heksekedlen igen.
I anden halvleg skulle Real Madrid bare score en enkelt gang mere. El Buitre – ’gribben’ – Emilio Butragueno, var i sit es. Efter bare to minutter scorede han til 5-1, og et minut før tid hamrede han sejren på 6-1 fast.
Den gode fyrste
29 år senere, i 2013, skulle den nu afgåede FIFA-præsident, Sepp Blatter, gøre sig lystig for publikum og kameraer. Han rejste sig fra sin stol på podiet og parodierede Ronaldo: Brystet frem og kejserlige, afmålte skridt. Lige som Cristiano berømte frisparksignatur. Publikum grinede.
Endnu et år senere, mandag den 6. januar 2014, var der kampdag i den spanske første division. Ronaldo var ikke prangende, men alligevel nettede han to gange. Oppe i Ronaldos private loge på Bernabeu sad en kræftsyg dreng ved navn Jorge og overværede kampen.
»Det var en drøm, der gik i opfyldelse,« sagde Jorge bagefter.
»Jeg er uendeligt taknemmelig. Jeg troede aldrig, sådan noget ville ske for mig.«
To mål på 86 sekunder. Og sød ved kræftbørn. God fyrste, Ronaldo. God fyrste.
