Læsetid: 9 min.

’Madame, du skal ikke være bange’

» ... de siger, der også sker noget ved metrostationen Malbeek, hvor jeg plejer at stå af. Så oplysninger om en bombe. Så om døde. Vi sidder dér i sofaen, mens oplysningerne hober sig op. Vi skal blive, hvor vi er. Blive indendøre. Vi sidder her, vores datter er i skole ...« Den danske digter Anne-Louise Bosmans skriver fra sin hjemby
I centrum af byen lægges der blomster og tændes lys. En soldat taler med en kvinde, der er mødt op for at vise sin respekt for ofrene.  Det hele er uvirkeligt, men det er nødvendigt at komme videre.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

2. april 2016

Min svigermor ligger i sin lejlighed i Molenbeek over for politistationen og kommer sig efter en operation for nyresten. Hun rejser sig, når hun af og til har brug for at komme op at gå. Hun har fire huller i maven. Der sker ikke noget.

Min svigerinde arbejder i Watermael-Boitsfort og tager metroen til Ossegem-stationen. I fjernsynet fortæller de, at de har anholdt to lige dér. Familien tager det ikke så tungt. De har allerede oplevet en uafhængighedskrig og har levet årevis med jihadisters terror i Algeriet.

129 døde i Paris er ingenting i forhold til så meget andet, siger min mand. Jeg bliver forarget og vred. 129 er dog noget for nogen.

I et debatprogram i dansk radio ringer en kvinde ind, som bor i Nice, og som kender nogen, der bor i Paris, for hvem der ikke var sket noget, men hun følte stærkt sin ret til at udtrykke sine følelser offentligt.

Dér, hvor hun fik taletid, kunne der i stedet have været plads til en person, der reelt havde været ude for noget, eller som vidste noget om noget. Vi ved ingenting, men vi har mange følelser. Eller 129 dør i Paris, hvilket giver os en anledning til at have stærke følelser.

I Bruxelles sidder jeg på en café, og et sted ude i byen gemmer der sig formodentlig en terrorist, der enten vil gå til angreb, eller som måske gemmer sig i Molenbeek. Måske i nærheden af min svigerfamilie og måske må politiet forsøge flere gange, inden de får sprængt døren, og måske falder loftet ned. Lige nu sker der ikke noget.

Jeg blev gravid, mens min moster her i Anderlecht var døende. Året før døde min bror. Et menneske, der falder i søvn, ligner til forveksling et menneske, der ånder ud. Livet er der, og så er det der ikke mere, derfor tager jeg afsked med min datter hver aften, uden hun ved det.

’Hvis det eksploderer, så eksploderer det’

Nogle af os kommer til at dø i et attentat. Det bliver en risiko på linje med sygdom og andre ulykker. Den føderale regering lukker Bruxelles ned i seks dage. Ingen metro, ingen skole, ingen større arrangementer. Den første dag er et chok, men gradvist dag for dag udfordrer folk alligevel risikoen.

Livet kan ikke holdes tilbage, selv om det ikke er som normalt. Hvis livet er at beskytte sig bag fire vægge, er livet så værd at beskytte? Taxachaufføren, der kører mig hjem fra arbejde, siger: »Madame, du skal ikke være bange. Hvis det eksploderer, så eksploderer det.«

Indimellem nynner han lidt speedet. »Det er ikke, fordi man ryger hash, at man får lyst til at sprænge sig i luften. Jeg skal sige dig en ting, Madame, mellem os to, så ryger jeg også en del hash. Helt ærligt, selv om dine forældre har lært dig, du ikke er belgier; hvis du alligevel i en alder af 25 ikke har forstået, at du er det, så er du idiot.«

Folk har meget at sige hinanden i disse dage. Det er det, jeg oplever. Der er ting, vi må sige til hinanden. Jeg er bange. Vi skal dø. Hvilket vi jo altid har skullet.

Vi er på sikkerhedsniveau 4, men skolerne er åbnet igen. Hvorfor tror jeg, det er sikrere at køre i sporvogn? Hvorfor tror jeg, det er mere sandsynligt, at de vil sprænge en bus end en sporvogn i luften? Sporvognene er lange. De kører på skinner. De kører langsomt.

Jeg forsøger ikke at tænke på den historie, min mand har fortalt mig. De lavede business. De solgte tøj i Oran. Hans ven står på bussen for at tage hen og hente varer. Bussen går i stykker, og de bliver overhalet af bussen bagved. Da de kører videre, passerer de bussen, hvor døde mennesker ligger og flyder. Halshuggede. Det tænker jeg ikke på.

Jeg forestiller mig heller ikke, hvad der ville ske, hvis de brød ind på min datters skole, og jeg følger heller ikke med i folks samtaler. Forældrene stimler sammen foran porten. Vi har fået at vide, vi skal undgå at samles i mængder.

Jeg prøver med sandsynlighed. Hvis der ingen metro er, dør ingen i metroen. Chaufførerne tør ikke møde på arbejde. Chaufførerne for det flamske regionale busselskab, hvor nogle af linjerne kører gennem Bruxelles, får udbetalt risikotillæg. De kører børn i skole. Chaufførerne for selskabet i Bruxelles modtager ingenting.

Jeg prøver igen med sandsynlighed. Hvis bussen er fyldt, er der større risiko for, at nogen har lyst til at sprænge den i luften. Det kan bedre betale sig. Flere ofre. Så jeg venter på en tom bus. Jeg føler mig sikrere i sporvognen. Sporvogne er nuttede. Vi kan dele risikoen mellem os. Jo flere der tager offentlig transport, jo flere busser på gaden; jo flere busser terroristerne kan vælge imellem, jo mindre er risikoen for os hver især.

Den skandinaviske købmand, hvor jeg arbejder, ligger i bunden af en lille gågade, der løber ud til Place Jourdan. På torvet i EU-kvarteret ligger en fritkot, et luksushotel, et supermarked og en masse caféer og restauranter. Sandsynligvis slår terroristerne til dér og spilder ingen kugler på mig. Eller sandsynligvis kan jeg nå at sænke gardinet og låse mig inde på toilettet. Min polske veninde arbejder i helsekosten henne på torvet. Hvad kan hun nå?

Det er ikke helt virkeligt

Normalt har eleverne svømmeundervisning fredag eftermiddag. De går halvanden kilometer hver vej. De er kun fem år og udmattede, når vi henter dem. Nu bliver svømmeundervisningen sat på hold. Vores datter bliver sur. Jeg lyver og siger, det er fordi, svømmehallen skal repareres.

Det er også slut med at gå igennem skolegården for at aflevere børnene. Vi ringer på porten, og en lærer hiver eleven ind, som var der krig herude. Der står politi med maskingevær foran skolen. Det skulle gøre os trygge, men under ingen omstændigheder gør det én tryg, at man har brug for den slags beskyttelse. At man skal aflevere sit barn bag lukkede mure. At undervisningsministeren taler om safe rooms. En bunker i hvert klasseværelse.

Min datter er heldigvis for lille til at forstå, hvad der bliver sagt omkring hende. Hun stoler på, at mor klarer alt. Hun drømmer om monstre med horn og spidse tænder, der forvandler mennesker til monstre. Hun kommer ind til os om natten. I midten. Og borer sine små kolde tæer ind mellem mine lår. At hun er der. Lyset fra gadelampen udenfor falder ind mellem gardinerne og danner en lodret stribe, der bevæger sig som et pendul tæt på at gå i stå.

Det beroliger mig, at skoleinspektøren har overskud til at bemærke over for en mor, at sønnens strømper er ureglementerede i forhold til uniformen.

Regeringen sænker trusselsniveauet fra 4 til 3. Hvilket betyder, at truslen kun er sandsynlig i stedet for umiddelbart forestående. Vi ånder lettet op. Lidt for lettet. Det, vi kender som normalt, er forsvundet. Måske var det blændværk. Kan vi stadig fortrænge, at vi skal dø? Det er ikke i dag, jeg ikke tager et stykke kage mere.

Når sporvognen kører under jorden, hedder det en prémetro, og det er som at køre ned i graven. Det gule lys og de overtegnede vægge med nique la police eller nique ta mère.

Min mand ligner en terrorist. Vi kalder ham gnavpot.

I februar ringer min søster. Om de ikke må komme og besøge os. Jeg ved først ikke, hvad jeg skal svare. Jeg siger ja. Jeg vil ikke gøre dem bange. Det er bare fire dage. Det første, der møder dem i ankomsthallen, er to kampklædte soldater på mission i lufthavnen.

Vi vågner tidligt men ikke tidligt nok. Vi tænker på den gang, der var tid til sex om morgenen. Det er en lys morgen, og vi har ikke travlt. Da jeg vender tilbage efter at have afleveret vores datter, står han over vasken med vand i hovedet.

»Har du hørt det? Der har været et attentat i lufthavnen.« En ven, der arbejder derude, har ringet, fordi han er spærret inde på et kontor. Vi tænder fjernsynet. Oplysningerne er kaotiske. Det ligner Zaventem. Det er Zaventem.

Jeg når lige at sige, at jeg hellere må skynde mig på arbejde, inden de stopper den offentlige transport, da de siger, der også sker noget ved metro-stationen Malbeek, hvor jeg plejer at stå af. Så oplysninger om en bombe. Så om døde.

Vi sidder dér i sofaen, mens oplysningerne hober sig op. Vi skal blive, hvor vi er. Blive indendøre. Vi sidder her, vores datter er i skole. Jeg tænker på lærerne, der underviser de små, som skal forblive uvidende, samtidig med at oplysningerne hober sig op omkring dem.

Min mand vil ikke blive hjemme. Han kører på landet med en ven for at købe kartofler og æbler. Overboen banker på for at hente nogle døre, vi har liggende i vores kælder. Det er ikke helt virkeligt. Det er den første dag.

Vi kan ikke blive siddende

På andendagen hulker jeg indimellem, men jeg græder ikke. Jeg tager til fitness, men jeg er så oprevet, at jeg overgør træningen og får krampe. Jeg kan ikke holde kvindernes snak i omklædningsrummet ud. Jeg vrisser.

Derhjemme banker overboen på igen, fordi dørene ikke passer, samtidig spørger han, om jeg har hørt, at der har været razzia i gaden, og at de har anholdt en mistænkt. Jeg har ikke set noget. Jeg tænker, han har misforstået noget, eller at jeg har misforstået ham. I nyhederne om aftenen genkender jeg de rumænske mødre, der står foran politiets afspærring.

Jeg skal på arbejde. Metroen er delvist åbnet. Politiet visiterer folk, men jeg tør ikke. Jeg kan tage sporvognen, selv om det tager tre gange så lang tid. Jeg begynder at tude ude på badeværelset og går ind i stuen til min mand. Det kunne have været mig. Jeg kunne være taget tidligt på arbejde den tirsdag. Jeg ventede en stor leverance.

Jeg fatter mig. Jeg vil på arbejde og se, at kunderne er ok. De kommer hver uge og får en sludder. Nogle gange bare for at sige hej. Vi kan ikke blive siddende foran oplysningerne, der hober sig op. Jeg må gøre noget med mine hænder. Bære kasser, tømme kasser, sætte varer på plads. Ved stoppestedet står en irriteret mand. Jeg spørger ham, om han har ventet længe. Han siger, der ikke kommer nogen sporvogn. Han går sin vej, og jeg bliver stående.

En kvinde kommer. Jeg siger, at transporten er uregelmæssig. Hun siger, at det er der ikke noget at sige til. Vi fanger hinandens blik, og så bryder vi begge grædende sammen og kaster os i hinandens arme. Vi brøler i kor, at det hele er forfærdeligt. At det intet har med religion at gøre, at det er banditter. De har spildt deres liv på kriminalitet og tror, de alligevel kan købe en plads i paradis ved at sprænge sig i luften og tage andre med i faldet.

Kvinden er vokset op i Molenbeek over for familien, der skjulte Salah Abdelslam i deres kælder. Hvad er det for nogle mennesker? Hvad er det for en verden? Hun bærer tørklæde. Min mand er også muslim og beder fem gange om dagen. Jeg er ateist. Vores datters skole er katolsk, alle børnene i hendes klasse er tosprogede.

Er jeg naiv? Ser jeg ikke konflikterne? Jeg møder hver dag folk fra alle slags kulturer. Jeg taler med dem. Jeg har en gang været oppe at diskutere med en salafist på 17. Det var min fødselsdag for 10 år siden. Hvem er de mennesker? Hvor er de?

Et ungt dansk par kommer ind i butikken for at spørge om vej. De bestilte deres værelse 24 timer før attentaterne. Og de rejste alligevel. Jeg vil ikke skræmme dem, men jeg tænker, at de ikke er rigtig kloge. At de ikke er i sikkerhed her.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hende Claus lever et ret interessant liv :-)
Aah, en 'gave' er den nu ikke, 'flygtningestrømmen'. Gaven er ikke til Europa.
Men det drejer sig jo - her i Europa, det er anderledes i USA - om folk, der flygter fra de områder som har udviklet sig på islams præmisser igennem 1000 år. Gaven er naturligvis den relativt nemme vej ud der har åbnet sig for menigmand.
Europas udfordring er derfor at 'levere gaven, den tydeligvis intuitivt ønskede' - andre præmisser, islam-fri præmisser.
En lille del af flygtningestrømmen er ren trojansk hest for de selvsamme som skaber den. Den er eet problem, men det er det mindste. Ren jura.
Men en meget stor del af den fremturer med at de er 'muslimer'. Det er ærligt talt ren automatkodet identitet, det er noget man 'tror', det er en 'kultur' at sige at man er det - uden meget andet indhold end solidariteten med shariah som politisk sag. Burde simpelthen ignoreres af et videnssamfund. Måske problematiseres hvis det er årsag til samfunds-uro ?
Det interessante på individplan er jo ikke, om muslim x 'lægger afstand til'... at nu har islam igen markeret derude (negativ tilgang / stråmandsafdelingen). Det gør 'god-troende' naturer jo helt automatisk, muslim eller ej. Derimod er det ganske væsenligt - og ikke så lidt mere interessant - hvad det er 'muslim x' ser som sin fællesnævner med de der har islam-markeret igen derude ('dialog').

PS: indlægget er skrevet til Claus-Bech-artiklen. Hvorfor Uransagelige Vejes Herre har kastet det her også ved jeg ikke helt, men hin synes måske det var relevant ...?