Det er hårdt at være hvid

Bølgerne gik højt, da en gruppe debattører i sidste måned var samlet i det franske tv-debatprogram Ce soir ou jamais (I aften eller aldrig) for at diskutere spørgsmålet: Har den antiracistiske kamp spillet fallit?

Debatten nåede sit dramatiske klimaks, da politologen Thomas Guénolé anklagede den antiracistiske venstrefløj for at være galt afmarcheret.

»Det, som har ændret sig, er efter min mening – og det gør mig ondt at sige det – at en del af den antiracistiske bevægelse selv er gået hen og blevet racistisk. Det er Dem, jeg taler om nu, fru Bouteldja,« sagde politologen med et ansigtsudtryk, som om det ikke gjorde ham ondt overhovedet.

Angrebet var rettet mod den fransk-algeriske aktivist Houria Bouteldja. Hun er forfatter til bogen Les Blancs, les Juifs et nous. Vers une politique de l’amour révolutionnaire (De hvide, jøderne og os. For en revolutionær kærlighedspolitik) og talsperson for den antikolonialistiske og antizionistiske protestbevægelse, Parti des Indigènes de la République.

I bogen dissekerer hun den kløftdannende hvidhedslogik, der stadig gennemsyrer det franske samfund. »Hvidhed er ikke et spørgsmål om genetik. Hvidhed er en magtposition,« skriver Bouteldja.

Men ifølge Guénolé er det en farlig vildfarelse.

»At tale om ’alle hvide’ er at generalisere på baggrund af hudfarve. At generalisere på baggrund af hudfarve, især i negativ forstand, det er jo racisme. De, kære frue, er racist, homofob og misogyn,« triumferede politologen.

De hvides ubehag

Hvad var årsagen til dette syreangreb mod Bouteldja for åben skærm? For at forstå det, må vi træde et skridt tilbage. Det er en kompleks affære, som både er forbundet med Frankrigs fortid som kolonimagt og det ideologisk betændte spørgsmål om staten Israels legitimitet.

I Frankrig er den racemæssige diskrimination af strukturel karakter, men har rødder i kolonifortiden. Der er tale om en subtil undertrykkelse, som juridisk set ikke længere giver hvide mænd ret til at dominere koloniale subjekter, men som ikke desto mindre stadig findes overalt i samfundet: i sprogbrug, handlemåder, fordomme og normer.

Bouteldja anvender udtrykket race, fordi ord som ’hvid’ og ’sort’ reelt er med til at skabe virkeligheden. Samtidig gør hun sig klart, at der er tale om konstruktioner, der kun giver mening inden for det nuværende politiske system. Disse kategorier cirkulerer allerede i samfundet, og at forbyde sig selv at anvende dem svarer til at forbyde sig selv at bekæmpe den racialiserede ulighed.

Ikke desto mindre beskyldes hun for racisme, fordi hun formaster sig til at adressere en privilegeret ’hvid race’.

Ligesom hun beskyldes for misogyni, fordi hun kritiserer en hvid feminisme, som stigmatiserer hele fremmede befolkninger, typisk arabiske, som tilbagestående.

Guénolés humanistiske centrumvenstrefløj afskriver derimod racebegrebet som noget, der hører fortiden til. De ser det som progressivt og antiracistisk at benægte, at der eksisterer forskelle. Og debilt nok forveksler de det at tale om racer og racialiserede forestillinger med at være racist.

Når Guénolé hævder, at race som produkt af historien og magtrelationerne ikke findes, gør han systemet uangribeligt – og dermed sikrer han netop racismens fortsatte eksistens, påpeger Bouteldja. Under dække af smukke lighedsprincipper har disse gode humanister skjulte narcissistiske tilbøjeligheder over for hvide mennesker, mener Bouteldja. Derfor stresser det dem simpelthen at blive adresseret som ’hvide’.

Bryder hierarkiet

Efter det voldsomme udfald mod Bouteldja, der straks efter tv-udsendelsen blev tiljublet på diverse højrenationalistiske internetsider, blev hun forsvaret af sin forlægger, Eric Hazan.

Han spurgte, hvorfor det kun er Bouteldja, som er mål for disse hadefulde angreb, når så mange andre tidligere på samme vis har kritiseret postkoloniale racisme. Det skyldes ifølge Hazan, at hun ikke forbliver på sin anviste plads i racehierarkiet.

»Når jeg bliver anklaget for alverdens vederstyggeligheder, så bliver jeg i virkeligheden anklaget for noget helt fundamentalt: ikke at blive på min tildelte plads, min plads som underdanig indfødt,« har Bouteldja tidligere sagt.

Det er ifølge Hazan den racistiske logik, der får Thomas Guénolé til at fare i flint.

»Houria Bouteldja er kvinde, hun fremtræder nobel og stolt, hun har ordet i sin magt, og så er hun tilmed araber. Og det er åbenbart for meget. Hun affinder sig ikke med at holde sig inden for sin anviste plads i samfundet, hun bryder det sociale magthierarki. Kort sagt, hun stikker snuden for langt frem,« skriver han og sætter spørgsmålstegn ved, om ytringsfriheden nu også er lige for alle i dagens Frankrig.