Interview
Læsetid: 2 min.

Læser du bøger: Niels Bjerre-Poulsen

For bogaktuelle Niels Bjerre-Poulsen er Dan Browns bøger den dårligste litterære oplevelse
Moderne Tider
2. april 2016

Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Efter at have modstået fristelsen til at anbefale min egen bog om Vietnamkrigen vælger jeg Johannes V. Jensens Kongens Fald. Jeg er klar over, at det ikke er et særligt originalt valg, men jeg lige genlæst den og kan ikke tænke på nogen dansk bog, hvor sproget er smukkere og mere nuanceret.«

Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Det er svært … måske den første bog om amerikansk historie, jeg læste, da jeg påbegyndte mit allerførste fag på Københavns Universitet i 1978: Richard Hofstadters The Age of Reform – om populismen og ’den progressive bevægelse’ i USA fra ca. 1890-1920. Den vandt Pulitzer-prisen i 1955, og den er stadig værd at læse, selv om Hofstadter er mere original, end han er korrekt. Bogen gjorde mig med det samme vild med amerikansk historie, og den har jeg så beskæftiget mig med lige siden.«

Hvad er den værste bog, du har læst?

»Dan Browns Inferno, som jeg og familien hørte som lydbog på en biltur rundt i USA. Han skriver ufatteligt dårligt og plottet stinker. Af årsager, jeg ikke helt selv forstår, har jeg faktisk læst tre af Dan Browns bøger, og efter ca. 1.500 sider har jeg stadig ikke noget indtryk af, hvordan hans hovedperson Robert Langdon ser ud (så jeg forestiller mig bare Harrison Ford som Indiana Jones), eller hvor gammel han er. I Inferno er der en kvinde først i 30’erne, som sukkende konstaterer, at hun er alt for ung til ham, og der er en kvinde omkring de 60, som ærgerligt konstaterer, at hun jo kunne være hans mor. Side efter side bliver vi trukket igennem et hobetal af ligegyldige oplysninger om rammestørrelsen på diverse renæssance-malerier, og når Langdons viden så endelig skal stå sin prøve, så ved han end ikke, hvad enhver, der har set en turistbrochure fra Istanbul ved. Men Dan Brown har vel længe kunnet græde hele vejen ned til banken over dårlige anmeldelser.«

Hvilken type læser er du?

»Den type, der læser en hel masse historisk faglitteratur i forbindelse med min forskning og undervisning, mens jeg drømmer om, hvor dejligt det bliver, når jeg igen får tid til at læse en roman. Men når jeg først når dertil, har jeg nok en forkærlighed for en særlig type af plotdrevne bøger. Jeg holder eksempelvis meget af Sven Åge Madsens bøger.«

Hvornår læser du?

»Romaner har jeg næsten kun tid til at læse i ferier, men jeg er begyndt at høre en del lydbøger, og det er en stor glæde.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her