Læsetid: 7 min.

Maradonas ånd er tilbage

Gunnar Nordahls topscorerrekord fra 1950 står måske for fald, når de lyseblå fra Napoli jager både Juventus og det italienske mesterskab i den kommende tid
Gonzalo Higuaín triumferer efter en scoring mod Palermo i et opgør kort før påske. Foran sig har Higuaín otte kampe til at score de seks mål, der skal til for at slå Gunnar Nordahls målrekord fra sæsonen 1949/50.

Mike Palazzotto

2. april 2016

På en husmur på via Emanuele De Deo i Napolis spanske kvarter har der i godt et kvart århundrede hængt et af disse farverige udtryk for mere eller mindre spontan kunstnerisk aktivitet, som den syditalienske by er så fuld af, og som italienerne kalder murales – vægmalerier.

Dette specifikke maleri blev udført i 1990 af en lokal kunstner ved navn Mario Filardi og forestiller den argentinske playmaker Diego Maradona med flagrende sort hår og iført den karakteristiske lyseblå Napoli-trøje med start-90’ernes Mars-reklame på brystet.

Filardis maleri var en hyldest til den argentinske maestro, der netop havde sikret den lokale fodboldstolthed sit andet italienske mesterskab i klubbens historie.

Siden har det stille og roligt fået lov at gå i forfald sammen med den mur, det blev malet på – og dermed er dets skæbne på mange måder blevet synonymt med fodboldklubben selv.

For også Napoli FC har i mange år fremtrådt som en bleg afglans af tidligere tiders storhed, ja i midten af 00’erne faldt partenopei – som de kaldes – nærmest helt fra hinanden og blev tvangsnedrykket til den tredjebedste række som følge af en konkurs, men nu er de lyseblå tilbage i deres fulde pragt, og i skrivende stund ligger de i tæt duel med Juventus om mesterskabet.

Det virker nærmest for symbolsk til at være sandt, at Filardis store vægmaleri bliver restaureret netop i år. Eller som den italienskyndige britiske journalist James Horncastle bemærkede i en analyse på fodboldnyhedssiden calciomercato.com, så markerede genoptegningen af kunstværket for alvor, at »the days of Maradona are not gone. They are back«.

Smerten sidder syd for Rom

Før napolitanerne kan juble over at have genindtaget pladsen øverst på den italienske fodboldtrone, skal de dog overvinde det zebrastribede storhold fra Torino. Og at det netop er mægtige Juventus fra det velhavende Norditalien, der er hovedudfordreren, har givet guldduellen en betydning, der transcenderer selve fodbolden.

For lige netop Juventus – denne superrige klub med Agnelli-familiens FIAT-milliarder i ryggen, det store og nybyggede stadion i udkanten af Torino, den hundedyre spillertrup, de indbringende sponsoraftaler og de utallige mesterskaber i bagagen – er selve billedet på det norditalienske etablissement, der dominerer fodbolden i Italien.

Og at det netop er dem og Napoli, der duellerer i år, har gjort kampen om den såkaldte scudetto til et mikrokosmos på den splittelse, der præger det lange, støvleformede land.

Den er blevet til et opgør mellem velhaverne i Nord og fattigrøvene i Syd. Mellem overklassen og underklassen. Vinderne mod taberne. The haves versus the have nots.

Ja, i bund og grund er det en kamp mellem to dele af Italien, der er ved at rykke (endnu længere) væk fra hinanden i efterdønningerne af den finansielle krise, der nulstillede landet for nogle år siden.

For at Italien reelt er to regioner, der hastigt er på vej i hver sin retning, behøver man blot at kaste et blik i statistikkerne for at forvisse sig om. Det respekterede magasin The Economist gik i en artikel med overskriften »A tale of two economies« for noget tid siden i dybden med nogle af de forskelle, der præger landets henholdsvis nordlige og sydlige halvdel.

Her kunne man blandt andet læse, at økonomien i den sydlige del af landet er skrumpet næsten dobbelt så meget som økonomien i Norditalien i årene efter finanskrisen – hvilket har haft de følgevirkninger, som en langstrakt krise nu engang har i form af stigende arbejdsløshed, lavere børnetal og øget migration.

Det britiske ugemagasin beskrev, hvordan andelen af folk i arbejde er lavere i Syditalien end i noget andet land i EU. Til gengæld er arbejdsløsheden på over 20 procent. Og andelen af familier, der lever i absolut fattigdom, er mere end fordoblet siden finanskrisens udbrud.

Eller sagt på en anden måde: Smerten sidder syd for Rom!

Det lader sig naturligvis også aflæse i fodboldstatistikkerne. Mens pengestærke, norditalienske klubber som Inter, Juventus og Milan har sanket mesterskaber til hobe i de år, hvor der er blevet kæmpet om retten til at sy det lille mesterskabsskjold, scudettoen, på brystet, så er denne ære kun tilfaldet en klub syd for Rom to gange.

Begge gange er guldet blevet erobret af Napoli, nemlig i 1987 og 1990, hvor Diego Maradona styrede løjerne på San Paolo. Hvilket i øvrigt er en af grundene til, at den lille magiker er så forhadt nord for Rom: Han vendte op og ned på den bestående orden.

Endnu en argentiner

Hvis det skulle lykkes partenopei at vinde mesterskabet igen i år, vil æren i høj grad tilfalde en ny argentinsk offensivspiller i skikkelse af Gonzalo Higuaín. Den træfsikre frontløber er i gang med en sæson af den slags, som man kun oplever med lange mellemrum i støvlelandet.

Foreløbig har han scoret 29 mål, og fodboldgale italienere i hele landet følger nu med spænding, om han kan overgå den legendariske Gunnar Nordahls rekord, som man ellers i mange år har ansat for at være ubrydelig.

Nordahl var en del af den såkaldte Gre-No-Li trio af svenske stjernespillere (Gunnar Gren, Gunnar Nordahl og Niels Liedholm) der spillede for AC Milan sidst i 40’erne og 50’erne. Og i sæsonen 1949-50 scorede han 35 mål, rekord for en spiller i den tid, hvor Italien har spillet med tyve hold i den bedste række.

Ingen angribere har siden antastet Nordahls rekord, men Higuaín er altså nu blot seks mål fra, og han har stadig otte kampe til at viske Nordahls navn ud af historiebøgerne og erstatte det med sit eget. De næste par måneder vil vise, om det vil lykkes ham at bombe sig forbi den berømte svensker.

En anden, der også vil få sit navn indskrevet i den italienske fodboldhistorie, hvis Napoli løber med mesterskabet, er holdets 57-årige træner Maurizio Sarri.

Hans karriereforløb er en af disse Askepot-fortællinger, som den professionelle fodboldverden med mellemrum kaster af sig. I de første mange år af sin trænertid rodede han rundt blandt mindre provinshold i de lavere rækker, og for blot få år siden så hans karriere ud til at have lidt endegyldigt skibbrud, da han blev fyret fra Serie C-klubben Sorrento.

Efterfølgende blev han dog samlet op af Toscana-klubben Empoli, som han sidste år førte til en respektabel men ingenlunde prangende 15-plads i Serie A, og på baggrund af den præstation hyrede Napolis egenrådige ejer, filmmagnaten Aurelio de Laurentiis ham til at styre biksen i Napoli, da holdets daværende manager, Rafael Benítez, skiftede til Real Madrid.

Ikke alle var lige imponerede over den ansættelse. Således var for eksempel Maradona – der har en mening om det meste – hurtigt ude med en bemærkning om, at Sarri ikke var »værdig« til at stå i spidsen for de lyseblå.

Det har han dog måttet trække tilbage, for Sarri har formået at frigøre de Napoli-spillere, der sidste år virkede låste af Benitez’ rigoristiske og overtaktiske spillestil.

Eller som den offensive midtbanemand Marek Hamsik udtalte til fodboldmagasinet Goal efter en sejr over Juventus tidligere på sæsonen:

»Jeg er utroligt glad for at være en central del af begivenhederne på banen i modsætning til sidste år. Jeg holder virkelig meget af vores spillestil. Vi er meget mere dynamiske og kompakte end sidste år, hvor vi bare fokuserede på at spille lange bolde frem i banen.«

Juventus er fjenden

Desværre er friere taktiske dessiner og en mere offensiv tilgang til tingene ikke det eneste, Sarri har bragt med sig til San Paolo. Også hans bondske vaner har været en del af bagagen, hvilket lod sig afsløre i forbindelse med en pokalkamp mod Inter, hvor han under en sidelinjedisput kaldte Inters flamboyante træner Roberto Mancini poof og faggot, nedsættende betegnelser for homoseksuelle.

»Han er en racist. Folk som ham hører ikke hjemme i fodboldens verden, han brugte racistiske udtryk,« sagde en oprørt Mancini efter kampen.

Det italienske fodboldforbund kunne have ladet hammeren falde over Sarri, men disciplinærkomiteen besluttede at lade nåde gå for ret og lod ham slippe med en mindre bøde og to spilledages karantæne.

Og bortset fra den skandale har hele sæsonen været ét langt triumftog for den tidligere så underkendte provinstræner. Men om Sarri får lov til at føre Napoli helt frem til mesterskabet, ja, det afhænger af, om de kan indhente Juventus, der lige nu har et forspring på tre point i ligaen med otte kampe tilbage at spille.

Og selv om dette forspring i princippet kan indhentes på én runde, så bliver det ingenlunde let at fange de zebrastribede, fordi de er i besiddelse af dén kvalitet, der så ofte har afgjort placeringen af mesterskabet på de kanter, nemlig et bomstærkt forsvar.

Blot 16 mål har bianconeri lukket ind i hele sæsonen, og deres defensive styrke blev understreget for nylig, hvor holdets veteranmålmand Gianluigi Buffon slog rekorden for flest spillede minutter i træk uden at indkassere en scoring.

974 minutter nåede han at holde buret rent, før han måtte kapitulere over for en straffesparksscoring af Andrea Belotti fra lokalrivalerne fra Torino. Og dermed slettede han den gamle Milanmålmand Sebastiano Rossis rekord på 926 minutter fra 90’erne.

Æren for rekorden tilfalder dog ikke alene Buffon men også det bomstærke tremandsforsvar, han har foran sig i skikkelse af de såkaldte BBC – Leonardo Bonucci, Andrea Barzagli og Giorgio Chiellini.

Disse tre udgør en af de stærkeste bagkæder i international fodbold. Den engelske avis The Guardian beregnede for nyligt, at Juventus kun har tabt fire ud af de seneste 63 ligakampe, hvor de er startet på banen sammen. Så det er en rutineret trio, der ved, hvad de foretager sig nede i den bagerste kæde. Og det er i høj grad deres fortjeneste, at Den gamle Dame fra Torino styrer mod sit femte mesterskab i træk.

Sarri og hans tropper skal håbe, at de forsvarende mestre fra Torino snubler, samtidig med at de selv spiller en noget nær fejlfri sæsonafslutning. Så er guldet deres.

Og så er ånden fra Maradona for alvor tilbage i Napoli.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu