Læsetid: 6 min.

Hunden slikker sig bagi, fordi den kan

Panama-papirerne viser, hvordan korruption er ikke en tilfældig afvigelse ved det globale kapitalistiske system, men en del af dets grundlæggende funktionsmåde. Og korruptionens kriminelle karakter er ikke et spørgsmål om jura, men om politik og i sidste ende om magt
9. april 2016

Det eneste overraskende ved lækken af Panama-papirerne er, at der ikke var noget overraskende ved dem. Afslørede de ikke blot netop det, vi regnede med? Men selvfølgelig er der forskel på at vide, at der findes off shore bankkonti – og så at se de konkrete beviser.

Det er ligesom med en utro partner: Den abstrakte viden kan man til nød udholde, men det bliver smerteligt, når vi konfronteres med de hede detaljer og i vores hoved skal rumme billeder af, hvordan det går for sig.

Med Panama-papirerne er vi så nu blevet belemret med beskidte billeder fra den finansielle pornografi blandt verdens rige, og det er ikke længere muligt at lade, som om vi ikke kender til det.

I 1843 hævdede unge Karl Marx, at datidens tyske ancien regime »kun lader, som om det tror på sig selv og kræver, at resten af verden også skal lade som om. I en sådan situation bliver udskamning af magthaverne til et selvstændigt våben«.

Sådan er vores situation i dag: Vi står over for den herskende globale ordens skamløst kyniske repræsentanter, der lader, som om de tror på deres egne ideer om demokrati, menneskerettigheder osv. Når så initiativer fra WikiLeaks og Panama Papers-lækken stiller den skamløshed til offentligt skue, bliver vores skam ved at tolerere den slags magthavere så gjort mere skamfuld.

En lille rig boble af multikulturel lighed

Et hurtigt kig på Panama-papirerne afdækker både positive og negative aspekter.

Det positive er den altomfattende solidaritet mellem deltagerne: I den globale kapitals dunkle verden er vi alle brødre. Den vestlige udviklede verden, selv de ufordærvede skandinaver, færdes her hånd i hånd med Ruslands Vladimir Putin. Kinas præsident Xi, Iran og Nordkorea er her også. Muslimer og jøder udveksler venlige indforståede blikke – et ægte multikulturelt rige, hvor alle er lige og alle forskellige.

Og det negative? Her er et iøjnefaldende fravær af spillere fra USA, hvilket i nogen grad synes at underbygge russisk og kinesisk mistro til, at bestemte politiske interesser stod bag denne læk.

Så hvad stiller vi op med alle disse data?

Den første – og dominerende – reaktion er selvfølgelig eksplosionen af moralsk raseri. Men det bør vi lægge bag os og i stedet se på vores økonomiske system: Politikere, bankfolk og ledere har altid været præcis så grådige, så hvad er det ved vores juridiske og økonomiske system, der gør dem i stand til at realisere deres grådighed så umådeholdent?

Siden finansnedsmeltningen i 2008 har offentlige figurer fra paven og nedefter bombarderet os med formaninger om at bekæmpe overdreven grådighed og frås. Som en teolog tæt på paven udtrykte det: »Den nuværende krise er ikke en krise for kapitalismen, men en krise for moralen.«

Selv dele af venstrefløjen er slået ind på det spor. Der er ingen mangel på antikapitalisme i dag: Occupy-protesterne eksploderede for et par år siden, og længe har vi svælget i kritik af kapitalismens rædsler: Bøger, aviser, dybdeborende journalister og tv-dokumentarer har udstillet, hvordan de store selskaber hensynsløst forurener miljøet; hvordan korrupte bankfolk tager enorme bonusser til sig, mens deres banker må reddes med offentlige midler; og hvor fornedrende arbejdsforhold, der findes for de fattigste, herunder for deres børn, i Den Tredje Verdens sweatshops.

Fejl eller funktion?

