Læsetid: 7 min.

Er man medskyldig indtil det modsatte er bevist?

Mandag faldt der dom i endnu en sag om hashhandel på Christiania. Den principielle sag skal nu for Højesteret, der skal tage stilling til, hvornår er man medskyldig i en forbrydelse. En række forsvarsadvokater advarer om, at risikoen for at blive dømt for medvirken er stigende
Politiet i aktion i Pusher Street på Christiania i marts 2014. De sager, der er rejst i kølvandet på den aktion, handler blandt andet om grænser for medvirken.

Jens Dresling

23. april 2016

Der er 13-15 mærker, hvor skudene har ramt, da politiets teknikere undersøger Bandidos’ klubhus efter det første skyderi. Mindre end 14 dage senere går det ud over to parkerede biler, da fjenden fra Mjølnerparken skyder mod en gruppe Bandidos-medlemmer foran klubhuset. Denne gang falder der omkring 10 skud.

Få dage senere, den 21. marts 2013, slår politiets specialenhed Task Force Øst til og ransager Bandidos-klubhuset i københavnerforstaden Hvidovre. Selv om det er en hverdagsmorgen er der hele ni rockere og supportere til stede i huset. Der ligger adskillige knive og slagvåben frit fremme, ligesom Bandidos-folkene har skudsikre veste inden for rækkevidde.

Det vigtigste fund gøres dog i en højttaler i husets opholdsstue. I en sort sportstaske ligger tre skarpladte pistoler: en italiensk Beretta, en østrigsk Glock og en serbisk Zastava.

En af rockerlærlingene påtager sig ansvaret for de tre skydevåben. Han forklarer, at de andre ikke vidste, at han havde gemt pistolerne i huset.

Anklagemyndigheden mener alligevel, at rockerne hver især måtte have været klar over risikoen for, at der var skydevåben i huset. Derfor tiltales alle tilstedeværende for ulovlig våbenbesiddelse.

Bandidosrockerne bliver dømt i både by- og landsret. De tilstedeværende medlemmer af støttegruppen Mexigang bliver dog frifundet, da retten ikke findet det dokumenteret, at de vidste, at pistolerne var i klubhuset.

»Ved dommen er det lagt til grund, at den omstændighed, at man har indset og fuldt ud accepteret muligheden for, at andre opbevarer våben i klubhuset, medfører strafansvar, når man selv opholder sig i klubhuset. Det er efter min opfattelse en udvidelse af området,« siger Henrik Stagetorn, der var forsvarer i sagen.

Sagen er ikke enestående. Risikoen for at blive tiltalt for medvirken eller for forbrydelser begået ’i forening’, som det hedder i straffeloven, er nemlig større i dag, end den var tidligere.

Det siger en række forsvarsadvokater, som Information har været i kontakt med. Det kan dog ikke dokumenteres med tal, da hverken Danmarks Statistik, politiet eller Domstolsstyrelsen fører statistik på området.

»Det er jo stort set en blankocheck. For vidste man, at der lå en lille uskyldig luftpistol, eller at der lå tre bazookaer? Det gør unægteligt en forskel for straffen,« siger Henrik Stagetorn.

Han peger på, at det var vilkårligt, hvem der blev sigtet i sagen.

»En time senere kunne der have været nogle andre i huset. Var det så dem, der skulle anholdes? Eller hvad med dem, der gik en time tidligere? Det er helt tilfældigt. Her kan man tale om at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.«

Hammerbevæbnet dømt for knivdrab

En anden advokat, der kritiserer udviklingen, er Erbil Kaya. Han forsvarede den ene af de to unge mænd, der blev dømt for knivdrabet på den 19-årige Ricko Træholt på Høje Taastrup Station en lørdag aften i oktober 2013.

To mænd på henholdsvis 16 og 18 var bevæbnet med henholdsvis en kniv og en hammer, da de stødte sammen med en anden gruppe unge. Den knivbevæbnede T.Y. stak Ricko Træholt ihjel. Samtidig var hans hans ven, Erbil Kayas klient H.S., i slagsmål med en af Rickos venner. T.Y. fik 14 år for drabet, og H.S. fik 10 år. Rabatten skyldes blandt andet, at han var under 18 på gerningstidspunktet.

»Min klient har en hammer med. Der er jo en stor forskel på en kniv og en hammer. Han står med ryggen til, da T.Y. stikker Ricko. Det hele tager 10 sekunder. Det er ikke dokumenteret, at min klient ved, at T.Y. har kniven med,« siger forsvarsadvokaten.

Og det er et udtryk for en tendens, mener Erbil Kaya.

»Der er sket en glidning i retning af, at man giver kollektive domme. Medvirken-begrebet er blevet udvidet til fordel for anklagemyndigheden. Det betyder, at de, der er i periferien af en forbrydelse, hyppigere bliver dømt, og at de bliver dømt for et større omfang af forbrydelsen,« siger Erbil Kaya.

Mørketal

Tendensen bekræftes af Lars Bo Langsted, der er juraprofessor på Aalborg Universitet.

»Jeg kan godt genkende udviklingen. Det har stået på de seneste 10-15 år. Der er kommet en mere generel accept af, at man ikke udspecificerer, hvem der har gjort hvad, men at alle ’mere eller mindre’ har deltaget,« siger han.

Langsted fortæller, at det især sker i sager fra bande- og rockermiljøet eller i sager med forbindelse med anden organiseret kriminalitet.

Han fremhæver, at lovgivningen i Danmark faktisk er mindre restriktiv end i mange andre lande.

»I udlandet har man mange steder bestemmelser, der handler om ’kriminelle sammensværgelser’. Det betyder, at hvis man hæfter sig på et kriminelt forløb, så tilslutter man sig alt, hvad der sker.«

Ser man på udviklingen herhjemme, så er der grund til at være opmærksom.

»Det er klart, at man må sætte en grænse, for den udvikling, der er i gang. Det er politiet, der har bevisbyrden for, at alle, der var til stede, havde fortsæt til at besidde pistolen. Det kan være svært at bevise, men man kan sandsynliggøre det, f.eks. ved at bevise, at de er en fast del af livet i huset,« siger han.

»Risikoen for at blive dømt for noget, som man isoleret set ikke har gjort, stiger selvfølgelig,« konstaterer Lars Bo Langsted, men skynder sig at tilføje:

»Glidningen er ikke så stor, at man risikerer at blive dømt, bare ved at gå forbi et sted, hvor der sker en forbrydelse.«

Hos Dommerforeningen mener formanden, Mikael Sjöberg, ikke, at dommerne har ændret kurs.

»Det er ikke udtryk for en nyfortolkning. Den, der dømmes for medvirken, har fortsæt til at begå forbrydelsen. Man bliver ikke dømt for uagtsomhed,« siger han.

Men han vedgår, at der er sket en udvikling på området.

»Der er måske en tendens til, at der rejses tiltale mod flere for medvirken. Generelt er billedet, at der er flere sager med mange tiltalte,« siger Mikael Sjöberg, der til daglig er dommer i Østre Landsret.

Han peger på den organiserede kriminalitet som en af årsagerne.

»Jeg havde en sag, hvor fire unge mænd i bil bliver forfulgt af politiet. De kaster både en pistol og skarp ammunition ud ad vinduet. De endte alle fire med at blive sigtet i sagen. For 10 år siden kendte vi ikke den slags bandekriminalitet. Det er et nyt fænomen.«

Sjöberg uddyber:

»Jeg tror mere, at det er en tendens i tiden, end det er udtryk for, at domstolene tolker paragraf 23 anderledes. Anklagerne procederer simpelthen anderledes på paragraf 23 i dag.«

Hashhandel i fællesskab

I mandags faldt der dom i Østre Landsret over en mindre gruppe hashhandlere fra Christiania, der alle fik mellem 15 måneder og tre års fængsel. De var tiltalt for i fællesskab at have drevet en bod i Pusher Street.

I rettens resumé af dommen lød, at de ikke blot var skyldige i hashhandel de dage, hvor de havde været til stede, men derimod »at sælgere og bodmedarbejdere også – under nærmere omstændigheder – er strafferetligt ansvarlige for den del af gruppens hashsalg, som foretages, når de pågældende ikke står i boden«.

Jacob Kiil, en af advokaterne i sagen, fortæller:

»Min klient siger, at han har været i boden et par gange om ugen i gennemsnit. Slet ikke hver dag. Politiet siger, at de har set ham derude 16-18 dage ud af de 222 dage, han er tiltalt for. Derudover bygger sagen på masteoplysninger, der knytter ham til Christiania, men det er ikke så underligt, for han bor derude.«

Læs også: Forsvarer: Forskellige hashdomme er en glidebane

Men selv om politiet kun har set Jacob Kiils klient på arbejde i hashboderne omkring tre procent af tiden, så bliver han tiltalt for at have medvirket i salget i hele perioden.

Og lige præcis dét er kernen i det juridiske slagsmål: Kan man dømmes for forbrydelser, der er begået, når man ikke var til stede, f.eks. fordi man var på ferie i Thailand eller, som det var tilfældet for flere i Pusher Street-sagerne, sad i fængsel for andre lovovertrædelser? Ja, svarer både by- og landsretten.

»Det er min oplevelse, at anklagerne prøver at komme igennem med den slags i langt højere grad end før. Det er meget problematisk rent retssikkerhedsmæssigt. Strafansvar er individuelt. Det står der i loven, og det må man tage udgangspunkt i,« siger advokat Jacob Kiil.

Han får opbakning af sin kollega Helle Lokdam, der repræsenterede en anden tiltalt i Pusher Street-sagerne.

»For mig står det klart, at det bliver brugt mere. Anklagerne siger, at der er tale om organiseret kriminalitet, og derfor skal alle, der har deltaget i et vist omfang, dømmes. Det er noget af det mest alvorlige ved sagen.«

Fra Købmagergade til Pusher Street

De seneste års sager, hvor medvirken-paragraffen og begrebet ’i forening’ har været til diskussion, er dog ikke unikke.

Tilbage i starten af 90’erne var det et hedt emne retssalene i forbindelse med gadekampene efter EU-afstemningen den 18. maj 1993, og da Blekingegadebandens røveri i Købmagergade blev behandlet i retten. Ingen af medlemmerne blev dømt for drabet på politimanden Jesper Egtved Hansen, da det ikke kunne bevises, hvem der affyrede de dræbende skud.

Sagen om urolighederne på Nørrebro endte i en Højesteretsdom, der siden da har været flittigt citeret i landets retssale. Heri hed det, at »domfældelse for deltagelse heri er imidlertid betinget af, at anklagemyndigheden godtgør, at den enkelte tiltalte har tilsluttet sig gruppen af uromagere og fredsforstyrrere, således at vedkommende med sikkerhed kan udskilles fra tilskuere, forbipasserende, beboere og andre, der blot har været til stede og overværet hele eller dele af begivenhedsforløbet«.

Nu skal Højesteret så igen forholde sig til, i hvilken grad der kan dømmes for medvirken og forbrydelser begået ’i forening’. I februar gav Procesbevillingsnævnet nemlig 10 dømte fra en af Pusher Street-sagerne lov til at få deres sag prøvet på højeste niveau.

Rigsadvokaten har med henvisning til de verserende ankesager fra Pusher Street afvist at medvirke i artiklen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
  • Niels Duus Nielsen
Dorte Sørensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

"Glidningen er ikke så stor, at man risikerer at blive dømt, bare ved at gå forbi et sted, hvor der sker en forbrydelse."

Det er jeg glad for at høre, jeg var et øjeblik bekymret for, at man havde indført det moderne clearingmord i retsvæsenet ("moderne" som i "moderne kontanthjælpsloft").

Det kræver altså intet mindre, end at man er "en fast del af livet" omkring forbryderen. Så det er kun, når det er ens venner og bekendte, der begår forbrydelser, at man risikerer at blive idømt en kollektiv straf?

Steffen Gliese

Meddelagtighed kan ikke dømmes på denne måde, ideer om forbrydelser kan ikke dømmes på nogen måde. Politikeres angst skal ikke trække vores samfund ned i et subjektivt morads af projiceret protestantisk skyld.
Forsæt er endog på grænsen til, hvad man kan dømme for. Vi skal ikke ti år tilbage i tiden, før vi var enige om, at man kun kan dømme forbrydelser, der var fuldbyrdede eller forsøgt udført.

Leif Høybye, Jens Kofoed og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Hvad med det gamle slogan - at heller 10 går fri end 1 bliver uskyldig dømt - gælder det overhovedet ikke mere?????
Skal "vi" nu til at sige - heller 10 uskyldig dømte end 1 går fri?

Per Jongberg, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Det er et kristent dogme, at vi alle er syndere, og dermed at vi alle er skyldige for Vorherre. Det er meget interessant, at et så gudløst samfund som det danske er i færd med at genindføre dette religiøse dogme. Ateister er måske ikke helt så rationelt disponerede, som de selv tror?

At vi som udgangspunkt alle er skyldige eller at vi som udgangspunkt alle er uskyldige er ikke noget vi ved, men derimod et grundlag for handling, som vi beslutter os for. Om det skal være det ene eller det andet kan ikke afgøres ved empiriske undersøgelser, det er et spørgsmål om holdninger, og i sidste instans om tro.

Hvad tror du, er folk skyldige, indtil det modsatte er bevist, eller er folk uskyldige, indtil det modsatte er bevist? Og uanset svaret, hvorfor tror du, hvad du tror?

Selv går jeg ind for tesen om at folk er uskyldige, da jeg ikke bryder mig om justitsmord. Kollektiv straf kan meget nemt medføre justitsmord, så derfor er det i mine øjne en uting.

Trond Meiring

Jeg tror ikke på arvesynden, men gjaldt spørgsmålet denne?
Folk er officielt uskyldige, indtil det modsatte er bevist.
Skyldig eller ikke skyldig, og dømt eller ikke dømt (evt. frikendt), er princippielt to forskellige spørgsmål. Loven er ikke altid ret. Uskyldige i lovbrud bliver dømt, og lovovertrædere går fri.

Niels Duus Nielsen

Gjaldt spørgsmålet arvesynden? Det tror jeg egentlig ikke, jeg bragte det blot på bane for at vise, hvor absurd den gældende retspraksis er ved at blive.

Det er uretfærdig, hvis uskyldige bliver dømt, og det vejer efter min mening tungere, end den uretfærdighed det er, at en skyldig bliver frikendt på grund af mangel af beviser. Det har der været konsensus om her i landet i mange, mange år, men panikken spreder sig, og folk som folk er flest har tabt evnen til at tænke klart. Langt ind i dommerstanden, desværre.

@ Dorte Soerensen, 8:44

" Skal "vi" nu til at sige - heller 10 uskyldig dømte end 1 går fri? "

Ja maaske for os almindelige smaaforbrydere, men for de rigtig store, slemme finansterrorister gaelder der vist snarere: "Hellere lade 100 skyldige loebe end risikere, at én eneste skyldig bliver doemt."

Der sker i disse år nogle væsentlige skred i retssystemet i Danmark. Man kan faktisk tale om et egentligt forfald i retssystemet. Et forfald som grundlæggende er drevet af at gøre retssystemet mere "effektivt" forstået på den måde at det bliver lettere for politi og anklagemyndighed at få påståede forbrydelser opklaret og få domfældelse.

1. Overvågningen af den almindelige borger øges massivt. Læg mærke til, at der er tale om en overvågning, som ikke er begrundet i en konkret mistanke, men en ukvalificeret masseovervågning. Begrundelserne er i almindelighed, at det skal lette politiets arbejde. Men det har aldrig været meningen med Grundloven at den skulle lette politiets arbejde.

2. I øget omfang indføres der i det stille omvendt bevisbyrde - dvs. at det er op til den tiltalte at bevise sin uskyld i stedet for at politi og anklagemyndighed skal bevise den tiltaltes skyld. Det er reelt dette fænomen, der er i spil i de i artiklen omtalte sager om "passivt medskyldige". Men det forekommer i stort omfang i skattesager og i færdselssager - og metoden er ved at brede sit til andre felter. Argumentet er igen "effektivitet" - det er langt lettere for "systemet" at få folk dømt. Men igen: det har aldrig været meningen at retsplejen skulle tilrettelægges udfra den slags effektivitetshensyn.

3. Retssystemet (domstolene) træffer i stigende omfang afgørelser, som ikke er baseret på ægte lovgivning vedtaget i Folketinget, men på administrativ praksis, som etableres i ministerier og styrelser. Herved sker der reelt det, at den udøvende magt tiltager sig en magt, der ligger på niveau med lovgivningsmagten. Baggrunden er - igen - et effektiviseringsønske. Det er kompliceret og tungt at forfatte og få vedtaget love - det er meget lettere at det administrative system laver et kompletterede og supplerende sæt "regler". Problemet er at disse "regler" undergår en udvikling - dvs. løbende ændres, hvorved retlige grænser rykkes. Dommerne, som burde afvise at træffe afgørelser baseret på andet end love, accepterer systemet - hvorved den "administrative praksis" opnår samme status som love har.

Alt i alt betyder disse skred et væsentligt forfald i borgernes retssikkerhed. Et skred, som betyder, at vi på en række punkter nærmer os den retstilstand, der var gældende i fx de nu kollapsede, totalitære systemer i den tidligere østblok. Der brugte man også helt bevidst masseovervågning og omvendt bevisbyrde for at sikre effektiviteten i retshåndhævelsen.

Det er tragisk, at der ikke er større politisk opmærksomhed på forfaldet i borgernes retssikkerhed - og det er tragisk, at domstolene heller ikke finder udviklingen problematisk.

To af vores samfunds mest fundamentale principper - at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist, og magtens tredeling - er under nedbrydning.

Sup Aya Laya, Jens Erik Starup og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Jeg har tidligere kommentarer henvist til filmen Minority Rapport, da jeg ser tendenser der peger i den af filmen udstukne retning: Samfundet vil kunne straffe precrimes.
https://www.youtube.com/watch?v=q2bmImPNKbM

At der foregår justitsmord i DK, var parodien af retssagen mod de to anklagede i CSC-hacket et tydeligt eksempel på. Også i den anvendtes medskyldighedsbegrebet:
https://www.version2.dk/blog/csc-sagen-anakata-ankesag-247894