Læsetid: 6 min.

Hvorfor bliver vi så vrede?

Værdikampene sætter ild i den danske offentlighed med jævne mellemrum, blandt andet fordi de ofte samtidig er identitetskampe
Værdikampene sætter ild i den danske offentlighed med jævne mellemrum, blandt andet fordi de ofte samtidig er identitetskampe

Johanne Sorgenfri/iBureauet

30. april 2016

Skal imamers antidemokratiske ytringer kriminaliseres?

Det har været et af kernespørgsmålene i debatten i kølvandet på TV 2’s skjulte optagelser fra Grimhøj-moskeen.

»En ægte værdikamp, som har afsæt i det inderste af det, vi gennem årtier og århundreder har skabt i Danmark,« er den blevet kaldt af Berlingskes Tom Jensen.

Her er med andre ord tale om den seneste udvikling, siden Anders Fogh Rasmussen tilbage i sin første statsministerperiode satte tryk på værdikampen – ikke mindst hvad angår indvandring – og Fogh-regeringen lancerede både kulturkanon, demokratikanon og værdikommission.

»Hvis man mere grundlæggende ønsker at dreje et samfund i en anden retning, er det værdidebatten, man skal tage fat på,« sagde han dengang i 2003, og blandt de største kamppladser de følgende år har været Muhammed- såvel som flygtningekrise.

Men hvad er egentlig en værdikamp? Adskiller den sig principielt fra andre stridigheder i det politiske liv, og i givet fald hvordan? Hvorfor er den så ophedet? Og hvad er dens kerneprincipper og blinde punkter?

Værdikamp er til dels et spørgsmål om selvforståelse. Hvem vi er som nation, hvad vores kerneværdier er, og om vi overhovedet er enige om dem. Vil man forstå, hvorfor diskussioner om flygtninge, racismeparagraffen, positiv særbehandling og muslimske kvinders mulighed for at bære slør på arbejdspladsen sætter sindene i kog, må man gøre sig klart, hvad der er på spil for folk – også dem, man er uenige med.

For at forstå tidens store værdikampe er vi dog først nødt til at rydde en række forsimplinger af vejen.

Liberaldemokratiske værdier

Værdikampe er – trods af navnet – ikke baseret på værdier på en anden måde end andre politiske diskussioner er.

Værdier indgår i alle politikområder. Men det er ikke alle politikområder, hvor vi taler om værdikampe. Og nogle diskussioner i værdikampen handler slet ikke om værdier, men f.eks. om økonomi, herunder om de langsigtede udgifter ved flygtningemodtagelse. Man kan dele værdier, men være uenige om, hvad det reelt koster, og på den baggrund ende med at være uenige om flygtningepolitikken.

Men er det så nogle særlige værdier, værdikampene er baseret på? Nej. De samme politiske værdier ligger langt hen ad vejen til grund for værdikampe og for mere traditionelle fordelingspolitiske spørgsmål.

Tænk på idealet om lige muligheder. Det har konsekvenser for, hvordan vi bør indrette arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet, så børns socialklasse ikke kommer til at afgøre deres muligheder i livet. Men det har også implikationer for netop værdikampe som positiv særbehandling, racismeparagraffen og muslimske kvinders mulighed for at bære slør på arbejdspladsen.

Ofte er det således traditionelle, liberaldemokratiske grundprincipper som mulighedslighed, antidiskrimination, tolerance, og ytrings- og religionsfrihed, der er på spil i værdikampen. Striden går så på, hvordan vi bedst forstår disse idealer.

Er grupperettigheder til minoriteter en måde at etablere lige muligheder på, eller er de omvendt udtryk for diskrimination? Hvordan kan vi forene religionsfrihed og kønslighed i det sekulære samfund? Er den restriktive flygtningepolitik en måde at beskytte vores liberaldemokratiske værdier på, eller snarere en måde at sælge ud af dem på?

At debatten ofte handler om liberaldemokratiske værdier, er ikke overraskende. Studier viser, at det store flertal af befolkningen tilslutter sig disse værdier – både etniske danskere og indvandrere. Et nyt studie foretaget af Christian Albrekt Larsen tyder ligeledes på, at danskernes nationale forestillinger i stigende grad handler om Danmark som et politisk fællesskab, snarere end som et kulturelt fællesskab.

Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke er andre værdier på spil, og debatten bærer da også præg af nationalkonservative, religiøst konservative og, i mindre målestok, postkoloniale stemmer. En nylig værdikamp på nationalkonservative præmisser er den såkaldte frikadellekrig i Randers. Og konflikten mellem de kønsopfattelser, nogle konservative imamer udtrykker, og almindelige liberaldemokratiske værdier er tydelig.

Identitet

Et mere plausibelt bud på, hvad der er særligt ved værdikampe er, at de ofte handler om identitet. Hvordan skal vi som samfund give plads til forskellige religiøse og kulturelle identiteter? Har den nationale majoritetskultur automatisk forrang, som nationalkonservative mener, eller bør vi sikre lige muligheder for alle, uanset køn, seksualitet og etnicitet?

At koge værdikampe ned til blot at være et spørgsmål om identitet vil imidlertid være forsimplet. Dels fordi nogle af kampene handler om noget andet, f.eks. økonomi. Dels fordi en række traditionelle fordelingspolitiske diskussioner også kan formuleres som identitetsspørgsmål. Tænk på spørgsmålet om, hvordan man sikrer, at kvinder ligestilles på arbejdsmarkedet.

Men de mange identitetsproblematikker i værdikampen kan være med til at forklare, hvorfor værdikampe ofte bliver udkæmpet med så stor intensitet. Ifølge social identitetsteori afhænger menneskers selvværd bl.a. af gruppeidentifikation, hvor vi er tilbøjelige til at favorisere dem, vi identificerer os med, og i den udstrækning andre grupper opleves som en trussel mod denne identitet kan det være med til at udbygge fordomme og mindske tillid og hjælpsomhed over for dem.

Det er derfor ikke overraskende, at nogle værdikampe simpelthen handler om, hvem der formår eller – i nogle tilfælde – har retten til at udlægge en given identitet.

Et eksempel er den såkaldte hvidhedsdebat, der fulgte efter udgivelsen af Yahya Hassans digtsamling. Den handlede bl.a. om, hvorvidt forfatterens, anmelderens og læserens evne til at forstå en given erfaringshorisont afhænger af hans eller hendes egen identitet i form af eksempelvis køn, seksualitet og etnicitet.

Endelig er værdikamp også en kamp om privilegier. Politiske privilegier som muligheden for at ytre sig frit, samt stemmeret ved folketingsvalg, der jo følger med statsborgerskab.

Territoriale privilegier som muligheden for at leve i sikkerhed på et givet territorium. Sociale privilegier som adgang til velfærdsydelser og til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet på lige vilkår med andre. Og religiøse og kulturelle privilegier som muligheden for at udtrykke sin religiøse identitet i det offentlige rum.

Noget tyder for eksempel på, at mange danskeres bekymring for indvandring ikke mindst er en bekymring for omkostningsniveauet og for velfærdsstaten. Et studie foretaget af Peter Thisted Dinesen, Robert Klemmensen og Asbjørn Sonne Nørgaard, netop udgivet i Political Psychology, viser, at der i befolkningen er et stort flertal for, at Danmark bør tage imod flere højtuddannede indvandrere, men ikke flere lavtuddannede, uanset om de er vestlige eller ikkevestlige.

Sammenlignet med resten af Europa har værdikampe i Danmark givet sig udslag i en relativt restriktiv indvandrings- og integrationspolitik.

En udbredt myte er, at det skyldes, at danskerne i stigende grad er blevet fremmedfjendske og er fremmedfjendske i højere grad end andre europæere. Det tyder forskningen bare ikke på. Den danske befolkning er snarere særligt polariseret med mange, der er meget positive over for indvandrere, og mange, der er meget negative.

Frihed

Selv om danskerne ikke i gennemsnit er mere indvandrerskeptiske end andre europæere, betyder polariseringen, at en relativt stor andel er skeptiske, og det kan være med til at forklare, at eksempelvis mange socialdemokratiske vælgere er gået til Dansk Folkeparti hjulpet af partiets velfærdsprofil.

Som andre politiske stridigheder har også værdikampe sine blinde punkter, bl.a. i forhold til, hvad forskellige politikker betyder for fordelingen af privilegier. Tag tidens værdikamp over dem alle, flygtningekrisen, hvor det er slående, hvor lidt bestemte argumenter og værdier fylder i debatten.

Tænk blot på en traditionel liberaldemokratisk værdi som bevægelsesfrihed. Begrundelsen for bevægelsesfrihed er ikke mindre stærk end begrundelsen for andre traditionelle negative liberale frihedsrettigheder som ytringsfrihed og religionsfrihed.

Bevægelsesfrihed beskytter basale menneskelige interesser som interessen i at kunne undslippe forfølgelse og undertrykkelse. Men den tilsidesættes, når stater forhindrer flygtninge i at opnå adgang til deres territorium.

Nu kan det selvfølgelig indvendes, at ikke mange ønsker åbne grænser, men det er værd at bemærke, at bevægelsesfrihed finder sin allerstærkeste begrundelse, når det lige præcis handler om flygtninge.

Et andet eksempel er de uformelle, lidt selektive cost-benefit-analyser, der skal vise, at man hjælper flygtninge bedst i nærområderne. Hvor det generelt anerkendes, at udfordringerne ved flygtningemodtagelse ikke kun er et spørgsmål om økonomi, men også om antal, er det som om, denne indsigt glemmes, når talen falder på nærområderne.

Det på trods af, at det enorme antal i nærområderne indebærer stigende politiske og sociale spændinger, sekterisk vold og en stigning i overgreb mod flygtninge. En ordentlig cost-benefit-analyse vil naturligvis inddrage alle de væsentligste fordele og ulemper ved de forskellige handlingsalternativer.

Pointen er, at der i værdidebatten optræder blinde punkter, der hænger sammen med, hvornår vores liberaldemokratiske værdier favoriserer os selv, og hvornår de ikke gør. Sådan er det også i andre debatter. Men det er værd at være opmærksom på, hvis kampene om vores værdier skal bevæge sig fremad.

Nils Holtug er professor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Jørn Vilvig
  • Niels Duus Nielsen
Kurt Nielsen, Jørn Vilvig og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Rahbech Jensen

For mig handler det også om personlig identitet. Holdninger kan få konsekvenser for tilhørsforhold og forventninger. Nogle konsekvenser antydes af danske begreber som 'håneret' og 'bodsgang'. Tab af debatter straffes. Derfor bliver det nemt et mål i sig selv enten at vinde en debat eller minimere straffen for en tabt debat.

Endnu en risiko er, at en bestemt holdning på et punkt antages ikke alene at være statisk men også at bestemme holdninger på andre holdninger a la "hvis du mener A, mener du også B og C, og når nu mener B og C, mener du også D".

Endelig er nogle debattører gode til at sætte argumenter på spidsen eller vende dem om, så debatter bliver absurde eller konfliktskabende, eller modparten tillægges de modsatte af det, vedkommende egentlig mener. En almindelig årsag til vrede er, at det er nødvendigt at sætte grænser for ikke at blive ydmyget.

En mulig konsekvens af en tabt debat kan være, det er umuligt fortsat at være med i et bestemt fællesskab. En anden mulig konsekvens kan være, det er vanskeligt at være med i fremtidige offentlige debatter.

Børge Rahbech Jensen

Nå ja, der er også en helt anden problemstilling i forhold til spørgsmålet "Hvordan skal vi som samfund give plads til forskellige religiøse og kulturelle identiteter?"

Netop det spørgsmål er særligt pinefuldt for mennesker, som ikke nødvendigvis lever op til alle gældende normer, men sagtens kan være etniske danskere. Det gælder ikke mindst kulturelle identiteter. Efterhånden er det et socialt handicap ikke at følge danske nyheder på tv og i aviser hele dagen i stedet for fx. at gå ud i byen eller følge udenlandske sider på sociale medier. Selv det foreningsliv og de aftenskoler, som hidtil har præget dansk kultur, er nærmest dømt ude - med henvisning til dansk kultur. De, der går på aftenskole eller dyrker en fritidsinteresse om aftenen, kan ikke følge de nyheder, der danner grundlag for de offentlige debatter.

Det er også blevet odiøst at tale om de trivielle emner, som fylder mest i de fleste menneskers dagligdag. Sjove og spændende oplevelser gider mange mennesker heller ikke høre el. læse om, fordi de skaber en følelse af underlegenhed.

Leo Nygaard

Homogenitet og sammenhængningskraft eller splittelse og ytryghed.
Før kunne den danske stamme føre sine interne kampe om kultur og arbejde - og meget andet.
I de fem år kom vi i splid med os selv om samarbejde eller modstand overfor den udefrakommende fjende. Det fik sin løsning.
Nu er en ny form for forandring over os. Ikke pludselig og overraskende, men langsom og snigende.
Det deler danskerne på en ny måde på tværs af traditionelle modsætninger.
Skal vi være "gode" eller "onde". Skal vi forandre eller bevare.
Det er den store værdikamp.

Steffen Gliese

Det er at gøre alt for meget ud af det, Leo Nygaard: danskerne har desværre en uvane med at opleve andres forskellighed som et angreb på deres egne værdier - som de generaliserer vildt i forhold til resten af samfundet. Det gør ikke tingene bedre, at journalister nu ikke kan skelne mellem et ubetydeligt mindretal på mellem 0,01 til 25%, et væsentligt mindre fra 25,6% til 49,99 eller et kvalificeret flertal på 50,0 og derover.
Jeg forstår ikke, hvor denne angst for andre menneskers andre vaner kommer fra. Vi møder den hele tiden - f.eks. fra ubehaget ved at skulle finde noget i en andens køkken eller hjælpe med madlavning: det kan variere helt vildt, for ikke at tale om indblikket i, hvad andre mennesker faktisk betragter som normal føde.
Jeg sidder f.eks. ofte med åben mund og polypper over den igangværende serie på DR, hvor man kan se, hvad folk køber ind og lever af. Meget anderledes end hos os - men der må jo også være nogen, der lever som os, fordi det, vi spiser, også bliver købt i tilstrækkeligt omfang, til at der er et marked.

Vibeke Hansen

For mig at se, starter diskussionen midt i det hele. De danske værdier blev defineret sammen med grundloven i form af frihedsrettighederne. Større værdier kan jeg ikke komme i tanke om. Derfor er det absurd, at nævne "frikadellekrigen" som værdidebat. Om den sag vil jeg påstå, at for DFs side var det endnu et af de mange benspænd overfor integration, deres menneskesyn er skyld i, og hvor Venstre brugte institutionernes selvbestemmelse som betalingsmiddel.
Det er helt unødvendigt, at genopfinde demokratiet på baggrund af den udvikling, der er igang. Igen, det hele står meget præcist i grundloven.
Problemet er bare, at ingen rigtig er klar over, at demokrati er en styreform, der kræver engagement og forståelse. Underligt nok forventes det, at vi er født med en dyb forståelse af demokratibegrebet. Ikke en gang i skolen har man fundet det relevant at have det som fag, ligesom religion, historie og filisofi f.eks. Yderligere er det jo heller ikke demokrati børn og unge mødes med i undervisningssystemet, så hvornår skal man få demokratiet så meget ind under huden, at ca. 300.000 mennesker kan få troen til at vakle så meget, at vi ikke engang bekymrer os over det værdiskred, som vi ellers påberåber os at kæmpe indædt over.
Jo, vi har udfordringer også med EU, men i et ægte og dybtfølt demokrati ville vi stå sammen om at løse problemerne. Ikke det underlige system med at acceptere - og forholde os - til udemokratiske politiske forslag om unødvendige begrænsninger og særbehandling. Sidst set med svømmehalsdebatten, der alene er poppet op på grund af religionsfobi. Der er masser af kønsopdeling i Danmark på alle mulige måder, hvor vi har taget hensyn til mindre grupper.
Selv i folketinget må vi konstatere, at det nogen steder kniber med de demokratiske spilleregler. Jo. Bevares, selve valget er demokratisk. Men når det kommer til partidiciplin, synes det som om demokratiet har sin begrænsning. I et demokrati må ðt være sådan, at man går "all in" på grundværdierne og sørger for at alle forstår, hvad de støtter eller foragter.

Leo Nygaard

Jeg synes ikke det er for meget - det er 1.prioritet lige nu. Eksempel til sammenligning :
Støjberg vil straffe indvandrerkvinder økonomisk for at ramme patriarkalske, konservative fædre. Det er omtalt et andet sted her - ligesom separering i svømmehaller.

Nord og syd for grænsen har mindretal egne politiske partier, sprog, skilte, foreninger og institutioner. Dette fremhæves som et godt eksempel for grænseegne i hele Europa.

Men tolerancen er ikke tilsvarende, når det drejer sig om muslimers kultur - hos mange og ikke hos andre.
Udgangspunktet må være, at vi har tilladt muslimers indvandring og må tage konsekvensen, uanset hvad man mener herom. At ville integrere/assimilere disse borgere her og nu, vil for nogen være at berøve deres frihed og privat suverænitet - for andre en nødvendighed.
Her er brydningen og værdikampen - den er en realitet, som kræve en grundig politisk omtanke.

Vibeke Hansen

Jeg opdager lige, at i hvert tilfælde et afsnit er ret uforståeligt.
Kort omformuleret ville jeg bare formulere min forbavselse over, at så lille en etnisk minioritet kan få hele vores samfund til at vakle. Det troede jeg trods alt demokratiet sikrede os imod.

Børge Rahbech Jensen

Leo Nygaard:

"Homogenitet og sammenhængningskraft eller splittelse og ytryghed."

Det er en ny konflikt. Tidligere var sammenhængskraft ikke et tema, selvom samfundet var fragmenteret. I stedet søgte befolkningen inspiration hos hinanden, når behovet opstod. Det var intet problem, fx. at landmænd ikke havde meget til fælles med professorer, eller nogle gik til folkedans mens andre gik til sprog el. samlede på frimærker. Det er et større problem nu, hvor en fælles identitet i realiteten er baseret på central nyhedsformidling, og det opfattes som krænkende på andre at snakke om noget, hvor alle ikke har samme forudsætninger.

"Før kunne den danske stamme føre sine interne kampe om kultur og arbejde - og meget andet."

Det er muligt, vi kunne det, men det gjorde vi jo ikke. Samfundet var mere fragmenteret, og det var nyhedsformidlingen også. Der var flere lokale og regionale dagblade, mens den elektroniske nyhedsformidling var mere sparsom. Jeg mindes ingen særlige kampe om kultur og arbejde ud over de politiske kampe mellem socialisme og borgerlige værdier fra 1970 til 1989. Nutidens kampe har nogenlunde samme udgangspunkt, mens spredes hurtigere fra Christiansborg og Københavns universiteter, fordi nyhedsmedierne nu er koncentreret omkring Christiansborg.

Nutidens konflikt, der påstås at være om kultur, er endda i realiteten mest om hudfarve og sprog. Det passer godt med den udvidelse af utryghed, hvor enhver afvigelse skaber utryghed, fordi ethvert ubehag opfattes som uønsket.

"I de fem år kom vi i splid med os selv om samarbejde eller modstand overfor den udefrakommende fjende. "

Den analyse er jeg ikke enig i. De nuværende konflikter er nok snarere skabt af store forandringer af såvel nyhedsformidling som demografi. De vigtigste forandringer af nyhedsformidling er, at den nu foregår fra tidlig morgen til sen aften, og mange lokale dagblede er samlet i store koncerner. En tredje forandring er mediernes politiske indflydelse på Christiansborg. Demografisk består en større andel af befolkningen nu af pensionister. Det er tydeligt, den offentlige debat er meget præget af nyhedsmediers historier især fra Christiansborg. Det kunne tyde på en demografi, hvor en stor del af befolkningen primært lever livet, som det fremstilles i massemedier.

Det er også nyt, at indvandrere er defineret som en udefrakommende fjende. Til gengæld står det i alle lærebøger om skabelse af fællesskab, at definition af en udefrakommende fjende er et effektivt middel. Det middel blev også brugt med succes af politiske og religiøse bevægelser i 70'erne, hvor det også blev brugt til nedkæmpning af intern modstand.

En trist konsekvens er, at selve begrebet "kultur" er stærkt reduceret, så det nu i mange debatter kun omfatter dansk og muslimsk kultur, som begge betragtes som homogene, selvom vi tydeligvis ikke er det.

Leo Nygaard

Rahbech - Jeg synes du går fejl.
Der var kampe. Du nævner selv arbejdskampe. Strejker, atommarcher, rindalisme, røde lejesvende, arbejdsmiljø................
Men de var interne i nationen, og vakte ikke frygt og alvorlig polarisering.
Betegnelsen sammenhængningskraft blev ikke brugt i den nugældende betydning - på nationalt plan ift noget udefra kommende.
Du har ret i at mediebilledet ser meget anderledes ud nu. Den 4. statsmagt er ustyrlig i sin lyst til at skabe sensationelle konflikter. Vores horisont var mere snæver.

Og ja, det er nyt ! Netop. Men denne konflikt med den udefrakommende påvirkning skaber ikke sammenhold, men splid og spektakel. Dvs øget sammenhold i hver lejr. Det ses i den politiske polarisering med stor tilslutning til DF og deres påvirkning af andre partier.

jan henrik wegener

"Værdikamp" virker som en vældig bred betegnelse - en der dækker over et stort antal forskellige uklart afgrænsede spørgsmål. Et hvor der er grund til hele tiden at spørge om positionerne nu kan tages for pålydende. Se f.eks. på ordene "folk" og "elite" stillet op over for hinanden. Mon ikke der indenfor "de folkelige" findes en del der indtager positioner med magt og penge? Fører "de dialogsøgende" bedre dialog end andre, eller er "dialog" et krav man stiller udadtil overfor "samfundet"? Hvilke fælles (politiske)"værdier" har nutidens med fortidens Danmark - eller Europa?

odd bjertnes

ang. Leo Nygaards allegori : Nord og syd for grænsen har mindretal egne politiske partier, sprog, skilte, foreninger og institutioner. Dette fremhæves som et godt eksempel for grænseegne i hele Europa.
Den holder ikke. Muslimer lever ikke formelt i grænse-egne, men tenderer at skabe dem omkring sig. 'Århus-modellen' eksempelvis er ikke kontornusseri og samtaler, men fysisk permanent dynamisk tilstedeværelse der hvor sådanne opstår. Ikke lidt gadelygter i Tingbjerg, og så forfra igen smadre-smadre. men du mener måske at vi skal tildele hele denne befolkning en 'grænseegn', og gratis enkeltbilletter til Udbyhavn Næs :-)

Leo Nygaard

OB - Jeg fremhæver tolerancen i grænselandet og sammenholder den med hele Danmark.
Vi er da meget tolerante overfor Gentofte og Jehovas Vidner.
Hvorfor så ikke Gjellerup og muslimer.
Men vi skal jagte skattesnydere og bandekrigere.