Det, der aldrig sættes spørgsmålstegn ved, er den demokratiske-liberale ramme for bekæmpelse af udskejelserne. Det eksplicitte eller implicitte mål er at demokratisere kapitalismen, at udvide den demokratiske kontrol over økonomien, at lægge pres på de udskejende ved offentlig medieeksponering, regeringsrapporter, skærpet lovgivning og regulær politiefterforskning.

Systemet som sådan sættes der ikke spørgsmålstegn ved, og retsstatens demokratiske institutionelle ramme er fortsat en hellig ko, som end ikke den ’etiske antikapitalismes’ mest radikale grupperinger som f.eks. Occupy-bevægelsen vil røre ved.

Den faldgrube, vi her bør undgå, illustreres fint af en – måske apokryf – anekdote om den venstre-keynesianske økonom John Galbraith: Før en tur til Sovjetunionen sidst i 1950’erne skrev han til sin antikommunistiske ven Sidney Hook: »Du skal ikke bekymre dig, Don – jeg bliver ikke forført af Sovjetunionen, og når kommer hjem, vil jeg ikke påstå, at de har realiseret socialismen«.

Hook svarede prompte: »Men det, som bekymrer mig, er, at du kommer hjem og vil fortælle os, at Sovjetunionen ikke er socialistisk.« Hooks bekymring var det naive forsvar for idealets renhed: Hvis noget går galt under opbygningen af socialismen, betyder det ikke, at idealet er uholdbart – kun, at vi ikke har realiseret det ordentligt. Ser vi ikke samme naivitet hos dagens markedsfundamentalister?

Da den franske højreintellektuelle Guy Sorman under en tv-debat for nogle år siden hævdede, at demokrati og kapitalisme nødvendigvis følges ad, kunne jeg ikke modstå fristelsen til at stille det indlysende modspørgsmål: »›Men hvad så med Kina i dag?« Sorman vrissede tilbage: »Kina er ikke kapitalistisk!«

For fanatiske prokapitalister som Sorman forholder det sig sådan, at et land, der ikke er demokratisk, kan heller ikke være kapitalistisk; højst praktisere en deformeret udgave af kapitalismen – ganske på samme måde som stalinismen for de demokratiske kommunister ikke var nogen autentisk form for kommunisme.

Den logiske brist er ikke svær at identificere, for den er den samme som i den velkendte vits: »Min forlovede kommer aldrig for sent til en aftale, for i det øjeblik hun gør det, er hun ikke længere min forlovede!«

Det er sådan, tidens markedsapologeter – ved en uhørt ideologisk kidnapning – udlægger krisen i 2008: Det var ikke det fejlslagne det frie marked, der forårsagede den, men overdreven statsregulering. Dvs. at forklaringen er, at vores markedsøkonomi ikke var en ægte af slagsen, fordi den stadig var i kløerne på velfærdsstaten.

Læren af Panama-papirerne er, at lige netop dette ikke er tilfældet: Korruption er ikke en tilfældig afvigelse ved det globale kapitalistiske system, men en del af dets grundlæggende funktionsmåde.

Den virkelighed, som fremgår af Panama-papirerne, er en klasseopdelingens virkelighed – så simpelt er det. Papirerne viser, hvordan velhavende mennesker lever i en adskilt verden, hvor der gælder andre regler, og hvor retssystemet og ordensmagten ikke blot er indrettede på at beskytte de rige, men endda er rede til systematisk at bøje retsstaten for at imødekomme dem.

Et spørgsmål om magt

Vi har allerede set mange højreliberale reaktioner på lækken, som lægger skylden på vores velfærdsstat eller, hvad der udgør resterne af den. Da rigdom er så hårdt beskattet, er det ikke så sært, at formuebesiddere søger at flytte deres penge hen til steder med lavere skatter.

Hvor latterlig den undskyldning end er, har den en kerne af sandhed. For det første bliver den skillelinje, der adskiller lovlige fra ulovlige transaktioner, stadig mere udvisket og ofte reduceret til et spørgsmål om fortolkning. For det andet er de velhavere, der flytter deres rigdomme til off shore-konti og skattely, ikke grådige monstre, men rationelle individer, der blot søger at beskytte deres rigdom.

I kapitalismen kan man ikke smide de finansielle spekulationers snavsede badevand ud og beholde realøkonomiens sunde baby.

Vi skal ikke være bange for at drage de fulde konsekvenser: Det globale kapitalistiske retssystem er selv i sin mest grundlæggende dimension en form for legaliseret korruption. Spørgsmålet om, hvor kriminaliteten begynder – hvilke finansielle transaktioner, der er ulovlige – er ikke et juridisk spørgsmål, men et politisk spørgsmål af første rang og et spørgsmål om magt.

Så hvordan kan det være, at tusindvis af investorer og politikere gør de ting, som dokumenteres i Panama-papirerne? Svaret er det samme som på spørgsmålet om, hvorfor hunde slikker sig selv bagi: Fordi de kan.

© Slavoj Žižek og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sup Aya Laya
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Poul Brunhøj
  • Jørgen Steen Andersen
  • Grethe Preisler
  • Jørn Vilvig
  • Niels Duus Nielsen
Sup Aya Laya, Mikael Velschow-Rasmussen, Lise Lotte Rahbek, Poul Brunhøj, Jørgen Steen Andersen, Grethe Preisler, Jørn Vilvig og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som altid; forfriskende og nuanceret. Det er let at lade sig gribe af affekt og tabe hovedet i berettet vrede. Tak til Zizek for at stille skarpt.

Men det er alligevel ikke helt godt nok...
Vi taler ikke bare om hunde der slikker sig bagi og vi taler ikke om grundlæggende sunde og sympatiske mennesker, der bare gør hvad enhver ville gøre i lignende situation; beskytte sin akkumulerede rigdom.

Vi taler om højkriminelle forbrydere og skadevirkningen af deres forbrydelser overgår langt den skadevirkning 'normale kriminelle'; som fx mordere, voldtægtsmænd og terrorister anretter og som vi ikke tøver med at straffe nådesløst.

Det er slut med frit lejde og andre tiltag der umiddelbart skæpper lidt i kassen, men lader disse svin slippe uden straf.
Snyder du i skat for en million koster det 2-3 menneskeliv, fordi de penge ikke er tilgængelige på hospitalet, fordi vi har måtte skære i de akutte tjenester som vagtlæge eller ambulancer.
Dette er et helt rimeligt regnestykke og tiden er forbi med at tilgive forbrydere i habitter fordi skadevirkningen er for abstrakt; den er helt konkret og meget let at beregne.
Straffen skal selvfølgelig være proportionel hermed.

Jørgen Steen Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Steen Andersen

Vi vil så gerne tro, at slaveri og kolonialisme ikke findes mere - at verden er blevet et bedre sted - men i dag findes den mere skjulte manipulation, som har mange former:
Den aktuelle unddragelse af skat, hvidvask, de ideologiske via medierne, nyliberalisternes propaganda om de fattiges afhængighed af de rige, de nye politiske ikke- ord, globaliseringen skamroses selvom den gør folk landflygtige og uden ståsted og kampen om arbejdspladser bliver intensiveret og mens de rige bliver rigere bilder de befolkningen ind at det er " nødvendigt" at velfærdssamfundet skrumper, for " der er ikke råd til det hele."
Demokratiet skal vise, at det har magt og vilje til at ændre udviklingen.

Og så er der jo så også lige det individuelle, moralske aspekt, som vores demokratier - via vores valgte politikere og en selvoptaget presse - mildt sagt har valgt at nedprioritere.

Jo mere vi afskaffer religionen jo vanskeligere bliver det at håndtere moralen. Den bliver jo så ikke længere dikteret af guden, men må derimod varetages af hin enkelte. For at det skal kunne lykkes må de stærkeste være rollemodeller for de svageste - eller vi ender i alles krig mod alle. Måske er det allerede der vi er.

Sup Aya Laya og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar